Seneste nyheder

26. september 2026

Endnu en person er blevet dømt i sagen om skuespilleren Matthew Perrys død.

Erik Fleming er onsdag blevet dømt til to års fængsel for at have hjulpet skuespilleren, der især er kendt for sin medvirken i tv-serien “Venner”, med at skaffe stoffer i ugerne før hans død.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Fleming er den fjerde personer, som er blevet dømt i sagen. Perry døde af en ketamin-overdosis og blev fundet død i et boblebad i sit hjem i Los Angeles i 2023.

Odense overmatcher NFH efter pausen i første DM-semifinale

Odense Håndbold er et skridt tættere på DM-finalen.

Således vandt fynboerne onsdag aften på hjemmebane 34-26 over Nykøbing Falster Håndbold (NFH) i det første opgør i semifinalen.

Dermed er Odense sikret en plads i finalen, hvis klubben i næste uge vinder over NFH på udebane.

Hvis NFH formår at slå tilbage, skal holdene spille en tredje og afgørende kamp.

Odense greb taktstokken fra start og havde nemmere ved at finde vej til netmaskerne end gæsterne, der forsøgte sig med syv mod seks-spil i angrebet.

NFH tog en timeout, da Odense havde bragt sig foran 10-15, og det hjalp på spillet, da fynboernes føring efterfølgende blev decimeret.

Gæsternes Clara Lerby brændte et straffekast, men lynhurtigt efter scorede NFH to gange og reducerede til 15-16.

Fynboerne var ingenlunde lige så konsekvente i deres afslutninger som tidligere, og de gik til pause med en spinkel føring på 17-16.

NFH kæmpede videre i anden halvleg og bragte sig ad flere omgange på omgangshøjde, men så tog kampen en drejning til Odenses fordel.

Stillingen gik fra 19-19 til 24-20 til værterne efter en række gode individuelle aktioner fra fynboerne, der i højere grad fandt hullerne i gæsternes defensiv.

NFH spillede fortsat syv mod seks-spil og fandt frem til afslutninger, men Yara ten Holte i Odense-målet gjorde en forskel med flere gode redninger.

Omvendt havde NFH meget svært ved at finde frem til en redning og leverede en del tekniske fejl.

Spændingen forsvandt stille og roligt, og med ti minutter tilbage var Odense foran 31-22.

NFH gav ikke op, men fynboernes sejr var aldrig tæt på at komme i fare i slutminutterne.

Senere onsdag får Team Esbjerg besøg af Ikast Håndbold i det første opgør i den anden DM-semifinale.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Slovakiet lukkede kortvarigt grænser til Ukraine efter russisk angreb

Slovakiet lukkede kortvarigt landets grænser til Ukraine onsdag efter et russisk angreb på Ukraine.

Det oplyser landets myndigheder ifølge AFP.

Lukningen skete “af sikkerhedsårsager”, lød det.

Grænserne var lukkede i omkring to timer, før de genåbnede, oplyser Slovakiets grænsepoliti ifølge nyhedsbureauet.

Mindst 800 russiske droner er ifølge Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, blevet sendt mod Ukraine siden midnat.

Det skriver han i et opslag på X, hvor han ligeledes meddeler, at mindst seks personer er blevet dræbt.

Nyhedsbureauet Reuters kalder angrebet det første “sådanne større angreb” efter en tre dage lang våbenhvile mellem Ukraine og Rusland udløb mandag.

Polske kampfly blev ligeledes sendt i luften som følge af angrebene som en “forebyggende foranstaltning”, oplyser den polske hær ifølge nyhedsbureauet.

Derudover har Ungarn indkaldt Ruslands ambassadør efter angreb i den vestlige del af Ukraine.

Det oplyser landets nyvalgte premierminister, Peter Magyar, ifølge Reuters.

Den russiske ambassadør er indkaldt til udenrigsministeriet torsdag for at mødes med Ungarns udenrigsminister, Anita Orban.

Her vil Orban ifølge Magyar fordømme angrebet og spørge ind til, hvornår Rusland planlægger at afslutte krigen.

Orban sagde tidligere på dagen i en video på Facebook ifølge nyhedsbureauet, at Ungarn på det kraftigste fordømmer russiske angreb på etniske ungarske regioner i det vestlige Ukraine.

USA’s præsident, Donald Trump, sagde fredag, at der lørdag trådte en tre dage lang våbenhvile i kraft mellem Rusland og Ukraine. Våbenhvilen ville vare til og med mandag.

Foruden en indstilling af kampe og angreb omfattede våbenhvilen ifølge Trump en udveksling af 1000 krigsfanger fra hvert land.

I løbet af weekenden har både Rusland og Ukraine anklaget modparten for at bryde våbenhvilen.

