Seneste nyheder

15. november 2026

DMI Femdøgns farvandsudsigt

RITZAU

FEMVAND
Onsdag den 17. juni 2026.

Udsendt kl. 23.30

Østersøen:
Fredag
Om dagen sydøst 5 til 10 m/s. Om aftenen og om natten Vestlige Østersø kuling fra sydøst 10 til 15 m/s. Østersøen omkring Bornholm sydøst 3 til 8 m/s.
Lørdag
Om dagen sydøst 6 til 11 m/s. Om aftenen og om natten sydvest 4 til 9 m/s.
Søndag
Nordvest 6 til 11 m/s.
Mandag
Om dagen Vestlige Østersø nordøst 1 til 6 m/s. Østersøen omkring Bornholm sydvest 3 til 8 m/s. Om aftenen og om natten sydøst 2 til 7 m/s.
Tirsdag
Om dagen sydøst 4 til 9 m/s. Om aftenen og om natten Vestlige Østersø vest 6 til 11 m/s. Østersøen omkring Bornholm sydøst 4 til 9 m/s.

Indre danske farvande:
Fredag
Om dagen syd 6 til 11 m/s. Om aftenen og om natten kuling fra syd 13 til 18 m/s.
Lørdag
Syd 6 til 11 m/s.
Søndag
Vest 5 til 10 m/s.
Mandag
Om dagen sydvest 2 til 7 m/s. Om aftenen og om natten sydøst 2 til 7 m/s.
Tirsdag
Sydøst 7 til 12 m/s.

Skagerrak:
Fredag
Om dagen syd 4 til 9 m/s. Om aftenen og om natten i den østlige del kuling fra syd 13 til 18 m/s. I den vestlige del syd 7 til 12 m/s.
Lørdag
Om dagen i den østlige del kuling fra syd 12 til 17 m/s. I den vestlige del sydvest 7 til 12 m/s. Om aftenen og om natten sydvest 8 til 13 m/s.
Søndag
Sydvest 8 til 13 m/s.
Mandag
Vest 4 til 9 m/s.
Tirsdag
Sydøst 6 til 11 m/s.

Nordsøen:
Fredag
Om dagen syd 8 til 13 m/s. Om aftenen og om natten Fisker og Fladen sydvest 8 til 13 m/s. Dogger og Humber kuling fra syd 11 til 16 m/s. Tyskebugt storm fra syd 22 til 27 m/s.
Lørdag
Om dagen Fladen, Dogger og Humber kuling fra syd 11 til 16 m/s. Fisker sydvest 6 til 11 m/s. Tyskebugt kuling fra syd 16 til 21 m/s. Om aftenen og om natten nordvest 5 til 10 m/s.
Søndag
Om dagen Fisker og Fladen vest 4 til 9 m/s. Tyskebugt, Dogger og Humber øst 4 til 9 m/s. Om aftenen og om natten Fisker og Tyskebugt nordvest 5 til 10 m/s. Fladen, Dogger og Humber sydøst 5 til 10 m/s.
Mandag
Om dagen sydøst 8 til 13 m/s. Fisker nordvest 4 til 9 m/s. Om aftenen og om natten kuling fra sydøst 10 til 15 m/s.
Tirsdag
Om dagen kuling fra sydøst 9 til 14 m/s. Om aftenen og om natten kuling fra sydvest 9 til 14 m/s. Fisker sydvest 5 til 10 m/s.

Det australske flyselskab Qantas vil fra oktober 2027 begynde direkte flyvninger mellem London og Sydney.

Det skriver det australske medie ABC.

Rejsen forventes at tage op mod 22 timer uden mellemlandinger og bliver verdens længste kommercielle flyvning. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Den længste flyvning lige nu er Singapore Airlines’ direkte rute mellem New York og Singapore.

Artiklen fortsætter efter annoncen

OVERBLIK: Det ved vi om aftalen mellem USA og Iran

USA og Iran er blevet enige om et forståelsespapir, der har til formål at forlænge våbenhvilen og skabe en politisk ramme for en mere detaljeret aftale om afslutningen på krigen.

Forståelsespapiret ventes underskrevet formelt ved en ceremoni i Schweiz i de kommende dage.

Amerikanske embedsmænd har i et opkald med internationale medier gennemgået de 14 punkter i planen.

Her er, hvad vi ved om hovedpunkterne i forståelsespapiret – det såkaldte Memorandum of Understanding (MoU):

* PUNKT 1 – en afslutning på konflikten.

