Seneste nyheder

25. september 2026

USA skærer ned på antallet af kampklare brigader i Europa

USA reducerer antallet af militære kampenheder i Europa fra fire til tre.

Det skriver det amerikanske forsvarsministerium i en udtalelse.

Dermed vil antallet af amerikanske brigader udstationeret i Europa være på det samme niveau som tilbage i 2021, lyder det.

Der er tale om de såkaldte Brigade Combat Teams, som ifølge nyhedsbureauet AFP hver især består af mellem 4000 og 4700 militærfolk.

Beslutningen om at skære ned i antallet af styrker i Europa betyder, at en udsendelse af amerikanske soldater til Polen vil blive midlertidigt forsinket. Det oplyser forsvarsministeriet.

– Ministeriet vil fastlægge den endelige placering af disse og andre amerikanske styrker i Europa på baggrund af yderligere analyse af USA’s strategiske og operative behov samt vores allieredes egen evne til at bidrage med styrker til Europas forsvar, skriver det amerikanske forsvarsministerium.

USA’s præsident, Donald Trump, ønsker, at Europa tager et større ansvar for sit eget forsvar frem for at være afhængig af USA.

I begyndelsen af maj meddelte USA, at 5000 amerikanske soldater vil blive trukket hjem fra Tyskland. Ifølge en talsperson fra ministeriet vil det ske inden for de næste seks til 12 måneder.

Tilbagetrækningen af soldater fra Tyskland skyldes til dels en voksende splittelse mellem USA’s præsident, Donald Trump, og lande i Europa om krigen i Iran.

Trump er vred over, at europæiske allierede ikke deltog i USA’s og Israels krig mod Iran.

Det har udviklet sig til en konflikt mellem Trump og den tyske kansler, Friedrich Merz, efter at Merz sagde, at Iran ydmyger USA i forhandlinger om en løsning på krigen.

Trump har under begge sine embedsperioder i Det Hvide Hus truet med at reducere antallet af amerikanske soldater i Tyskland og andre europæiske lande.

Senatet sender lovforslag om ende på Iran-krig til endelig afstemning

Et flertal i Senatet i USA har ved en indledende afstemning tirsdag stemt for et forslag, der har til formål at tvinge præsident Donald Trump til at stoppe krigen mod Iran.

Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og Associated Press (AP).

Afstemningen baner vejen for en endelig afstemning. Tidspunktet for den er ifølge AP endnu ikke fastsat.

50 senatorer stemte for forslaget, mens 47 stemte imod. Tre undlod at stemme.

Demokraterne har flere gange fremlagt forslag om at begrænse USA’s præsident Donald Trumps krigsbeføjelser, efter at USA og Israel i slutningen af februar indledte en første bølge af angreb mod Iran.

Indtil videre har Republikanerne, der har flertal i begge kamre i Kongressen i USA, nedstemt forslagene.

Tirsdag skiftede den republikanske senator Bill Cassidy, der er valgt i delstaten Louisiana, dog holdning og stemte ligesom de demokratiske senatorer for forslaget, mens tre republikanere ikke dukkede op til afstemningen.

Yderligere tre republikanske senatorer, der før har stemt for lignende forslag, stemte også tirsdag modsat flertallet af deres partikollegaer.

Afstemningen viser ifølge AP en stigende bekymring blandt republikanerne over konflikten med Iran, der har ført til stigende oliepriser verden over.

Politikere, der støtter forslaget, har beskrevet det som et forsøg på at genoprette Kongressens ansvar for at erklære krig, som det er fastlagt i USA’s forfatning.

Ifølge loven War Powers Resolution fra 1973 må en militær operation beordret af en amerikansk præsident kun vare i 60 dage, før den enten skal afsluttes eller godkendes af Kongressen.

Trump meddelte 1. maj i et brev til lederne i Kongressens to kamre, at fjendtligheder mod Iran var afsluttet.

Sidenhen har USA dog fortsat landets blokade af iranske havne og angrebet flere iranske skibe, mens Iran har opretholdt dets blokade af Hormuzstrædet og angrebet amerikanske skibe.

Hvis det foreløbige forslag om at stoppe krigen vedtages i Senatet, skal forslaget også vedtages i Repræsentanternes Hus. Det skal ske med mindst to tredjedeles flertal, hvis forslaget skal kunne overleve et forventet veto fra præsident Trump.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) var for sent ude med at konstatere et udbrud af ebola i Centralafrika.

Det mener USA’s udenrigsminister, Marco Rubio.

Han blev tirsdag spurgt om, hvordan USA vil reagere på virusudbruddet, som foreløbig menes at have kostet over 130 mennesker livet.