Tullberg er træt af pokalkarantæne: Burde have vidst det

FC Midtjyllands cheftræner, Mike Tullberg, er “vanvittigt træt af”, at han søndag ragede et gult kort til sig mod FC Nordsjælland og dermed er i karantæne, når midtjyderne torsdag spiller pokalfinale i Parken mod FC København.

– Når der er en regel, skal man vide, at den er der, uanset om den er god eller dårlig. Det vidste vi bare ikke, siger FCM-træneren ved onsdagens presseseance i Parken forud for finalen.

Karantænen betyder helt lavpraktisk, at Tullberg ikke må være på sidelinjen under kampen eller omkring holdet i den sidste time op til kampen.

Tullberg mente, at der var et frispark begået mod en FCM-spiller i 0-0-kampen mod FCN. Det reagerede han på, og han modtog en advarsel af dommeren.

– I situationen valgte jeg at være meget aktiv på sidelinjen, fordi vi skulle jagte tre point.

– Jeg sad trods alt på stenene ved tribunen. Jeg var ikke i nærheden af kunstgræsbanen, men de valgte at give mig gult kort. Der er ingen tvivl om, at hvis vi havde kendt reglerne, så var jeg bare blevet siddende og ikke valgt at løbe den risiko, som jeg gjorde, siger Tullberg.

Advarslen betød, at Tullberg nåede op på 36 karantænepoint. I henhold til Dansk Boldspil-Unions disciplinære bestemmelser koster det en karantænedag.

Og den skal altså afsones i pokalfinalen. Havde det været en spiller, skulle han have afsonet karantænen i den næste kamp i Superligaen.

– Om det er en god eller dårlig regel, vil jeg lade andre kommentere på, men jeg vil sige, at den er tilpas underlig nok til, at andre ikke vidste, at den var der, siger Tullberg.

FCM-trænerens kollega på den modsatte side torsdag, Bo Svensson, er ikke i tvivl om, hvad han synes om karantænen.

– Det er lidt mærkeligt, man ikke adskiller de to turneringer, men sådan er reglerne. Jeg kan godt undre mig over, hvordan det kan være, siger FCK-træneren onsdag i Parken.

Det er to trænere, der har en del til fælles og kender hinanden ganske godt. De har taget flere trænerkurser sammen, ligesom de begge er kommet til Superligaen fra tysk fodbold.

– Vi har begge to været i Tyskland, og vi har snakket sammen et par gange hen ad vejen, siger Bo Svensson, der derfor også ærgrer sig over kollegaens karantæne.

– Jeg havde da gerne set, at Tullberg havde stået på den anden side. Det var nok blevet lidt heftigt under kampen, så er det også forbi, når det er forbi, men det kan jeg da godt ærgre mig over.

Torsdagens pokalfinale fløjtes i gang klokken 17. I Tullbergs fravær er det assistenttræner Allan K. Jepsen, der står i spidsen for holdet. Det har han gjort en gang tidligere i sæsonen, da Tullberg også havde karantæne.

Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har besøgt De Forenede Arabiske Emirater og mødtes med landets præsident under Iran-krigen.

Det oplyser den israelske premierministers kontor onsdag ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Ifølge udtalelsen resulterede mødet i et “historisk gennembrud” i relationerne mellem Israel og Emiraterne.

Børnelæge i Tyskland anklaget for 130 seksuelle overgreb

En børnelæge på et hospital i Tyskland er anklaget for 130 tilfælde af seksuelle overgreb.

Det oplyser den tyske anklagemyndighed onsdag, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Blandt andet er børnelægen anklaget for groft seksuelt misbrug af børn og voldtægt, hvoraf mange af sagerne skal være sket på hospitalet.

Overgrebene skal ifølge mediet Die Zeit være foregået over mere end ti år.

Børnelægen har siddet varetægtsfængslet siden november, og i januar kom der anklager frem om, at lægen skulle have misbrugt et barn seksuelt, mens han havde arbejdet på et hospital i Rathenow vest for Berlin. Det skriver dpa.

Efter en klage fra barnets mor gennemførte politiet ransagninger og beslaglagde flere datalagringsenheder.

Selvom lægen har siddet fængslet i flere måneder, er sagens omfang først blevet offentliggjort onsdag.

Det er uklart, hvor mange af sagerne om seksuelle overgreb, der omhandler børn.

Det er ligeledes ikke oplyst, hvor mange forurettede der er i sagen.

Sagen kommer efter, en fransk domstol i 2025 fandt en pensioneret fransk kirurg skyldig i voldtægt og seksuelle overgreb mod patienter.

Kirurgen, 74-årige Joel Le Scouarnec, blev idømt 20 års fængsel, skrev nyhedsbureauet Reuters ved sagens afgørelse.

