Seneste nyheder

13. november 2026

Prins Harry kan ikke overnatte på Buckingham Palace alligevel

Prins Harry kommer alligevel ikke til at overnatte på Buckingham Palace, når han i denne uge besøger Storbritannien. Det oplyser det britiske kongehus ifølge BBC. Prinsen nåede simpelthen ikke at svare på invitationen, inden fristen udløb. Slottet kræver nemlig et vist varsel for at kunne stille personale til rådighed. En talsperson for prins Harry kalder det skuffende. Til nyhedsbureauet AFP lyder det, at invitationen blev trukket tilbage i sidste øjeblik. Prins Harry er i London i forbindelse med sportseventen Invictus Games. Hans kone og børn bliver dog hjemme, da han angiveligt er blevet nægtet politibeskyttelse.

Viborg FF henter 20-årig tunesisk back

Tunesiske Mohamed Iyadh Riahi skifter til Viborg FF. Han har skrevet kontrakt med klubben frem til sommeren 2030.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Den 20-årige back er købt fri af sin kontrakt hos Stade Tunisien, hvor Riahi har spillet 31 kampe.

Superligaklubbens fodbolddirektør Mads Agesen ser stort potentiale i den unge forsvarsspiller.

– Vi får en dynamisk back, der bringer fart og aggressivitet, og så kommer han også med et stærkt mindset og en stor sult, siger Mads Agesen.

Mohamed Iyadh Riahi har i år fået debut på det tunesiske U23-landshold, hvor backen har været i aktion i fem kampe.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Meldinger om store skader efter supertyfon på stillehavsø

Myndigheder har fået meldinger om “store” skader på den lille ø Rota i Stillehavet, efter at en supertyfon med en kraft som en kategori 5-orkan har ramt amerikanske territorier mange tusinde kilometer fra fastlandet.

Det skriver nyhedsbureauet AFP mandag.

– Vi holder stand, siger Lou Rosario, der er presseansvarlig ved Rotas kommunale driftscenter.

– Vi oplever kraftige vinde og oversvømmelser her. Nogle folk melder allerede om store skader.

Per tidligt mandag aften lokal tid er der ingen meldinger om omkomne. Forholdene besværliggør dog oprydningsarbejdet, så myndighederne har endnu ikke det fulde billede.

Der bor omkring 1500 mennesker på Rota, som er en del af det amerikanske territorie Nordmarianerne.

USA’s nationale vejrtjeneste, National Weather Service (NWS), siger, at hele Rota befandt sig i supertyfonen Bavis øje og oplevede vindhastigheder på op til 290 kilometer i timen. Senere begyndte den “meget langsomt” at bevæge sig vestpå.

Midt på dagen lokal tid var der fortsat kraftige vinde og regn, som betød, at beboere på Rota måtte forskanse sig indenfor.

Da uvejret ramte tidligt mandag, opfordrede NWS i første omgang borgerne på øen til at “behandle de ekstreme vinde, som hvis en tornado var på vej”.

Derfor skulle de med det samme gå til deres boligers indre værelser og “søge ly NU”, skrev NWS på X.

Andre steder på stillehavsøerne har der været meldinger om mindre voldsomme vindhastigheder.

Øen Tinian, nordlige dele af øen Guam og den sydlige del af Saipan har oplevet vinde svarende til en kategori 1-orkan, siger Marcus Landon Aydlett, som er meteorolog ved NWS, i en briefing på Facebook Live.

– Supertyfonen Bavi forlader området, siger Aydlett.

– Gradvist kommer forholdene til at forbedre sig, fortsætter meteorologen.

Der bor omkring 210.000 mennesker på Nordmarianerne, som har selvstyre i tæt samarbejde med USA, og det nærliggende amerikanske territorium Guam.

RITZAU/AFP

Prins Harry kan ikke overnatte på Buckingham Palace alligevel

Prins Harry kommer ikke til at overnatte på kongeslottet Buckingham Palace, når han i denne uge besøger Storbritannien.

Det oplyser Buckingham Palace ifølge BBC.

Meldingen kommer kort tid efter, at en talsperson for prins Harry mandag oplyste det modsatte – altså at prinsen havde accepteret en invitation til at overnatte på slottet.

Ifølge BBC oplyser kilder fra det britiske kongehus dog, at prinsen ikke nåede at svare på invitationen, inden fristen for tilbagemelding udløb.

Derfor fik han i weekenden besked om, at det ikke længere var muligt for ham at overnatte på slottet.

