Seneste nyheder

14. november 2026

Prinsesse Isabella løb til første stop på studenterkørsel

Prinsesse Isabella blev fredag fejret af både kongeparret og sine to brødre, da hun dimitterede fra Øregård Gymnasium i Hellerup.

Tirsdag afsluttede prinsessen sin gymnasieuddannelse. Her var det hendes storebror, kronprins Christian, som gav hende huen på.

Da det efter dimissionen var blevet tid til studenterkørsel, var prinsessen en af dem, der tog turen til det første stop i løb efter vognen.

Der er tradition for, at de studenter, der får 12 i karakter til sidste eksamen, løber efter vognen til første stop på studenterkørslen. Kongehuset har ikke oplyst, hvad prinsessen fik i karakter.

Ifølge Billed-Bladet blev der sprøjtet bobler på prinsessen og klassekammeraterne, da de løb.

Prinsesse Isabellas klasse blev ifølge Billed-Bladet budt inden for i den private have på Amalienborg, hvor kongeparret tog imod.

Kongehuset har delt en serie af billeder fra fejringen, hvor man kan se, at prinsessen var iklædt en hvid kjole, inden hun skiftede tøj til vognturen.

Prinsesse Isabella begyndte 9. august 2023 i 1.g på Øregård Gymnasium.

Kongehuset har tidligere meddelt, at hun til august går i storebrors fodspor og begynder at aftjene 11 måneders værnepligt ved Gardehusarregimentet i Slagelse.

Kong Frederik og prins Joachim er også studenter fra Øregård Gymnasium.

Ny dansk mester i enkeltstart overraskede også sig selv

Kristian Egholm havde svært ved selv at tro på det, efter han fredag chokerende vandt DM i enkeltstart foran profiler som Mikkel Bjerg, Kasper Asgreen og Mads Pedersen.

– Jeg er meget overrasket, og så er jeg alt i alt bare superglad, siger det 22-årige Lidl-Trek-talent iført dannebrogstrikoten.

Egholm var blot en tredjedel af et sekund hurtigere end UAE Emirates-rytteren Mikkel Bjerg, som måtte nøjes med sølv.

Det var vanvittigt tæt, og Egholm lignede til sidst en mand, der havde svært ved at være i sig selv i det varme sæde, mens de sidste forhåndsfavoritter kørte i mål.

– Det var svært at forholde sig til, da der skete så mange ting.

– Da det var de sidste tre ryttere, kom de virkelig tæt på lige pludselig, så det var vildt at opleve, siger Egholm.

Nu skal han ud at fejre sejren fredag aften, inden han igen skal i aktion ved linjeløbet søndag.

Han overtager titlen som dansk mester i enkeltstart fra holdkammeraten Mads Pedersen.

Selv om Lidl-Trek-stjernen ikke formåede at forsvare DM-titlen, var han ikke sen til at hylde den unge Egholm.

– Det er en god mand, jeg giver den videre til, siger Pedersen efter enkeltstarten, hvor han sluttede som nummer syv.

– Det gør mig glad og stolt, at Kristian kunne tage over nu, hvor jeg ikke selv havde dagen, tilføjer han.

Søndag gælder det linjeløbet, og her er Pedersen ikke i tvivl om målsætningen.

– Vi kommer for at vinde. Jeg kom for at vinde i dag (fredag, red.), men det kunne jeg ikke.

– Jeg kommer også for at vinde på søndag, og det tror jeg godt, vi kan. Det bliver svært, men alt er muligt, så det er det, vi satser på, siger Mads Pedersen.

DM-bronzen gik til den unge Ineos-rytter Peter Øxenberg, som også sluttede foran flere af de største profiler.

– Det føles virkelig godt. Det er altid fedt mod de store navne. Jeg synes også, formen er god, og jeg burde også godt kunne være med, siger den 20-årige rytter efter løbet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Trump truer med 100 procent told som reaktion på digital skat

Alle lande, der lægger skat på digitale tjenester fra amerikanske selskaber, vil blive ramt af 100 procent told på varer sendt til USA.

