Seneste nyheder

17. juli 2026

DMI varsler kraftig regn og stedvis sne

Der er kraftig regn på vej over Danmark. Det varsler Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) tirsdag.

– Det meste af nedbøren vil falde som regn, men kan stedvis gå over i slud og tøsne, lyder det fra DMI.

Også TV 2 Vejret har tirsdag udsendt et varsel for snefald over dele af Syddanmark og en del af Fyn for onsdag.

– I løbet af dagen ventes der at falde fem til ti centimeter sne i området, nogle steder vil der falde mindre sne og stedvis bare regn, skriver TV 2.

Men langt størstedelen kommer som regn, lyder det fra vagthavende meteorolog ved DMI Steen Hermansen.

Nedbøren begynder at falde i Sønderjylland onsdag morgen og breder sig i løbet af dagen til det meste af landet.

Det meste nedbør vil falde i Øst- og Sydjylland, på Fyn samt over det vestlige Sjælland samt Lolland-Falster.

– Vores vurdering lige nu er, at det kan blive op til højest mellem fem og syv centimeter af våd tøsne, der lægger sig, siger Steen Hermansen og uddyber:

– Det kan falde over Sønderjylland først på dagen, og så sidst på dagen eller natten til torsdag kan det komme ind over Sydfyn og dele af Sjælland.

Hos DMI forventer man, at vejret kan give nogle lokale trafikale udfordringer.

– Men hvis man har vinterdæk på, burde man kunne køre forsigtigt afsted, og så vil sneen smatte ud til siderne, siger meteorolog Steen Hermansen.

Når man kigger lidt længere frem i ugen, er det ikke sikkert, at sneen er væk lige med det samme, lyder det fra DMI.

Torsdag og fredag kan der godt komme flere snebyger især over Nordsjælland og måske også Nord- og Østjylland, siger Steen Hermansen.

– Prognoserne er dog endnu noget usikre på, lige præcis hvor de rammer, og hvor store mængder det er. Men lokalt kan der godt blive tale om noget, der kan give de trafikale udfordringer, uddyber han.

Mand i 30’erne er dræbt og tre er såret i angreb på Vestbredden

En mand i 30’erne er blevet dræbt af knivstik i et angreb ved grænseovergangen ved Gush Etzion på Vestbredden.

Det oplyser den israelske ambulancetjeneste Magen David Adom ifølge Times of Israel tirsdag eftermiddag.

Tre andre ofre er bragt til hospitaler i Jerusalem.

Ofrene blev både angrebet med kniv og påkørt af en bil.

Der er tale om en kvinde i 40’erne, som er i kritisk tilstand, samt en mand i 30’erne og en dreng på 15 år.

To formodede gerningsmænd er blevet dræbt af skud, der blev affyret af israelske soldater.

Efter angrebet blev der fundet sprængstoffer i bilen, oplyser Israels militær.

Soldater er tirsdag eftermiddag i færd med at gennemsøge området, lyder det videre.

Gush Etzion er navnet på et område med flere israelske bosættelser på den israelskbesatte Vestbred.

I dette område har der gentagne gange været angreb mod israelere i løbet af de seneste år.

Fra palæstinensisk side hylder den militante bevægelse Islamisk Jihad gerningsmændene.

– Disse heroiske operationer kommer som svar på bosætterbandernes og besættelsesmagtens ubønhørlige forbrydelser mod vort folk, meddeler Islamisk Jihad.

På Vestbredden er volden steget markant siden oktober 2023, hvor den militante Hamas-bevægelse angreb Israel.

Siden da er mindst 1006 palæstinensere blevet dræbt af israelske soldater eller bosættere. Blandt de dræbte er også militante palæstinensere, viser opgørelser fra det palæstinensiske sundhedsministerium.

I samme periode er 43 israelere – herunder flere soldater – blevet dræbt i palæstinensiske angreb foretaget på Vestbredden. Det viser tal fra Israels regering.

AFP

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stemmeprocenten halter fortsat efter valget i 2021

Da klokken passerede 14.00, og halvdelen af valgdagen var overstået, lå valgdeltagelsen fortsat noget lavere end ved valget for fire år siden.

En stikprøve foretaget af Ritzau blandt 11 kommuner med sammenlagt 449.000 vælgere viser, at 31,7 procent af dem indtil videre har udnyttet deres ret til at stemme.

Det er 2,1 procentpoint lavere end en tilsvarende stikprøve for de samme kommuner på samme tidspunkt ved valget i 2021, hvor 33,8 procent havde stemt.

Forskellen på dengang og nu er dog, at mange i 2021 valgte at stemme per brev på grund af coronasituationen, og brevstemmerne tæller med i den løbende opgørelse af valgdeltagelsen.

I Herning Kommune er antallet af brevstemmer denne gang faldet med omkring 900 til 2505.

