Seneste nyheder

27. oktober 2026

Norge anholder fem for at overfakturere Nato for millionbeløb

Fem personer er blevet anholdt i den norske by Bergen i en sag om mulig svindel af Natos indkøbsagentur NSPA for mindst syv millioner danske kroner.

Det oplyser norsk politi ifølge nyhedsbureauet NTB.

Mistanken går på, at de fem har overfaktureret Nato for arbejde, som er blevet udført på forsvarsalliancens skibe i norske havne i perioden 2021 til 2025.

– Over hele verden øges budgetterne til forsvarssektoren. Det medfører øget risiko for økonomisk kriminalitet. Det er et område, vi følger med i, og hvis Nato er blevet bedraget, vil det blive slået hårdt ned på, siger anklager i politienheden Økokrim Marianne Bender i en pressemeddelelse.

Samlet menes det, at der er svindlet for mindst en million euro eller lidt over syv millioner danske kroner.

I en pressemeddelelse oplyser Eurojust, som er EU’s enhed for samarbejde mellem anklagemyndigheder, at sagen stadig er under efterforskning.

Derfor kan beløbet potentielt ændre sig, som efterforskningen skrider frem, lyder det.

Udover norsk politis indsats har politiet i både Rumænien og Tyskland også foretaget ransagninger i sagen.

I Rumænien har man ransaget en firmaadresse og flere husstande, og to virksomheder og en privat adresse er blevet ransaget i Tyskland.

Eurojust uddyber i sin pressemeddelelse, at sagen drejer sig om et firma og deres underleverandører.

Myndighederne mener, at de har sendt falske fakturaer for den skibsservice, de har udført fra landjorden.

Skibsservice kan dække over en række ydelser, som leveres til skibe og deres besætning, når de kommer i havn.

Hverken Eurojust eller norsk politi uddyber, hvilke ydelser selskabet har overfaktureret for.

RITZAU

En 22-årig mand tilstår i et grundlovsforhør onsdag at have været i besiddelse af 4,4 kilo amfetamin med henblik på videreoverdragelse.

Retten i Esbjerg idømmer derfor Oscar Uth Rasmussen en straksdom på fem års fængsel.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi på Anklager Update.

Han dømmes også for besiddelse af 150 gram kokain og 88 gram MDMA.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dansk statsborger mistede livet i flystyrt i Schweiz

En dansk statsborger var blandt tre omkomne, da et mindre fly styrtede i de schweiziske alper den 15. september.

Det bekræfter en rapport fra Havarikommissionen, som er udkommet onsdag.

De to øvrige omkomne var britiske statsborgere, har blandt andet BBC tidligere rapporteret.

Havarikommissionen kender hverken til køn eller alder på den danske statsborger, ligesom den heller ikke har fået besked om en mulig årsag til ulykken endnu.

Det er de tilsvarende myndigheder i Schweiz, der har ansvaret for at undersøge ulykkens omstændigheder.

Når en eventuel rapport om ulykken ligger klar, skal Havarikommissionen have besked. Man har et år til at udarbejde sådan en rapport, siger kommissionen onsdag.

Det står heller ikke klart, om danskeren var passager eller pilot.

RITZAU

DMI Femdøgns farvandsudsigt

RITZAU

FEMVAND
Onsdag den 14. oktober 2026.

Udsendt kl. 13.15

Østersøen:
Torsdag
Sydvest 6 til 11 m/s.
Fredag
Om dagen syd 6 til 11 m/s. Om aftenen og om natten kuling fra vest 9 til 14 m/s.
Lørdag
Kuling fra nordøst 11 til 16 m/s.
Søndag
Om dagen kuling fra nordøst 11 til 16 m/s. Om aftenen og om natten nordøst 8 til 13 m/s.
Mandag
Øst 5 til 10 m/s.

Indre danske farvande:
Torsdag
Om dagen syd 8 til 13 m/s. Om aftenen og om natten kuling fra syd 9 til 14 m/s.
Fredag
Om dagen kuling fra sydvest 10 til 15 m/s. Om aftenen og om natten kuling fra nord 9 til 14 m/s.
Lørdag
Nord 8 til 13 m/s.
Søndag
Nordøst 7 til 12 m/s.
Mandag
Nordøst 4 til 9 m/s.