Han fik dermed den maksimale straf for voldtægt i Frankrig.

– Der er blevet lagt vægt på, at de begåede handlinger er af særlig grov karakter på grund af antallet af ofre, deres unge alder og forbrydelsernes tvangsmæssige karakter, lød det i dommen ifølge nyhedsbureauet AFP.

Kirurgen var tiltalt for at misbruge 299 patienter over en periode fra 1989 til 2014. 256 af ofrene var børn under 15 år.

Nogle af patienterne var i narkose, da overgrebene fandt sted.

To mænd fængsles for grov vold på vej hjem fra egen retssag

I toget på vej hjem fra en retssag i Holbæk, hvor to 20-årige mænd var tiltalt i en anden sag, begik de begge grov vold mod en mand.

På baggrund af overfaldet blev de to unge mænd onsdag dømt for grov vold ved Retten i Roskilde.

Det skriver anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi på X.

Den ene fik seks måneders ubetinget fængsel. Den anden fik tre måneders ubetinget fængsel som tillægsstraf til en tidligere sag. Den sidstnævnte dom blev anket.

De to mænd blev ifølge anklagemyndigheden provokeret af en mand, “de mødte i toget ved Viby”.

– De overfaldt ham med så mange slag og spark, at han fik store skader på kraniet i den ene side af hovedet, skriver anklagemyndigheden.

Flere end 40.000 har købt billet til AGF’s guldfejring

Titusindvis af AGF-fans skal på søndag være med til at fejre det danske mesterskab i fodbold i Aarhus.

Det skriver Århus Stiftstidende onsdag, fire dage før festen går løs.

Billetterne til klubbens midlertidige hjemmebane, Ceres Park Vejlby, hvor sæsonens sidste kamp bliver spillet søndag, er for længst udsolgt. Her kan der være 11.500 tilskuere.

Efterfølgende har klubben og den lokale forlystelsespark, Tivoli Friheden, sat billetter til et storskærmsarrangement til salg, hvor alle 10.000 billetter er udsolgt.

Onsdag gik der ifølge Århus Stiftstidende kun et par timer, før 20.000 billetter til et andet storskærmsarrangement på Tangkrogen blev udsolgt.

Festen på Tangkrogen er lavet i samarbejde med Smukfest og Ceres. Her kommer kunstnerne Zar Paulo, Saint Clara og Roya til at spille, skriver AGF på klubbens hjemmeside.

I Tivoli Friheden kommer rapperen Michael Mühlebach Christiansen, bedre kendt som “Jøden”, til at være på scenen.

AGF sikrede søndag guldmedaljerne i næstsidste spillerunde af Superligaen efter en sejr på udebane mod Brøndby IF.

For første gang siden 1986 kan klubben kalde sig dansk mester, og det skal fejres ved den sidste kamp mod Viborg FF, som spilles på hjemmebane søndag.

Kampstart er klokken 18.00, men festen begynder for mange tidligere.

På Ceres Park Vejlby åbner portene allerede klokken 15.00, og samtidig starter optakten på Tangkrogen. I Tivoli Friheden starter optakten til kampen klokken 17.00, fremgår det af programmet på AGF’s hjemmeside.

Klokken 20.00, efter kampens slutfløjt, åbner dørene for alle til Tangkrogen, hvorefter musikken starter. Her er der gratis adgang.

Omkring klokken 22.00 kommer spillerne på scenen med DM-pokalen. Arrangementet slutter ved midnat.

Mandag eftermiddag fortsætter fejringen, når spillerne ankommer til Aarhus Rådhus, hvor de hyldes fra balkonen.

Festen eksploderede i Aarhus’ gader allerede søndag efter AGF’s kamp mod Brøndby IF.

TV 2 Østjylland skriver, at TDC Brands, der blandt andet står bag Telmore og Eesy, har trukket tal for antallet af mobilforbindelser og vurderer på den baggrund, at der var omkring 50.000 personer inde for at fejre guldet. Det svarer til hver sjette aarhusianer.

UAE-rytter sejrer i Giroen efter vild finale med flere styrt

Efter et stort drama på de sidste kilometer vandt Igor Arrieta (UAE Emirates) onsdag 5. etape i Giro d’Italia foran Afonso Eulálio (Bahrain).

De to ryttere var alene i front, da de på forskellige tidspunkter røg en tur i asfalten.

Begge formåede at komme op på cyklen igen, og de kørte side om side, da Arrieta kort før mål kørte den forkerte vej på ruten.

Det lod til, at Eulálio skulle vinde etapen, men på de sidste meter formåede Arrieta at overhale og komme først over målstregen.

Som en trøst overtager Eulálio løbets førertrøje fra Lidl-Treks italienske profil Giulio Ciccone.