En talsperson for prins Harry udtalte mandag til nyhedsbureauet AFP, at det var “skuffende”, og at invitationen var blevet trukket tilbage i sidste øjeblik.

Prins Harry besøger i denne uge Storbritannien for at markere, at der er ét år til Invictus Games, som er en sportsbegivenhed, han stiftede for sårede veteraner i 2014.

RITZAU

DMI Femdøgnsudsigt

RITZAU

FEMDGN

Mandag d. 6. juli 2026 Udsendt kl. 14.05 Oversigt:
Meteorologens overblik: Blæsende og køligt sommervejr, men fra midten af næste uge mere stabilt og efterhånden varmere

Tirsdag:
Skyet med spredte byger, i de nordligste egne dog tørt med nogen sol. Ud på eftermiddagen klarer det op fra nordvest med vekslende skydække og mest tørt vejr. Temp. op mellem 15 og 18 grader. Vinden tiltager og bliver jævn til hård fra nordvest, ved kysterne op til kuling, med kraftige vindstød. Om natten mest tørt og til dels klart vejr. Temp. ned mellem 10 og 15 grader. Om natten aftager vinden lidt og bliver let til frisk nordvest, ved kysterne stedvis hård vind.

Onsdag:
Mest tørt med nogen sol. Temp. op mellem 15 og 20 grader, og jævn til hård vind fra nordvest. Om natten fortsat mest tørt, men stedvis ret skyet. Temp. ned mellem 10 og 15 grader. Vinden aftager og bliver let til frisk fra nordvest.

Torsdag:
Først på dagen stedvis skyet, ellers tørt med nogen eller en del sol, og om natten til dels klart vejr. Dagtemp. mellem 18 og 23 grader, om natten mellem 10 og 15 grader. Svag til jævn vind fra vestlige retninger, dog over de nordvestligste egne stedvis op til frisk.

Fredag:
Tørt med nogen eller en del sol, om natten mest klart vejr. Dagtemp. mellem 19 og 25 grader, om natten mellem 11 og 16 grader. Svag til jævn vind fra skiftende retninger.

Lørdag:
Tørt med nogen eller en del sol, om natten mest klart vejr. Dagtemp. mellem 21 og 27 grader, om natten mellem 11 og 16 grader. Svag til jævn vind fra skiftende retninger.

Nævn kritiserer Jensens Bøfhus for gratis bobler til studenter

Restaurantkæden Jensens Bøfhus tilbød i juni gratis bobler til selskaber med en nyudklækket student. Men den reklame var i strid med retningslinjerne for markedsføring af alkohol. Det skriver Alkoholreklamenævnet i en pressemeddelelse. Ifølge nævnet må markedsføring af alkohol nemlig aldrig kobles til en sammenhæng, der retter sig mod børn og unge. Og det gælder også, når markedsføringen retter sig mod studenter over 18 år. Derfor udtaler nævnet nu kritik af Jensens Bøfhus. Det fremgår ikke, om kæden får en bøde. Men reklamen er efterfølgende blevet trukket tilbage, hvilket nævnet tager positivt til efterretning.

Medstifter af Saxo Bank sælger sin ejerandel

Kim Fournais har solgt sin ejerandel i Saxo Bank, som han selv var med til at stifte. Det er den schweiziske finanskoncern J. Safra Sarasin, der har købt aktierne. De sad i forvejen på størstedelen af banken. Det oplyser Saxo Bank i en pressemeddelelse ifølge Ekstra Bladet. I meddelelsen kalder Kim Fournais salget for det næste naturlige skridt i bankens udvikling. Han tilføjer, at det har været et privilegium at bygge virksomheden op gennem de seneste tre årtier. Selvom han nu har solgt sine aktier, forlader han ikke livsværket helt. Kim Fournais fortsætter nemlig som bestyrelsesformand.

Hamas giver løfte om at tage næste skridt i Trumps fredsplan

Den militante palæstinensiske bevægelse Hamas siger mandag, at den opløser det organ med 15 medlemmer, der har styret Gazastriben i næsten to årtier.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det skal bane vej for overgangen til en teknokratisk komité.

Det sker som led i en våbenhvileplan i flere faser, som USA’s regering spillede en fremtrædende rolle i at få forhandlet på plads i oktober sidste år.

– Lederen af regeringens nødkomité, Mohammed al-Farra, har officielt indleveret sin fratrædelse, siger lederen af Hamas-regeringens mediekontor til AFP.

– Han har også besluttet at opløse komitéen for at facilitere den administrative og regeringsmæssige overgang til Den Nationale Komité for Administrationen af Gaza (NCAG), hedder det videre.