– Det ledende ansvar vil selvfølgelig ligge hos CDC (USA’s Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse, red.) og WHO, som desværre var lidt sent ude med at identificere dette, siger Rubio ifølge nyhedsbureauet AFP.

Manchester City-træner Pep Guardiola skal have en snak med klubbens formand om sin fremtid.

Det siger den spanske træner ifølge AFP til mediet BBC, efter at rivalen Arsenal tirsdag aften sikrede sig det engelske mesterskab, da City måtte nøjes med 1-1 ude mod Bournemouth.

– Lad mig tale med min formand.

– Jeg har et år tilbage af min kontrakt. Hver gang, når jeg er færdig med en sæson, taler vi om det, siger Guardiola.

Taiwansk forfatter vinder prestigefyldt bogpris for første gang

Den taiwanske forfatter Yang Shuang-zi har tirsdag modtaget den prestigefyldte bogpris The International Booker Prize.

Prisen, som blev uddelt på Tate Modern-museet i den britiske hovedstad, London, hylder skønlitterære værker fra hele verden, som er blevet oversat til engelsk.

Bogen “Taiwan Travelogue” er den første bog oversat fra mandarin, der vinder prisen.

Yang Shuang-zi er den første taiwaner til at modtage prisen.

Bogen foregår i 1930’ernes Taiwan under japansk kontrol og udgiver sig for at være en oversættelse af en genfundet japansk rejseerindring skrevet af den fiktive forfatter Aoyama Chizuko.

– Det er en bog, der overrasker, og som måske ikke er helt, hvad den ser ud til at være på overfladen, siger Natasha Brown, som er formand for dommerpanelet til prisuddelingen.

The International Booker Prize bliver uddelt hvert år. Den bliver givet til et fiktionsværk, der er oversat fra et andet sprog til engelsk. Prisen har til formål at opmuntre til udgivelse og læsning af flere oversatte værker på engelsk.

Prisen og præmiepuljen på 50.000 britiske pund – godt 431.000 kroner – deles ligeligt mellem forfatter og oversætter.

Den danske forfatter Olga Ravn blev i februar udtaget til en udvidet liste over nominerede til prisen for bogen “Voksbarnet” fra 2023.

Men den 39-årige forfatter blev ikke udvalgt i det endelige kapløb om den prestigefyldte bogpris, da listen i marts blev skåret ned til seks endelige kandidater.

Sidste år var den danske forfatter Solvej Balle en del af finalefeltet til at modtage den internationale pris for bogen “Om udregning af rumfang I”, men prisen gik i stedet til inderen Banu Mushtaq for bogen “Heart Lamp”.

Ingen danske forfattere har endnu modtaget prisen.

AFP

Haaland hylder landsmand i Arsenal efter engelsk mesterskab

Manchester Citys norske stjerneangriber, Erling Braut Haaland, er glad på sin norske landsmand Martin Ødegaards vegne, efter at Arsenal-anføreren tirsdag aften sikrede sig det engelske mesterskab med resten af London-klubben.

Bournemouth spillede uafgjort mod Manchester City, og dermed ender Premier League-trofæet hos Arsenal for første gang i 22 år.

– Tillykke til Martin. Det er fuldt fortjent. Han fortjener dette trofæ, siger Haaland til Viaplay ifølge norske VG.

– Det bliver surt at se ham løfte det. Men det er sjovt at se en nordmand vinde Premier League og løfte trofæet, tilføjer han.

Manchester City skulle bruge en sejr over Bournemouth for at holde liv i drømmen om endnu et engelsk mesterskab. Men Haalands udligning i overtiden kom for sent, og kampen endte i stedet 1-1.

– Selvfølgelig er vi ikke glade, siger Haaland ifølge nyhedsbureauet Reuters.

– Jeg synes, at alle i klubben, som bliver her næste sæson, bør mærke en stor ild i maven. Det skal være motivation for os til at gå ind til næste sæson og tage Premier League-titlen tilbage, for nu er det to år siden, vi vandt den, tilføjer han.

Sidste år vandt Liverpool det engelske mesterskab. Før det havde City vundet Premier League fire år i træk.

Manchester City skal ifølge flere engelske medier forberede sig på at tage afsked med cheftræner Pep Guardiola efter denne sæson.

Ifølge blandt andet Daily Mail, The Athletic og BBC er den spanske træner fortid efter sæsonen, der slutter på søndag med en hjemmekamp mod Aston Villa.

Guardiola har ellers et år tilbage af sin kontrakt, men de engelske medier skriver, at spanieren er klar til at forlade den klub, han kom til for ti år siden.