Etapen blev indledt med masser af angreb og store mængder regn samt hagl, som i høj grad prægede rytternes kørsel og kropstemperatur.

Der var over 160 kilometer til mål, da der samlede sig et udbrud på fem mand, inden de kort efter blev slugt af en lidt større gruppe.

Frontgruppen bestod af 12 ryttere, og flere af dem var i spil til at overtage førstepladsen i klassementet, hvis det skulle lykkes dem at holde hjem.

Selv om samarbejdet i frontgruppen blev afløst af splittelse og taktik, formåede de forreste senere at øge afstanden til feltet til godt to et halvt minut.

Igor Arrieta angreb efterfølgende i frontgruppen og var første mand på vej op ad Viggiano-stigningen, der markerede indkørslen til finalen.

Afonso Eulálio nåede op til Arrieta, og sammen kørte de over toppen med 50 kilometer til mål.

Ciccone, der befandt sig i et stærkt reduceret felt, hvor det gik langsomt, kunne på det tidspunkt lige så godt opgive at holde fast i førertrøjen.

Det var nærmest symbolsk, da italieneren lagde sig forrest i feltet foran blandt andre Jonas Vingegaard (Visma) og førte an. Feltet var over fem minutter efter.

På en stor del af de sidste kilometer ventede en lang nedkørsel, og med 19 kilometer tilbage var frontduoen over et minut foran en firemandsgruppe.

Dramatikken steg fem kilometer senere, hvor Arrieta væltede i et sving på den regnvåde og glatte vej.

Arrieta indledte jagten på Eulálio, inden han blev hentet af forfølgerne, men han havde godt 30 sekunder op til Eulálio.

Med godt seks kilometer til mål var det Eulálios tur til at blive ramt af et uheld. Han styrtede i høj fart og måtte hoppe op på en reservecykel.

Arrieta og Eulálio var samlet igen, men med to kilometer tilbage kørte Arrieta den forkerte vej på ruten.

Arrieta formåede imidlertid at komme tilbage, og så nappede han førstepladsen.

Vingegaard kom sikkert i mål sammen med feltet.

DMI Femdøgnsudsigt

RITZAU

FEMDGN

Onsdag d. 13. maj 2026 Udsendt kl. 17.25 Oversigt:
Meteorologens overblik: Ustadigt og køligt forårsvejr

Torsdag: Om aftenen og natten vekslende skydække og enkelte byger, mod vest dog efterhånden mere skyet med regn. Temp. ned mellem 3 og 8 grader, mod øst lokalt ned nær frysepunktet, og svag til frisk vind mest mellem syd og sydvest, ved kysterne stedvis hård vind.

Fredag:
Mod vest skyet og spredte byger, ellers mest tørt og nogen eller måske en del sol. Temp. op mellem 9 og 13 grader, og svag til frisk vind mest mellem syd og sydvest, senere mellem sydøst og sydvest, ved kysterne stedvis hård vind. Om aftenen og natten halvskyet til skyet med regn eller byger. Temp. ned mellem 3 og 8 grader, og svag til jævn vind, efterhånden mellem sydvest og nordvest, ved kysterne op til frisk vind.

Lørdag:
Først mest skyet med regn eller byger, men det klarer efterhånden noget op, især mod øst. Temp. op mellem 9 og 13 grader, og svag til jævn vind mellem sydvest og nordvest, ved kysterne stedvis frisk vind. Om aftenen og natten vekslende skydække og kun enkelte byger hist og her. Temp. ned mellem 3 og 8 graders varme, og svag til jævn vind omkring vest, ved kysterne stedvis frisk vind, lokalt måske hård vind.

Søndag:
Nogen sol eller måske en del sol, men også enkelte byger. Temp. op mellem 9 og 14 grader, og svag til jævn vind omkring vest, senere mellem syd og vest, mod nord stedvis frisk vind. Om aftenen tørt med nogen sol, og om natten til dels klart vejr. Temp. ned mellem 4 og 8 grader, og svag til jævn vind fra forskellige retninger.

Mandag:
Lidt eller nogen sol og især mod vest stedvis regn. Dagtemp. op mellem 11 og 16 grader, om natten ned mellem 5 og 10 grader. Svag til jævn vind fra forskellige retninger.

Restriktioner i Nuuk Lufthavn ophæves og kapacitet fordobles

I september sidste år blev der af hensyn til luftfartssikkerheden indført restriktioner omkring Nuuk Lufthavn, men de ophæves nu igen.

Trafikstyrelsen har endegyldigt godkendt, at flyveledere fra lufttrafiktjenesten Naviair skal styre flytrafikken i den grønlandske lufthavn.

Det skriver Trafikstyrelsen i en pressemeddelelse.