Skagerrak:
Torsdag
Kuling fra sydvest 10 til 15 m/s.
Fredag
Om dagen sydvest 7 til 12 m/s. Om aftenen og om natten nord 8 til 13 m/s.
Lørdag
Om dagen kuling fra nordøst 9 til 14 m/s. Om aftenen og om natten nordøst 6 til 11 m/s.
Søndag
Nordøst 5 til 10 m/s.
Mandag
Om dagen i den østlige del sydvest 1 til 6 m/s. I den vestlige del nordøst 1 til 6 m/s. Om aftenen og om natten sydvest 2 til 7 m/s.

Nordsøen:
Torsdag
Om dagen kuling fra syd 10 til 15 m/s. Om aftenen og om natten sydvest 8 til 13 m/s.
Fredag
Kuling fra nordvest 11 til 16 m/s.
Lørdag
Kuling fra nord 13 til 18 m/s.
Søndag
Om dagen nordøst 7 til 12 m/s. Fladen nordøst 3 til 8 m/s. Om aftenen og om natten nordøst 7 til 12 m/s.
Mandag
Om dagen øst 8 til 13 m/s. Om aftenen og om natten øst 7 til 12 m/s. Fisker øst 3 til 8 m/s.

112-årig vestjyde slår aldersrekord men føler sig ikke gammel

Kirsten Schwalbe fra Struer skriver sig onsdag ind i historiebøgerne som den længstlevende dansker nogensinde.

Selv om hun er 112 år og 218 dage, så føler hun sig ikke gammel.

– Nej, det gør jeg egentlig ikke. For hvordan er det at føle sig gammel?

– Jeg forestiller mig, at hvis man er gammel, så sidder man og hænger. Jeg tænker slet ikke på, at jeg selv er gammel, siger Kirsten Schwalbe til TV MidtVest.

Kirsten Schwalbe overtager rekorden som den længstlevende dansker efter Karla Lindholm Jensen fra Herning, der døde i 2020. Hun var 112 år og 217 dage gammel.

Schwalbe rykker samtidig ind på listen over Europas ti ældste nulevende personer.

Britiske Ethel Caterham, der er 117 år, er verdens ældste nulevende person.

Selv om Kirsten Schwalbe ikke føler sig gammel, er synet og hørelsen ikke, hvad det har været, forklarer hun.

– Men jeg tror nok selv, at min forstand er nogenlunde i orden, siger Kirsten Schwalbe til TV MidtVest.

En del af hemmeligheden bag den høje alder er ifølge Schwalbe netop “at sørge for at holde sin forstand i gang så vidt muligt”.

TV MidtVest har tidligere fulgt Kirsten Schwalbe, hvilket førte til programserien “Kirstens vilde år” på TV 2.

Selv mener Kirsten Schwalbe, at en del af forklaringen på hendes lange liv skal findes i generne. Fire af hendes ni søskende blev således også over 100 år, fortalte hun til Berlingske i 2024.

Samtidig mener hun, at humøret spiller en afgørende rolle for et langt liv, har hun tidligere fortalt TV MidtVest.

Venstres formand, Troels Lund Poulsen, fremhæver netop Kirsten Schwalbes humør og livsindstilling i et opslag på sin Facebook-profil onsdag.

– Det mest imponerende ved Kirsten er ikke hendes alder. Det er hendes fantastiske sind, smittende humør og helt særlige livsmod, lyder det fra politikeren, der ønsker tillykke med “den historiske milepæl”.

Også formand for De Konservative Mona Juul samt børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark (SF) har på Facebook ønsket Schwalbe tillykke.

Dagen, hvor rekorden som den længstlevende dansker er kommet i hus, skal i øvrigt bruges på en frokost med børn og børnebørn.

Kirsten Schwalbe har tre døtre, der alle er over 80 år.

RITZAU

Fifa vil forgylde medlemsforbund med milliarder

Dansk Boldspil-Union og de 210 øvrige medlemmer af Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) kan se frem til at få pengekassen fyldt op.

I hvert fald, hvis den pressede Fifa-præsident Gianni Infantino kommer igennem med sit nyeste forslag:

Verdensforbundet vil etablere en udviklingsfond med 6,35 milliarder dollar, svarende til omkring 43 milliarder kroner, som skal fordeles over en periode på fire år.

Det skriver AP, der har fået indsigt i planen.