– USA, Iran og deres allierede vil øjeblikkeligt og permanent afslutte militære operationer på “alle fronter” – herunder i Libanon, hvor Israel har indledt en offensiv mod Hizbollah-militsen.

– Ingen af parterne vil fremover indlede militære operationer eller true hinanden, og Libanons territoriale integritet og suverænitet skal sikres.

– Den endelige aftale vil føre til en permanent afslutning af konflikten, hedder det i forståelsespapiret.

* PUNKT 2 – respekt for indre anliggender.

– USA og Iran vil respektere hinandens suverænitet og territoriale integritet og afstå fra at blande sig i hinandens indre anliggender.

* PUNKT 3 – en tidsramme på 60 dage.

– Ifølge det tredje punkt i dokumentet forpligter USA og Iran sig til at forhandle og indgå en endelig aftale inden for højst 60 dage, selv om denne tidsramme kan forlænges efter gensidig aftale.

* PUNKT 4 – USA ophæver blokaden.

– USA vil begynde at ophæve sin flådeblokade af Iran, der har afskåret skibstrafik til og fra iranske havne.

– Blokaden vil ifølge aftalen blive fuldstændig ophævet inden for 30 dage. I denne periode vil antallet af skibe, som USA tillader at passere gennem iranske havne, stå i forhold til den trafik, som Iran genopretter i Hormuzstrædet.

– Inden for 30 dage efter underskrivelsen af en endelig aftale har USA forpligtet sig til at trække amerikanske styrker tilbage fra områder nær Iran.

* PUNKT 5 – Hormuzstrædet.

– I en del af aftalen fastslås det, at Iran ved underskrivelsen af forståelsespapiret vil “træffe foranstaltninger efter bedste evne” for at sikre sikker passage for handelsskibe gennem Hormuzstrædet – uden told.

– I dokumentet står der, at skibstrafikken vil begynde “øjeblikkeligt” – uden at tage hensyn til behovet for at fjerne tekniske og militære “hindringer” og fjerne miner.

– På længere sigt bemærker dokumentet, at Iran vil samarbejde med Oman og andre golflande om at indgå en bredere aftale om forvaltningen af Hormuzstrædet.

* PUNKT 6 – midler til genopbygning af Iran.

– USA og de regionale partnere vil udarbejde en “endelig, gensidigt aftalt plan” til en værdi af mindst 300 milliarder dollar – 1950 milliarder kroner – til genopbygning og økonomisk udvikling i Iran.

– Den endelige ordning vil blive aftalt inden for 60 dage efter den endelige aftale, og alle licenser, dispensationer og tilladelser vil blive udstedt af USA.

* PUNKT 7 – ophævelse af sanktioner.

– USA vil ophæve alle økonomiske sanktioner mod Iran. Det gælder både dem, der er omfattet af FN’s Sikkerhedsråds resolutioner, og dem, som USA har indført.

– Tidsplanen er uklar. I forståelsespapiret bemærkes det, at tidsplanen vil blive aftalt som en del af den endelige aftale.

* PUNKT 8 – ingen atomvåben.

– Iran har indvilget i ikke at anskaffe eller købe atomvåben. Begge parter er blevet enige om at håndtere det berigede uran, som Iran allerede besidder.

– Det er uklart, hvordan det nukleare materiale skal håndteres. I forståelsespapiret står der, at det vil blive aftalt i fællesskab under senere forhandlinger.

– Som minimum vil det berigede uran blive fortyndet under tilsyn af Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA).

* PUNKT 9 og 10 – en status quo.

– De to følgende dele af forståelsespapiret fastslår, at USA og Iran indtil videre er enige om en “status quo” for Irans atomprogram, indtil spørgsmålet om det berigede uran kan løses.

– I praksis betyder det, at USA ikke vil indføre nye sanktioner. I mellemtiden vil USA udstede undtagelser for eksport af olie, olieprodukter samt tilknyttede tjenester som for eksempel banktransaktioner.

* Punkt 11 – indefrosne midler.

– USA forpligter sig til fuldt ud at stille indefrosne eller begrænsede midler til rådighed, så snart forståelsespapiret er underskrevet, og at procedurerne vil blive aftalt under forhandlingerne.

* Punkt 12-14 – overvågning og afsluttende forhandlinger.

– De sidste punkter i forståelsespapiret beskriver de praktiske detaljer for, hvordan aftalen skal gennemføres.

– USA og Iran vil etablere en “mekanisme” til at overvåge gennemførelsen af forståelsespapiret og overholdelsen af en fremtidig aftale, selv om det er uklart, hvordan dette vil se ud i praksis.

– Når forståelsespapiret er underskrevet, vil USA og Iran indlede forhandlinger om en endelig aftale.