Med de ophævede restriktioner fordobles flykapaciteten på den grønlandske landingsbane. Fra torsdag øges kapaciteten fra fire til otte fly i timen.

Over de kommende uger bliver det gradvist øget til 15 fly i timen.

– Det har været en krævende opgave for alle parter at etablere et nyt kontrolleret luftrum med flyveledelse over Nuuk, inden den travle sommersæson begynder i næste måned, siger Lars Korsholm, vicedirektør i Trafikstyrelsen.

I september blev lufthavnen i Nuuk ramt af restriktioner fra Trafikstyrelsen.

Restriktionerne handlede om antallet af fly, der må lette og lande i lufthavnen. Det har udfordret indenrigsflyvningerne i Grønland.

I dag får fly, der skal lande i den grønlandske lufthavn, hjælp af en såkaldt AFIS-operatør, som kan guide et fly over radio.

En flyveleder bestemmer derimod, hvilken rute et fly skal tage, og hvilken højde det skal flyve i. De skal fremover lede flytrafikken til og fra Nuuk.

Greenland Airports, Naviair og Trafikstyrelsen har i flere måneder arbejdet “intensivt på en løsning”.

Med godkendelsen betyder det, at Trafikstyrelsen vurderer, at sikkerhedssetuppet i Nuuk Lufthavn lever op til de internationale regler for håndtering af flytrafik i et kontrolleret luftrum over en lufthavn.

Med det nye “setup” er det flyveledernes opgave at styre flytrafikken, mens den nuværende flyveinformationstjeneste fortsat skal levere trafikinformation til piloterne i lufthavnens luftrum under starter og landinger.

Prinsesse Catherine er på første officielle rejse efter kræftforløb

Den britiske prinsesse Catherine har onsdag påbegyndt et to-dages besøg til Italien.

Besøget er den første officielle udlandstur for prinsessen, siden hendes sygdomsforløb.

Ifølge det britiske medie BBC var hendes sidste officielle udlandstur i december 2022, hvor hun sammen med sin mand, prins William, besøgte Boston i USA.

Prinsessen er i Italien med The Royal Foundation Centre for Early Childhood, som hun grundlagde i 2021.

Organisationen arbejder for, at børn får den bedste start på livet.

BBC beskriver, hvordan Catherine blev modtaget “som en filmstjerne” i den italienske by Reggio Emilia med rækker af fotografer og store menneskemængder, der pressede sig mod afspærringerne i byen.

– Dette er uden tvivl et stort øjeblik for prinsessen. Der vil være mange højdepunkter i 2026, men da dette er hendes første officielle internationale besøg efter hendes bedring, er det et virkelig betydningsfuldt øjeblik for hende, siger prinsessens assistent til nyhedsbureauet AFP.

Ifølge Sky News har prinsesse Catherine været i udlandet flere gange i 2023, men opholdene betragtes ikke som en del af hendes officielle engagementer.

Hun deltog blandt andet i brylluppet mellem tronarvingen af Jordan, kronprins Hussein, og hans hustru, prinsesse Rajwa Al Hussein, i landets hovedstad, Amman.

Prinsesse Catherine oplyste i 2024, at hun var i behandling for kræft.

Det britiske kongehus har ikke oplyst, hvilken type kræft prinsesse Catherine fik konstateret.

Sygdommen blev opdaget, efter at hun i januar 2024 gennemgik en planlagt operation i maveregionen.

I september 2024 oplyste prinsesse Catherine, at hun havde afsluttet den forebyggende kemoterapi, og i begyndelsen af 2025 fortalte hun, at hun var i bedring.

Ærgerlig Andersson er uafklaret om HØJ-fremtid efter nedrykning

Der er langt fra toppen af den tyske Bundesliga og Champions League Final 4 til 1. division i Danmark.

Derfor er der sået tvivl, om det er en tur, landsholdsspiller Lasse Andersson skal tage, selv om planen er, at han til sommer skifter Füchse Berlin ud med netop nedrykkede HØJ Elite.

– Det er klart, at jeg gør mig nogle overvejelser om, hvad der skal ske. Men det bliver også ved overvejelserne. I forhold til hvad der skal ske med fremtiden, kan jeg ikke sige så meget lige nu, siger Andersson, der i disse dage er samlet med landsholdet.

Mandag sagde HØJ-direktør Lasse Vinther, at man nu skulle have en dialog med landsholdsspilleren om situationen.

– Det er min agents arbejde at finde ud af, hvor tingene står for de forskellige parter, og så prøver jeg at fokusere på håndbolden og bruge min energi på at levere det, jeg skal, siger venstrebacken.

– Det er klart, at der går nok ikke så lang tid. Både for min egen skyld og for alle parterne omkring, så skal der træffes en beslutning.