NCAG sidder aktuelt i Egyptens hovedstad, Kairo, og blev oprettet af det fredsråd eller “Board of Peace”, som USA’s præsident, Donald Trump, oprettede, da en fredsaftale blev forhandlet på plads i oktober 2025.

Hamas har styret Gaza siden 2007, hvor den rivaliserende palæstinensiske bevægelse Fatah blev fordrevet fra området. Året forinden havde Hamas vundet et valg til den palæstinensiske lovgivende forsamling.

Efter at våbenhvilen mellem Hamas og Israel trådte i kraft i Gaza i oktober sidste år, har gruppen gentagne gange sagt, at den er klar til at træde tilbage fra den daglige regeringsførelse.

Men spørgsmålet om gruppens afvæbning er stadig ikke blevet løst.

RITZAU/AFP

Medstifter af Saxo Bank sælger sin ejerandel

Kim Fournais har solgt sin ejerandel i Saxo Bank, som han var med til at stifte og tidligere har været administrerende direktør i.

Det oplyser banken i en pressemeddelelse ifølge Ekstra Bladet.

Andelen er blevet købt af J. Safra Sarasin, som er en schweizisk finanskoncern. Den sad i forvejen på aktiemajoriteten i Saxo Bank.

– Dagens meddelelse er fuldt ud på linje med den vision, der er aftalt med J. Safra Sarasin, og repræsenterer det næste naturlige skridt i Saxos udvikling, siger Fournais i meddelelsen ifølge Ekstra Bladet.

– At opbygge Saxo gennem de seneste tre årtier har været privilegiet i mit professionelle liv, og jeg ser frem til fortsat at støtte virksomhedens strategiske retning.

Kim Fournais fortsætter som bestyrelsesformand i Saxo Bank.

RITZAU

Spirituspåvirket tjekke kørte med høj fart ind i et hus på Samsø

I høj fart kørte en 49-årig alkoholpåvirket tjekkisk mand først gennem en have og derefter ind i gavlen på et hus på Samsø. I huset befandt en 56-årig mand sig.

Den tjekkiske mand er sigtet for spirituskørsel og for at have bragt den 56-årige mands liv eller førlighed i fare, og i et grundlovsforhør i Retten i Aarhus søndag erkendte tjekken sig skyldig.

Det skriver anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi mandag på meddelelsestjenesten Anklager Update.

Påkørslen fandt sted i Koldby på Samsø, og den 56-årige mand blev efter påkørslen bragt til hospitalet til behandling, men han er ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade, oplyser anklagemyndigheden.

Det nærmere hændelsesforløb op til ulykken er endnu ikke endeligt afklaret, skriver Østjyllands Politi, der afviser at give yderligere kommentarer. Det sker med henvisning til den fortsatte efterforskning.

Den 49-årige tjekke er fængslet frem til fredag den 31. juli. Han har ikke kæret kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten.

RITZAU

Mærsk-aktier falder kraftigt oven på nyheden om Suez-kanalen

Mærsk genoptager nu sejladsen på en af sine ruter gennem Suez-kanalen. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Beslutningen er taget sammen med det tyske selskab Hapag-Lloyd, efter en grundig vurdering af sikkerheden i området omkring Det Røde Hav. Skibene har ellers været tvunget til at sejle den lange vej syd om Afrika på grund af angreb. Den kortere rute gennem kanalen kan dog få en negativ effekt på Mærsks indtjening, da fragtraterne kan falde. Og det har investorerne reageret på mandag. Kort efter nyheden faldt Mærsk-aktien nemlig med næsten ni procent.

Mærsk genoptager sejlads via Suez-kanalen

Den danske rederikoncern Mærsk genoptager sejladsen på en af sine ruter via Suez-kanalen.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Mærsk har i en periode haft suspenderet sejladsen via kanalen på grund af uroligheder i regionen og har i stedet taget turen syd om Afrika.

Efter nyheden er Mærsks aktier faldet kraftigt. Klokken 12.30 er aktierne nede med mere end otte procent.

RITZAU

Lastbils påkørsel af bro spærrede Helsingørmotorvejen

Helsingørmotorvejen blev mandag morgen spærret i sydgående retning ved afkørslen til Kokkedal, fordi en lastbil påkørte en bro.

Der var dog mulighed for at køre fra ved afkørslen, skrev Nordsjællands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

Kort før middag er der åbnet for færdsel i den anden vognbane, mens det er uvist, hvornår der også åbnes for den første vognbane.