– En endelig aftale vil blive godkendt ved en bindende resolution fra FN’s Sikkerhedsråd.

Kilde: BBC

Ny miljøminister ansætter tidligere kollega som særlig rådgiver

SF’s miljøminister Maria Reumert Gjerding blev hentet ind fra en rolle som præsident for Danmarks Naturfredningsforening, og hun fortsætter nu også samarbejdet med en af sine tidligere tætte kolleger.

Emil Nielsen, der senest var kommunikationschef i Danmarks Naturfredningsforening, er nemlig ansat som Maria Reumert Gjerdings særlige rådgiver.

Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

Emil Nielsen er tiltrådt i stillingen onsdag 17. juni, lyder det.

Det er tidligere beskrevet i flere medier, at Emil Nielsen blev hentet ind i en rolle omkring miljøministeren, men præcis hvilken rolle har ikke været meldt ud.

Emil Nielsen stillede selv op til folketingsvalget for SF, men blev ikke valgt ind.

På hans hjemmeside for sit kandidatur til valget fremgår det blandt hans mærkesager, at han vil give “landbrugs- og kemikalielobbyisterne kamp til stregen”, og at “der er brug for et ægte grønt kursskifte”.

– Myndighederne og skiftende regeringer har været mere optaget af at holde hånden under landbruget end at passe på naturen, miljøet og dyrene, står der videre.

Som frontfigur for Danmarks Naturfredningsforening har Maria Reumert Gjerding de seneste år været ganske fremtrædende i medierne.

Senest var hun fremme med en kommentar om trawlfrie områder i Vadehavet, som fremover bliver håndhævet.

Hun var også på banen dagen før præsentationen af regeringens nye ministre, hvor hun på Facebook kommenterede det nye regeringsgrundlag, altså som præsident for Danmarks Naturfredningsforening.

Hun er dog ikke helt ukendt i dansk politik. Fra 2015 til 2018 var hun således folketingsmedlem for Enhedslisten. Hvornår hun er blevet SF’er, er uklart.

Togtrafik mellem lufthavnen og Malmø var indstillet i timevis

Onsdag klokken 17 og fire timer frem var al togdrift indstillet mellem Københavns Lufthavn og Malmø Hyllie.

Der blev indsat togbusser på strækningen, men klokken 21 er togdriften blevet genoptaget.

Det skriver trafikselskabet Skånetrafiken på sin hjemmeside.

Rejsende skal dog fortsat forvente “betydelige forsinkelser og aflysninger” i de kommende timer.

Malmø Hyllie er den første togstation, hvor regionaltogene fra Danmark gør stop i Sverige, og ligger omkring seks kilometer fra Malmøs centrale togstation.

Togudfordringerne resulterede i lange køer ved Københavns Lufthavn, hvor mange mennesker har ventet på erstatningsbusser. Det skriver mediet Sydsvenskan.

Den indstillede togdrift skyldtes en nedrevet køreledning, skriver Skånetrafiken.

– Et slag på tasken står der nok 1500 mennesker i kø lige nu, som vi prøver at passe på, sagde pressevagt ved Københavns Lufthavn Paw Olsen til Ekstra Bladet omkring klokken 20.20.

Lufthavnen oplyste, at der er “rigtig mange mennesker” i lange køer fra lufthavnens Terminal 3 til busholdepladsen.

Regeringen vil med akutplan skubbe datacentre bag i køen på elnettet

Der er massiv kø for at blive koblet på det danske elnet, men ressourcerne er begrænsede, og derfor vil regeringen prioritere hårdere.

Regeringen foreslår således en akutplan til elnettet, der skal skubbe strømslugende datacentre bagest i køen.

Det siger klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa (R).

Akutplanen skal gøre det muligt for Energinet og elselskaber at vælge, hvem der kobles på elnettet. Systemet har hidtil fungeret som et “først til mølle-princip”, forklarer Samira Nawa.

– Vi vil vægte samfundshensyn øverst, og så må udenlandske datacentre stille sig bagerst. Vi vil prioritere områder som forsvar og sundhed, men også helt almindelige husstande og familier, der køber en elbil og skal have en ladestander, siger hun.

Fredag skal Folketingets partier drøfte problemet, og de skal forsøge at finde frem til en form for prioriteringsmodel. Forhåbentlig munder det ud i et lovforslag efter sommerferien, lyder det.

Et større datacenter, som der blandt andet er på vej i Holbæk, har et årligt forbrug på 350 megawatt.

