Seneste nyheder

26. september 2026

Tre trodser droneforbud under militærøvelse på Bornholm

For anden dag i træk har betjente fra Bornholms Politi sigtet personer for ulovlig droneflyvning på øen.

Onsdag middag blev en 43-årig mand sigtet af politiet, da han fløj med drone ved Bornholms Lufthavn. Det skriver politikredsen på Politi Update.

Også onsdag eftermiddag er der uddelt en bøde for ulovlig droneflyvning. En 33-årig mand er blevet sigtet for at flyve med en drone uden for Rønne.

Tirsdag var det en tysk turist, som blev taget med en drone ved Hasle.

Politikredsen oplyser, at ulovlig droneflyvning koster en bøde på 3000 kroner.

Hvis der er tale om gentagelsestilfælde, beslaglægger politiet dronen.

Til og med torsdag er der forbud mod at flyve med drone på hele Bornholm. Det skyldes forsvarsøvelsen Baltic Shield.

Derudover er der regler, som begrænser mulighederne for droneflyvning ved kritisk infrastruktur som eksempelvis lufthavne.

Den militære øvelse Baltic Shield startede 8. maj og slutter efter planen torsdag.

Både onsdag og torsdag vil der på grund af øvelsen være meget militæraktivitet omkring Rønne Havn og Rønne Lufthavn.

Der kan også forventes mange militære køretøjer på vejene, har Bornholms Politi oplyst på Politi Update.

Sigtelse: Mand var med til at hvidvaske over 170 millioner

En 39-årig mand fremstilles onsdag i et grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg, hvor han sigtes for hvidvask over to længere perioder.

Det skriver anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi på X.

Ved retsmødet kræver anklagemyndigheden manden varetægtsfængslet.

Ifølge JydskeVestkysten, der var til stede ved retsmødets start, mener anklageren, at det drejer sig om cirka 177 millioner kroner.

Første gang fra sommeren 2022 til 2023 og anden gang fra september 2024 og et år frem.

I sigtelsen lyder det ifølge avisen, at politiet mener, at manden har været en central figur i et kriminelt netværk.

Politiet skriver, at den sigtede har tilknytning til Esbjerg.

Manden nægter sig skyldig og ønskede ikke at udtale sig i forbindelse med retsmødet, skriver mediet.

Sagens anklager anmodede om, at grundlovsforhøret blev afholdt for lukkede døre.

Dermed kan offentligheden ikke få indblik i politiets beviser i sagen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

65-årig dømmes for at bedøve kvindelig bekendt i hotelbar

En 65-årig mand blev ifølge retten taget på fersk gerning, da han forsøgte at voldtage en kvindelig bekendt på et hotel i Odense sidste år.

Voldtægtsforsøget og andre overgreb begået mod veninden koster manden en dom på to et halvt års fængsel.

Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Det var personale på hotellet, der alarmerede politiet, da de havde set manden hælde hvidt pulver i kvindens øl.

– Den her sag viser med al tydelighed, hvor vigtigt det er at reagere, når man observerer noget, man tænker, er helt forkert, siger anklager Simone Dupont Hansen i pressemeddelelsen.

Manden havde hældt sovemidlet Zopiclon i kvindens øl.

Da politiet ankom til hotellet, fandt man den bedøvede kvinde sammen med manden på et hotelværelse.

Ifølge Fyens Stiftstidende, som har dækket sagen, havde manden blandt andet medbragt kondomer og Viagra-piller.

I forbindelse med efterforskningen fandt politiet også ud af, at manden tidligere havde udsat kvinden for overgreb.

På mandens telefon fandt man videooptagelser, der viste en voldtægt og andre seksuelle overgreb begået mod kvinden måneden før.

Her var hun ifølge anklagen i en tilstand, hvor hun ikke kunne modsætte sig manden på grund af træthed eller stærk beruselse, skriver politiet.

Retten har også vurderet, at kvinden hverken havde givet samtykke til eller var bevidst om, at manden optog overgrebene på sin telefon.

Den dømte udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.

Ud over fængselsstraffen blev manden ifølge Fyens Stiftstidende også dømt til at betale kvinden en erstatning på 111.780 kroner.

Efter 20 års fravær skal Real Betis atter deltage i Champions League.

Med tirsdagens 2-1-sejr hjemme over Elche er Betis sikker på at slutte på La Ligas femteplads, der giver adgang til Champions League.