Det siger USA’s præsident, Donald Trump, fredag i et opslag på sit sociale medie, Truth Social.

– Adskillige europæiske lande har diskuteret snart at indføre en skat på digitale tjenester for amerikanske virksomheder, skriver Trump.

– Nogle af disse lande er tæt på rent faktisk at gøre dette.

– Lad denne erklæring være en klar meddelelse om, at ethvert land, der indfører en sådan skat, straks vil blive pålagt en 100 procent told på alle varer, der sendes til USA, fortsætter præsidenten.

Han understreger, at fredagens udmelding har forrang for handelsaftaler, som USA allerede skulle have lavet med et land.

Spørgsmålet om, hvordan EU og enkeltlande bedre kan beskatte de store amerikanske techselskaber, har længe været debatteret.

Mange lande ønsker bedre mulighed for at beskatte de store selskaber der, hvor de tjener pengene – i stedet for at overskuddet føres til et sted med lavere skattesats.

Men et forslag fra EU-Kommissionen i 2018 førte ikke til, at der kunne opnås enighed om en fælles tilgang.

Frankrig indførte i 2019 en afgift på tre procent på indtægter fra teknologivirksomheder – herunder amerikanske giganter som Facebook, Amazon, Apple og Googles moderselskab Alphabet – inden for landets grænser.

Og netop den skat har tidligere været genstand for Trumps vrede.

Således truede han ifølge New York Post mandag med en 100 procents toldsats for fransk vin og champagne til USA, hvis ikke den skat blev fjernet. Det skrev New York Post ifølge nyhedsbureauet AFP.

Canada besluttede sidste år at droppe sin skat på digitale tjenester for at redde handelsforhandlinger med USA. Det skete netop efter pres fra Trump.

I Norge har en skattekommission denne uge foreslået en skat på digitale tjenester for at ramme de store techselskaber, skriver det norske nyhedsbureau NTB.

I Dansk Industri maner seniorchefkonsulent Peter Bay Kirkegaard til ro efter toldtruslerne.

– Det er alvorlige trusler fra Trump, men lad os ikke gå i panik. Det er sket mange gange før, og Trump får svært ved at finde et lovgrundlag for at indføre nye voldsomme toldsatser, siger han i en skriftlig kommentar og henviser til, at præsidenten tidligere er blevet underkendt af USA’s højesteret.

– EU-Parlamentet har netop godkendt toldaftalen med USA, og indtil videre bør vi holde os til den og tage udgangspunkt i den. Indtil videre hænger Trumps nye toldtrusler i en ret tynd tråd, vurderer han.

Lidl-Trek-talent tager fusen på profilerne ved DM i enkeltstart

22-årige Kristian Egholm var højst overraskende hurtigst, da den danske cykelelite fredag afviklede DM i enkeltstart på vejene i og omkring Herning.

Ud over folk som Jonas Vingegaard og 2024-vinderen Mattias Skjelmose stillede stort set alle profiler op, og det var ved flere mellemtider meget tæt.

Og efter 29,2 kilometer i cirka 30 grader var den unge rytter fra Lidl-Treks udviklingshold bedst med blot en tredjedel af et sekund.

Mikkel Bjerg (UAE) gav den fuld gas på opløbsstrækningen i håbet om at indhente Egholm, men i stedet endte han med sin tredje andenplads ved DM i enkeltstart i karrieren.

Peter Øxenberg (Ineos) fuldendte podiet, mens sidste års mester Mads Pedersen blev nummer syv med 27 sekunder op til Egholm.

Kristian Egholm var blandt de første ude på ruten og satte sig tidligt i det sæde, der er reserveret til den førende rytter, med en tid på 33 minutter og 20,54 sekunder.

