Seneste nyheder

27. september 2026

WHO-chef skal føre tilsyn med hantavirus-smittede på Tenerife

Chefen for Verdenssundhedsorganisationen (WHO), Tedros Adhanom Ghebreyesus, er ankommet til den spanske ø Tenerife. Han skal hjælpe med at føre tilsyn med ankomsten af et hantavirus-ramt krydstogtskib.

Det oplyser en talsmand for Ghebreyesus ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han landede sammen med en spansk delegation på øen lørdag aften. Her skal størstedelen af knap 150 personer om bord på det hollandske skib MV “Hondius” søndag morgen evakueres og flyves hjem.

Samtlige passagerer om bord på skibet samt visse besætningsmedlemmer vil påbegynde landsætningen fra omkring klokken 09.00 dansk tid søndag.

Det oplyser Oceanwide Expeditions, der er operatøren bag skibet, ifølge AFP i en meddelelse.

Selskabet oplyser, at skibet forventes at ankomme til Granadilla på Tenerife klokken 06.30 dansk tid. Når de ombordværende er gået i land, vil de “straks blive overført til deres tildelte fly”.

Danmarks bedste hackere fundet ved dyst i København

Danmarks bedste unge hackere under 25 år er lørdag blevet kåret ved DM i cyberhacking i København.

Det oplyser arrangørerne lørdag aften i en pressemeddelelse efter 11 timers dyst bag computerskærmene.

Magnus Paabøl Jensen sikrede sig DM-titlen for hackere i aldersgruppen fra 15 til 20 år, mens Mikkel Bro Simonsen løb med hæderen blandt de lidt ældre hackere fra 21 til 25 år.

Årets konkurrence, der foregik på Aalborg Universitets afdeling i København, har stillet krav til hackernes fulde viden uden brug af kunstig intelligens – også kaldet AI.

Kunstig intelligens var blot tilladt i de sidste tre timer af konkurrencen.

Peter Kaae Thorhauge nappede mesterskabet i aldersgruppen 21-25 år i en ekstra beregning, hvor der blev tildelt det maksimale antal point for brug af kunstig intelligens.

Den teknologiske udvikling inden for cybersikkerhed gør kunstig intelligens til et uundgåeligt værktøj, siger Jens Myrup Pedersen, der er cyberlandsholdstræner og professor i cybersikkerhed ved Aalborg Universitet.

– Vi har nogle exceptionelt dygtige og dedikerede unge mennesker, som har lagt virkelig meget energi i at blive bedre år efter år.

– At de er dygtige med og uden AI er bare et kæmpe plus – for vi har brug for alle de talenter, vi kan finde, siger Jens Myrup Pedersen i pressemeddelelsen.

I alt dystede 100 unge danskere mod hinanden for at finde frem til, hvem der var bedst til at finde sårbarheder på hjemmesider og hacke sig vej til fortrolige oplysninger.

Peter Kaae Thorhauge stillede for første gang op i seniorkategorien for hackere mellem 21 og 25 år.

– Jeg har været med de sidste seks år, men har aldrig været med helt i toppen. Jeg har stille og roligt gjort mig bedre og bedre, men det er totalt surrealistisk at vinde første år som senior, siger Peter Kaae Thorhauge i pressemeddelelse.

Vinderne inden for alderskategorierne går videre til en bootcamp i juni, hvor yderligere 23 andre talenter deltager.

De bedste herfra udtages til det danske cyberlandshold på i alt ti personer, som skal repræsentere Danmark ved europamesterskaberne i Tyskland til oktober.

Artiklen fortsætter efter annoncen

DMI Femdøgnsudsigt

RITZAU

FEMDGN

Lørdag d. 9. maj 2026 Udsendt kl. 21.30. Oversigt:
Meteorologens overblik: Ustadigt og køligt forårsvejr

Mandag:
I den østlige del af landet skyet med udbredt regn sydfra og svag til frisk vind mellem nordøst og nordvest. I resten af landet byger, måske med hagl, men også perioder med lidt eller nogen sol og svag til jævn vest- og sydvestlig eller skiftende vind. Temp. op mellem 7 og 12 grader. Om aftenen og natten vekslende skydække med spredte byger, der måske kan være med hagl. Temp. ned mellem 1 og 6 graders varme, og let til frisk vind fra nordvest og nord, ved kysterne stedvis hård vind.