Troels Lund: Endnu uafklaret om en VLAK-regering kan dannes

Kongelig undersøger Troels Lund Poulsen (V) oplyser efter forhandlinger tirsdag, at det endnu er uafklaret, om en regering bestående af Venstre, Liberal Alliance og De Konservative kan dannes.

– Der er fortsat ingen afklaring fra Moderaterne. Partiet har derimod stillet en række opklarende spørgsmål, som vi vil tage initiativ til at drøfte, siger han i et skriftligt citat.

Den kongelige undersøger mødtes tirsdag med Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Radikale Venstre og Moderaterne.

Her meddelte Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne ifølge Troels Lund Poulsen, at de ikke ville modsætte sig en VLAK-regering.

– Derimod meddelte Radikale Venstre, at de vil modsætte sig dannelsen af en sådan regering, skriver Troels Lund Poulsen i et skriftligt citat.

Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, og Venstre-formanden mødtes tirsdag på Hotel Scandic Spectrum i København.

Efterfølgende sagde Løkke, at han fortsat har en tro på, at det kan lykkes for Venstre-formanden at få dannet en regering.

Det skal bare ikke være den blå VLAK-regering, som den kongelige undersøger tirsdag foreslog, men i stedet den midterregering, som Løkke vil have Troels Lund Poulsen til at danne.

– Med de enorme ryk, Venstre har foretaget, synes vi egentlig, at der er alle muligheder for, at det her grundlag, de begynder at tegne, egentlig også kunne række hen over midten.

– Det er det mandat, vi har givet Troels Lund Poulsen, og fristen er ikke udløbet endnu. Og så er det op til ham at finde ud af, hvordan han vil håndtere det herfra, sagde Lars Løkke Rasmussen tirsdag aften.

Troels Lund Poulsen fik 14 dage til at danne en regering, og der er endnu nogle dage at løbe på.

En mulig VLAK-regering lød dog ikke som noget, Moderaternes formand regnede med at skulle beskæftige sig yderligere med efter mødet med Troels Lund Poulsen.

– I formiddags sagde vi, at vi betragter det som en prøveballon, der nok ikke kan flyve.

– Det er sådan set stadig min vurdering, det ser svært ud, sagde Løkke tirsdag aften.

FBI: Teenagere bag moské-angreb var forenet af had

To teenagere, der menes at have stået bag et dødeligt skyderi mod en moské i San Diego i Californien mandag, blev tilsyneladende radikaliseret på nettet.

Politiet har beslaglagt over 30 håndvåben og en armbrøst under ransagninger på to adresser, der er knyttet til angrebet.

Det oplyser en agent fra forbundspolitiet FBI, Mark Riley, ifølge nyhedsbureauet AP på et pressemøde tirsdag aften dansk tid.

De to teenagere delte et “bredt had” til personer med anden race og religion, siger han videre på pressemødet.

Han tilføjer, at der er fundet forskellige tekster med hadefuldt indhold, men uddyber ikke, hvilken type der er tale om.

Nyhedsbureauet Reuters citerer en FBI-kilde for, at der er fundet et manifest.

De våben, der blev brugt i angrebet, tilhørte en forælder til en af de formodede gerningsmænd, oplyser San Diegos politichef, Scott Wahl, ifølge Reuters.

De to formodede gerningsmænd var henholdsvis 17 og 18 år.

De blev efter angrebet fundet døde i en bil nær moskéen, har San Diegos politichef tidligere oplyst. De formodede gerningsmænd tog tilsyneladende deres eget liv.

Tre mænd blev dræbt i skyderiet ved Islamic Center of San Diego – heriblandt en sikkerhedsvagt.

San Diegos politichef mener, at sikkerhedsvagten spillede en afgørende rolle i at forhindre, at endnu flere mistede livet.

Op mod 140 børn befandt sig i bygningen, som også huser en skole, der tilbyder islamisk undervisning, skriver Reuters.

– Hans handlinger forsinkede, afledte og afskrækkede uden tvivl de to personer fra at få adgang til de større områder af moskéen, hvor op mod 140 børn befandt sig inden for 15 meters afstand af de mistænkte, siger Scott Wahl ifølge Reuters.

Ifølge politichefen skød sikkerhedsvagten mod de to gerningsmænd, da de løb forbi ham på parkeringspladsen ved moskéen.

Sikkerhedsvagten blev til sidst dræbt på parkeringspladsen sammen med to andre mænd, som hjalp med at aflede de mistænkte, skriver Reuters.

Spionsag koster Southampton plads i oprykningsfinale

Southampton udelukkes fra lørdagens afgørende playoff-finale i Championship om oprykning til Premier League efter en sag om spionage mod semifinalemodstanderen Middlesbrough.