Siden kom de største navne i spil, og ved første mellemtid var Bjerg og UAE-holdkammerat Julius Johansen marginalt foran Mads Pedersen.

En efter en faldt World Tour-rytterne dog fra ved de næste mellemtider, og Egholm fandt i det varme sæde efterhånden ud af, at han ville ende på podiet.

Især da Bjerg akkurat ikke slog tiden, var der tydelig lettelse i talentets ansigt.

Fredagens triumf er Egholms første sejr som professionel og en klar forbedring af hans resultat fra 2025 i Aalborg, hvor han blev nummer 35 med cirka fem minutter op til Mads Pedersen.

Med Egholms sejr har Lidl-Trek nu vundet DM i enkeltstart tre år i træk med tre forskellige ryttere efter Mads Pedersens og Mattias Skjelmoses sejre i de forgangne år.

Kasper Asgreen, der har vundet titlen fire gange, blev nummer fire knap ni sekunder efter Egholm, mens 21-årige Mads Landbo (Team Coloquick) blev nummer fem.

Også i kvindernes enkeltstart var der fredag en overraskende vinder. Den 25-årige triatlet Sif Nikoline Bendix Madsen strøg således til tops i sit første professionelle cykelløb nogensinde.

Søndag er Herning vært for landevejsløbet ved DM.

Trump beskylder Iran for tåbeligt droneangreb i Hormuzstrædet

USA’s præsident, Donald Trump, beskylder Iran for et “tåbeligt” brud på en våbenhvile ved at skyde droner mod skibe i Hormuzstrædet.

Trump giver ikke noget tidspunkt for det påståede angreb.

Men meldingen kommer, efter at FN’s Internationale Søfartsorganisation (IMO) torsdag midlertidigt stoppede en evakueringsplan for strandede skibe i Den Persiske Golf efter et angreb på et skib.

– Den Islamiske Republik Iran affyrede mindst fire angrebsdroner mod skibe, der sejlede gennem Hormuzstrædet, skriver præsidenten fredag på Truth Social.

– En af dronerne ramte det øverste dæk på et stort og meget kostbart fragtskib. Det medførte skader, men skibet kunne fortsætte. Vi skød tre andre droner ned, skriver Trump.

– Dette er helt åbenlyst en tåbelig overtrædelse af vores våbenhvileaftale, fastslår Trump i sit opslag.

Trods angrebet torsdag er skibe fortsat med at sejle gennem strædet, skriver nyhedsbureauet AFP fredag på baggrund af skibsdata. Dog ikke umiddelbart på det niveau, som der var onsdag inden hændelsen.

Iran udsendte torsdag en advarsel til skibe om ikke at bruge andre ruter end dem, som Iran har godkendt.

IMO’s evakueringsplan omfatter i alt omkring 11.000 søfolk i Golfen.

FN arbejder på at genoptage evakueringen, siger en højtstående FN-embedsmand fredag til Reuters.

Inden indsatsen blev sat på pause, nåede 115 fartøjer med omkring 2500 besætningsmedlemmer at sejle gennem Hormuzstrædet, sagde IMO’s generalsekretær, Arsenio Dominguez, til en virtuel konference fredag.

Omkring en femtedel af verdens eksport af olie og gas passerer normalt i fredstid gennem Hormuzstrædet.

Hormuzstrædet ligger mellem Iran og Oman og forbinder Den Persiske Golf med resten af verdenshavene.

Efter at USA og Israel angreb Iran den 28. februar, blev strædet i praksis lukket for civil skibstrafik på grund af risikoen for angreb, og fordi Revolutionsgarden i Iran ad flere omgange hævdede at have fuld kontrol over strædet.

Viborg FF laver ny aftale med ung forsvarsprofil

Et af Superligaens mest lysende forsvarstalenter har fredag forlænget sin aftale med Viborg FF.

To år er lagt oven i samarbejdet med 20-årige Lukas Kirkegaard, så det nu løber til sommeren 2030, meddeler klubben på sin hjemmeside.