– Det er ikke nemt at være med i europæiske turneringer i seks år i træk og slet ikke at have kvalificeret sig til Champions League to spillerunder før sæsonafslutningen.

– Holdets største bedrift var hele tiden at rejse sig efter nederlag, siger Betis-træner Manuel Pellegrini ifølge Reuters.

Medier: Starmer-rival klar til at udløse formandskamp i Labour

Den britiske sundhedsminister, Wes Streeting, forbereder sig på at trække sig fra sin post for at gå efter lederposten i det socialdemokratiske parti Labour.

Det siger støtter af Streeting ifølge det britiske medie The Times.

Flere andre britiske medier – heriblandt The Guardian, Sky News og BBC – erfarer det samme.

Meldingerne er ikke blevet officielt bekræftet.

Streeting havde onsdag morgen et kort møde med den britiske premierminister, Keir Starmer, der er under pres for at gå af.

Nyhedsbureauet Reuters har forsøgt at få en udtalelse fra Streetings kontor, der ikke umiddelbart er vendt tilbage.

En Streeting-støtte siger til The Times, at sundhedsministeren har gjort det klart, at han er klar til at gå videre med sin udfordring af Starmer og vil “gå efter det”.

Ifølge mediet lyder det fra flere Streeting-støtter, at han sandsynligvis trækker sig torsdag og her officielt udfordrer Starmer.

The Times citerer en talsmand for Streeting for at sige:

– Wes er sundhedsminister. Han er stolt af at have mindsket ventetiderne og skabt bedring i det britiske sundhedsvæsen. Han planlægger ikke at sige noget efter sit møde med premierministeren, der kan aflede opmærksomheden fra Kongens Tale.

Mens historierne om Streeting kører i de britiske medier, har kong Charles onsdag holdt den årlige Kongens Tale i Overhuset.

Det er her, hvor kongen formelt åbner parlamentets kommende års samling ved at læse regeringens program op.

Her præsenterede han ifølge Reuters 35 forskellige love og lovforslag. Regeringsprogrammet skal bidrage til at “beskytte energi, forsvar og økonomisk sikkerhed”, sagde kong Charles.

Streeting skal nomineres af 20 procent – eller 81 – af Labours parlamentsmedlemmer til at udfordre Starmer for at udløse et formandsvalg.

Times’ historie kommer efter et møde på under 20 minutter onsdag morgen mellem Streeting og Starmer i Downing Street nummer 10 – det britiske premierministerkontor.

Det er ikke blevet meldt ud, hvad de to talte om.

– Det er – for at sige det åbenlyse – et meget, meget kort møde, skrev BBC’s politiske korrespondent Henry Zeffman i mediets liveblog efter mødet.

Mange parlamentsmedlemmer fra Labour har åbent opfordret Starmer til enten at gå af eller til at komme med en tidshorisont for sin afgang, og derudover har fire juniorministre trukket sig.

Men over 100 parlamentsmedlemmer fra Labour underskrev tirsdag en erklæring, hvor de udtrykte modstand mod en formandskamp. Starmer kom tirsdag aften med en udtalelse, hvor han gjorde klart, at han ikke agter at gå af.

Starmer har været formand for Labour siden 2020, og den seneste tid – især efter sidste uges store nederlag i lokalvalg – har der været intern kritik af hans lederskab.

Industrivirksomheden Jensen Denmark, som ligger i Rønne på Bornholm, skal fyre 175 medarbejdere.

Det skriver TV 2 Bornholm.

Året startede ellers godt for virksomheden, og ordrene væltede ind i januar. Men siden er det blevet mere stille.

Det siger Morten Rask, som er administrerende direktør i Jensen Denmark, til TV 2 Bornholm.

– Januar var en fantastisk måned med ordreindgang. Men siden har det været meget stille, siger han.

Skole forskelsbehandlede muslim med håndtrykskrav

En skole i Albertslund forskelsbehandlede indirekte en kvindelig, muslimsk lærerpraktikant, da den stillede krav om, at hun skulle give håndtryk til alle uanset køn.

Sådan lyder Højesterets afgørelse i en dom onsdag.

Sagen går helt tilbage til foråret 2019, hvor den lærerstuderende deltog i et velkomstmøde på skolen, hvor hun var i praktik.

Her blev hun præsenteret for sine vejledere.

Da en mandlig praktikvejleder rakte hånden frem for at hilse på hende, tog hun ikke hans hånd, men hilste på ham ved at lægge en hånd mod hjertet og bøje hovedet.