Det skrev ligaorganisationen EFL tirsdag på sin hjemmeside.

Middlesbrough, der tabte semifinalen til Southampton, får i stedet pladsen og skal møde Hull City. Kampen skal fortsat spilles lørdag 23. maj.

Samtidig skrev EFL, at Southampton kunne appellere afgørelsen. Ifølge blandt andre The Guardian og Sky Sports har klubben valgt at gøre det.

Dermed skal sagen behandles igen allerede onsdag.

Opgøret om oprykning kaldes ofte milliardkampen med henvisning til den store økonomiske gevinst, som den oprykkende klub kan se frem til ved at spille Premier League-fodbold i den kommende sæson.

Ifølge Reuters indkasserede vinderen af opgøret sidste år 220 millioner pund. Det svarer til omkring to milliarder kroner.

Southampton vandt over to opgør semifinalen 2-1 over Middlesbrough efter forlænget spilletid, men efter kampene anklagede det tabende hold Southampton for at have spioneret til Middlesbroughs træninger.

Tirsdag har en uafhængig disciplinærkommission så vurderet ved en høring, at Southampton skal udelukkes fra milliardkampen.

EFL skriver, at det ikke er det eneste spion-tilfælde for Southampton, men at det skulle være sket tre gange i denne sæson.

Klubben skulle have filmet modstanderens træning forud for kampen mod Oxford United i december, mod Ipswich i april og senest altså mod Middlesbrough.

Middlesbrough skrev efter sidste uges anden semifinale, at man var i besiddelse af “relevante faktuelle beviser”, hvor et medlem fra Southamptons trænerstab havde filmet Middlesbroughs træning.

– Vi mener, at dette sender et klart budskab om fremtiden for vores sport med hensyn til sportslig integritet og adfærd, skriver Middlesbrogh.

– Som klub fokuserer vi nu på vores kamp mod Hull City på Wembley på lørdag.

Derudover fratrækkes Southampton fire point fra starten af næste sæson i Championship.

Løkke: Troels Lund har stadig tid til at danne midterregering

Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, har fortsat en tro på, at det kan lykkes for kongelig undersøger Troels Lund Poulsen (V) at få dannet en regering.

Det skal bare ikke være den VLAK-regering, som Venstres formand tirsdag har foreslået, men i stedet den midterregering, som Lars Løkke Rasmussen vil have Troels Lund Poulsen til at danne.

– Med de enorme ryk, Venstre har foretaget, synes vi egentlig, at der er alle muligheder for, at det her grundlag, de begynder at tegne, egentlig også kunne række hen over midten.

– Det er det mandat, vi har givet Troels Lund Poulsen, og fristen er ikke udløbet endnu. Og så er det op til ham at finde ud af, hvordan han vil håndtere det herfra, siger Lars Løkke Rasmussen tirsdag aften.

Ordene falder efter et møde med Troels Lund Poulsen på Hotel Scandic Spectrum i København.

Troels Lund Poulsen fik 14 dage til at danne en regering, og der er endnu nogle dage at løbe på.

Lars Løkke Rasmussen henviser til, at Venstre i den seneste tid har skiftet standpunkt i stor stil, i forhold til hvad partiet ønskede at gøre politisk før folketingsvalget 24. marts.

I sidste uge meddelte Troels Lund Poulsen, at Venstre nu går ind for et nationalt sprøjteforbud for at sikre rent drikkevand.

Tidligere tirsdag kunne Venstres formand så meddele, at partiet alligevel ikke vil beskære udviklingsbistanden fra 0,7 procent til 0,5 procent af bruttonationalindkomsten.

Samtidig er Venstre ikke længere ultimativ om, at Danmark i løbet af i år skal forlade Statsborgerretskonventionen, hvis ikke den kan ændres “indefra”.

Brøndby tilbagekalder 600 FCK-billetter inden torsdagens derby

Efter i første omgang at have tildelt 2100 udebanebilletter til FC København reducerer Brøndby IF udebaneafsnittet og tilbagekalder 600 FCK-billetter til torsdagens playoff-kamp om europæisk fodbold.

Det skriver begge klubber på deres hjemmesider.

– Årsagen til begrænsningen er, at der efter den nylige flytning af udebaneafsnittet på Brøndby Stadion endnu ikke foreligger en verificering fra de tekniske rådgivere, der muliggør fuld udnyttelse af udebaneafsnittets udvidede kapacitet på 2100 tilskuere til en derbykamp, skriver Brøndby.