– Han har på kort tid udviklet sig til at blive en stor profil hos os, og han har taget Superligaen med storm og fået debut på U21-landsholdet.

– Han er en dygtig spiller, der har gjort det rigtig godt, men vi er også sikre på, at vi stadig kan udvikle ham og gøre ham endnu bedre, siger fodbolddirektør Mads Agesen.

Kirkegaard har indtil videre spillet 29 kampe og scoret tre gange for Viborg.

Studenter får en ekstra påmindelse om vand på køreturen

Når de nybagte studenter i weekenden skal køre studenterkørsel, kan de formentlig få en påmindelse om at huske at drikke vand.

I hvert fald har man hos vognmændene Sula Studenterkørsel og !Amok Studenterkørsel på forhånd talt om de varme temperaturer med mange af chaufførerne.

– Vi har også lavet en masse TikToks omkring det og været lidt på sociale medier generelt om, at man skal huske at drikke vand, siger medejer Trine Christensen.

Hun fortæller, at man blandt andet har lavet videoer, hvor chauffører er blevet interviewet med deres bedste råd til studenterne i varmen.

Mange chauffører har også lagt badestop ind, når de unge begiver sig ud på køreturen.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har udsendt et varsel om hedebølge for weekenden. Det gælder for stort set hele landet, hvor der mange steder ventes temperaturer over 30 grader.

Tyskland slår rekord med varmeste temperatur nogensinde

Vejrrekorder fortsætter med at blive slået i Europa, og de tårnhøje temperaturer begynder også at ramme lande helt tæt på Danmark, mens hedebølgen bevæger sig østpå.

I Tyskland har man fredag registreret en temperatur på 41,3 grader celsius, hvilket er den højeste temperatur målt i landet nogensinde.

Det oplyser den tyske vejrtjeneste – Deutscher Wetterdienst – til nyhedsbureauet dpa.

Rekordtemperaturen blev målt klokken 17 i delstaten Saarland i det sydvestlige Tyskland.

Hvis målingen bekræftes, vil den overgå den hidtidige nationale varmerekord på 41,2 grader, der blev sat 25. juli 2019.

I Storbritannien er der fredag for tredje dag i træk blevet slået junirekord.

I Santon Downham i West Suffolk i det østlige England er der blevet målt 37,3 grader, oplyser den britiske vejrtjeneste ifølge Sky News. Og dermed blev torsdagens rekord på 36,7 grader slået.

Også onsdag blev der slået rekord i Storbritannien.

Og Schweiz har fredag slået sin rekord for juni med 38,8 grader celsius målt i Basel, oplyser MeteoSwiss.

Gadefester og musikfestivaler er blevet aflyst flere steder i Vesteuropa. Salg af alkohol er også blevet begrænset visse steder fredag.

AFP-beregninger viser, at omkring 150 millioner mennesker i Europa fredag stod til at opleve temperaturer over 35 grader.

For over 420 millioner mennesker på tværs af Europa – Tyrkiet ikke medregnet – stod de maksimale temperaturer til at nå over 30 grader. Det er omkring 70 procent af befolkningen.

Meget af Holland er under et rødt vejrvarsel om ekstrem varme, og i Tjekkiet og Ungarn gælder det for weekenden.

Også balkanlandene står over for særdeles varme dage.

I Danmark er der kategori 2-varsel om farligt vejr i form af hedebølge for stort set hele landet, hvor der mange steder ventes temperaturer over 30 grader. Varslet gælder til og med søndag aften.

– Vær forberedt på, at vejrudviklingen kan påvirke dine omgivelser og forstyrre trafik og forsyning. Følg myndighedernes råd, og vær ekstra opmærksom, når du færdes ude, lyder anbefalingen på Danmarks Meteorologiske Instituts hjemmeside.

Triatlet vinder overraskende kvindernes enkeltstart

Sif Nikoline Bendix Madsen strøg fredag overraskende til tops i DM i enkeltstart.