Herefter blev hun indkaldt til et møde på skolen, hvor hun fortalte, at hun afviste at give håndtryk til manden af religiøse årsager.

Skolen stillede krav om, at hun skulle give hånd til alle personer uanset køn. Da kvinden afviste det, stoppede skolen praktikforløbet.

Spørgsmålet for Højesteret var, om kommunen havde bevist, at kravet var et nødvendigt middel til at sikre skolens og kommunens mål om ligebehandling mellem kønnene.

Det mener Højesteret ikke, at kommunen har.

Kvinden har dog ikke ret til at få en godtgørelse i sagen.

Ifølge Højesteret kunne kvinden på mødet med skolen have bidraget mere til at finde en løsning, og desuden fik det begrænsede konsekvenser for hende, at praktikforløbet blev afbrudt.

Kendt kok stopper på michelinrestaurant efter benamputation

Kokken Paul Cunningham stopper hos Henne Kirkeby Kro.

Det fremgår af et opslag fra Paul Cunningham og restauranten på Instagram.

Frem til 2025 var Paul Cunningham køkkenchef på kroen, som han var med til at sikre en michelinstjerne i 2016.

Han stoppede som køkkenchef efter en benamputation i marts 2025. Siden har han fortsat bidraget til Henne Kirkeby Kro. Nu er det dog tid til, at han skal noget andet, lyder det.

– Med grundige overvejelser om helbred og køkkenlivets krav har Paul efter mange dedikerede år besluttet, at denne sæson markerer hans sidste kapitel på Henne Kirkeby Kro.

– Beslutningen afspejler et ønske om at omfavne et andet tempo og fokusere på den næste fase af hans professionelle og personlige rejse, lyder det i opslaget.

Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, at Paul Cunninghams livsstil førte til, at han udviklede diabetes.

Det øgede hans infektionsrisiko, lød det. Derfor førte et glasskår i foden til, at en infektion bredte sig til knysten. Herefter var der ingen anden udvej end amputation af benet.

Novo Nordisk dropper produktion på Fyn – skal bruges som lager

Novo Nordisk dropper for nu idéen om at opføre produktionsfaciliteter i Odense. I stedet skal anlægget, som er ved at blive opført, bruges som lager.

Det siger Jesper Trebbien Andersen, som er Novo Nordisks chef for faciliteterne i Odense.

– Vi fortsætter byggeriet i Odense, men anlægget vil efter endt opførelse fungere som lager- og opbevaringsfacilitet i stedet for et produktionsanlæg, siger han i en skriftlig kommentar.

Beslutningen betyder, at der skal fyres medarbejdere, lyder det.

Jesper Trebbien Andersen siger, at over halvdelen af de 150 ansatte på stedet vil blive påvirket.

Han understreger, at faciliteterne i Odense fortsat er attraktive i forhold til fremtidige produktionsmuligheder.

Novo Nordisk annoncerede planerne om byggeriet i slutningen af 2024. Her lød det, at selskabet ville investere 8,5 milliarder kroner i byggeriet.

Planen var oprindeligt, at der både skulle være produktion og lager.

Produktionen skulle oprindeligt omfatte klargøring af medicin til sjældne sygdomme som eksempelvis hæmofili.

Hæmofili er en arvelig blødersygdom, som påvirker blodets evne til at størkne.

Planerne om de nye produktionsfaciliteter i Odense kom, efter at Novo Nordisk i nogle år havde investeret massivt i at udvide sin produktion for at følge med efterspørgslen på selskabets produkter.

Siden er der dog sket meget, og øget konkurrence på det amerikanske marked har presset selskabets indtjening.

Det førte til flere nedjusteringer i løbet af 2025 og endnu en nedjustering i forbindelse med Novo Nordisks årsregnskab tidligere i år.

Beslutningen om, at standse udviklingen af produktionsanlægget i Odense for nu, handler ifølge Jesper Trebbien Andersen om markedssituationen.

– Beslutningen afspejler en ansvarlig kapacitetsplanlægning baseret på den nuværende markedssituation med ændringer i den globale efterspørgsel og patientbehov, siger han i en skriftlig kommentar.

Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), skriver i en sms til TV 2 Fyn, at han er ærgerlig over Novo Nordisks beslutning, som han ser som udtryk for en generel usikkerhed i verden.

– Selv om det indiskutabelt er et skridt tilbage, så hæfter jeg mig ved, at Novo Nordisk stadigvæk er kommet til Odense for at blive her. Det er på ingen måder afvikling, skriver borgmesteren.