Derfor regner man også med, at man nok skal indhente det, man er bagud med i forhold til det seneste valg.

– Vi forventer, at mange af dem, der ikke har brevstemt denne gang, vil dukke op senere på dagen og følge det mønster, vi kender fra 2017 og tidligere valg.

– Så selv om vi halter lidt efter på nuværende tidspunkt, så tror jeg alligevel, at vi ender med en højere stemmeprocent denne gang end i 2021, lød det ved middagstid fra valggeneral Peter Vallentin fra Herning Kommune.

I Herning lyder den foreløbige stemmeprocent ved 14-tiden på 27,5 procent mod 32,7 på samme tid ved valget i 2017.

Ved valget i 2017 blev der afgivet flest stemmer i tidsrummet fra klokken 16 til klokken 19.

Dengang havde kun 29,6 procent stemt ved 14-tiden.

Det er muligt at stemme frem til klokken 20.00 i aften, hvor valgstederne lukker.

Kriminel forretningsmand får dom efter udlevering fra England

Efter en langstrakt proces er en forretningsmand af Østre Landsret tirsdag blevet dømt for hvidvask af cirka 24 millioner kroner.

Dommen lyder på fængsel i tre år.

Det er en markant ændring i forhold til en tidligere afgørelse fra Københavns Byret.

Her blev der i 2023 kun fundet tilstrækkeligt med beviser for hvidvask af fire millioner kroner, hvilket gav en straf på fængsel i et år.

Anklagemyndigheden besluttede at anke dommen, og resultatet er altså kommet tirsdag.

Sagen handler om transaktioner langt tilbage i tiden. Nemlig fra 2015 og frem til 2017, da den nu dømte, Khurram Shahzad, i sit firma KSD Telecom & Service blandt andet handlede med taletidskort.

Størsteparten af de 24 millioner kroner modtog han angiveligt som betaling for taletidskort, men reelt var der tale om, at han slørede, at pengene stammede fra lovovertrædelser.

Da sagen oprindeligt skulle for byretten, viste det sig i folkeregistret, at han var udrejst til Rawalpindi i Pakistan.

Det viste sig dog, at han opholdt sig i Storbritannien, hvorfra han blev udleveret.

I august 2022 rejste københavnske politifolk til London for i Heathrow-lufthavnen at føre ham tilbage til strafforfølgning i Danmark.

Sagen har været kompleks, idet 19 selskaber er blevet efterforsket af politiet, oplyser senioranklager Hanne Christensen fra Statsadvokaten i København.

– Landsretten har fulgt anklagemyndighedens strafpåstand, siger hun.

Retten har ikke fundet, at den lange sagsbehandlingstid er en omstændighed, der kunne føre til en formildelse af straffen, oplyser hun.

Den 49-årige Khurram Shahzad var ikke til stede ved domsafsigelsen tirsdag.

Nedbrud og udfald ramte ChatGPT, Spotify, X og Ikea

Sikkerhedsudbyderen Cloudflare, der håndterer knap en femtedel af den globale webtrafik, oplevede tirsdag eftermiddag store udfald.

Det skrev Cloudflare på sin hjemmeside.

Problemerne gjorde flere hjemmesider utilgængelige, og det stod på det meste af tirsdagen, men tirsdag eftermiddag ser problemerne ud til at være løst.

– En løsning er blevet implementeret, og vi mener, at episoden nu er løst. Vi fortsætter med at overvåge for fejl for at sikre, at alle tjenester er tilbage til normalen, skriver Cloudflare i en opdatering.

Webudbyderen oplyste tidligere på dagen, at nedbruddet skyldtes interne tekniske problemer. Hvad det nærmere dækker over, står endnu ikke klart.

Problemerne hos Cloudflare resulterede i, at man blandt andet ikke kunne tilgå det sociale medie X.

Også ChatGPT, Spotify og andre internationale tjenester var ustabile. Det samme gjaldt den svenske møbelkæde Ikea.

De tjenester er igen tilgængelige tirsdag eftermiddag.

Styrelsen for Samfundssikkerhed fulgte situationen og var i løbende dialog med relevante myndigheder, skrev styrelsen i en kommentar til Ritzau.

– Styrelsen for Samfundssikkerhed er opmærksom på, at sikkerhedsudbyderen Cloudflare i øjeblikket oplever tekniske problemer, hvilket påvirker mange websites og onlinetjenester verden over, lød det.

Cloudflare begyndte at rapportere om globale netværksproblemer tirsdag formiddag.

Omkring lidt over klokken 13 så problemerne ud til at være løst. Men fejlene vendte tilbage allerede et par minutter senere.

Cloudflare er en global it-virksomhed, som benyttes af millioner af hjemmesider.

– Cloudflare er et af de største netværk, der opererer på internettet, skriver virksomheden selv.