I Herning snød den 25-årige triatlet de normale landevejsprofiler og sejrede foran Gertrud Riis Madsen, der for andet år i træk blev nummer to.

Bronzen gik til Silje Weitze Antvorskov.

Sif Nikoline Bendix Madsen, der repræsenterer Aalborg Cykle-Ring, brugte lige over 37 minutter på at tilbagelægge de 29,2 kilometer i knap 30 grader og var ni sekunder hurtigere end Gertrud Riis Madsen i mål.

Hun var cirka 15 sekunder langsommere end Riis Madsen efter de to første mellemtider, men i den sidste halvdel af løbet halede hun ind og satte alle konkurrenter på plads.

Triumfen var ikke blot Sif Nikoline Bendix Madsens første DM i enkeltstart. Det var hendes første cykelløb nogensinde.

Det fortalte den nykårede danske mester umiddelbart efter sejren.

– Det føles helt vildt. Jeg havde slet ikke turdet håbe på det inden, så jeg er meget glad og tilfreds, siger hun.

Triatleten fortæller, at hun fremover nok gerne vil bruge endnu mere tid på landevejen og ikke mindst forsøge at forsvare DM-titlen næste år.

– Jeg vil sige, at det er en meget god start, siger Sif Nikoline Bendix Madsen med et stort grin.

Emma Norsgaard (Lidl-Trek), der har vundet DM-titlen i enkeltstart fire gange, var også til start, men efter en måned med maveproblemer spillede hun ingen rolle og blev overhalet af Riis Madsen undervejs.

Norsgaard blev nummer syv.

Grønland giver mineselskab afslag på efterforskning af sjældne jordarter

Den grønlandske regering, Naalakkersuisut, giver det australske mineselskab Greenland Minerals afslag på mulighederne for at etablere en mine ved Kvanefjeld i det sydlige Grønland. Selskabet ønskede at udvinde sjældne jordarter.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Naalakkersuisut, som torsdag traf afgørelsen mod selskabet, der siden 2007 har haft tilladelse til at efterforske mulighederne for at udvinde de eftertragtede ressourcer.

– Der er truffet afgørelse om at meddele afslag på ansøgningen om forlængelse, da yderligere efterforskning i området ikke vurderes at kunne føre til fund af forekomster, der kan udnyttes i overensstemmelse med uranloven, står der.

Minen blev ved valget til Grønlands parlament, Inatsisartut, i 2021 det helt store tema.

Efter valget besluttede den nye grønlandske regering at forbyde udvinding af radioaktivt uran, og dermed røg mineprojektet i vasken.

Ved udvinding af sjældne jordarter ville også uran blive udvundet.

Selskabet krævede erstatning, hvis projektet ikke kunne genoptages. Derfor anlagde mineselskabet sag ved en voldgiftsret og ændrede siden navn til Energy Transition Minerals (ETM).

I oktober 2025 fik Grønlands regering efter over tre års ventetid medhold i, at et erstatningskrav på 80 milliarder kroner fra selskabet ikke kan føres for en voldgiftsret.

Erstatningssagen skal nu derfor køres gennem domstolene, hvor mineselskabet har anlagt sager ved Grønlands Landsret og Københavns Byret.

Voldgiftssager er en mulighed for privat tvistløsning, hvor parterne vælger at få en sag afgjort ved en privat voldgiftsret i stedet for de almindelige domstole.

Selskabet skriver selv på sin hjemmeside, at projektet havde potentiale til at blive den mest betydningsfulde producent af sjældne jordarter i den vestlige verden.

De sjældne jordarter er afgørende i de batterier, der skal bruges i moderne teknologier og i den grønne omstilling.

Det er uundværlige stoffer til produktion af solceller, vindmøller, batterier til elbiler og mange andre ting. Det er et felt, som Kina sidder tungt på, hvilket øger afhængigheden.