Tirsdag: Spredte byger, især østpå, måske med hagl, men også perioder med lidt eller nogen. Temp. op mellem 7 og 13 grader, og let til frisk vind fra vest og nordvest, ved kysterne stedvis hård vind. Om aftenen og natten en overgang skyet med regn vestfra, efterfulgt af opklaring og enkelte byger. Temp. ned mellem 2 og 7 grader og efterhånden svag til frisk vind vind omkring vest.

Onsdag:
Lidt eller nogen sol, men også byger hist og her. Dagtemp. op mellem 9 og 14 grader, om natten ned mellem 1 og 7 graders varme. Svag til jævn vestlig, senere skiftende vind.

Torsdag:
En del byger, måske med torden, og kun lidt sol af og til. Dagtemp. op mellem 8 og 13 grader, om natten ned mellem 1 og 7 graders varme, lokalt ned omkring frysepunkt. Svag til jævn vind omkring vest eller skiftende retninger.

Fredag: Nogen sol, men også byger hist og her. Dagtemp. op mellem 10 og 15 grader, om natten ned mellem 1 og 7 graders varme, lokalt ned omkring frysepunkt. Svag til jævn vestlig eller skiftende vind.

Fans invaderer bane og spolerer tjekkisk mesterskabsfest

Slavia Prag var på vej til at sikre sig det tjekkiske mesterskab lørdag aften, men det blev spoleret af klubbens egne fans.

Klubben var foran med 3-2 på hjemmebane mod Brian Priskes Sparta Prag, og med få minutter igen var det svært at forestille sig, at det skulle gå galt.

Lige indtil Slavia Prags fans invaderede banen.

Ifølge tjekkiske medier blev Sparta Prags målmand Jakub Surovcik angrebet af Slavia Prag-fans, der kastede øl i hovedet på ham, ligesom flere andre spillere og ledere hos Sparta Prag havnede i klammerier med tilskuere.

Foruden cheftræner Brian Priske havde Sparta Prag danske Asger Sørensen og dansk-peruanske Oliver Sonne med til kampen. Sidstnævnte havde i løbet af kampen lagt op til et mål fra førstnævnte.

Også Peter Vindahl og Magnus Kofod Andersen spiller i Sparta Prag, men var ude af opgøret på grund af skader.

På den sociale platform X har Sparta Prag oplyst, at holdet har forladt Slavia Prags stadion, og kampen bliver derfor ikke genoptaget.

Slavia Prags formand, Jaroslav Tvrdik, gik på banen med en mikrofon for at dæmpe gemytterne og har på klubbens hjemmeside beklaget situationen og slået fast, at han udmærket forstår, at Sparta Prag ikke ville spille videre.

– Det er helt legitimt, at kampen blev afsluttet. Hvis noget lignende var sket for vores spillere, havde vi gjort det samme. Vi kan kun undskylde, siger Jaroslav Tvrdik.

– Vi var tre-fire minutter fra mesterskabsfest, og jeg tror, spillerne havde klaret det. I stedet er det nok den største skam, jeg har oplevet i mine 11 år i klubben, siger han.

Han forventer, at Slavia Prag nu vil blive taberdømt.

Uden en afgørelse på lørdagens kamp er der otte point mellem Slavia Prag på førstepladsen og Sparta Prag på andenpladsen. Inklusive lørdagens kamp mangler de to hold fire kampe af sæsonen.

Venstres Ungdom: Partiet har mistet sin liberale identitet

Formanden for Venstres Ungdom, Jens Paaske Klausen, mener, at “partiet har mistet sin liberale identitet i den her midterregering”.

I et interview med Berlingske beder han Venstre om at “skærpe sin profil og komme tilbage til rødderne”.

– Der har været nogle kompromisser, som har været svære at sluge, og hvor mit gamle liberale parti ikke har stået stærkt, siger VU-formanden til avisen og fortsætter:

– Det er svært at udlede en generel identitet, når man stemmer for koranloven, en top-topskat og at afskaffe store bededag.

Venstres formand, Troels Lund Poulsen (V), blev fredag kongelig undersøger og dermed forhandlingsleder i forhold til at kunne danne en ny regering.