Den amerikanske virksomhed driver infrastruktur, der leverer mange af de it-tjenester, som websteder bruger. For eksempel tjenester, der beskytter websteder mod cyberangreb eller tung trafik.

Cloudflare er den tredje store webudbyder, der har været ramt af nedbrud i den seneste tid.

I oktober var det Amazon Web Services, AWS, der havde problemer. Lidt mere end en uge senere var det Microsofts Azure-tjeneste, der var ramt af nedbrud.

Begge tjenesters nedbrud påvirkede en længere række internationale og danske hjemmesider og tjenester som DSB, en række banker og Forsvarets hjemmeside, der var nede for trafik.

Stemmesedler i Herning mangler afkrydsningsfelt ud for EL

Herning Kommune har lavet en fejl på stemmesedlerne, så der ikke er noget afkrydsningsfelt ud for partiet Enhedslisten.

Det siger valggeneral og chefjurist Peter Vallentin til TV 2.

På grund af fejlen bliver borgere ved stemmestederne vejledt om, at en stemme bliver godkendt, hvis man sætter kryds før eller efter partinavnet eller i en af kandidatboksene under partiet. Der bliver opsat skilte ved valgstederne.

Vallentin kalder situationen “møgirriterende”.

– Der må vi bare lægge os fladt ned og sige, at det er en fejl, siger han.

Valggeneralen fortæller til TV 2, at Herning Kommune har søgt råd hos Indenrigsministeriet i sagen.

Der er i alt 26 stemmesteder i Herning og knap 71.000 stemmeberettigede borgere.

Hernings borgmester er Venstres Dorte West, og inden da havde Lars Krarup fra samme parti siddet på posten fra 2007 til 2021.

To personer fra Ukraine mistænkes for sabotage i Polen

Polen har identificeret to personer, der mistænkes for at stå bag sabotage begået mod det polske jernbanenet søndag.

Det siger Polens premierminister, Donald Tusk, i en tale til Polens parlament ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Der er ifølge Tusk tale om to personer fra Ukraine, som gennem længere tid har samarbejdet med en russisk efterretningstjeneste.

De skal være flygtet til Belarus, som er en nær allieret af Rusland, og som grænser op til Polen.

Den ene af de to mistænkte er tidligere blevet dømt for sabotage ved en domstol i den ukrainske by Lviv, siger Tusk.

Personen blev dømt in absentia – altså uden at være til stede i retten.

Som følge af sabotagen i Polen vil de polske myndigheder hæve alarmberedskabet for dele af jernbanenettet.

– Lederen af vores nationale sikkerhedstjeneste og indenrigsministeren har anmodet om, at jeg aktiverer det tredje trusselsniveau på grund af trusler om terror.

– Dette niveau omfatter visse jernbanestrækninger, mens resten af landet forbliver på andet trusselsniveau, siger Donald Tusk.

Der er i alt fire trusselsniveauer, og det tredje niveau er det næsthøjeste.

Den formodede sabotage fandt sted søndag, hvor en eksplosion ramte en jernbanestrækning mellem den polske hovedstad, Warszawa, og byen Lublin i den østlige del af landet.

Skaderne på jernbanestrækningen blev opdaget og indrapporteret af en lokomotivfører til et kontrolcenter.

Lokomotivføreren kunne konstatere, at der var sket store skader på jernbanen nær landsbyen Zyczyn.

Ingen personer kom til skade ved eksplosionen.

Jernbanestrækningen, der blev ramt af eksplosionen, bruges ifølge Tusk til at transportere våben til Ukraine.

Det østlige Polen grænser op til Ukraine.

Mona Juul skal løfte arven efter historisk succesvalg: Det skal nok gå

Ved sidste kommunalvalg i 2021 gik De Konservative fra 8 til 14 borgmesterposter landet over.

Det var partiets bedste kommunalvalg i 36 år, og det skete med daværende partiformand Søren Pape Poulsen ved roret.

Nu er det Mona Juul, der blev partiformand efter Papes pludselige død i marts 2024, som skal løfte den tunge arv.

Og partiformanden er fuld af optimisme, da hun afgiver sin stemme på Stensballeskolen på hjemmebanen i Horsens.

– Vi har sat os to mål: At fastholde 14 borgmesterposter, og at vi får en samlet procentsats, der ligger højere end det, partiet får i de nationale meningsmålinger lige nu.

Spørgsmål: Og hvad hvis I ikke kommer i mål med at fastholde 14 borgmesterposter?

– Uanset hvordan det kommer til at gå, vil vi evaluere resultatet og se, hvad vi har gjort godt, og hvad vi kan gøre bedre.

– Men jeg tror på, at det kommer til at gå godt, så den snak har jeg egentlig ikke lyst til at gå ind i, siger Mona Juul.

Hun peger på, at det er lykkedes partiet at opstille flere end 1200 kandidater ved valget – det er flere end ved det historisk gode valg for fire år siden.