Til sammenligning rækker det til 73 ladeparker til elbiler langs motorvejsnettet, 31.800 ladestandere i husstande eller 50.000 luft-til-vand-varmepumper i private husstande, viser tal fra Energistyrelsen og Energinet.

– Det er ikke et forbud mod datacentre. Men vi må ikke ende med, at danske virksomheder ikke kan få plads i elnettet. Når der er begrænset plads i elnettet, er der nødt til at finde en prioritering sted, siger Samira Nawa.

Brancheforeningen Datacenter Industrien kalder forslaget en fejl. Foreningen mener, at regeringen skubber digitaliseringen og kunstig intelligens i baggrunden.

På det felt er datacentre “rygraden i den digitale infrastruktur”, siger brancheforeningens direktør, Henrik Hansen, til Politiken.

– Så vi har et stort ønske om, at man politisk tænker tingene sammen i stedet for isoleret at forsøge at løse et problem og dermed skabe problemer andre steder, siger han.

Der er sket en stor stigning i antallet af elforbrugere, der vil tilsluttes elnettet, og det har skabt begrænset kapacitet til nye forbrugere.

Energinet står for at udbygge centrale dele af det danske elnet, men har ikke gjort det hurtigt nok, hvilket har vakt udbredt kritik, fordi det bremser den grønne omstilling. Kritikken er blandt andet kommet fra Rigsrevisionen.

I marts satte det statslige selskab tilslutningen af nye projekter på pause. Der vil ikke blive underskrevet nye aftaler om tilslutning til elnettet før til efteråret.

For meget store tilslutninger kan tidshorisonten i flere tilfælde være fem-ti år, lød det i maj fra Energinet.

Historien om pukkelhvalen Timmy omdannes til en forestilling

Fortællingen om pukkelhvalen Timmy, der strandede ud for Kattegat-øen Anholt i midten af maj, skal nu dramatiseres.

Den tyske instruktør Alexander Klessinger vil opsætte det som en forestilling på Ernst Deutsch Theater i den tyske storby Hamburg.

Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

– Millioner af mennesker fulgte dens skæbne. Der er håb, debat, sorg, demonstrationer og diskussioner – men hvorfor egentlig?, spørger instruktøren, som beskriver forestillingen som en “blanding af performance, koncert, messe og offentlig selvransagelse”.

Replikkerne vil være originale citater fra politikere, forskere, aktivister og øjenvidner, lyder det.

I marts strandede pukkelhvalen gentagne gange ved den tyske kyst ud til Østersøen.

De tyske myndigheder lykkedes ikke med at redde hvalen – der i tyske medier blev døbt Timmy – da den først strandede ved Timmendorfer Strand. De vurderede, at den var syg.

Men en gruppe private tog sagen i egen hånd og samlede penge ind til en redningsaktion.

Det indebar, at Timmy blev løftet op i et bassin på en pram og fragtet gennem danske farvande for at blive sat af i Skagerrak.

Håbet var, at hvalen ville komme sig og finde vej til Nordsøen.

Det gjorde den ikke.

Selv om formålet med aktionen var at redde Timmy, var medarbejdere fra Tysklands Havmuseum ikke begejstrede.

De mente, at redningsforsøget ville udsætte pukkelhvalen for en stor mængde stress og samtidig have dårlige odds for at lykkes.

Det er endnu uvist, hvad der tog livet af Timmy, men forskere har udtaget vævsprøver.

Kadaveret er blevet fragtet til Daka, der omdanner restprodukter fra blandt andet døde dyr til gødning, masse til biogas, foderingredienser og biodiesel.

Udvalgte skeletdele er blevet sikret og gemt til Statens Naturhistoriske Museum.

DMI Regionaludsigt øst

RITZAU

REGIONALOST

Onsdag den 17. juni 2026.

Udsigt, der gælder til torsdag aften, udsendt kl. 20.30

Fyn:
I nat skyet og først lidt regn, men efterhånden tørvejr. Temp. omkring 15 grader, og svag til vind fra sydvest og vest. Torsdag får vi mest tørt vejr og først skyet, men det klarer op vestfra med nogen sol. Svag til jævn vind omkring sydvest og temp. op mellem 18 og 23 grader.

København og Nordsjælland:
I nat skyet og først lidt regn, men efterhånden tørvejr. Temp. omkring 15 grader, og svag til vind fra sydvest og vest. Torsdag får vi mest tørt vejr og først skyet, men det klarer op vestfra med nogen sol. Svag til jævn vind omkring sydvest og temp. op mellem 18 og 23 grader.