Her afløste han Mette Frederiksen (S), efter at Moderaterne valgte at pege på Venstres formand i stedet for Socialdemokratiets formand efter flere ugers forhandlinger om en centrum-venstre-regering mellem de røde partier og Moderaterne.

Magnussen og Nielsen kører på podiet i stort belgisk racerløb

Både Kevin Magnussen og Nicklas Nielsen sluttede på podiet, da nogle af verdens bedste racerkørere lørdag krydsede klinger på den legendariske Spa-bane.

I det traditionsrige sekstimersløb på asfalten i Belgien sluttede Kevin Magnussen i sin BMW som nummer to og hentede dermed sin første podieplads, siden han trådte ind i World Endurance Championship i 2025.

Den tidligere Formel 1-kører var sågar afgørende for, at BMW vandt sit første løb i kongeklassen Hypercar i den verdensomspændende udholdenhedsserie, der også rummer det ikoniske 24-timersløb i Le Mans.

Søsterbilen til Kevin Magnussens BMW vandt nemlig løbet, efter at danskeren ihærdigt havde holdt den bagvedliggende Ferrari stangen på de afgørende omgange.

Var Ferrarien kommet forbi Magnussen, var det langtfra sikkert, at BMW kunne have taget sejren.

I Ferrarien sad Antonio Fuoco, den ene af holdkammeraterne til Nicklas Nielsen, som med tredjepladsen blev den anden dansker på podiet i Belgien.

Nicklas Nielsen vandt for to år siden Le Mans, og selv om han formentlig vil være træt af at nøjes med en tredjeplads på Spa-banen, er der altså positive takter, før Le Mans løber af stablen om godt en måned.

På tribunerne rundt om Spa-banen var der spækket med mennesker. Ifølge World Endurance Championship var der 101.606 tilskuere på plads til løbet.

Putin: Jeg tror konflikten med Ukraine snart slutter

Ruslands præsident, Vladimir Putin, tror, at krigen med Ukraine snart slutter.

Det siger han ifølge nyhedsbureauerne AFP og Reuters lørdag aften, få timer efter at han lovede en sejr i Ukraine ved Ruslands mest nedtonede sejrsparade i årevis.

Samtidig langer han hårdt ud efter de vestlige lande for at hjælpe Ukraine.

– Og de begyndte at optrappe deres konfrontation med Rusland, hvilket stadig fortsætter den dag i dag. Jeg tror, at den er på vej mod en afslutning, men det er stadig en alvorlig sag, siger han ifølge AFP.

Lørdag fandt en sejrsparade i anledning af årsdagen for sejren over Nazityskland under Anden Verdenskrig sted.

Normalt ruller interkontinentale ballistiske missiler, kampvogne og missilsystemer hen over Den Røde Plads. Men i år afspillede Rusland en video af sit militære isenkram i aktion på gigantiske skærme over for Kreml.

Putin udtaler sig til journalister i Kreml efter paraden.

Præsidenten siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at han først vil mødes med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, når en varig fredsaftale er indgået.

Men han vil heller ikke afvise at mødes, siger Putin ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.

– Vi har aldrig afvist at mødes. Det har jeg aldrig gjort. Jeg foreslår ikke et møde, men hvis andre gør det, står det dem frit for at komme her. Alle, der ønsker at mødes, er velkomne til at komme til Moskva og mødes med mig, siger Putin.

Han siger videre ifølge Tass, at det var Ukraines forsøg på at bevæge sig nærmere EU, der førte til den nuværende krig.

– Men hvordan startede det hele? Med Ukraines forsøg på at blive medlem af EU. Det var blot den første fase – kun den første. Vi var allerede dengang begyndt at diskutere det med europæerne, siger han.

En tre dage lang våbenhvile mellem Rusland og Ukraine trådte i kraft lørdag efter et udspil fra USA’s præsident, Donald Trump. Men begge lande beskyldte lørdag hinanden for at bryde våbenhvilen.

Krigen i Ukraine begyndte med Ruslands invasion af landet 24. februar 2022.

Gentagne forsøg på at forhandle en fredsaftale på plads er endt uden resultat.