Andersson, der sidste sommer skrev en kontrakt med HØJ, der gælder fra næste sæson og fire år frem, taler stadig varmt om det satsende projekt, der går på at etablere sig som det førende hold øst for Storebælt.

Men det fik sig altså noget af en mavepuster, da den sjællandske klub i sidste uge rykkede ud af landets bedste række efter et nederlag over tre kampe til KIF Kolding.

– Det er selvfølgelig utrolig ærgerligt, at det endte med nedrykning, for det er et godt projekt, der har kørt over en del år. Selv om der er mange, som har en misforstået idé om, hvad HØJ er, så er det en af de mest traditionsrige klubber på ungdomssiden i Danmark.

– Det har taget mange år at komme i ligaen, og så er det selvfølgelig ærgerligt, at man skal tage et skridt tilbage, men sådan er det en gang imellem.

Andersson lægger vægt på, at hans fokus i disse uger er på landsholdet og at slutte godt af i Berlin, men han har da stadig noteret sig de reaktioner, der har været på den sjællandske nedrykning.

– Det er aldrig fedt, når nogen der gerne vil noget, bliver skubbet lidt tilbage. Men så er der nogle på den anden side, der kan gnide sig i hænderne og være glade for, at det går dårligt for andre. Det lever stadig vidtgående i Danmark.

– Det er rart at se, at der stadig er mange, der har mere travlt med alle andre end sig selv, lyder det fra en ironisk landsholdsback.

Andersson er i disse dage samlet med landsholdet, der fredag og søndag spiller testkampe mod Tyskland. Den første spilles på Amager i Royal Arena, mens søndagens kamp spilles i Lanxess Arena i Köln.

INFO: Den planlagte Net version af historien “Skyldkendelse i sag om overgreb på børn” udgår.

Ritzau har prioriteret anderledes..

Spørgsmål til det udgåede programpunkt kan rettes til Ritzaus nyhedsredaktør på 33 30 04 10

Nåle og tegnestifter fundet i karameller på sidste skoledag

Én eller flere elever fra 9. klasse havde under fejringen af sidste skoledag gemt nåle i de karameller, som blev delt ud til de yngre elever på Gammelgaardsskolen i det vestlige Aarhus.

Det skriver TV2 Østjylland, som har fået hændelsen bekræftet af skoleleder Susanne Broe Laursen.

– Vi har haft en festlig skoledag, som desværre blev lidt ødelagt af det her. Det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt, og jeg er træt af det og skuffet, siger Susanne Broe Laursen til TV2 Østjylland.

Hændelsen blev opdaget af skolens personale omkring klokken 12.00, hvorefter alle ansatte straks blev informeret, og karamellerne blev indsamlet.

Ifølge skolelederen har personalet indsamlet over 1000 karameller og haft en alvorssnak med eleverne fra 9. klasse, der ellers var på vej videre til fest et andet sted i byen.

Der er ingen meldinger om, at nogen elever er kommet til skade ved at bide i karamellerne.

Skolen vil nu finde ud af, hvem der står bag, skriver TV2 Østjylland.

På Pilehaveskolen i Vallensbæk Kommune blev der også onsdag fundet tegnestifter i nogle af karamellerne, som der blev kastet med. Det skriver Radio IIII.

Her førte det til, at skolen øjeblikkeligt stoppede karamelkastningen.

Det fremgår af en Aula-besked til forældrene fra skoleleder Mette Juel, som Radio IIII er i besiddelse af.

Hun skriver i beskeden, at sagen vil blive taget op på det kommende bestyrelsesmøde med henblik på at vurdere, “om traditionen med karamelkast skal ændres eller helt ophøre fremover.”

Uønsket indhold i karameller på sidste skoledag har været et tilbagevendende problem.

På flere skoler i landet blev der sidste år fundet karameller med uønsket indhold som blandt andet glasskår, sten, tegnestifter, nåle, plastik, træsplinter, afføring og hovedpinepiller.

Det førte til indsamling af slik, orientering af forældre og opfordringer til, at forældre tjekker børnenes karameller.

Gammelgaardsskolen vil ifølge TV2 Østjylland forsøge at lave en form for kompensation, så eleverne får noget andet at glæde sig over, efter at karamellerne måtte indsamles.

Der var både klapsalver og tilråb, da Israels Eurovision-deltager, Noam Bettan, var på scenen tirsdag aften i Wiener Stadthalle i Østrigs hovedstad, Wien.

Nogle personer blev efterfølgende eskorteret ud af sikkerhedsvagter, de de “fortsatte med at forstyrre publikum”.