I sidste weekend var 2100 AGF-fans på plads i samme afsnit, men på det tidspunkt, skriver Brøndby, kendte man ikke til problematikken.

Det kalder man en beklagelig fejl.

FCK-fans var senest på Brøndby Stadion i oktober 2024. Dengang lå udebaneafsnittet placeret i det andet hjørne.

Brøndby skriver, at konstruktionen i det nye afsnit er identisk med det gamle. Men det er en endelig godkendelse, der mangler.

– Brøndby har tirsdag afsøgt alle muligheder for at indhente en midlertidig godkendelse til at udnytte afsnittets fulde kapacitet, så alle gæstende fans med en billet kunne være til stede til torsdagens kamp. Desværre uden held, skriver klubben.

I FCK har man allerede solgt alle 2100 billetter, man i første omgang var blevet tildelt, og nyheden falder selvsagt ikke i god jord.

– Det er selvfølgelig dybt kritisabelt, at dette sker mindre end to dage før en kamp, som vi allerede har solgt billetterne til, og vi beklager dybt de konsekvenser, det får for vores fans, skriver FCK.

– Vi kigger straks på, hvordan det kan håndteres, og vi vil række direkte ud til alle billetkøbere med mere information i morgen, onsdag 20. maj.

Fungerende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) deltager efter planen i et udenrigsministermøde i Helsingborg den 21. og 22. maj.

Det oplyser Udenrigsministeriet til Ritzau.

– Her vil han blandt andet deltage i et møde med NATO’s øvrige arktiske stater, lyder det.

Løkke efter VLAK-forslag: Vi skulle være med i regeringen

Et spændende møde. Sådan karakteriserer Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, det forhandlingsmøde, som han tirsdag aften er på vej ind til hos kongelig undersøger Troels Lund Poulsen (V) på Hotel Scandic Spectrum i København.

Her vil Lars Løkke Rasmussen forsøge at få svar på, hvorfor Troels Lund Poulsen tidligere tirsdag meldte ud, at han – stik imod Moderaternes ønske – vil gå efter at danne en blå mindretalsregering med Venstre, De Konservative og Liberal Alliance.

– Vi er ikke gået til valg på en blå regering eller en rød regering. Vi er gået til valg på en regering hen over midten, det tror jeg, alle danskere ved, siger Lars Løkke Rasmussen før mødet.

– Vi udnævnte heller ikke Troels Lund Poulsen som kongelig undersøger med henblik på at lave et forslag til en regering, hvor vi ikke selv skulle være med, siger han.

Moderaterne fik 14 mandater ved folketingsvalget 24. marts og har de afgørende mandater i Folketinget i forhold til regeringsdannelsen.

I første omgang valgte Lars Løkke Rasmussen at pege på sig selv som kongelig undersøger, hvilket betød, at der var flere mandater bag fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) i den rolle end bag Troels Lund Poulsen.

Efter omkring seks ugers forhandlinger valgte Lars Løkke Rasmussen at trække stikket på Mette Frederiksen og i stedet pege på Troels Lund Poulsen som den, der skulle lede regeringsforhandlingerne.

Moderaterne pegede på Troels Lund Poulsen “med henblik på at forhandle det politiske grundlag for dannelsen af en regering hen over Folketingets midte, der kan føre en balanceret reformpolitik og bringe Danmark videre i en udfordret tid – herunder afklare hvem der skal lede en sådan regering”.

Men Venstre-formanden er altså endt med at foreslå en helt anden regeringskonstellation – en helt blå regering – end den, som Lars Løkke Rasmussen lagde op til.

Venstre, De Konservative og Liberal Alliance har forsøgt at lokke Lars Løkke Rasmussen med ikke bare sød musik, men massive politiske indrømmelser.

Det skal gøre en VLAK-regering spiselig for ham, selv om Moderaterne altså ikke selv skal sidde med i den.

Lokkemaden består blandt andet af en afskaffelse af mellemskatten, lavere selskabsskat og en lav elafgift.

En VLAK-regering vil også levere på dyrevelfærd og blandt andet lave en akutpakke for dyrevelfærden i de danske grisestalde og tage initiativ til den grisefirepart, som Moderaterne foreslog i valgkampen.

Selv Dansk Folkeparti – der har erklæret Moderaterne som deres hovedmodstander – har meldt sig parat til at sluge en uændret udviklingsbistand, at gennemføre Danmarks klimamål og at holde Danmark inden for de internationale konventioner.

Alt sammen, hvis bare Lars Løkke Rasmussen vil bakke op om VLAK-regeringen.

Men Moderaternes formand er ikke overbevist om, at musketéreden holder hele bordet rundt blandt de blå partier.

– Hvor konsolideret er det her?