Ifølge Reuters siger Putin, at hvis han skal indgå samtaler med europæerne, foretrækker han, at det bliver igennem Tysklands tidligere kansler Gerhard Schröder.

Den russiske præsident og den tidligere tyske kansler har kendt hinanden i mange år.

De to oprettede i 2005 North European Gas Pipeline Company, der i 2010 blev omdøbt til North Stream.

Det er selskabet bag de rørledninger, der blev sprængt i Østersøen i 2022.

Wolfsburg taber 0-1 til Bayern München.

To ukrainere meldes dræbt i russiske angreb efter våbenhvile

Ifølge ukrainske myndigheder er to personer blevet dræbt og tre såret i russiske droneangreb, efter en våbenhvile mellem de to lande trådte i kraft tidligere lørdag efter et udspil fra USA’s præsident, Donald Trump.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Rusland anklager også Ukraine for at bryde våbenhvilen.

Ifølge russiske myndigheder er tre personer blevet såret i ukrainske droneangreb.

Aftalen om våbenhvilen faldt sammen med Ruslands fejring af “sejrsdagen” 9. maj.

Sejrsdagen markerer Sovjetunionens sejr over Nazityskland i 1945 ved afslutningen af Anden Verdenskrig.

Krigen i Ukraine begyndte med Ruslands invasion af landet 24. februar 2022.

Gentagne forsøg på at forhandle en fredsaftale på plads er endt uden resultat.

De danske ishockeyherrer taber den sidste test inden næste uges VM med 2-4 til Slovakiet.

Cornelius er ude med ny skade få dage før pokalfinale

Angriberen Andreas Cornelius er blevet ramt af en ny skade og er ikke en del af FC Københavns trup til søndagens superligakamp mod Silkeborg IF i Superligaens nedrykningsspil.

Det fremgår af FCK’s hjemmeside.

Skaden kommer få dage før, at FCK torsdag i næste uge spiller pokalfinale mod FC Midtjylland.

Den store angriber havde ellers fået gang i både spilletid og målscoring på det seneste, hvor det er blevet til seks optrædener i træk med to mål til følge.

Siden den store angriber kom hjem til hovedstaden i sommeren 2022, har han i store perioder været plaget af skader, og nu er han altså igen uden for truppen.

Til gengæld kan københavnerne glæde sig over, at den faste mand i midterforsvaret Gabriel Pereira er blevet sin skade kvit.

Brasilianeren har siddet ude med en skade siden 12. april, men han er altså tilbage i FCK’s trup til kampen mod Silkeborg.

FCK spiller for at sikre syvendepladsen, mens Silkeborg skal bruge point i jagten på overlevelse. Kampen i Søhøjlandet sparkes i gang klokken 16.00.

Odense slår Ikast og slipper for Team Esbjerg i semifinale

Odense Håndbold vandt lørdag sin slutspilsgruppe ved at besejre Ikast Håndbold med 36-29 på hjemmebane.

Efter sidste runde af slutspillet har Odense 12 point, mens Ikast slutter på 11. Viborg og Horsens sluttede på fire og nul point efter Viborgs sejr på 32-23 lørdag.

Med gruppesejren slipper Odense i semifinalen for Team Esbjerg, der ikke har tabt en ligakamp i hele sæsonen.

Odense får i stedet Nykøbing Falster Håndboldklub, mens Esbjerg og Ikast tørner sammen i den anden semifinale.

Ikast slog Odense i en meget tæt kamp for halvanden uge siden, men denne gang formåede midtjyderne kun at gøre opgøret jævnbyrdigt i begyndelsen.

De første 17 minutter bød ikke på føringer på mere end et mål, men så trak Odense fra.

På syv minutter blev 8-8 vekslet til 13-8 for hjemmeholdet.

Odense havde ofte succes med at få Ikast til at afslutte fra distancen, og det gav keeper Althea Reinhardt lejlighed til at tage godt fra i buret.

Ikast kom lidt bedre med i slutningen af første halvleg, men Odense gik til pause foran med 18-14.

Ikast reducerede til 16-18 kort inde i anden halvleg, men nærmere kom udeholdet ikke point.

Odense trak fra særligt i slutningen og vandt overbevisende. Blandt andet på grund af otte mål fra den norske back Thale Rushfeldt Deila.