Vest- og Sydsjælland samt Lolland-Falster:
I nat skyet og først lidt regn, men efterhånden tørvejr. Temp. omkring 15 grader, og svag til vind fra sydvest og vest. Torsdag får vi mest tørt vejr og først skyet, men det klarer op vestfra med nogen sol. Svag til jævn vind omkring sydvest og temp. op mellem 18 og 23 grader.

Bornholm:
I nat skyet og lidt regn. Temp. omkring 15 grader, og svag til vind fra sydvest og vest. Torsdag får vi mest tørt vejr og først skyet, men det klarer op vestfra med nogen sol. Svag til jævn vind omkring sydvest og temp. op mellem 18 og 23 grader.

USA’s centralbank fastholder renten i debut for ny chef

Den amerikanske centralbank fastholder renten i intervallet mellem 3,5 og 3,75 procent ved det første rentemøde under ny Fed-chef.

Motorcyklist er død efter alvorlig ulykke på Sydsjælland

En motorcyklist i 20’erne er død efter en alvorlig ulykke ved Vordingborg onsdag eftermiddag.

Det siger vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Jannick Hallø til Ritzau.

– Motorcyklisten var en udenlandsk borger. Vores arbejde med at underrette de pårørende er iværksat, siger vagtchefen.

Videre undersøgelser fra ulykkesstedet skal fastlægge, hvordan ulykken fandt sted, lyder det.

Ulykken skete på Mønsvej øst for Vordingborg. Motorcyklisten stødte sammen med en bil ved 14.30-tiden, og siden blev vejen spærret.

En helikopter fløj til et hospital med den nu afdøde motorcyklist.

Fra 2020 til 2024 er 61 motorcyklister blevet dræbt, mens 798 kom alvorligt til skade i trafikken i Danmark.

Det skrev Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension i april om en undersøgelse af motorcyklisters adfærd.

Motorcyklister udgør omkring ti procent af alle dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken. Det viser tal fra Vejdirektoratet baseret på politiregistrerede ulykker.

Næsten fire ud af ti alvorlige motorcykelulykker er soloulykker, hvor for høj hastighed ofte er en afgørende årsag.

I 2021 var der registreret 166.000 motorcykler i Danmark. Til sammenligning var der registreret 2,8 millioner personbiler.

Motorcyklerne udgjorde derfor mindre end seks procent af det samlede antal motorkøretøjer i Danmark.

Brests træner, Eric Roy, er død i en alder af 58 år.

Det skriver hans familie på Instagram.

Roy blev i starten af 2023 træner for Brest og førte holdet til en flot tredjeplads i Ligue 1 i 2023/24-sæsonen.

Den franske træner har gennem længere tid kæmpet med kræft i bugspytkirtlen, hvilket ikke har været offentligt kendt.

USA: Iran-aftale sikrer 60 dages toldfri sejlads i Hormuzstrædet

Et forståelsespapir mellem Iran og USA omfatter 60 dages toldfri sejlads i Hormuzstrædet, og at Iran går med til at fortynde nukleart materiale.

Det siger amerikanske embedsmænd i et opkald med internationale medier, hvor hensigtserklæringen er blevet gennemgået.

Det skriver BBC.

Aftalen er et såkaldt Memorandum of Understanding (MoU). Det kan på dansk oversættes til aftalememorandum eller forståelsespapir og skal skabe den politiske ramme for en mere detaljeret aftale om afslutningen på den konflikt, der begyndte 28. februar.

Planen er, at der skal indgås en endelig aftale i løbet af 60 dage.

Forståelsespapiret ventes underskrevet formelt ved en ceremoni i Schweiz i de kommende dage. Trump, som befinder i Frankrig til G7-topmøde, siger ved et pressemøde, at han måske “bliver hængende” til ceremonien.

Iran skal forhandle med Oman om, hvad der skal ske efter de 60 dages toldfri passage i Hormuzstrædet. Ifølge det britiske medie kan det dermed ikke udelukkes, at der kan komme told i strædet i fremtiden.

Hormuzstrædet ligger mellem Iran mod nord og De Forenede Arabiske Emirater og Oman mod syd.

Strædet har stor betydning for verdens oliehandel, men har i store træk været lukket under konflikten mellem USA og Iran, hvorfor verdens energipriser er steget markant undervejs.

Omkring en femtedel af verdens samlede olieforbrug passerer under normale omstændigheder gennem strædet.

EU-afstemning om udrejsecentre splitter de danske regeringspartier

Både SF og De Radikale har onsdag stemt nej til en tilbagesendelsesforordning i EU-Parlamentet, som blandt andet åbner for udrejsecentre uden for EU.