INFO: Ritzau liveblogger i dag fra Cykling: Femte etape af Giro d’Italia

Bloggen starter klokken 12:25

Bloggen kan følges på: http://www.ritzau.dk/-cPUT

Redaktionel kontakt: 33 30 04 10

Direkte embedkode: <div id=”ritzaulivefeed” data-source=”https://livewire.ritzau.dk/LiveEventFeed/Index?uid=5fbd7351cf6b4f12204a6317&eid=69ea07829142fcae1940e96a”></div><script src=”https://livewire.ritzau.dk/Scripts/pym.js” type=”text/javascript”></script>

Kort beskrivelse: Angående liveblog: Etapen blogges i sin fulde længde.

Stillehavsstat vil skifte navn uden hensyntagen til udlændinge

Den lille stillehavsstat Nauru skal holde folkeafstemning om at skifte navn til Naoero.

Det siger østatens præsident, David Adeang, i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

Navneskiftet skal – hvis det bliver gennemført – “mere trofast ære vores nations arv, vores sprog og vores identitet”, siger præsidenten.

– Nauru opstod, fordi Naoero ikke kunne udtales korrekt af fremmede, og det blev ikke ændret efter vores valg, men af bekvemmelighed, skriver regeringen i en meddelelse, hvor navneskiftet uddybes.

Øens oprindelige sprog er “Dorerin Naoero”, som tales af størstedelen af dens indbyggere.

Der bor knap 12.000 på Nauru ifølge estimater fra 2020.

Regeringen skal afholde en folkeafstemning, da et navneskifte kræver ændringer i landets forfatning.

De første bosættere menes at være kommet til Nauru for omkring 2000 år siden, skriver Lex – Danmarks Nationalleksikon.

Men som stat er Nauru et forholdsvist ungt land.

Tyskland indlemmede sent i 1880’erne øen i protektoratet Marshalløerne. Men under Første Verdenskrig blev Nauru indtaget af australske tropper.

Frem til uafhængigheden i 1968 blev den administreret af Australien, Storbritannien og New Zealand i fællesskab.

AFP

Næsten 600.000 flere passagerer sejlede med færgen i 2025

Næsten 600.000 flere passagerer sejlede i 2025 med enten en indenrigs- eller udenrigsfærge sammenlignet med 2024.

Det viser tal fra Danmarks Statistik for passager- og godstransport, skriver Danske Rederier i en pressemeddelelse.

Over 30 millioner benyttede sig i 2025 af enten en indenrigs- eller udenrigsrute.

Alene Øresundslinjen mellem Helsingør og Helsingborg havde 257.000 flere passagerer sidste år i forhold til året før.

Også Bornholm har været et populært mål for passagerer i 2025.

På afgangene mellem Ystad og Bornholm rejste 40.000 flere passagerer sammenlignet med året før.

Dermed rejste mere end 1,8 millioner mennesker til eller fra Bornholm med færgerne, der er drevet af Molslinjen.

Det er det højeste antal nogensinde.

– Vi arbejder hver dag hårdt på at gøre Molslinjens færger og vores produkter så attraktive for de rejsende som muligt. Det er dejligt at se, det virker, og at de rejsende bakker op.

– Men færgerne er lige nu i en voldsom og bekostelig grøn omstilling, så opbakningen skal gerne komme fra alle kanter, så vi hurtigst muligt kan få gjort den kritiske infrastruktur så bæredygtig som muligt, siger Carsten Jensen, administrerende direktør i Molslinjen.

NU/KORRFLASH

INFO: Artiklen “NET/DRAB/VALBY+NV”, udsendt kl. 10:58 med overskriften “20-årig frifindes for drab på teenager men dømmes for vold” er korrigeret. Rettelse i afsnit tre fra bunden: “bøde” rettet til “bør”.

DMI Farvandsudsigter

RITZAU

FARVANDSUDSIGTER
Onsdag den 13. maj 2026.

Farvandsudsigter, der gælder til torsdag middag, udsendt klokken 10.15.

Østersøen omkring Bornholm:
Sydvest 7 til 12 m/s. God sigt. I aften vest 6 til 11 m/s. Og i den nordvestlige del sydøst 5 til 10 m/s. God sigt. I nat og i morgen formiddag sydvest 6 til 11 m/s. God sigt.