Canada har nu sikret sig retten til at kunne deltage i det internationale melodigrandprix, Eurovision Song Contest.

Det skriver BBC.

Muligheden opstår, efter at Canadas public service-medie CBC/Radio-Canada er blevet et fuldgyldigt medlem af Eurovision-arrangøren European Broadcasting Union (EBU).

Canada vil ikke være det første land uden for Europa til at deltage i Eurovision. Blandt andre Israel og Australien er faste deltagere.

Implementeringen af den store sundhedsreform fra 2024 har fredag taget et nyt skridt, efter at regeringen har indgået en aftale med Dansk Regioner og Kommunernes Landsforening (KL).

Aftalen betyder blandt andet, at de første kronikerpakker bliver sat i gang fra 2027, og så udvides en ordning med 96 timers behandlingsansvar til også at gælde ældre medicinske patienter og patienter, der udskrives fra psykiatrien.

Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Mindre fly flyver ind i 528 meter høj Beijing-skyskraber

Et lille fly er fredag fløjet ind i Beijings højeste bygning, skriver amerikanske medier.

New York Times har verificeret video på sociale medier af vragstykker, der falder ned fra skyskraberen, mens folk løber i sikkerhed.

Der er tale om det 528 meter høje CITIC Tower, der også er kendt som China Zun.

En CNN-journalist på stedet har set folk blive evakueret fra højhuset. Også brandbiler, politibiler og en ambulance kan ses.

Det amerikanske medie har kontaktet kinesiske myndigheder for yderligere information.

Der er ikke umiddelbart meldinger om eventuelle ofre i hændelsen.

CITIC Tower blev bygget færdigt i 2018.

Nordjyske bandemedlemmer får seks års fængsel for knivstikkeri

En decemberaften for to år siden blev en 33-årig mand forsøgt dræbt med flere knivstik i Nørresundby i Nordjylland.

Kort før midnat den 4. december ved boligområdet Strubjerg blev han jagtet af seks mænd til fods og i to biler.

Han blev påkørt og væltet af den ene bil og blev derefter tildelt 20 knivstik på både kroppen og i hovedet.

Den 33-årige mand slap med livet i behold, og fredag er de seks mænd i alderen 21 til 33 år blevet straffet med seks års fængsel for drabsforsøg.

Det er afgjort af Retten i Aalborg, der beskriver drabsforsøget som en “planlagt og målrettet aktion”.

Fem af de dømte mænd har anket dommen til landsretten, hvor de vil frifindes. Den sidste mand har udbedt sig betænkningstid.

Et af de centrale spørgsmål i sagen har været overfaldets forbindelse til bandemiljøet i Nordjylland.

De seks dømte gerningsmænd er efter rettens opfattelse alle del af den kriminelle gruppering GT.

Ifølge anklagemyndigheden havde offeret en relation til den rivaliserende bande A12, hvorfor man krævede de seks mænd dømt efter bandeparagraffen. Det medfører en skærpet straf.

Retten har dog ikke fundet det tilstrækkeligt bevist, at offeret havde en tilknytning til banden, og derfor blev de seks overfaldsmænd ikke dømt efter den skærpende paragraf.

For at bandeparagraffen skal komme i spil, kræver det nemlig, at en forbrydelse sker enten med baggrund i en verserende voldelig konflikt mellem bander, eller at den er egnet til at fremkalde en sådan konflikt.

De dømte, Abdulkadir Mahdi Hussein, Omar Ali, Yasir Ali, Kamil Abbas, Andreas Nygaard Christensen og Adem Kececi, blev imidlertid alle idømt et såkaldt kontaktforbud gældende i seks år.

Det betyder, at de dømte i perioden ikke må tage kontakt til personer, som er medlem af GT-gruppen.

GT-gruppen har sit navn efter Grønlands Torv, som ligger i det område i Aalborg, hvor en del af gruppens medlemmer holder til.