Hvert forbund var i forvejen stillet 10 millioner dollar i udsigt i fireårsperioden. Det beløb vokser til 25 millioner, hvis forslaget bliver godkendt.

Pengene kommer fra Fifas pengetank, der bugner efter sommerens økonomisk lukrative VM-slutrunde i Nordamerika.

Forslaget bliver lanceret på et tidspunkt, hvor Infantino kæmper en hård kamp for at blive på sin post.

Præsidenten har været under pres, siden hans plan om at sælge en del af Fifas fremtidige indtægter til en gruppe investorer blev afsløret.

Det fik Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) til at true med boykot af alle Fifa-turneringer fremover. Den trussel blev siden trukket tilbage, men Uefa kræver fortsat en ny person i spidsen for verdensforbundet.

Der er dog endnu ikke blevet præsenteret en modkandidat, der kan tage kampen op med Infantino ved præsidentvalget i marts næste år.

RITZAU

Mont Blanc er vokset med knap to meter siden 2023

Frankrigs højeste bjerg, Mont Blanc, er blevet næsten to meter højere sammenlignet med 2023.

Sidste måned blev bjerget målt til 4807,47 meter, oplyser landinspektører til nyhedsbureauet AFP onsdag.

Mont Blancs bjergtop rykker sig konstant, siger Jean des Garets, der er landmåler i departementet Haute-Savoie i det sydøstlige Frankrig, efter at det er blevet konstateret, at bjerget er blevet 1,88 meter højere.

Han siger, at individuelle målinger ikke er signifikante i sig selv i forhold til den globale opvarmnings påvirkning af bjerget, men at hver måling giver data, der bliver analyseret over tid.

Forskere har målt bjerget hvert andet til tredje år siden 2001 for at samle information om, hvordan global opvarmning påvirker Alperne.

Den stenede del af bjergtinden måler omkring 4792 meter over havniveau, men det tykke dække af is og sne varierer i højden fra år til år alt afhængig af vind og vejr.

I 2023 var Mont Blanc skrumpet med over to meter sammenlignet med to år tidligere.

Mont Blancs bjergtop har “ikke ændret sig signifikant af klimaforandringerne” på nuværende tidspunkt, siger glaciolog Luc Moreau på et pressemøde.

RITZAU

61-årig tilstår bombetrussel der førte til omfattende politiaktion på havn

En 61-årig mand har onsdag i retten erkendt, at han en sommermorgen i juni 2024 ringede til alarmcentralen og truede med, at han havde bygget sin båd om til en bombe.

Det skriver TV2 Fyn.

Truslen udløste en omfattende politiaktion i Lohals Havn på Langeland, indtil bomberyddere havde undersøgt båden og konstateret, at der ikke var en bombe.

I opkaldet til centralen udtalte han også, at “man skulle tage det meget alvorligt”, og at det var “livsfarligt”.

Han fortalte desuden, at han havde en “kaliber 12 med en masse skud”.

Det var i forvejen ventet, at den 61-årige mand ville tilstå.

I retten forklarer han, at han næsten intet husker fra dagen, skriver TV2 Fyn.

Retslægerådet har vurderet, at han med sikkerhed var sindssyg på gerningstidspunktet.

Ifølge vurderingen af hans mentale tilstand har han haft hukommelsesproblemer og i perioder lidt af vrangforestillinger.

Den nu dømte har i flere perioder af sit liv levet som hjemløs, skriver mediet. Han er ikke tidligere straffet, men han har haft et cannabismisbrug.

Anklagemyndigheden krævede manden idømt psykiatrisk behandling, hvilket ikke blev mødt af indvendinger fra forsvareren.

Derfor valgte dommeren at idømme den 61-årige ambulant psykiatrisk behandling uden en fastsat længstetid.

Efter opkaldet til alarmcentralen evakuerede politiet havnen, ligesom at en militærhelikopter blev sendt i luften.

Ud for havnen blev politibåde sendt rundt for at afvise både, der forsøgte at komme ind.

Efter flere timers forsøg på at forhandle med den 61-årige lykkedes det til sidst politiet at få ham til at overgive sig.

Det fremgår ikke, hvor manden befandt sig, da han kontaktede alarmcentralen.

Efter overgivelsen blev han transporteret til Odense for at blive udredt psykiatrisk.

I hans lejede hus fandt politiet 23 ulovlige patroner. 18 af dem var løsskud, mens de resterende var skarpe, skriver TV2 Fyn.