Det oplyser Eurovision-arrangøren, European Broadcasting Union (EBU), og den østrigste public service-station ORF, som sender årets internationale melodigrandprix, ifølge BBC.

Sidste skoledag endte grimt: Elever fandt nåle gemt i karameller

Tophistorien er skrevet og udgivet af TV2 ØSTJYLLAND. Ritzau må ikke krediteres.

INFO: Anvendelse forudsætter accept af vilkårene i bunden.

**** RITZAUS TOPHISTORIETJENESTE ****

Hvad der skulle have været en festlig dag, endte uheldigt for en række elever på Gammelgaardsskolen i det vestlige Aarhus.

Én eller flere elever fra niende klasse havde fået den idé at gemme nåle i karameller, som de delte ud til de mindre elever, ligesom traditionen byder.

Det blev opdaget af skolens personale ved 12.00-tiden, og der blev handlet resolut ved at informere alle ansatte, som straks gik i gang med at indsamle karamellerne.

TV2 Østjylland har talt med Susanne Broe Laursen, der er leder på skolen. Hun bekræfter hændelsen, som der også er skrevet ud om på Aula.

– Vi har haft en festlig skoledag, som desværre blev lidt ødelagt af det her. Det er selvfølgelig fuldstændigt uacceptabelt, og jeg er træt af det og skuffet, siger Susanne Broe Laursen.

Hun tilføjer, at personalet har indsamlet over 1000 karameller og derudover haft en alvorssnak med eleverne fra niende klasse, der var på vej til fest et andet sted i byen.

TV2 Østjylland arbejder på at få en kommentar fra Østjyllands Politi på, hvorvidt det er involveret i sagen. Der er ingen meldinger om, at nogen er kommet til skade ved at bide i karamellerne.

https://www.tv2ostjylland.dk/aarhus/elever-fandt-nale-gemt-i-karameller-ae733

Redaktionel kontakt:

TV2 Østjylland

tlf.: 87424242

e-mail: redaktion@tv2oj.dk

**** DENNE ARTIKEL OG BILLEDMATERIALE ER VIDEREFORMIDLET AF RITZAUS BUREAU PÅ VEGNE AF TV2 ØSTJYLLAND ****

Betingelser for brug af materiale fra Ritzaus Tophistorietjeneste:

– Forkortelser kan foretages i overensstemmelse med god citatskik.

– En artikel må forkortes, men ikke tilføjes stramninger eller udtryk, som afsenderen ikke kan stå inde for.

– Det skal tydeligt fremgå, hvilket medie artiklen kommer fra. Ansvaret herfor ligger hos mediet, der videreudnytter indholdet – også hvor afsenderen måtte have glemt at inkludere kildehenvisning ved udsendelse.

– Ritzau må ikke krediteres for artiklen eller angives som kilde.

– Materialet må ikke videreudnyttes kommercielt andet end i egne udgivelser.

– Hvis afsenderen har indsat link i artiklen, opfordres der til altid at publicere dette ved videreudnyttelse.

VIGTIGT VEDR. BRUG AF BILLEDE:

– Hvis der er tilknyttet billedmateriale til artiklen må dette anvendes i forbindelse med publicering.

– Rettigheden til anvendelse af billedet er dog udelukkende til brug i sammenhæng med nærværende tophistorie, og må således ikke arkiveres med henblik på genanvendelse i andre sammenhænge.

– Anvendelse skal altid ske med angivelse af den oplyste billedbyline (fotograf og medie)

Vidner melder om skud og kaos i Filippinernes senat

Der er blevet hørt skud i det filippinske senat, hvor personer er blevet bedt om at søge dækning.

Det oplyser øjenvidner onsdag til nyhedsbureauet Reuters.

Nyhedsbureauet melder om kaotiske tilstande forud for et ventet forsøg på at anholde en senator, som er eftersøgt af Den Internationale Straffedomstol (ICC).

Det står ikke umiddelbart klart, hvad der sker, eller hvem der har affyret skuddene.

Meldingerne om skud kommer, kort efter at Ronald dela Rosa, som er medlem af senatet, på Facebook har sagt, at hans anholdelse er nært forestående.

Han har ifølge nyhedsbureauet AFP forskanset sig i bygningen siden mandag. Han har opfordret militæret til at stille sig i vejen for hans anholdelse.

Ronald dela Rosa er eftersøgt af ICC for at have spillet en helt afgørende rolle i den tidligere præsident Rodrigo Dutertes såkaldte “krig mod narkotika”, som kostede tusindvis af mennesker livet.

Der er ikke meldinger om dræbte eller tilskadekomne, siger Mark Llandro Mendoza, en højtstående embedsmand i senatet, til journalister.

ICC har udsendt en arrestordre på Ronald dela Rosa for forbrydelser mod menneskeheden.