– Jeg hørte Inger Støjberg (Danmarksdemokraternes formand, red.) på vej ud (fra forhandlinger, red.) snakke om store bededag og koranlov og alt muligt. Så vi er meget spændte på at høre det her, siger Lars Løkke Rasmussen før forhandlingerne.

USA’s udenrigsminister skal mødes med arktiske kolleger i Sverige

Når Nato-landenes udenrigsministre mødes i svenske Helsingborg senere på ugen, bliver det med deltagelse af USA’s udenrigsminister, Marco Rubio.

Her skal Rubio mødes med kolleger fra “de syv arktiske nationer” for at tale om “fælles økonomiske og sikkerhedsmæssige interesser i Arktis”.

Det skriver det amerikanske udenrigsministerium på sin hjemmeside.

Marco Rubio vil tage del i programmet fredag 22. maj. Nato-mødet finder sted både 21. og 22. maj.

Han skal desuden holde bilaterale møder med Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, og Nato’s generalsekretær, Mark Rutte, oplyser ministeriet.

Det er uvist, om fungerende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) også deltager ved Nato-mødet, og om han i så fald skal mødes med Rubio.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra Udenrigsministeriet.

Løkke mødtes senest med sin amerikanske kollega i januar, hvor manges øjne var rettet stift mod Washington D.C.

Her holdt Lars Løkke Rasmussen, sammen med Vivian Motzfeldt, Grønlands minister for udenrigsanliggender, møde med USA’s vicepræsident, J.D. Vance, og USA’s udenrigsminister, Marco Rubio.

Løkke sagde efterfølgende, at parterne havde en “ærlig, men også konstruktiv snak”.

Mødet blev sat i stand efter et stigende pres på Danmark og Grønland fra USA’s præsident, Donald Trump. Han har flere gange bebudet, at USA skal have Grønland af sikkerhedsmæssige årsager.

Donald Trump vil have Grønland på amerikanske hænder af hensyn til sikkerhedssituationen i Arktis-området, hvor han ser Rusland og Kina som trusler mod USA.

Trump advarer igen om mulige nye angreb mod Iran

Det kan blive nødvendigt for USA at rette nye angreb mod Iran.

Det meddeler USA’s præsident, Donald Trump, tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

– Jeg var en time fra at tage beslutningen om at gøre det i dag, siger han til journalister i Det Hvide Hus.

Mandag meddelte han, at han havde sat en planlagt genoptagelse af angreb på pause, efter at Iran havde sendt et nyt forslag til en fredsaftale.

Trump gentager samtidig sin påstand om, at Iran “tigger” om at få en fredsaftale på plads med USA.

Hvis der ikke bliver indgået en aftale, kan der komme nye angreb fra amerikansk side inden for de næste dage, lyder det fra Trump.

– Jeg taler om to-tre dage, måske fredag, lørdag, søndag eller noget, måske i begyndelsen af næste uge, en begrænset tidsperiode, for vi kan ikke lade dem få et atomvåben.

Vicepræsident J.D. Vance forsikrer dog om i en udtalelse tirsdag aften dansk tid, at hverken USA eller Iran ønsker at genoptage de militære handlinger.

– Vi mener, at vi har gjort store fremskridt. Vi tror, at iranerne ønsker at indgå en aftale, siger Vance.

Han tilføjer, at USA vil have sikkerhed for, at Iran ikke vil forsøge at få et atomvåben i de kommende år.

– Det er det, vi forsøger at opnå i forhandlingerne, siger han.

Trump trak i 2018 USA ud af en atomaftale med Iran, som tidligere præsident Barack Obamas administration havde forhandlet på plads. På det tidspunkt lød Trumps begrundelse, at det var en “elendig og ensidig” aftale.

I de seneste måneder har Iran og USA sendt forslag til en fredsaftale til hinanden, men har indtil videre ikke kunnet enes.

Tidligere tirsdag skrev statslige iranske medier, at det seneste udspil fra Iran omhandler et stop for kamphandlinger på alle fronter, herunder Israels angreb mod Hizbollah-bevægelsen i Libanon.

Iran kræver også, at amerikanske styrker skal trække sig tilbage fra deres positioner tæt på Iran, og at USA skal kompensere Iran for de ødelæggelser, der er sket under de amerikansk-israelske angreb mod landet.

Viceudenrigsminister Kazem Gharibabadi siger ifølge det iranske nyhedsbureau Irna, at Iran også ønsker sanktioner ophævet, herunder frigivelsen af indefrosne midler.

Iran vil også have USA til at afslutte sin blokade af iranske havne, siger viceministeren videre.