RITZAU

EU vil udsætte nye regler for metanudledning med et år

EU-Kommissionen foreslår at udsætte indførslen af nye EU-regler om metanudledning på olie- og gasimport med et år.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Forslaget kommer, efter at blandt andet USA og Frankrig har presset på for at udsætte indførslen af de nye regler, der egentlig skulle være trådt i kraft 1. januar 2027.

Reglerne indebærer, at leverandører af gas og olie til EU skal overvåge og indberette udledningen af metan, der er en potent drivhusgas.

Med den foreslåede ændring får importører af olie og gas til 31. maj 2029 til at bevise, at deres import i 2028 er i overensstemmelse med EU-reglerne for monitorering og indberetning af metan.

Det betyder, at leverandører fra tredjelande skal levere den information.

– Denne udsættelse på et år for de importrelaterede regler er designet til at hjælpe med at undgå yderligere pres på forsyningssikkerheden på importerede fossile brændsler i den aktuelle geopolitiske kontekst, lyder det i en udtalelse fra EU-Kommissionen.

Udledning af metan er den næststørste årsag til klimaforandringer efter kuldioxid.

RITZAU

13 børn mister livet efter bådulykke i Indien

13 børn er omkommet i Indien, efter at en båd er kæntret i Ganges-floden.

Det skriver AFP onsdag baseret på en udmelding fra de indiske myndigheder.

Hændelsen fandt ifølge mediet sted tirsdag aften i Vaishali-distriktet i den østlige delstat Bihar, hvor en overfyldt båd var på vej til en hinduistisk festival.

Der oplyses ikke nærmere om bådtypen eller de konkrete omstændigheder omkring ulykken.

Seks personer blev af redningsfolk bjærget med livet i behold, heriblandt to børn, der meldes at være i kritisk tilstand.

RITZAU

Par fra Fredericia sigtet for drugging og samleje med datter

Et par – en mand og en kvinde fra Fredericia – er blevet sigtet for drugging og for at have haft samleje med kvindens datter, da pigen var mellem 15 og 17 år.

Det skriver tvSyd, der onsdag var til stede ved Retten i Kolding, hvor de to sigtede blev fremstillet i et grundlovsforhør.

Overgrebene skulle være foregået “rutinemæssigt og adskillige gange i forening og efter forudgående aftale” samt ved udnyttelse af pigens mentale tilstand og alder, skriver lokalmediet.

Manden i forholdet, der er 33 år, erkender at have haft samleje med pigen, da hun var mellem 16 og 17 år, skriver tvSyd.

Ifølge ham skete det med samtykke fra pigen. Han nægter derfor at have udnyttet forurettede og at have givet hende stoffer.

Pigens 36-årige mor nægter sig skyldig i sigtelsen.

RITZAU

65-årig mand er dræbt i knivstikkeri i Odense

En 65-årig mand er død efter knivstikkeri ved Nedergade i Odense onsdag morgen.

Politiet efterforsker det som et drab.

En 81-årig mand er anholdt i sagen og sigtet for manddrab, skriver Fyns Politi på Politi Update.

Den 81-årige bliver fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Odense torsdag klokken 08.30.

Ifølge politikredsen er begge mænd fra Odense Kommune.

Politiet var onsdag morgen til stede ved Nedergade i det centrale Odense efter en melding om et knivstikkeri.

Den 65-årige blev kort før klokken 09.00 kørt med ambulance til Odense Universitetshospital i kritisk tilstand. Han afgik efterfølgende ved døden.

Ifølge vagtchef ved Fyns Politi Mads Boel er Nedergade fortsat afspærret, mens sagen efterforskes.

Afspærringen af Nedergade gælder fra Frue Kirkestræde og op til Overgade.

Politikredsen opfordrer til, at borgere overholder afspærringerne og følger politiets anvisninger.

RITZAU

DMI Farvandsudsigter

RITZAU

FARVANDSUDSIGTER
Onsdag den 14. oktober 2026.

Der er kulingvarsel for Østersøen omkring Bornholm, Bælthavet og Sundet, Kattegat, Skagerrak, Fisker og Tyskebugt.

Farvandsudsigter, der gælder til torsdag middag, udsendt klokken 10.30.