I den anden slutspilsgruppe fortsatte Team Esbjerg med at vinde, denne gang 37-31 over Nykøbing Falster. København udspillede Sønderjyske med 38-25, men det har længe stået klart, at de to hold slutter på gruppens sidste pladser.

Motorcyklist er fløjet til Rigshospitalet i kritisk tilstand

En motorcyklist er blevet fløjet til Rigshospitalet i København i kritisk tilstand efter en alvorlig trafikulykke med en bil lørdag eftermiddag på Omkørselsvejen ved Stenlille på Sydvestsjælland.

De pårørende er underrettet.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

Politiet fik meldingen om ulykken omkring klokken 16 og sendte betjente og redningsmandskab til ulykkesstedet.

– Der er sket personskade på den ene part, oplyste vagtchef Jannick Hallø til Ritzau.

En bilinspektør er rekvireret for at foretage tekniske undersøgelser på stedet.

En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker.

Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, samt om der er foretaget opbremsninger eller lignende.

Omkørselsvejen er genåbnet efter at have været afspærret i begge retninger, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi klokken 18.38 på Politi Update.

Lettet Lyngby-ledelse kan med oprykning fastholde ambitioner

Lyngby Boldklub er fra den kommende sæson igen at finde i det bedste selskab i dansk fodbold.

Lørdag blev oprykningen en realitet tre runder før tid med en 2-0-sejr over Hvidovre. Det kunne faktisk allerede være sket for en uge siden, men der satte en overtidsscoring fra Hillerød en stopper for det.

– Der er mange af de unge knægte, som ikke har prøvet noget lignende før, men jeg synes, at det var fuldt fortjent, at vi vandt, og jeg er stolt af den måde, vi angreb kampen på. Også set i lyset af sidste uges skuffelse, siger cheftræner Andreas Bjelland til Viaplay.

– Nu ved vi, hvad vi skal i næste sæson, så vi kan begynde at lægge brikkerne. Jeg ved, at der er mange unge spillere, vi er en lille klub, og transfervinduet er langt, men jeg synes, at vi er et godt sted.

Det har i længere tid været undervejs, at Lyngby skal have flere millioner tilført. I starten af året meldte klubben, at man søgte nye investorer for at rejse en samlet kapitaludvidelse på 40 til 50 millioner kroner.

– Vi har et stadion på vej, og vi har en kapitaludvidelse, så jeg synes, at vi er et godt sted som klub. Også med vores unge spillere, der kommer op og præsterer fra akademiet, siger Bjelland.

I april blev det fortalt, at 35 millioner var indsamlet, og deadline for kapitaludvidelsen var rykket til 31. maj – altså efter det var afgjort, om der var Superliga på menuen i den kommende sæson.

– Det er et års pres, der pludselig bliver løsnet. Vi kender alle konsekvensen, hvis det ikke lykkes med ændring af budgetter og sådan noget, så det er en kæmpe lettelse, siger direktør Andreas Byder til Viaplay.

– Nu kan vi fejre det, og så skal vi have hele Lyngby ind på stadion, så den kan få fuld pedal, lyder det fra direktøren om lørdagens fejring.

Den russiske mærkedag Sejrsdagen fejres også i København

En gruppe på op mod 30 personer, heriblandt russere, der bor eller opholder sig i Danmark, var mødt op på Rådhuspladsen i København lørdag klokken 14.00.

Ifølge de fremmødte markerer 9. maj i år 81-årsdagen for Sovjetunionens sejr over Nazityskland.

Mærkedagen bliver af russere kaldt “Sejrsdagen”.

Ifølge et udsendt program marcherede de fremmødte klokken 16.30 fra Rådhuspladsen til Ørstedsparken.

I forbindelse med fejringen blev der afholdt en mindehøjtidelighed for de faldne fra Sovjetunionen under Anden Verdenskrig.

Et minuts stilhed blev gennemført, hvor flere af de fremmødte havde billeder med af familiemedlemmer, som deltog i krigen.

En fremmødt fortæller, hvorfor de er mødt op på Rådhuspladsen. Han oplyser ikke sit navn til Ritzau.

– Vi mindes vores familiemedlemmer, som ofrede deres liv. Og så mindes vi alle ofre for Anden Verdenskrig.