Vestlige Østersø:
Vest 5 til 10 m/s. God sigt. I nat og i morgen formiddag i den østlige del syd 3 til 8 m/s. Og i den vestlige del nordvest 3 til 8 m/s. God sigt.

Bælthavet og Sundet:
Bælthavet: I den nordlige del øst 4 til 9 m/s. I den sydlige del nordvest 5 til 10 m/s. God sigt. I aften nordvest 4 til 9 m/s. God sigt. I nat og i morgen formiddag sydvest 4 til 9 m/s. God sigt. Sundet: Syd 3 til 8 m/s. God sigt. I aften i den nordlige del sydvest 1 til 6 m/s. I aften i den sydlige del nord 2 til 7 m/s. God sigt. I nat og i morgen formiddag sydvest 4 til 9 m/s. God sigt.

Kattegat:
I den nordlige del vest 1 til 6 m/s. Og i den sydlige del øst 2 til 7 m/s. God sigt. I aften og i nat vest 7 til 12 m/s. God sigt. I morgen formiddag sydvest 6 til 11 m/s. God sigt.

Skagerrak:
Vest 3 til 8 m/s. God sigt. I aften i den østlige del nordvest 6 til 11 m/s. Og i den vestlige del nordvest 2 til 7 m/s. God sigt. I nat nord 6 til 11 m/s. God sigt. I morgen formiddag sydvest 7 til 12 m/s. God sigt.

Fisker:
Nordvest 7 til 12 m/s. God sigt. I morgen formiddag nordvest 8 til 13 m/s. God sigt.

Signifikant bølgehøjde: 2 m. Dønning: 1,5 m.

Tyskebugt:
I den østlige del vest 5 til 10 m/s. I den nordvestlige del øst 3 til 8 m/s. Og i den sydvestlige del sydøst 7 til 12 m/s. God sigt. I aften i den vestlige del nordøst 7 til 12 m/s. Og i den østlige del nordvest 3 til 8 m/s. God sigt. I nat og i morgen formiddag nordvest 7 til 12 m/s. God sigt.

Signifikant bølgehøjde: 2 m. Dønning: 1,5 m.

Det populære Netflix-koncept “Love is Blind” kommer til Danmark.

Det skriver Netflix i en pressemeddelelse.

“Love is Blind” er et datingprogram, hvor deltagerne dater hinanden uden at se hinanden. Kun de par, som vælger at blive forlovet, får hinanden at se.

Programmet skal produceres af Mastiff og ventes at få premiere i 2027.

20-årig frifindes for drab på dreng men dømmes for vold

En i dag 20-årig mand er i Retten på Frederiksberg blevet frifundet for en anklage om at have slået en 17-årig dreng ihjel ved en boldbane i Valby en nat i september 2024. Han er dog fundet skyldig i grov vold.

Det fremgår af skyldkendelsen, der onsdag er læst op i byretten.

Den dødelige vold fandt sted natten til den 8. september 2024, hvor to grupper tørnede sammen nær en boldbane ved Kulbanevej i Valby. Retten har fundet det bevist, at den i dag 20-årige mand var til stede som en del af en større gruppe.

Samtidig var han ifølge byretten bekendt med, at flere fra hans gruppe havde knive med til konfrontationen.

– Tiltalte må have indset, at de skulle bruges under konfrontationen, og han forholdt sig accepterende hertil, oplæser retsformanden.

Men de tre juridiske dommere og seks nævninger har derimod ikke fundet det bevist, at det var den 20-årige, som skulle have jagtet den 17-årige dreng ud på en vej, hoppet op på hans ryg, så de begge væltede ned, og herefter tildelt ham slag, spark og knivstik. Det var ellers anklagemyndighedens påstand.

Den tiltalte har afvist, at han var på stedet på gerningstidspunktet, men den forklaring har retten tilsidesat som utroværdig.

Retten på Frederiksberg ventes senere onsdag at udmåle straffen til den tiltalte, som også er fundet skyldig i at have været i besiddelse af en kniv på sit uddannelsessted samt besiddelse af 5,9 gram kokain med henblik på videresalg.

Selv om vidner har forklaret, at to større grupper var i konfrontation med hinanden den septembernat i 2024, er der alene rejst tiltale mod den 20-årige i sagen.

Tre andre er sigtet, men det er endnu ikke vurderet, om der vil blive rejst en straffesag mod dem.

Rusland beskylder Trump for tomme ord om forbedret forhold

USA og præsident Donald Trump taler om muligheden for et forbedret forhold til Rusland. Men der sker ingenting.

