Styrelse undersøger legetøj efter meldinger om lugt af benzin
Miljøstyrelsen undersøger legetøjet Squishy Dumplings, fordi der har været meldinger om giftig lugt og allergiske reaktioner.
Det oplyser kontorchef hos styrelsen Kim Holm Boesen i et skriftligt svar til TV2 Østjylland.
Squishy Dumplings er et blødt stykke legetøj af plast, som ligner den asiatiske ret dumplings, der er en dejpose med fyld.
Legetøjet er blevet populært på blandt andet den sociale platform TikTok.
– Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion undersøger allerede Squishy Dumplings efter indberetninger om lugt og allergi fra forbrugere.
– Kemikalieinspektionen undersøger blandt andet årsagen til den kemiske lugt, og hvilke andre kemikalier der er i legetøjet, skriver Kim Holm Boesen til mediet.
I sidste uge skrev Forbrugerrådet Tænk på Facebook, at de havde fået henvendelser om legetøjet.
Henvendelserne handlede om lugt af benzin. Forbrugerrådet havde købt et par eksemplarer selv og konstateret det samme.
I den forbindelse lød det fra projektleder i Forbrugerrådet Tænk Kemi Stine Müller, at “den generelle tommelfingerregel er, at legetøj, der lugter, skal man ikke lege med”.
– Lugt er afgivelse af stoffer, og legetøj skal ikke afgive stoffer, lød det i opslaget på Facebook.