Der er tilsyneladende ikke de store ændringer i forhold til det seneste forslag fra Iran, som Trump afviste og betegnede som “affald”.

Trump har flere gange tidligere udtrykt håb om, at en snarlig aftale med Iran vil afslutte konflikten. Han har også flere gange tidligere truet med at genoptage angrebene mod landet.

På nuværende tidspunkt er der en midlertidig våbenhvile i kraft.

Reuters

Martin Lidegaard regner med at en midterregering er udelukket

De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, siger før regeringsforhandlinger tirsdag aften i København, at han forventer, at en midterregering ikke kommer til at blive en realitet.

– Jeg har i hvert fald tolket Venstres pressemøde i den retning, at Venstre og De Konservative har gjort op med sig selv, at det ser de ikke for sig.

– Vi har ikke lukket den dør på noget tidspunkt, men omvendt skal vi også se at komme videre, siger han.

Kongelig undersøger Troels Lund Poulsen (V) ønsker at danne en VLAK-regering, men den ser ud til ikke at kunne blive en realitet, fordi der nok vil være et flertal imod den i Folketinget.

Det vil efter al sandsynlighed blive afklaret senere tirsdag aften, når Moderaterne som de sidste møder op til regeringsforhandlinger på Hotel Scandic Spectrum.

Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, kaldte tidligere tirsdag idéen om en VLAK-regering for en “prøveballon, som ikke kan flyve”.

Da Mette Frederiksen (S) var kongelig undersøger, forhandlede Moderaterne med blandt andet Socialdemokratiet og De Radikale om en centrum-venstre-regering, der også skulle have deltagelse af SF.

Martin Lidegaard bliver spurgt, om han regner med, at Moderaterne nu vil vende tilbage til dette forhandlingsspor.

– Det må Lars Løkke hellere svare på selv, siger Martin Lidegaard.

Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, siger før regeringsforhandlinger, at hun håber, at Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, “besinder sig”, og bakker op om en VLAK-regering.

Adspurgt om, hvorvidt DF-formand Morten Messerschmidt ikke også laver benspænd ved at afvise Moderaterne i regering, siger Støjberg:

– Alle skal bøje sig ind mod hinanden. Det, tror jeg også, at rigtig mange borgerlige vælgere forventer, at vi gør.

DMI Femdøgnsudsigt

RITZAU

FEMDGN

Tirsdag d. 19. maj 2026 Udsendt kl. 17.15 Oversigt:
Meteorologens overblik: Et par ustadige dage, men fra fredag tørt, solrigt og varmere.

Onsdag aften og nat til torsdag:
I løbet af aftenen bliver det opholdsvejr vestfra, og vinden drejer mod sydvest. Om natten vekslende skydække med enkelte byger. Temp. ned mellem 8 og 12 grader, og svag til jævn sydvestlig vind.

Torsdag:
Lidt eller måske nogen sol, men også spredte byger. I løbet af dagen klarer det op fra vest med tørt vejr og nogen eller en del sol. Dagtemp. op mellem 13 og 18 grader, og svag til frisk vind fra sydvest og vest. Om aftenen tørt med nogen eller en del sol, og om natten først tørt og klart vejr. I løbet af natten bliver det dog mere skyet og lokalt diset eller tåget vejr. Temp. falder i løbet af aftenen og natten til mellem 7 og 12 grader, og vinden bliver svag til jævn fra vest.

Fredag:
Tørt, men først på dagen skyet mange steder. Det klar dog op i løbet af dagen, og de fleste steder får nogen sol. Dagtemp. op mellem 15 og 20 grader, og svag til jævn vind mellem vest og syd. Om aften tørt med nogen eller en del sol, men i løbet af natten dis eller tåge flere steder. Temp. falder til mellem 8 og 13 grader, og vinden aftager og bliver svag eller let fra skiftende retninger.

Lørdag:
Tørt med nogen eller måske stedvis en del sol i dagens løb, men fra vest bliver det overskyet og sidst på dagen kan der komme lidt regn. Vinden bliver svag til jævn fra sydvest og vest. Dagtemp. op mellem 18 og 23 grader, ved kyster med pålandsvind lidt køligere, og om natten ned mellem 8 og 13 grader.

Søndag Først skyet vejr og over de sydøstlige egne stedvis lidt regn. Ellers bliver det tørt vejr med lidt eller nogen sol. Dagtemp. op mellem 15 og 22 grader, varmest i de østlige egne, noget køligere ved Vestkysten, og om natten ned mellem 8 og 13 grader. Let til frisk vind, der drejer til nordvest.