Det står i modsætning til det regeringsgrundlag, som de to partier har været med til at formulere i Danmark.

Her lyder det blandt andet, at “regeringen vil sammen med andre EU-medlemslande fortsat arbejde for at styrke rammerne for tilbagesendelser og se på konkrete muligheder for udrejse- og modtagecentre i tredjelande med respekt for EU-retten og internationale konventioner”.

De to andre regeringspartier, Socialdemokratiet og Moderaterne, har begge stemt for i EU-Parlamentet onsdag.

– Da Socialdemokratiet tilbage i 2018 foreslog at oprette asylcentre i tredjelande, virkede det som en næsten umulig opgave at få Europa til at samarbejde om, sagde næstformand i EU-Parlamentet Christel Schaldemose (S) efterfølgende.

– Men nu er det endelig lykkedes, og det synes jeg, at vi fra dansk side kan være rigtig stolte af.

Med onsdagens afstemning er det formelle lovgrundlag for udrejsecentrene på plads.

Men derfra er der endnu et stykke vej til, at centrene kan blive til virkelighed.

Med grønt lys fra EU-Parlamentet er der dog åbnet for, at Danmark og andre EU-lande kan tage kontakt til lande uden for EU, der kan huse udrejsecentre.

– Det betyder, at vejen er banet for, at vi kan etablere et udrejsecenter uden for EU, sagde udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov (S) efter vedtagelsen onsdag.

– Derfor sætter vi nu fart på det arbejde, og inden året er omme, forventer jeg, at vi er i konkret dialog med et partnerland om at overføre de første udlændinge uden lovligt ophold.

Begejstringen hos ministeren deles dog ikke af blandt andre De Radikales medlem af EU-Parlamentet, Sigrid Friis, der stemte imod.

I en skriftlig kommentar til Altinget siger hun, at De Radikale har stemt imod aftalen, fordi den ikke indeholder nok retsgarantier.

– De Radikale arbejder både i Europa og i Danmark for en politik, der holder sig inden for konventionerne – ligesom det står i regeringsgrundlaget.

– Vi stemmer imod, fordi forslaget i vores optik ikke indeholder samme retsgarantier, siger Sigrid Friis til Altinget.

Onsdag aften har SF’s tre europaparlamentarikere, Kira Marie Peter-Hansen, Villy Søvndal og Rasmus Nordqvist, endnu ikke forklaret, hvorfor de stemte nej til forordningen.

Ritzau har uden held forsøgt at komme igennem til partiets presseansvarlige i Bruxelles.

Også regeringens støtteparti Enhedslisten har stemt imod tilbagesendelsesforordningen.

Europaparlamentariker Per Clausen (EL) kalder lovpakken for et “sort kapitel i EU’s historie” og for “populistisk retorik”.

Trump har ondt af Libanon: Netanyahu bliver lidt ivrig

USA’s præsident, Donald Trump, siger, at han har meget ondt af Libanon og udtrykker på ny kritik af Israels fremgangsmåde under offensiven i nabolandet.

Det gør han under et pressemøde ved G7-topmødet onsdag aften i Frankrig.

Israel kunne gøre et “bedre stykke arbejde” i forhold til den libanesiske milits Hizbollah, mener Trump.

Den seneste tid har flere medier beskrevet, at Trump og Netanyahu har haft sammenstød om Israels offensiv i Libanon.

– Han bliver lidt ivrig nogle gange, men han er en meget god mand, siger Trump ifølge Sky News om Netanyahu.

– Vi har haft en mindre uenighed om Libanon. Jeg siger: “I kan gå lidt mere nænsomt til værks. Måske behøver I ikke at ødelægge en bygning, hver gang en fra Hizbollah går ind i den”, fortsætter den amerikanske præsident.

Trump har udtrykt bekymring for, om de gentagne angreb underminerer en aftale mellem Hizbollahs allierede Iran og USA.

Også tirsdag kritiserede han Israel.

Ifølge Trump har Israel “kæmpet mod Hizbollah for længe, og for mange mennesker bliver dræbt”.

– Jeg er ikke glad for den måde, som Israel har håndteret Libanon og Hizbollah på. Det skulle have været muligt for dem at klare jobbet hurtigere, sagde han.

Om aftalen med Iran siger Trump onsdag, at den ikke er endelig. Han åbner også for, at krigen kan genoptages.

– Det er et aftalememorandum, siger han om det forståelsespapir, som parterne nåede til enighed om for tre dage siden og ventes underskrevet formelt ved en ceremoni fredag.