– Jeg har været på 82 besøg på tre uger, og opbakningen er kæmpestor.

– Vores folkevalgte i byråd og regioner har lavet et virkelig flot stykke arbejde, og det plejer at være sådan, at man bliver belønnet for det. Det håber jeg, også sker i dag, siger Mona Juul.

Partiet mistede ved sidste kommunalvalg borgmesterposten på Frederiksberg, der ellers har været en konservativ bastion gennem mere end 100 år.

Socialdemokraten Michael Vindfeldt skubbede De Konservative væk og tog posten.

Det er noget, der stadig gør ondt på partiformanden.

– Jeg håber rigtig meget, at man igen stemmer på De Konservative på Frederiksberg.

– Skatten er jo steget under en rød borgmester – det kan jo ikke gå, siger Mona Juul, inden hun forlader Stensballeskolen sammen med sin mand, Carsten Andersen, og hunden Ludvig.

Mads Mikkelsen er nomineret til stor europæisk filmpris

Den danske skuespiller Mads Mikkelsen er igen blevet nomineret til den prestigefyldte europæiske filmpris European Film Awards. Denne gang for sin rolle i filmen “Den sidste viking”.

Tirsdag har European Film Academy, som uddeler prisen, offentliggjort alle nomineringer ved en ceremoni i den spanske by Sevilla.

Og her fremgår det, at Mads Mikkelsen er nomineret i kategorien European Actor for rollen som Manfred i Anders Thomas Jensens seneste film, “Den sidste viking”.

Filmprisen omtales sommetider som den europæiske pendant til Oscar i USA.

Den danske skuespiller har tidligere været nomineret fem gange til en European Film Award. Senest vandt han for sin rolle i filmen “Bastarden” i 2023.

“Den sidste viking” har foruden Mads Mikkelsen blandt andre Nikolaj Lie Kaas, Lars Brygmann og Sofie Gråbøl på den stjernespækkede rolleliste.

Filmen handler om de to brødre Manfred og Anker – Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas – der genforenes efter mange år, da Anker bliver løsladt fra fængslet og vil have Manfreds hjælp til at finde pengene fra et gammelt røveri.

Selve filmen “Den sidste viking” samt Anders Matthesens populære animationsfilm “Ternet Ninja 3” var også med i kapløbet om en nominering til European Film Awards.

De var på den såkaldte shortlist, som medlemmerne af akademiet skulle stemme på til en nominering til prisen. Men de to danske film klarede den ikke videre.

Til gengæld er der en nominering i kategorien European Discovery til den danske instruktør Mathias Broe for hans debutfilm, “Sauna”, der er en kærlighedsfortælling fra det københavnske queer-miljø.

Der er også endnu et skandinavisk bidrag på listen over de nominerede til European Film Awards.

Den norsk-danske instruktør Joachim Trier er nemlig nomineret i kategorien European Film for “Affeksjonsverdi”. Joachim Trier er desuden nomineret i kategorien European Director.

Filmen er medproduceret af danske Sisse Graum Jørgensen sammen med producere fra henholdsvis Norge, Frankrig, Tyskland og Sverige.

Selve prisuddelingen sker den 17. januar i den tyske hovedstad, Berlin.

I de seneste år har danske film som “Bastarden”, “Flugt” og “Druk” vundet priser til European Film Awards.

Fire mænd fra nazimiljøet dømt for overfald i Stockholm

Fire mænd med forbindelse til det nazistiske miljø er tirsdag blevet idømt mellem tre og tre et halvt års fængsel for flere racistisk motiverede overfald i Sveriges hovedstad, Stockholm.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT og avisen Aftonbladet.

Tre mænd med udenlandsk baggrund blev overfaldet forskellige steder i det centrale Stockholm natten til den 27. august.

En mand blev overfaldet på Kungsgatan, en anden mand blev overfaldet på Birger Jarlsgatan, og det tredje offer blev overfaldet i metroen.

Ifølge Stockholms tingsret var der tale om hadforbrydelser, og de fire mænd er blandt andet kendt skyldige i grov mishandling.

Det er kommet frem under retssagen, at overfaldene blev ledsaget af racistiske tilråb, og at mindst to af de dømte heilede mellem overfaldene.

– De fire mænd har svensk baggrund og har forbindelse til Aktivklubb Sverige, som anses for at være en højreekstrem organisation med klare racistiske elementer, og som beskæftiger sig med kampsport.

– Mindst to af mændene heilede den pågældende nat. Alle ofrene har anden etnisk baggrund end de tiltalte, skriver Stockholms tingsret i en pressemeddelelse.

Én af de fire nægtede sig skyldig i alle anklager, skriver Aftonbladet. En anden hævdede, at han handlede i nødværge ved et af overfaldene.

En tredje forklarede også, at han havde handlet i nødværge, og han nægtede sig i øvrigt skyldig i sagen.