Folketinget forkorter sommerpause efter lange regeringsforhandlinger

Der er normalt stille på gangene på Christiansborg i august – men ikke år, hvor Folketinget genoptager lovarbejdet i august.

Det skriver Folketinget i en nyhed, hvor det lyder, at sommerpausen forkortes.

Vanligvis varer Folketingets sommerpause frem til september. Men i år går lovarbejdet allerede i gang 12. august, så Folketinget kan nå at behandle lovforslag fra regeringen.

Det skyldes, at arbejdet i Folketinget har været sat på midlertidig pause på grund af folketingsvalget i marts og de efterfølgende rekordlande regeringsforhandlinger.

Regeringen har allerede sagt, at den ønsker at få behandlet 17 lovforslag, inden det nye folketingsår begyndet.

Et folketingsår går fra den første tirsdag i oktober klokken 12 til den første tirsdag i oktober det følgende år.

Anklager anker straf i dommen mod Marius Borg Høiby

Anklagemyndigheden anker strafudmålingen i sagen mod Marius Borg Høiby, der er søn af den norske kronprinsesse, Mette-Marit.

Det skriver det norske medie NRK.

Høiby blev 15. juni idømt fire års fængsel af Oslo tingrett.

Han blev kendt skyldig i blandt andet to voldtægter samt fysisk og psykisk vold mod sin ekskæreste. Høiby blev samtidig frifundet for to andre voldtægter.

Ifølge det norske medie VG er frifindelserne ikke en del af anklagemyndighedens anke.

Det er anklagemyndigheden kommet frem til efter samtale med bistandsadvokaterne, lyder det i en pressemeddelelse.

– Det er en sagstype, hvor bevisvurderingen ofte er vanskelig. Det illustreres af, at denne type sager har en højere frifindelsesprocent end andre sagstyper, siger statsadvokat Sturla Henriksbø i meddelelsen.

Anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om, at Høiby skulle idømmes syv år og syv måneders fængsel, hvis han blev fundet skyldig i alle 40 forhold, han stod tiltalt for.

Marius Borg Høiby har også selv anket dele af Oslo tingretts dom. Han vil frifindes for de punkter i dommen, der omhandler voldtægt og mishandling i nære relationer.

Derfor har anklagemyndigheden indleveret en såkaldt modanke, hvor den anmoder den norske lagmannsrett – svarende til landsretten i Danmark – om at tage stilling til strafudmålingen på fire års fængsel.

Dødstal i Venezuela-jordskælv fordobles

589 personer er døde i jordskælvene i Venezuela.

Det oplyser landets fungerende præsident, Delcy Rodriguez, fredag ifølge Reuters.

Det opdaterede dødstal er mere end en fordobling af det dødstal, som blev meldt fra morgenstunden dansk tid.

2980 personer meldes ifølge præsidenten sårede.

Landet blev natten til torsdag dansk tid ramt af to jordskælv, der målte henholdsvis 7,2 og 7,5.

Skælvene ramte det nordlige Venezuela vest for landets hovedstad, Caracas.

Jordskælvene ramte med under et minuts mellemrum.

Ti danske børn syge i europæisk salmonellaudbrud fra instantnudler

Ti danske børn og unge er siden januar blevet syge med den samme type salmonella, som er skyld i et større udbrud med flere end 80 sygdomstilfælde i ni europæiske lande.

Det skriver Statens Serum Institut (SSI), DTU Fødevareinstituttet og Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri på deres hjemmesider.

Tre af de danske børn har været så syge af infektionen, at de har været indlagt.

I Tyskland og Litauen har myndighederne sporet udbruddet til at stamme fra indtagelse af instantnudler med smag fra en ukrainsk producent.

Der er tale om instantnudler af mærket “Reeva” med kyllingesmag og krydret kyllingesmag.

De partier nudler, som tyske og litauiske myndigheder har undersøgt, har ikke været forhandlet i Danmark.