– Vi mener, vi skal minde folk om det, så det aldrig kommer til at ske igen, fortæller han.

På Bornholm lagde Ruslands ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, ifølge DR en krans på Allinge Kirkegård foran et monument for faldne sovjetiske soldater.

Ifølge ambassaden ligger 30 sovjetiske soldater, som døde som følge af sygdom eller ulykker i årene 1945 og 1946, i en fællesgrav på kirkegården, skriver DR.

Den russiske ambassade i Danmark har delt et billede af kransenedlæggelse på sin officielle Facebook-side.

På Rådhuspladsen i København var en ukrainsk moddemonstration også mødt op.

Det var foreningerne Hånd til Ukraine og Biler til Ukraine.

Ole Myrup, der er frivillig i Ukrainehuset, mener, at fejringen er en del af et narrativ for at retfærdiggøre den russiske krig i Ukraine.

– De vender historien på hovedet og siger, at det var Rusland, der vandt Anden Verdenskrig, og at det er deres fortjeneste, at der ikke er nazisme.

– Det bruger de så i dag og siger, at det er dem, der er imod nazisme, og det er ukrainerne, der er nazisterne, siger Ole Myrup.

Også Pelle Johansen, en fremmødt til moddemonstrationen, er imod fejringen af Sejrsdagen på Rådhuspladsen.

– Vi er her, så putinisterne ikke har pladsen for sig selv. Vi vil ikke finde os i, at de kommer her og lyver om, hvad der foregår i verden.

– De skal have lov til at være her, men vi er her bare også til at fortælle vores side af historien. Hvis det kun handlede om krigen i Nazityskland, ville de måske ikke have russiske flag, siger Pelle Johansen.

Sovjetunionen blev opløst i 1991. Rusland har fortsat traditionen med at fejre 9. maj med store militærparader i hovedstaden Moskva og andre byer.

Igen i år fejres Sejrsdagen blandt andet på Den Røde Plads i Moskva.

Den er dog blevet nedskaleret grundet bekymringer for sikkerheden.

Beslutningen blev truffet efter en række ukrainske droneangreb på russisk jord.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters fløj der dog russiske kampfly hen over pladsen, ligesom at droner og et ballistisk missil var blandt de ting, der blev vist frem.

Tog holder stille efter person er påkørt på Kystbanen

Togene holder i øjeblikket stille på Kystbanen mellem Skodsborg Station og Nivå Station.

Det skyldes en personpåkørsel ved Rungsted Kyst, skriver DSB på X.

DSB arbejder på at skaffe togbusser til at betjene strækningen mellem Skodsborg og Nivå.

De første busser kører fra både Skodsborg og Nivå klokken 15.30 og vil herefter køre i pendulfart mellem de to byer, skriver DSB på sin hjemmeside.

Derudover kører der ifølge DSB færre tog mellem København og Skodsborg og mellem Nivå og Helsingør, og det gælder i begge retninger.

Nordsjællands Politi oplyser, at man er på stedet for at undersøge de nærmere omstændigheder ved påkørslen.

Der er endnu ingen tidshorisont for, hvornår politiet er færdige med dets undersøgelser, oplyser vagtchefen lørdag eftermiddag.

Den danske forsker Poul Thorsen, der fredag blev udleveret fra Tyskland til USA, hvor han mistænkes for snyd med forskningsmidler, blev fredag eftermiddag varetægtsfængslet i sagen.

Fængslingskendelsen blev afsagt af en dommer i Atlanta i den amerikanske delstat Georgia. Det skriver Politiken.

Forskerens amerikanske forsvarer havde krævet ham løsladt. Det er ifølge Politiken sædvane i USA, at tiltalte i sager om økonomisk kriminalitet er på fri fod.

Danmark har tidligere afvist at udlevere manden.

Ungarns parlament har lørdag eftermiddag formelt valgt Péter Magyar som landets nye premierminister.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Magyar og hans parti, Tisza, sejrede ved parlamentsvalget i april og slog dermed Viktor Orbán, der har været landets premierminister gennem 16 år, og hans parti, Fidesz.

Styrelse tjekker om slagtekyllinger får nok mørke timer og strøelse

Producenter af slagtekyllinger kan se frem til et ekstra tjek af, om kravene til lysforhold og strøelse bliver overholdt.