Den fjerde tiltalte erkendte at have slået et af ofrene én gang, men afviste, at det var motiveret af had, og nægtede sig skyldig i de øvrige overfald.

De fire dømte mænd er mellem 21 og 23 år.

Drabet på gravide Louise Borglit udløser livstidsdom

Alexander Toro Møllmann straffes med fængsel på livstid for drabet på gravide Louise Borglit. Dommen er afsagt tirsdag i Østre Landsret

I byretten blev Toro sidste sommer dømt til forvaring, men Østre Landsret valgte i modsætning til byretten at følge specialanklager Bo Bjerregaards påstand om at dømme til livstid.

Ud over drabet på Louise Borglit har Alexander Toro forsøgt at slå en kæreste ihjel. Det skete godt et år efter drabet i Elverparken. Og derudover er han dømt i et par voldssager, som også er sket efter drabet.

Det er baggrunden for, at retten er nået frem til en livstidsdom, som ifølge Bo Bjerregaard anses som en skærpelse af en dom til forvaring, selv om begge indebærer frihedsberøvelse på ubestemt tid.

Dragsted: EL peger på Welling som overborgmester hvis SF bliver størst

Enhedslisten er klar til at gøre SF’s Sisse Marie Welling til overborgmester i København, hvis SF får flest stemmer ved kommunalvalget i kommunen tirsdag.

– Selvfølgelig. Vi har den tilgang, som vi altid har haft, at vi peger på det største parti i den røde blok. Det gjorde vi, dengang socialdemokraterne var det største parti, og det gør vi også, hvis SF bliver det, siger politisk ordfører Pelle Dragsted (EL), som har stemt på Frederiksberg.

Han tilføjer, med en stikpille i retning af overborgmesterkandidat Pernille Rosenkrantz-Theil (S), som er tidligere medlem af Enhedslisten:

– Og hvis vi selv bliver det, var det egentlig vores forventning, at socialdemokraterne ville gøre det samme over for os. Det har de så sagt meget klart, at de ikke vil. Det kan man så spørge sig selv om hvorfor. Det, synes jeg, er lidt umodent og også et svigt af de københavnske vælgere.

Enhedslisten fik 24,6 procent af stemmerne i København ved kommunalvalget i 2021. Socialdemokratiet blev næststørst med 17,2 procent, mens SF opnåede 11,0 procent af stemmerne.

Enhedslisten og SF er i de politiske meningsmålinger blevet spået til at blive de to største partier i København ved kommunalvalget. Med en lille forventning om, at Enhedslisten bliver det største parti.

Enhedslisten stiller med Line Barfod som overborgmesterkandidat, og partiet er allerede det største i Københavns Borgerrepræsentation lige nu.

Socialdemokratiet ser til gengæld ud til at gå tilbage igen, præcist som partiet gjorde det ved kommunalvalget i 2021.

Pelle Dragsted har tænkt sig at arbejde igennem resten af dagen, inden valgstederne lukker klokken 20.

Efter at have stemt tager han ud til bydelen Tingbjerg for at stemme dørklokker.

– Vi prøver at få flere og flere til at deltage i demokratiet, så vi kommer til at gå rundt i nogle timer derude, siger han.

Uanset hvad ser Pelle Dragsted frem til, at hovedstaden forventet bliver farvet rød, når stemmesedlerne er talt op.

– Jeg er fortrøstningsfuld, og jeg er sikker på, at venstrefløjen får et fantastisk valg i København, siger han.

Landsret finder 32-årig skyldig i drab på gravid

Den 32-årige Alexander Toro Møllmann er skyldig i at have dræbt den gravide Louise Borglit i november 2016. Det fastslår Østre Landsret tirsdag formiddag og stadfæster dermed Retten i Glostrups afgørelse fra sidste sommer.

Ved tirsdagens retsmøde oplyser retsformanden, at de tre juridiske dommere og de ni nævninger er nået frem til en enstemmig afgørelse, og at man har lagt vægt på de samme oplysninger, som byretten gjorde, samt på oplysninger, som er kommet frem under landsretssagen.

Ved 19-tiden om aftenen den 4. november 2016 var Louise Borglit gået i Elverparken i Herlev for at lufte sin søsters hund, Maggie. Klokken 19.07 lød der ifølge vidner i sagen to skrig.

Nogle minutter senere fandt man den 32-årige kvinde liggende livløs i parken. Hun var dræbt. 11 gange var hun blevet stukket med en kniv. Også barnet i hendes gravide mave mistede livet. Louise Borglit var gravid i syvende måned.

Der skulle gå flere år, før politiet fik et gennembrud i sagen. Først i foråret 2022 blev en dengang 28-årig mand anholdt, sigtet og varetægtsfængslet.