Det siger Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, til mediet RT India ifølge det russiske udenrigsministerium.

– Der bliver sagt mange gode ord om det enorme potentiale i gavnlige moderne, teknologiske og energirelaterede projekter mellem Rusland og USA, siger Lavrov.

– Men i det virkelige liv sker der ingenting, fortsætter ministeren.

Lavrov, der har været udenrigsminister siden 2004, siger, at han sætter pris på, at Trump har indledt en dialog.

Men dialogen minder ifølge Lavrov i høj grad om den, der fandt sted under den tidligere præsident Joe Biden, som var meget kritisk over for Rusland.

– Ud over den almindelige dialog – som er normal i relationer mellem folk og mennesker – så følger alt andet det mønster, som blev sat i gang af præsident Biden, siger Lavrov.

– De sanktioner, som blev indført under ham, er fortsat gældende. Derudover har Trump-administrationen indført sine egne initiativer for at ramme Ruslands økonomi.

Historisk mange fejl på togskinner giver længere rejsetid

Der er konstateret “historisk mange fejl på skinnerne”, og det betyder nedsat hastighed og længere rejsetider på flere strækninger.

Det skriver Banedanmark i en pressemeddelelse.

Det er særligt trafikken mellem landsdelene og regionaltogene på Sjælland, der oplever forsinkelser på grund af de mange fejl.

Der er tale om mindre forsinkelser på typisk 5-10 minutter, siger direktør for teknisk drift i Banedanmark Jes Øksnebjerg.

– Vi arbejder alle hårdt på at udbedre fejlene, så vi igen kan afvikle trafikken normalt, siger Jes Øksnebjerg i meddelelsen.

Banedanmark oplyser, at man har sat alle mand på opgaven med at rette op på fejlene.

Fejlene på skinnerne er fundet i forbindelse med det løbende tilsyn. Her tjekker man skinnerne med ultralyd.

Når der konstateres en svaghed, tager man ingen chancer. Derfor nedsættes hastigheden, skriver Banedanmark.

Tullbergs karantæne kom bag på FCM: Det gør ondt på os

FC Midtjylland var ikke opmærksom på den regel, der sender cheftræner Mike Tullberg i karantæne i torsdagens pokalfinale mod FC København.

Det forklarer FCM-sportschef Kristian Bach Bak, som ærgrer sig over cheftrænerens fravær på sidelinjen i Parken.

– Som klub var vi ikke opmærksomme på den regel. Det skulle vi selvfølgelig have været.

– Men jeg ved ikke, om det havde hjulpet noget, for vi skal huske på, at vi i søndags stadig spillede om guld, og så er det sådan noget, der sker i kampens hede, siger Kristian Bach Bak til TV 2 Sport.

Tullberg mente, at der var et frispark begået mod en FCM-spiller i søndagens 0-0-kamp ude mod FC Nordsjælland. Det reagerede han på, og han modtog en advarsel af dommeren.

Med pointtabet i Farum kunne FCM senere søndag aften se AGF løbe med det danske mesterskab med en sejr på 2-0 ude over Brøndby.

Advarslen til Tullberg betød, at han nåede op på 36 karantænepoint. I henhold til Dansk Boldspil-Unions disciplinære bestemmelser koster det en karantænedag.

Det er tilfældet, selv om Tullberg ragede det gule kort til sig i Superligaen.

– Karantænedage skal afsones straks på efterfølgende spilledag(e), uanset om de(n) forestående kamp(e) er turnerings- eller pokalkamp(e), lyder det i DBU’s disciplinære bestemmelser under punktet, der handler om trænere og ledere.

Havde det været en spiller, skulle han have afsonet karantænen i den næste kamp i Superligaen.

– Jeg har virkelig ondt af Mike. Det her gør ondt på os. Jeg synes, det er en virkelig ærgerlig situation, men det er mest synd for Mike, at han ikke får den her oplevelse, siger FCM-sportschefen til TV 2 Sport.

Tullberg har allerede én gang afsonet karantæne i denne sæson. Ved den lejlighed stod assistenttræner Allan K. Jepsen i spidsen for holdet, og det gør han også i pokalfinalen.

20 personer har ikke efterkommet politiets påbud ved en demonstration ved Mærsks hovedkvarter.

De personer er derfor blevet anholdt og sigtet for ulovlig indtrængen, skriver Københavns Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

De resterende aktivister på stedet opholder sig på et område, som politiet har anvist.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]