Det skriver Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en pressemeddelelse.

Styrelsen skriver, at der er tale om en “prioriteret indsats”, der varer frem til november.

Det vil blandt andet blive kontrolleret, at der er mørkt i staldene mindst seks timer i døgnet, så kyllingerne kan sove.

Det er også et krav, at overgangen mellem lys og mørke sker gradvist, så kyllingerne ikke oplever pludselige skift.

Enhedschef Christina Rughede forklarer, at reglerne skal sikre dyrene en døgnrytme.

– De faste mørkeperioder og rolige overgange i lyset bidrager til at give kyllingerne hvile og en naturlig rytme.

– Omvendt er kyllingerne meget aktive, når lyset er tændt. Ligesom for os mennesker er døgnrytmen vigtig for dyrenes adfærd og generelle sundhed, siger hun i meddelelsen.

Udover lysforholdene vil styrelsen kontrollere mængden og kvaliteten af strøelse i staldene.

– Tør strøelse er helt afgørende for, at kyllingerne blandt andet kan foretage støvbadning og udleve deres fødesøgningsadfærd, siger Christina Rughede.

Strøelsen siger ifølge enhedschefen også noget om, hvorvidt der kan være andre dyrevelfærdsmæssige problemer i besætningen.

– Ved sygdom eller forkert sammensætning af foderet kan kyllingerne for eksempel få diarré, der gør strøelsen mere fugtig, siger Christina Rughede.

Der opdrættes ifølge styrelsens hjemmeside cirka 120 millioner slagtekyllinger om året i Danmark.

Cirka 1,5 millioner af dem er økologiske slagtekyllinger, hvor der stilles ekstra krav til blandt andet plads og adgang til udearealer.

I den økologiske produktion anvendes en anden type af slagtekyllinger, der vokser langsommere end ved konventionel produktion.

Strengere flagregler til Eurovision-publikum efter dødsbrand

Der vil være nye og strengere krav til de flag, som publikum kan have med ind i arenaen i Wien, når Eurovision løber af stablen i næste uge.

Det skriver det norske medie VG, der har talt med European Broadcasting Union (EBU), som organiserer sangkonkurrencen.

Det vil kun være tilladt at have flammehæmmende flag og bannere med ind i den østrigske arena.

Det sker som følge af den brand, der brød ud på en natklub i Schweiz nytårsnat, oplyser EBU til VG.

Ved branden mistede 41 personer livet.

Publikummer, der ønsker at medbringe flag og bannere, vil blive bedt om at vise et certifikat, der skal bevise, at flaget er brandsikkert. Ellers kommer flaget eller banneret ikke med ind til semifinalerne og finalen.

Det er ifølge EBU et krav til alle arrangementer i Østrig. Det er derfor ikke regler, der er lavet specifikt til sangkonkurrencen.

VG skriver, at EBU har oprettet en særlig flagbutik, hvor det har været muligt at forudbestille godkendte flag, som man kan hente i arenaen inden showstart.

Det er ikke et krav, at flag og bannere er købt i den officielle Eurovision-flagbutik. Det vil også være muligt at medbringe “kompatible flag” fra andre forhandlere, lyder det fra EBU.

Årets Eurovision bliver afholdt i arenaen Wiener Stadthalle i Wien.

Der stiller så mange lande op i Eurovision, at konkurrencen må afvikles over to semifinaler inden den store finale.

Årets danske Eurovision-håb, Søren Torpegaard Lund, skal forsøge at kvalificere sig til Eurovision-finalen 16. maj i den anden semifinale, som afvikles 14. maj. Den første finder sted 12. maj.

I semifinalen får Danmark selskab af 14 andre lande, herunder Australien, Ukraine og Norge.

Efterforskningen af dødsbranden i Schweiz pegede på, at branden opstod, da stjernekastere, der var placeret i champagneflasker, kom for tæt på loftet og antændte det, da de blev båret gennem baren.

Foruden de omkomne fik flere end 100 personer alvorlige kvæstelser – primært brandskader – i forbindelse med branden.

De fleste af ofrene var schweiziske statsborgere, men der var også italienere, franskmænd og andre nationaliteter blandt de omkomne og tilskadekomne.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]