– Hvis jeg ikke kan lide det, så vender vi tilbage til at skyde på dem og smide bomber i hovedet på dem, fortsætter præsidenten.

– Hvis jeg ikke kan lide det, hvis ikke de opfører sig ordentligt, så vender vi tilbage til at smide bomber lige midt i hovedet på dem, ok?

Underskrivelsen vil finde sted “snart”, siger Trump. Onsdag siger han, at det bliver torsdag eller fredag. Der har tidligere været meldinger om, at det ville blive fredag.

Forståelsespapiret forlænger en våbenhvile med 60 dage, så Iran og USA kan forhandle om en permanent fredsaftale.

Pogacar tørrer gulv med resten af feltet i Tour-optakt

Det kommer nok ikke som den store overraskelse, men Tadej Pogacar (UAE Emirates) ligner i den grad en mand, der er klar til Tour de France.

I slovenerens sidste forberedelsesløb, Schweiz Rundt, åbnede stjernen 1. etape med et vanvittigt og uventet soloridt.

Pogacar vandt etapen med 2 minutter og 14 sekunder ned til Richard Carapaz (EF), der egentlig viste lovende Tour-takter, men slet ikke var i nærheden af sloveneren.

Andrea Bagioli (Lidl-Trek) blev nummer tre – 15 sekunder efter EF-kaptajnen.

Det var første gang, at Pogacar havde løbsnummer på siden starten af maj, da han vandt World Tour-løbet Romandiet Rundt.

Og det ligner altså ikke, at sloveneren har ligget på den lade side den seneste halvanden måned.

Med mere end 70 kilometer til mål angreb Pogacar. Det var egentlig ikke en stor bjergetape, men den havde et par stigninger undervejs.

Det var ved foden af dagens anden stigning, at det slovenske cykelfænomen satte angrebet ind.

Derfra var der reelt to cykelløb. Pogacar kørte sit eget, mens resten af feltet sloges om de sekundære placeringer.

Her viste Carapaz god form, da han satte et angreb ind med omkring 50 kilometer til mål.

Ecuadorianeren fortsatte på egen hånd og var tydeligt bedre end resten af feltet, men aldrig tæt på Pogacar.

Simon Dalby (Uno-X), der i efteråret blev ramt af to blodpropper i hjernen, viste sig flot frem og var længe med i den store forfølgergruppe.

Det var den 23-årige danskers blot fjerde løbsdag, siden han i midten af april fik comeback efter et halvt års pause.

Årets Schweiz Rundt består af fem etaper og slutter søndag med et stort bjergslag.

Med onsdagens sejr står Pogacar noteret for 12 løbsdage og 9 sejre i 2026. Kun to etaper i Romandiet Rundt og klassikeren Paris-Roubaix, hvor han blev nummer to, er ikke endt i en slovensk triumf.

Dronning Mary sender de varmeste tanker til Mette-Marit

Dronning Mary er rigtig glad for at høre, at kronprinsesse Mette-Marits lungetransplantation er veloverstået.

Det siger den danske dronning til den fremmødte presse, heriblandt DR, under et besøg på Københavns Universitet.

– Vores varmeste tanker er hos kronprinsessen og hele familien, tilføjer hun ifølge DR.

Det norske kongehus oplyste tidligere onsdag, at landets 52-årige kronprinsesse har fået foretaget den lungetransplantation, som skal redde hendes liv.

Hun blev diagnosticeret med lungefibrose i 2018. Det er en uhelbredelig sygdom, hvor der dannes arvæv i de små lungeblærer, og som gør lungerne stive og dermed dårligere til at ilte blodet.

Den seneste tid er hendes tilstand blevet væsentligt forværret. I begyndelsen af juni blev hun sat på listen over personer, der skal have foretaget en lungetransplantation hurtigst muligt, når der er et donormatch.

En patient bliver sat på listen, når den forventede levetid er på et til to år uden en transplantation.

DR-drama kåret til Bedste Serie ved international tv-festival

DR-dramaet “Uniformen” er kåret til Bedste Serie ved tv-festivalen i Monte Carlo, Festival de Télévision de Monte-Carlo.

Public service-stationens fiktionschef, Henriette Marienlund, siger i en pressemeddelelse, at holdet er “virkelig stolte og glade”.

– “Uniformen” er skabt af et stærkt dansk hold foran og bag kameraet, og prisen er en fantastisk anerkendelse af deres arbejde, siger hun og fortsætter:

– Det er stærkt at opleve, at en fortælling med så tydeligt afsæt i vores fælles samfund også rammer internationalt.

“Uniformen” udspiller sig på Politiskolen og følger en række elever, deres undervisere og ledelsen.