Messerschmidt går til og fra forhandlinger uden at svare på spørgsmål

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, tog ikke imod spørgsmål fra pressen, da han tirsdag aften gik til og fra regeringsforhandlinger med kongelig undersøger Troels Lund Poulsen (V) på Hotel Scandic Spectrum i København.

Den cirka 30 sekunder lange seance uden for hotellet forløb således, da han ankom:

Spørgsmål: Morten Messerschmidt, hvad får du konkret ud af…?

– Godaften, det er en fornøjelse at være tilbage. Nu især, hvor rammerne synes at være på plads til, hvad der kan blive en ny borgerlig regering. Det betyder også, at vi kan tale indhold.

– Det er velkendt, hvad der interesserer os i Dansk Folkeparti. Det er udlændingepolitik, det er benzin- og dieselpriser, og det er det, som vi præcis regner med at skulle bruge aftenen på. Så tak, fordi I kom, sagde Morten Messerschmidt og gik ind.

Da DF-formanden gik ud fra forhandlingerne en lille time senere, fik han igen et spørgsmål, som han ikke svarede på.

Igen afleverede Morten Messerschmidt et kort statement om, at det havde været en “fin drøftelse”.

Herefter gik han uden at sige yderligere.

Der blev dermed ikke lejlighed til at høre Morten Messerschmidt om de politiske indrømmelser, som Dansk Folkeparti er villige til at give, i det forståelsespapir, der skal bane vejen for en VLAK-regering.

Her har Dansk Folkeparti givet sig på en del punkter i forhold til partiets sædvanlige politik. Også punkter, som partiet selv vægter særdeles højt.

I forståelsespapiret står der blandt andet, at Danmark skal nå “vores klimamål”.

Dansk Folkeparti trak sig i 2024 ellers fra aftalen om klimaloven, som blandt andet betyder, at Danmark i 2030 skal have reduceret udledningen af drivhusgasser med 70 procent set i forhold til udledningerne i 1990.

Dansk Folkeparti er også villig til at acceptere, at udviklingsbistanden ikke skal reduceres fra det nuværende niveau på 0,7 procent af bruttonationalindkomsten (bni).

Dansk Folkeparti foreslog i 2024 i partiets 2030-plan ellers, at udviklingsbistanden skulle afskaffes for at spare over 20 milliarder kroner årligt.

I stedet ville partiet oprette en nødhjælpspulje på årligt 2,5 milliarder kroner, der skulle gå til at hjælpe flygtninge i deres nærområde.

I forhold til de internationale konventioner lyder det i forståelsespapiret fra Venstre, De Konservative og Liberal Alliance, at Danmark skal holde sig inden for de internationale konventioner, som Danmark fortsat vil “udfordre”.

Her er Dansk Folkepartis officielle politik, at partiet “ønsker et opgør med den europæiske menneskerettighedskonvention og andre internationale konventioner, der begrænser Danmarks manøvredygtighed”.

Dansk Folkeparti vil blandt andet have en “grundlæggende reform” af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Hvis reformen ikke kommer, bør Danmark ifølge partiet enten udtræde af konventionen eller tage forbehold over for dele af konventionen.

I sidste uge lavede de 46 medlemslande af Europarådet, herunder Danmark, en erklæring, der skal lette udvisningen af kriminelle udlændinge.

Det er endnu uvist, hvordan Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kommer til at reagere på erklæringen i domstolens fortolkning af sager.

Dansk Folkeparti krævede i valgkampen “som betingelse for at støtte en regering”, at “flere muslimer forlader Danmark, end der kommer ind”.

Heller ikke det står der noget om i det forståelsespapir, som er blevet lagt frem tirsdag.

Morten Messerschmidt har på Facebook alligevel meldt ud, at “DF kommer ikke til at vælte en VLAK-regering med Troels Lund Poulsen som statsminister”.

Philip Westh erkender drabet på 17-årige Emilie Meng

Drabsdømte Philip Patrick Westh har under nylige afhøringer med politiet tilstået drabet på 17-årige Emilie Meng.

Det oplyser hans forsvarsadvokat, Karina Skou, til Berlingske. Hun bekræfter det også over for Ritzau.

– Det skyldes, at han ønsker at tage ansvar, siger hun.

I juni 2024 blev Philip Patrick Westh idømt livstid for en lang række alvorlige forbrydelser.

Foruden drab blev han også kendt skyldig i frihedsberøvelse, voldtægt og drabsforsøg mod en 13-årig samt et overfald på en 15-årig efterskolepige.

Det var alene nogle af forbrydelserne mod den 13-årige, som han i 2024 erkendte.

I marts i år tilstod han også overfaldet på den 15-årige efterskolepige.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]