En usædvanlig efterforskning lå bag. Politiet var i store træk på bar bund, men valgte en utraditionel fremgangsmåde ved at anbringe en muldvarp i fængslet sammen med den mistænkte.

På det tidspunkt afsonede han en dom for at have forsøgt at dræbe sin kæreste.

Politiets muldvarp er i sagen kendt under dæknavnet “Frank”. Hans rigtige identitet er blevet holdt skjult, fordi han er ansat i Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Frank har flere samtaler med den mistænkte, og flere af dem er blevet optaget. Hvorvidt det kunne bruges som bevis under en retssag, var der en længere strid om i byretten, da sagen blev behandlet her.

Det medførte en forsinkelse på flere måneder, og byretssagen, som begyndte ved Retten i Glostrup i maj 2023, blev først afgjort i juni 2024. Her lød dommen på forvaring til Alexander Toro Møllmann.

Østre Landsret afsiger senere tirsdag dom i sagen. Den dom vil i udgangspunktet ikke være mulig at anke for Alexander Toro Møllmann.

Han kommer heller ikke til at være til stede. For efter en kort pause i forlængelse af skyldkendelsen meddelte den dømtes forsvarsadvokat, at hans klient havde det skidt og anmodede om lov til ikke at være til stede resten af dagen.

Det fik han lov til, og de tilstedeværende fængselsbetjente lagde ham i håndjern og førte ham ud af lokalet.

Zelenskyj rejser til Istanbul for at genoplive fredsforhandlinger

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, vil onsdag rejse til Tyrkiet for at forsøge at genoplive forhandlingerne om fred i Ukraine.

Det siger Zelenskyj under et besøg i Spanien ifølge Reuters.

– Vi planlægger at genoplive forhandlingerne, og vi har udviklet løsninger, som vi vil præsentere for vores partnere.

– Det er Ukraines højeste prioritet at gøre alt, der er muligt, for at komme tættere på en afslutning af krigen, siger Zelenskyj.

Forhandlingerne finder sted i Istanbul. Den tyrkiske storby har flere gange tidligere været vært for forhandlinger om krigen i Ukraine.

Ukrainske og russiske repræsentanter mødtes senest ansigt til ansigt i juli. Også her foregik forhandlingerne i Istanbul.

Denne gang vil repræsentanter fra Rusland dog ikke deltage, oplyser talsmand for det russiske styre Dmitrij Peskov.

Ifølge ham er Rusland slet ikke blevet informeret om, at Zelenskyj vil genoptage forhandlingerne, skriver det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

– Indtil videre har vi ikke modtaget nogen informationer fra Kyiv, siger han på et pressemøde med henvisning til mødet i Istanbul.

Peskov understreger, at Rusland dog er åben for at forhandle.

En unavngiven kilde fra Tyrkiet oplyser til Reuters, at USA’s særlige udsending Steve Witkoff vil deltage i forhandlingerne.

Det samme har Dmitrij Peskov hørt. På pressemødet siger Peskov, at Steve Witkoff formentlig vil tilslutte sig forhandlingerne i Istanbul.

Der har ikke været megen fremdrift i forhandlingerne mellem Ukraine og Rusland, siden Ruslands præsident, Vladimir Putin, mødtes med USA’s præsident, Donald Trump, i august.

Mødet fandt sted i den amerikanske delstat Alaska og var det første møde mellem Putin og en amerikansk præsident siden Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022.

Efter mødet i Alaska arbejdede USA’s administration på at arrangere et møde mellem Putin og Zelenskyj, men det blev aldrig en realitet.

Kvindelig cyklist død efter højresvingsulykke med lastbil

En 21-årig kvindelig cyklist er tirsdag formiddag afgået ved døden, efter at være blevet påkørt af en lastbil på Vesterbro i København.

Det oplyser vagtchef Michael Andersen fra Københavns Politi til Ritzau.

– Der er tale om en højresvingsulykke mellem en lastbil og en cyklist, siger han.

Kvindens pårørende er underrettet.

Ulykken fandt sted omkring klokken 10.00 i krydset mellem Stenosgade og Gammel Kongevej.

På grund af sagen er Stenosgade spærret for trafik.

Københavns Politi skrev kort før klokken 11 om ulykken, der blev betegnet som alvorlig, på det sociale medie X.

– Vi vil være på stedet i noget tid endnu sammen med øvrige myndigheder, lød det fra politiet på X.

SF-formand: Vi går efter 300 byrådsmedlemmer

SF går efter at få 300 byrådsmedlemmer til dagens kommunalvalg.

Det siger partiformand Pia Olsen Dyhr, efter at hun har afgivet sine stemmer ved valgstedet ved Sydhavnen Skole i København tirsdag.

– Mit succeskriterium i dag er 300 byrødder, og det er ambitiøst, fordi SF har i dag kun 168, siger hun.