Østersøen omkring Bornholm:
Kuling fra vest 10 til 15 m/s. God sigt. I aften og i nat nordvest 8 til 13 m/s. God sigt. I morgen formiddag nordvest 3 til 8 m/s. God sigt.

Vestlige Østersø:
Vest 8 til 13 m/s. God sigt. I nat og i morgen formiddag sydvest 4 til 9 m/s. God sigt.

Bælthavet og Sundet:
Bælthavet: Kuling fra vest 9 til 14 m/s. God sigt. I aften, i nat og i morgen formiddag vest 6 til 11 m/s. God sigt. Sundet: Kuling fra nordvest 10 til 15 m/s. God sigt. I aften, i nat og i morgen formiddag nordvest 6 til 11 m/s. God sigt.

Kattegat:
Kuling fra vest 10 til 15 m/s. God sigt. I aften, i nat og i morgen formiddag sydvest 7 til 12 m/s. God sigt.

Skagerrak:
Kuling fra vest 9 til 14 m/s. God sigt. I aften, i nat og i morgen formiddag syd 8 til 13 m/s. God sigt.

Fisker:
Sydvest 7 til 12 m/s. God sigt. I aften kuling fra syd 9 til 14 m/s. God sigt. I nat og i morgen formiddag sydvest 8 til 13 m/s. God sigt.

Signifikant bølgehøjde: 3 m. Dønning: 2,5 m.

Tyskebugt:
Sydvest 8 til 13 m/s. God sigt. I morgen formiddag kuling fra sydvest 9 til 14 m/s. God sigt.

Signifikant bølgehøjde: 2 m. Dønning: 2 m.

En 48-årig rumænsk mand er tirsdag eftermiddag sigtet for forsøg på at indføre 10.070 puff bars til Danmark.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Toldstyrelsen anslår, at afgiften for at indføre de mange puff bars er omkring 3,4 millioner kroner.

Manden blev stoppet i en varebil tirsdag klokken 16.10 ved grænseovergangen ved Frøslev.

Politiet havde mistanke om, at hans dokumenter var falske, og kontrollerede derfor varevognens lastrum, hvor de mange ulovlige puff bars blev fundet.

Dansk målmand nærmer sig NHL-debut i ny klub

Ishockeymålmanden Mads Søgaard er kommet et stort skridt nærmere debut for NHL-holdet Tampa Bay Lightning.

Efter en stærk sæsonstart hos farmerholdet Syracuse Crunch er Søgaard blevet indlemmet i Tampa Bay Lightning-truppen. Han sad for første gang på bænken, da holdet natten til onsdag tabte 1-4 til New York Rangers.

Her vogtede førstekeeper Andrei Vasilevski målet, mens den hidtidige reserve, svenskeren Dennis Hildeby, var ude med en skade.

Inden skiftet til Tampa Bay Lightning tilbragte 25-årige Søgaard fem sæsoner hos Ottawa Senators.

I den canadiske hovedstad blev det sammenlagt til 31 NHL-kampe, men Søgaard bed sig aldrig fast, og hovedparten af tiden blev brugt hos organisationens udviklingshold i den næstbedste række, AHL.

I sommer søgte han luftforandring og skrev en etårig kontrakt med Tampa Bay Lightning. Han indledte sæsonen hos AHL-holdet Syracuse Crunch og står efter tre kampe noteret for en redningsprocent på 93,7.

Tampa Bay Lightning vandt Stanley Cup i 2020 og 2021 og var i finalen året efter, men er siden faldet noget af på den. Holdet er røget ud i første runde af slutspillet de seneste fire sæsoner.

Florida-mandskabet skal på is igen natten til fredag, hvor man hjemme tager imod Seattle Kraken.

RITZAU

Minister ser med alvor på fejl i grundlaget for ny kvælstofregulering

Aarhus Universitet har lavet en regnefejl i grundlaget for den nye kvælstofregulering. Fejlen betød, at nogle landmænd stod til at skulle udlede mindre kvælstof, end de reelt skal. Tirsdag måtte universitetet undskylde fejlen i en pressemeddelelse, selvom de i sidste uge afviste, at der var problemer med tallene. Minister for natur- og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen, tager sagen meget alvorligt. I en skriftlig kommentar slår han fast, at der skal rettes op på fejlen, så man kan have tillid til tallene. Viceformand i Landbrug & Fødevarer, Martin Hjort Hansen, udtaler, at forløbet svækker tilliden til reguleringen.