– Kør forsigtigt og pas på dem, som arbejder på strækningen, skriver politiet.

Ved 10.30-tiden skrev Vejdirektoratet på X, at der fortsat er ekstraordinær kø på strækningen. Den ventes at aftage først på eftermiddagen.

RITZAU

Helsingørmotorvejen er spærret i sydgående retning

En lastbil påkørte mandag morgen en bro. Det har skabt store problemer på Helsingørmotorvejen, som blev spærret i sydgående retning ved afkørslen til Kokkedal. Nordsjællands Politi oplyser kort før middag, at der  er åbnet for færdsel i den ene vognbane. Det er dog endnu uvist, hvornår den anden vognbane også åbner. Politiet opfordrer samtidig bilister til at køre forsigtigt og passe på dem, der arbejder på strækningen. Vejdirektoratet skriver på det sociale medie X, at der fortsat er ekstraordinær kø. Den forventes først at aftage i løbet af eftermiddagen.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) kritiserer i stærke vendinger Fifas beslutning om at suspendere Florian Baloguns karantæne ved VM i fodbold. Det skriver Uefa på sin hjemmeside.

En dyb sorg og en voldsom vrede har fyldt statsminister Mette Frederiksen (S) de seneste dage. Det skriver hun på sociale platforme om sagen, hvor en 32-årig svensk mand er død som følge af vold under et storskærmsarrangement.

– Jeg tror også, at mange deler en dyb vrede over et typisk mønster. At der generelt er alt for meget kriminalitet, der bliver begået af folk, der er kommet til Danmark udefra, skriver hun på sociale platforme.

Hun sender sine varmeste tanker til de efterladte.

Nottingham snupper Crystal Palaces succestræner

Østrigske Oliver Glasner er ny cheftræner i Nottingham Forest.

Det bekræfter klubben fra Premier League mandag på sin hjemmeside.

Glasner kommer til Nottingham fra Crystal Palace, hvor han havde stor succes. Den kulminerede med klubbens triumf i Conference League i den forgangne sæson.

– Oliver er en vinder. Han har opnået succes gennem sit lederskab, sin personlighed og den spillestil, hans hold praktiserer.

– Vi mener, at han er den rette person til at føre os ind i dette næste kapitel, og jeg glæder mig over at byde Oliver velkommen til klubben, siger Nottingham Forest-ejer Evangelos Marinakis.

Glasner overtager et af de varmeste sæder i Premier League.

Alene i sidste sæson havde klubben fire forskellige cheftrænere på sidelinjen.

Nuno Espirito Santo blev efter en tung sæsonstart fyret i september og afløst af Ange Postecoglu.

Efter otte kampe uden sejr røg australieren ud igen, og Sean Dyche kom ind i oktober. Men i februar var tålmodigheden sluppet op, og portugisiske Vitor Pereira gjorde i stedet sæsonen færdig og reddede klubben fra nedrykning.

RITZAU

Australiens premierminister, Anthony Albanese, har mandag undskyldt for at komme med upassende kommentarer om sangerinden Kylie Minogue i et podcastprogram.

Det skriver Reuters.

I programmet blev premierministeren sat over for et hypotetisk dilemma om, hvilke tre australske kvindelige berømtheder han henholdsvis ville på date med, gifte sig med eller have sex med.

Premierministeren afviste i begyndelsen at svare, men gav senere udtryk for at ville alt ovenstående med Kylie Minogue.

Det endte i drab, da to grupper unge en septembernat i 2024 tørnede sammen på en boldbane i Valby.

Men ingen er dømt for drabet, og nu har anklagemyndigheden droppet drabssigtelsen mod en ung mand, og der er ingen udsigt til nye sigtelser. Politiet har nemlig indstillet efterforskningen.

Det oplyser Københavns Politi til Ritzau.

Anholdt dansker er løsladt og ude af Uganda efter fængsel

Den danske fotograf og journalist Klaus Thymann er løsladt efter fem dage i et fængsel i Uganda. Han har forladt landet og er nu i Sverige. Det bekræfter Dansk Journalistforbund i en pressemeddelelse mandag formiddag. Forbundet skriver, at danskeren sad fængslet uden sigtelse i en lille celle med to andre fanger. Klaus Thymann blev anholdt i mandags. De ugandiske myndigheder påstår, at han har overtrådt regler om dyreliv. Men ifølge en lokal miljøorganisation blev han anholdt for at ville dokumentere smeltende gletsjere. Den 51-årige fotograf er netop kendt for sin dækning af klima og miljø.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]