Hun understreger, at hun ikke kommer til at måle valget på antallet af SF-borgmestre, men derimod byrødder og regionsmedlemmer.

For gode meningsmålinger på landsplan betyder ikke nødvendigvis, at man kan få flere borgmesterposter, siger hun.

– Jeg vil sige, at det bliver rigtig svært at få borgmesterposter derude. Det er ikke nok, at SF går frem landspolitisk.

– Nogle steder går vi fra en til to byrødder, og det ville være et fantastisk flot valg lokalt, siger partiformanden og tilføjer, at nye borgmesterposter kræver de rigtige alliancer i byrådet.

I øjeblikket besidder SF to borgmesterposter – på Langeland og i Hvidovre.

Pia Olsen Dyhr håber også, at spidskandidaten i København, Sisse Marie Welling, kan vælte socialdemokraterne af pinden og nappe posten som overborgmester.

Ved seneste kommunalvalg i 2021 fik SF fjerdeflest byrådsmedlemmer på landsplan.

Støjberg anser det for urealistisk at sikre borgmesterkæder

– Vi har kæmpet, og alle har givet alt det, de har i sig. Men jeg synes, det er svært at sige, hvordan det kommer til at gå.

Sådan lyder det på valgdagen fra formand for Danmarksdemokraterne Inger Støjberg, der afgiver sin stemme i Hadsund Hallen.

Det er første gang, at Danmarksdemokraterne stiller op ved et kommunalvalg. Partiet blev etableret og godkendt i 2022, og samme år fik partiet 14 mandater i Folketinget.

Selv om partiet står godt i meningsmålingerne, anser Støjberg det fortsat ikke for realistisk at sikre en borgmesterpost.

– Det er klart, at hvis mandaterne falder ud, så det er en mulighed, så skal vi selvfølgelig gøre det, men jeg anser det ikke for realistisk, siger hun.

Spørgsmål: Heller ikke i kommuner, hvor Danmarksdemokraterne bliver større end for eksempel Venstre?

– Det anser jeg heller ikke for realistisk, siger Inger Støjberg.

Succeskriteriet er ifølge partiformanden at “få så mange mandater i kommunalbestyrelserne som overhovedet muligt”.

Spørgsmål: Det virker som om, at du bevidst har nedtonet forventningerne til, hvordan partiet klarer sig?

– Nej, det har jeg ikke. Det at være et nyt parti er bare noget helt særligt.

– Mange stemmer på nogen, de kender i forvejen. Langt de fleste af vores kandidater er ganske ukendte og har ikke været med i andre partier. Det er virkelig fra bunden, det her skal bygges op, siger Inger Støjberg.

Partiformanden stemmer på hjemmebanen – i Hadsund, hvor hun bor.

Hadsund er en del af Mariagerfjord Kommune, hvor borgmesteren gennem 12 år, Venstre-manden Mogens Jespersen, siger farvel ved dette valg.

Danmarksdemokraternes spidskandidat i kommunen hedder Svend Madsen.

Støjberg vil dog ikke selv ud med, hvem hun stemmer på.

– Jeg stemmer på os, på partiet, og jeg stemmer personligt, lyder det fra partilederen, der er ankommet til valgstedet i en minibus med partilederens kontrafej malet på siden.

Partiet med listebetegnelsen Æ er at finde på stemmesedlen i 82 ud af 98 kommuner.

28-årig trækker tilståelse tilbage i sag om svenske piger hyret til drab

En 28-årig mand, der er sigtet for medvirken til drabsforsøg, trækker tirsdag sin tilståelse tilbage i Retten i Herning. Han nægter sig nu skyldig.

Det skriver TV Midtvest, der er til stede ved retsmødet.

Sagen handler om et drabsforsøg i juni sidste år, hvor to svenske piger blev hyret til at dræbe en mand fra Herning.

Pigerne havde ingen relation til manden, men var ifølge politiet bestilt til at begå drab.

Manden var dog ikke hjemme, og drabsforsøget mislykkedes derfor.

Den 28-årige mand er sigtet for at have været med til at planlægge og koordinere drabsforsøget.

Han har været varetægtsfængslet siden januar, hvor han erkendte forholdene.

Tirsdag forklarer den 28-årige ifølge TV Midtvest, at sigtelsen ikke er korrekt.

Under retsmødet siger han, at han ikke vidste noget om, hvad der var planlagt, men at han blev bedt om at huse de to svenske piger.

Troels Lund støtter udvisning af udlændinge dømt for grove forbrydelser

Venstres formand, Troels Lund Poulsen, har ikke i detaljer sat sig ind i, hvad Dansk Folkeparti præcist mener i debatten om partiets hjemrejseudspil, som har kørt i de seneste uger.

Det siger han tirsdag til Ritzau, da han afgiver sin stemme ved kommunal- og regionalvalget i Store Merløse:

– Men hele ideen om, at folk, der begår meget grov vold, voldtægt og andre meget grove forbrydelser, der er der en pointe i, at det bliver vi nødt til at finde en løsning på. De mennesker skal ikke blive ved med at være i Danmark.