Nogle af Starlinks terminaler i Ukraine har natten til onsdag været begrænset.

Det siger en Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyjs teknologirådgiver onsdag morgen.

– I aftes introducerede SpaceX en hastighedsbegrænsning på StarLink-terminaler, siger rådgiveren, Serhij Beskrestnov, ifølge AFP.

– Vores forsvarsstyrker blev ikke advaret om denne restriktion, hvilket førte til forstyrrelse af en række missioner.

Minister for natur- og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen, tager nyopdagede fejl i grundlaget for kvælstofregulering af alvorligt.

Det siger han i en skriftlig kommentar til Ritzau.

-Jeg er blevet orienteret om, at Aarhus Universitet har fejl i datagrundlaget for udledningsgrænserne. Det tager jeg meget alvorligt, og det skal der selvfølgelig rettes op på, så alle kan have tillid til den data, regulering af kvælstofudledning hviler på, lyder det fra ministeren.

Region Nordjylland kræver millioner for at undgå lukning af busruter

Region Nordjylland beder nu regeringen om mindst 30 millioner kroner ekstra til den kollektive trafik.

Det skriver DR.

Baggrunden er stigende brændstofpriser og mistede billetindtægter, fordi flere unge vælger at tage bilen frem for bussen til arbejde eller skole.

– Der er grund til at være dybt bekymret. Hvis ikke vi får penge, skal vi ud at skære markant i den kollektive transport og lukke mange busser i landdistrikterne, siger formand for Region Nordjylland Mads Duedahl til DR.

Regeringen har kompenseret de regionale trafikselskaber for stigende brændstofpriser i år.

Men der er ingen kompensation stillet i udsigt for næste år, og det er der ifølge Mads Duedahl brug for.

Ellers bliver regionen nødt til at lukke busruter, lyder det fra regionsformanden.

Ud over stigende priser på brændstof peger Mads Duedahl på, at de unge i stigende grad fravælger den kollektive trafik til fordel for bilen.

Siden juli 2025 har 17-årige haft mulighed for at køre bil uden ledsager i dagtimerne.

Formålet har været at give de unge bedre mulighed for at komme i skole eller på arbejde.

Det er ikke kun Region Nordjylland, der har problemer med at få enderne til at hænge sammen i den kollektive trafik.

Jyllands-Posten har tidligere afdækket, at flere af de regionale trafikselskaber står med samme udfordring.

Flere af selskaberne har oplevet et markant fald i salget af Ungdomskort, der er et rabatkort til kollektiv trafik for unge.

Det bidrager til faldende billetindtægter og et større sparebehov i den kollektive trafik.

Både Sydtrafik og FynBus mangler adskillige millioner i budgettet for 2026, skrev Jyllands-Posten i august.

By-, land- og transportminister Signe Munk (SF) siger i en skriftlig kommentar, at regeringen “understøtter den kollektive trafik blandt andet med kompensation for de høje dieselpriser og direkte tilskud til nye fleksible transportløsninger”.

– Derudover er der med finansloven lagt op til at gå i gang med at indføre gratis kollektiv transport for unge, og det bør give trafikselskaberne nogle muligheder for at få flere unge ind i busser og tog, skriver ministeren til Ritzau.

RITZAU

Bedre salg end ventet får Gyldendal til at tro på højere omsætning

Gyldendal hæver sine forventninger til både omsætning og driftsresultat for hele året.

Det oplyser forlaget i en børsmeddelelse onsdag morgen.

Nu ventes omsætningen at lande i intervallet 920-960 millioner kroner i år mod tidligere 890-950 millioner kroner.

Derudover regner Gyldendal med en driftsmargin i størrelsesordenen 10 procent. Før troede man på 8-9 procent.

Driftsmarginen viser, hvor stor en del af omsætningen der er tilbage, efter at driftsomkostningerne er betalt.

– Det er tilfredsstillende, at vi har udsigt til at levere højere resultater, end vi havde forventet, siger forlagets administrerende direktør, Hanne Salomonsen, i børsmeddelelsen.

– Salget går bedre end forudsat, og vi har en fornuftig styring af vores
omkostninger. Tilsammen medfører det en lønsomhed, som gør det muligt for os at fortsætte med at investere i at udvikle litteratur og læremidler af høj kvalitet

RITZAU

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]