Det er samme anklage, der er mod Duterte, som afventer en retssag i den hollandske by Haag, hvor ICC ligger. Duterte blev anholdt sidste år.

– Jeg kommer med en opfordring til jer. Jeg håber, at I kan hjælpe mig. Lad ikke endnu en filippiner blive bragt til Haag, siger dela Rosa i en Facebook-video.

Duterte var præsident for Filippinerne fra 2016 til 2022.

Han var borgmester i Davao City i 22 år og syv valgperioder – dog ikke sammenhængende.

Ifølge anklagerne skabte, finansierede og bevæbnede Duterte dødspatruljer, som slog ned på både stofmisbrugere og narkohandlere.

Duterte har længe sagt, at hans ordre til politiet lød blot at dræbe i selvforsvar. Han har altid forsvaret indsatsen mod narkotika.

Dela Rosa var øverstkommanderende for indsatsen.

Reuters

DMI Femdøgnsudsigt

RITZAU

FEMDGN

Onsdag d. 13. maj 2026 Udsendt kl. 10.45 Oversigt:
Meteorologens overblik: Ustadigt og køligt forårsvejr

Torsdag: Lidt eller nogen sol og enkelte byger, mod vest og nordvest dog mere skyet med spredte byger, lokalt måske med hagl og torden. Temp. op mellem 8 og 13 grader, og svag til frisk vind mest mellem syd og vest, ved kysterne efterhånden stedvis hård vind. Om aftenen og natten vekslende skydække og enkelte byger, mod vest dog efterhånden mere skyet med regn. Temp. ned mellem 3 og 8 grader, mod øst lokalt ned nær frysepunktet, og svag til frisk vind mest mellem syd og sydvest, ved kysterne stedvis hård vind.

Fredag:
Mod vest skyet og spredte byger, ellers mest tørt og nogen eller måske en del sol. Temp. op mellem 9 og 13 grader, og svag til frisk vind mest mellem syd og sydvest, senere mellem sydøst og sydvest, ved kysterne stedvis hård vind. Om aftenen og natten halvskyet til skyet med regn eller byger. Temp. ned mellem 3 og 8 grader, og svag til jævn vind, efterhånden mellem sydvest og nordvest, ved kysterne op til frisk vind.

Lørdag:
Først mest skyet med regn eller byger, men det klarer efterhånden noget op, især mod øst. Temp. op mellem 9 og 13 grader, og svag til jævn vind mellem sydvest og nordvest, ved kysterne stedvis frisk vind. Om aftenen og natten vekslende skydække og kun enkelte byger hist og her. Temp. ned mellem 3 og 8 graders varme, og svag til jævn vind omkring vest, ved kysterne stedvis frisk vind, lokalt måske hård vind.

Søndag:
Nogen sol eller måske en del sol, men også enkelte byger. Temp. op mellem 9 og 14 grader, og svag til jævn vind omkring vest, senere mellem syd og vest, mod nord stedvis frisk vind. Om aftenen tørt med nogen sol, og om natten til dels klart vejr. Temp. ned mellem 4 og 8 grader, og svag til jævn vind fra forskellige retninger.

Mandag:
Lidt eller nogen sol og især mod vest stedvis regn. Dagtemp. op mellem 11 og 16 grader, om natten ned mellem 5 og 10 grader. Svag til jævn vind fra forskellige retninger.

Tre trodser droneforbud under militærøvelse på Bornholm

For anden dag i træk har betjente fra Bornholms Politi sigtet personer for ulovlig droneflyvning på øen.

Onsdag middag blev en 43-årig mand sigtet af politiet, da han fløj med drone ved Bornholms Lufthavn. Det skriver politikredsen på Politi Update.

Også onsdag eftermiddag er der uddelt en bøde for ulovlig droneflyvning. En 33-årig mand er blevet sigtet for at flyve med en drone uden for Rønne.

Tirsdag var det en tysk turist, som blev taget med en drone ved Hasle.

Politikredsen oplyser, at ulovlig droneflyvning koster en bøde på 3000 kroner.

Hvis der er tale om gentagelsestilfælde, beslaglægger politiet dronen.

Til og med torsdag er der forbud mod at flyve med drone på hele Bornholm. Det skyldes forsvarsøvelsen Baltic Shield.

Derudover er der regler, som begrænser mulighederne for droneflyvning ved kritisk infrastruktur som eksempelvis lufthavne.

Den militære øvelse Baltic Shield startede 8. maj og slutter efter planen torsdag.

Både onsdag og torsdag vil der på grund af øvelsen være meget militæraktivitet omkring Rønne Havn og Rønne Lufthavn.

Der kan også forventes mange militære køretøjer på vejene, har Bornholms Politi oplyst på Politi Update.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]