– Men resultaterne viser, at der må have været et eller flere partier nudler fra den ukrainske producent på markedet i Danmark, som har gjort de danske patienter syge, lyder det.

Hvis man ligger inde med Reeva-instantnudler med smag, er myndighedernes anbefaling, at man ikke spiser dem direkte fra pakken – uden at koge dem.

Det siger sektionsleder i Fødevarestyrelsen Ulrich Pinstrup.

– Nudler med smag er et populært hurtigt mellemmåltid, og vi oplever en trend, hvor især børn og unge spiser produktet direkte fra pakken.

– Dette kan absolut ikke tilrådes, da produktet ikke er spiseklart, siger han.

Risikoen for at få en salmonellainfektion skønnes at være lavere, hvis nudlerne tilberedes efter anvisning på pakken.

Salmonella findes hos dyr og kan smitte mennesker via fødevarer, som er forurenede med bakterien.

Infektion med salmonella giver typisk almen utilpashed, diarré, ondt i maven, kvalme, opkastninger og/eller feber.

Som regel går der mellem 12 og 36 timer, fra man er smittet, til man får symptomer, fremgår det af seruminstituttets hjemmeside.

– Som oftest vil salmonella give en mild omgang dårlig mave, som går over af sig selv.

– Hvis man får vedvarende symptomer, bør man henvende sig til sin egen læge, siger afsnitsleder Susanne Schjørring, Statens Serum Institut.

Det fremgår af nyheden, at der fortsat pågår undersøgelser hos den ukrainske nudelproducent.

– Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri kan derfor ikke udelukke, at produkter vil blive tilbagekaldt i Danmark, når resultatet af disse undersøgelser er færdige, lyder det.

Kamera i rummet fanger billede af skyfri himmel under hedebølge

Et navigationskamera har torsdag fotograferet en stort set skyfri himmel over Europa under den igangværende hedebølge.

Det oplyser Danmarks Tekniske Universitet (DTU) til Ritzau.

Billedet er taget fra en afstand på cirka 60.000 kilometer fra planeten Jorden.

Kameraet er monteret på den ene af to satellitter, der udgør den såkaldte Proba-3-mission, som rumforskningsinstituttet DTU Space har leveret instrumenter til.

Til højre i billedet ses Jorden, og til venstre ses den anden satellit fra missionen. Den befinder sig cirka 160 kilometer fra kameraet.

Flere lande i Europa står midt i en hedebølge, hvor den gennemsnitlige temperatur denne uge har befundet sig på op mod 30 grader.

Også herhjemme har Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) udsendt varsel om hedebølge fra fredag.

To unge risikerer straf efter at have påsejlet dreng på paddleboard

Efter en påsejling af en 17-årig på et paddleboard ved Svendborg i søndags har politiet sigtet to andre unge, der sejlede i en speedbåd.

De sigtes for at have udsat andre for fare, hvilket er en overtrædelse af straffeloven. De to er henholdsvis 17 og 16 år.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse fredag om ulykken, hvor en 17-årig dreng ifølge de første meldinger fik alvorlige skader på grund af påsejlingen.

Et paddleboard er et aflangt bræt, som man ved hjælp af en pagaj padler sig frem med.

En pige på 17 år styrede speedbåden, da den ramte drengen på paddleboardet, og hun er derfor også sigtet for uagtsom legemsbeskadigelse, oplyser politiet.

Kort før påsejlingen blev speedbåden ført af en dreng på 16 år, og både han og pigen udsatte på hensynsløs måde andre for fare, mener politiet.

Det er ikke oplyst, hvordan de to stiller sig til sigtelserne.

Politiet efterforsker sagen sammen med Søfartsstyrelsen. Når den er færdig, skal anklagemyndigheden vurdere, om der er grundlag for at rejse tiltale i en straffesag.

Påsejlingen skete på vandet ud for Rantzausminde Havn ved 15-tiden i søndags.

Der var ingen mistanke om påvirkning af alkohol eller narkotika, lød det fra politiet.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]