Morten Messerschmidt gav for nylig et interview i Weekendavisen. Her talte DF-formanden om at smide 50.000-100.000 mennesker med anden etnisk baggrund ud af Danmark, blandt andet hvis de ikke kan forsørge sig selv.

Man skal ifølge DF også kunne blive udvist, første gang man bliver straffet, for eksempel hvis man har stjålet en cykel.

Spørgsmål: Mener du ligesom Morten Messerschmidt, at det drejer sig om 50.000 til 100.000 mennesker?

– Jeg synes, at det er meget uklart, hvad Dansk Folkeparti helt præcist mener.

– Men det er afgørende for mig, og det har jeg også sagt gentagne gange, at folk, der ikke vil være en del af det danske samfund, bekender sig til grove voldtægter og meget vanvittig forbrydelse, der synes jeg, at det er et problem, at de skal blive ved med at være i Danmark, lyder det fra Venstre-formanden.

Udspillet fra Dansk Folkeparti har kastet stor debat af sig.

Blandt andet har Morten Messerschmidt sagt, at han har planer om at sagsøge De Radikales leder, Martin Lidegaard, for injurier.

Meldingen kom efter en udtalelse fra Martin Lidegaard under en debat i Randers.

Ved tirsdagens kommunal- og regionalvalg risikerer Venstre at gå tilbage. Men ifølge Troels Lund Poulsen er der en god stemning i partiet.

– Mit mål er, som jeg har sagt allerede i sommer, at Venstre skal blive det største blå parti. Det håber jeg også, at vi bliver ved valget her i dag, siger han.

Troels Lund Poulsen fortæller, at han tirsdag har stemt på Venstres spidskandidat i Holbæk Kommune og partiets spidskandidat til den nye Region Østdanmark.

Vanopslagh: LA-borgmester kunne ikke ændre skattestigninger i Solrød

Der er ingen modsætning mellem at gå til valg på et ønske om skattelettelser og så det faktum, at ens eneste borgmester har hævet skatterne tre år i træk i sin kommune.

Det mener Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, som tirsdag formiddag på Østerbro i København stemte til kommunal- og regionalvalget.

Partiets eneste borgmester, Emil Blücher i Solrød, har hævet skatten tre år i træk i kommunen.

– I 2021, inden vi vandt valget, blev der lavet en budgetaftale i Solrød uden om Liberal Alliance. Dér blev det besluttet at hæve skatten og bruge flere penge på administration. Den aftale kunne vi ikke ændre på.

– Men efter at vi har fået borgmesterposten, har vi nedbragt udgifterne til administration og holdt skatterne i ro, siger Alex Vanopslagh i forbindelse med sin stemmeafgivning i København ved kommunal- og regionalvalget.

Det fremgår af Skatteministeriets oversigt over skatten i landets kommuner, at skatten kun er steget i Solrød siden valget i 2021.

Spørgsmål: Kan du forstå, hvis der er nogle vælgere i Solrød Kommune, der føler, at de ikke har fået det, de er blevet stillet i udsigt?

– Nu må vi se, hvordan valgresultatet bliver. I de meningsmålinger, jeg har set for Solrød Kommune, står vi til at få over 20 procent.

– Det tyder på, at borgerne er meget glade for og tilfredse med den LA-borgmester, de har haft, siger LA-formanden.

Emil Blücher har for nylig til DR sagt, at han har en mere pragmatisk tilgang til effektivisering end sit partis hovedlinje, hvor det blandt andet hedder, at alle 98 kommuner skal være lige så effektive som de ti mest effektive.

– Jeg er nok meget pragmatisk anlagt som politiker. Jeg deler fuldt ud LA’s nationale holdning til, at vi skal drive kommunerne mere effektivt. Men vi er en lille kommune, og det koster mere at drive end de store, sagde Emil Blücher til TV 2 for to uger siden.

Alex Vanopslagh mener, at det “lidt er en forkert historie, der er blevet lavet” om skatterne og udgifterne til administration i Solrød Kommune.

Ved det seneste kommunalvalg i 2021 gik Liberal Alliance tilbage og opnåede kun 1,4 procent af stemmerne på landsplan.

Siden er Liberal Alliance stormet frem i de landspolitiske meningsmålinger.

Alex Vanopslagh håber også, at hans parti kan få et godt valg tirsdag som afsæt til folketingsvalget, der skal finde sted inden udgangen af oktober næste år.

– Det er enormt vigtigt. Det er en optakt til folketingsvalget, og hvis et parti som vores får et godt valg, så er det også et klap på skulderen til os på Christiansborg og en god optakt til et kommende folketingsvalg, som kan komme “any time” næste år, siger han.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]