Krimidramaet centrerer sig dels om skolens nye rektor og dels om en af politieleverne, som under en aktion skyder en ung mand, der senere dør af sine kvæstelser.

Det rejser spørgsmål om politiets magtanvendelse og uddannelse.

Soheil Bavi spiller politieleven, der trækker sit våben og afgiver et skud. Han har sammen med producer Jonas Allen, producent Sofie Bergstein, manuskriptforfatter Oscar Giese og instruktør Jonas Alexander Arnby været i Monaco for at deltage i Festival de Télévision de Monte-Carlo.

Tv-selskaber, produktionsselskaber, distributører og streamingplatforme kan indsende produktioner til konkurrencen.

Herefter udvælger en nedsat komité de endeligt nominerede i hver kategori. Komitéen består ifølge Festival de Télévision de Monte-Carlo af “branchefolk”.

Prismodtagerne i hver kategori findes af nedsatte juryer, hvis forpersoner og medlemmer er udpeget af festivalens administrerende direktør.

Juryen, som har udvalgt “Uniformen” i kategorien Bedste Serie, består af skuespiller Lesley Manville, der også er forperson, samt af serieskaber Greg Daniels, producer Hojin Kwon og af skuespillerne Frédérique Bel, Yasmin Finney og Kevin McKidd.

Festival de Télévision de Monte-Carlo blev grundlagt i 1961 af Monacos daværende monark, fyrst Rainier, der var gift med Hollywood-skuespillerinden Grace Kelly.

Sammen fik de landets nuværende monark, fyrst Albert, som i dag er ærespræsident for Festival de Télévision de Monte-Carlo.

DR annoncerede i maj, at “Uniformen” får endnu en sæson, som efter planen rammer skærmen i begyndelsen af 2028.

Her vil seerne både møde nye og velkendte ansigter.

Første sæson havde blandt andre Lene Maria Christensen, Peter Gantzler, Jacob Lohmann og Jakob Cedergren på rollelisten.

Politieleverne blev spillet af blandt andre Clara Rosager, Mathilde Arcel Fock, Marco Ilsø, Gustav Giese og af førnævnte Soheil Bavi, som var med i Monte Carlo for at modtage prisen for Bedste Serie.

I Retten i Sønderborg er der risiko for, at de ansatte bliver syge på grund af nedværdigende og krænkende opførsel fra dommere.

Det vurderer Arbejdstilsynet, som er kommet med et strakspåbud.

Det skriver tvSyd, der har fået aktindsigt i tilsynets afgørelse.

Lederne af G7-gruppen er ifølge Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, blevet enige om, at magtbalancens er skiftet til Ukraines fordel i krigen mod Rusland.

Det siger præsidenten under et G7-topmøde i Frankrig onsdag,

– Ukraine rykker frem, står imod og Rusland går baglæns, siger Macron ifølge Reuters.

Præsidenten tilføjer desuden, at topmødet har været en succes.

DMI Regionaludsigt øst

RITZAU

REGIONALOST

Onsdag den 17. juni 2026.

Udsigt, der gælder til torsdag aften, udsendt kl. 16.30

Fyn:
I aften skyet og lidt regn, men i nat efterhånden tørvejr. Temp. omkring 15 grader, og svag til vind fra sydvest og vest. Torsdag får vi mest tørt vejr og først skyet, men det klarer op vestfra med nogen sol. Svag til jævn vind omkring sydvest og temp. op mellem 18 og 23 grader.

København og Nordsjælland:
I aften skyet og lidt regn, men i nat efterhånden tørvejr. Temp. omkring 15 grader, og svag til vind fra sydvest og vest. Torsdag får vi mest tørt vejr og først skyet, men det klarer op vestfra med nogen sol. Svag til jævn vind omkring sydvest og temp. op mellem 18 og 23 grader.

Vest- og Sydsjælland samt Lolland-Falster:
I aften skyet og lidt regn, men i nat efterhånden tørvejr. Temp. omkring 15 grader, og svag til vind fra sydvest og vest. Torsdag får vi mest tørt vejr og først skyet, men det klarer op vestfra med nogen sol. Svag til jævn vind omkring sydvest og temp. op mellem 18 og 23 grader.

Bornholm:
I aften tørt og efterhånden skyet, men i nat mulighed for lidt regn. Temp. omkring 15 grader, og svag til vind fra sydvest og vest. Torsdag får vi mest tørt vejr og først skyet, men det klarer op vestfra med nogen sol. Svag til jævn vind omkring sydvest og temp. op mellem 18 og 23 grader.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]