Seneste nyheder

29. september 2026

Lukasjenko får varm velkomst på sit første besøg til Nordkorea

Belarus’ præsident, Aleksandr Lukasjenko, ankom onsdag til Nordkoreas hovedstad, Pyongyang, hvor han blev budt velkommen af Nordkoreas leder, Kim Jong-un.

Det skriver det nordkoreanske statsmedie KCNA tidligt torsdag morgen lokal tid – onsdag aften dansk tid.

Det er ifølge statsmediet første gang, at Lukasjenko besøger Nordkorea.

Velkomsten skete ved en ceremoni på Kim Il Sung-pladsen, hvor Kim ifølge KCNA gav den belarusiske præsident en “hjertelig” velkomst.

Herefter lagde Lukasjenko vejen forbi paladset Kumsusan, hvor balsamerede lig af de tidligere nordkoreanske ledere Kim Il-sung og Kim Jong-il ligger ceremonielt fremvist.

Her lagde præsidenten en buket på vegne af Ruslands præsident, Vladimir Putin, skriver KCNA.

I løbet af dagen lagde den belarusiske præsident en krans ved monumentet Befrielsestårnet.

Her holdt Lukasjenko og Kim et øjebliks stilhed “til minde om de faldne soldater fra den sovjetiske hær, der mistede deres liv under befrielsen af Korea”, skriver KCNA med henvisning til afslutningen på det japanske kolonistyre i 1945.

Billeder, der er blevet offentliggjort af det nordkoranske statsmedie, viser de to smilende statsledere hilse på hinanden, mens nordkoreanere vifter med rød-blå flag.

På et andet billede ses Kim Jong-un præsentere Lukasjenko for sine embedsmænd.

Formålet med mødet er ifølge KCNA at styrke det bilaterale samarbejde mellem de to lande.

Både Nordkorea og Belarus støtter Rusland og har hjulpet landet i krigen mod Ukraine.

Russiske styrker brugte belarusisk territorium til at indlede deres offensiv mod Ukraine i februar 2022, mens Nordkorea sendte soldater til at kæmpe sammen med Ruslands hær.

Flere end 6000 af de nordkoreanske soldater vurderes af sydkoreanske, ukrainske og vestlige kilder at have mistet livet i kampene.

AFP

Motorcyklist og bilist meldes dræbt i droneangreb i Rusland

To personer er onsdag blevet dræbt under ukrainske droneangreb i den sydvestlige russiske region Belgorod.

Det skriver Vjatjeslav Gladkov, der er guvernør i regionen, ifølge nyhedsbureauet Reuters på den krypterede beskedtjeneste Telegram.

En af de dræbte var ifølge guvernøren en 18-årig mandlig motorcyklist, der befandt sig i en landsby nær den russisk-ukrainske grænse, da han blev ramt under et droneangreb.

Den anden dræbte var en kvindelig bilist, der befandt sig i sin bil i byen Grajvoron, der også ligger i grænseområdet, da hun blev udsat for et angreb, skriver Gladkov.

Regionen Belgorod, der deler grænse med Ukraine, har ifølge Reuters ofte været udsat for angreb fra ukrainske styrker under den fire år lange krig mellem Rusland og Ukraine.

Fire personer mistede i sidste uge livet under ukrainsk beskydning af en bygning i byen Belgorod, der er hovedby for regionen af samme navn. Byen ligger cirka 40 kilometer fra grænsen til Ukraine.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dyrskue melder udsolgt to måneder før afholdelse

Roskilde Dyrskue melder udsolgt af standpladser ved årets dyrskue, der løber af stablen fra 29. maj til og med 31. maj.

Det fremgår af en pressemeddelelse på dyrskuets hjemmeside.

– Den store interesse fra både nye og garvede udstillere betyder, at dyrskuet endnu en gang kan slå portene op til knap 500 stande, lyder det.

Det lyder desuden, at dyrskuet i år kan invitere til en rekordstor maskinudstilling. Det er i øvrigt også Danmarks største.

Udstillingen har gennem flere år været i vækst, men i 2026 når udearealet altså op på knap 69.000 kvadratmeter, hvor der vil stå i alt 192 maskinudstillere.

Niels Mathiasen, der er ansvarlig for udstillingen, glæder sig over den store opbakning.

– Det er fantastisk, at vi trods af mange udfordringer i branchen oplever en stigende interesse fra udstillere, der ønsker at være en del af Roskilde Dyrskue.

– Jeg glæder mig samtidig over det gode samarbejde med udstillerne, hvor mange har været med i årtier og stadig vender tilbage, siger han i pressemeddelelsen.

Han fortæller, at efterspørgslen har været så stor, at flere virksomheder har måttet gå forgæves, hvad angår at få en standplads.

Det er dog muligt at skrive sig på venteliste.

Roskilde Dyrskue samler hvert år både landbrug, erhvervsliv og nysgerrige gæster.

Dyrskuet blev for første gang afholdt i 1882, og det har siden været en tradition, at det hvert år afholdes på Dyrskuepladsen i Roskilde. Samme sted, hvor der også afholdes Roskilde Festival hvert år.

Det midtsjællandske dyrskue er desuden landets største med over 100.000 gæster i sidste weekend i maj.

Man kan opleve en masse forskellige landbrugsdyr, og der er også flere aktiviteter på pladsen som for eksempel traktortræk og et mindre tivoli til børnene.

Knap 300 amerikanske soldater er såret under krig i Iran

Næsten 300 amerikanske soldater er blevet såret, siden krigen i Iran begyndte.

Det oplyser en talsperson for det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, til CBS News onsdag.

Af de næsten 300 er 255 vendt tilbage i tjeneste.

Ti soldater er fortsat alvorligt sårede, mens det er uvist, hvilken tilstand 25 andre er i, skriver CBS News.

Syv amerikanske soldater har mistet livet i golflandene under krigen i Iran, skriver nyhedsbureauet AFP, mens seks er blevet dræbt i Irak.

Imens er der en diplomatisk proces i gang mellem USA og Iran. Ifølge USA er der tale om forhandlinger. Det vil Iran dog ikke kalde det.

Onsdag lægger USA fortsat pres på Iran, og USA vil sende yderligere soldater til regionen.

Samtidig siger Det Hvide Hus’ pressetalsperson, Karoline Leavitt, at præsident Donald Trump er klar til at lade “helvede bryde løs”, hvis ikke Iran accepterer et amerikansk udspil om at få afsluttet krigen.

– Hvis Iran ikke accepterer den virkelighed, de står i, så vil Trump sikre, at de bliver ramt hårdere, end de nogensinde før er blevet, siger Leavitt ifølge AFP.

– Præsident Trump bluffer ikke, og han er klar til at lade helvede bryde løs, hvis Iran igen skulle forregne sig.

Fra iransk side lyder det, at man er ved at gennemgå et udspil fra USA.

Men blot fordi der udveksles beskeder mellem mæglere, “betyder det ikke, at der er forhandlinger med USA”, siger den iranske udenrigsminister, Abbas Araqchi, på iransk stats-tv.

– Aktuelt er vores politik at fortsætte modstanden. Vi har ingen intentioner om at forhandle – indtil videre har forhandlinger ikke fundet sted, og jeg mener, at vores holdning er meget principfast, siger Araqchi.

– At tale om forhandlinger nu vil være at erkende nederlaget.

En anonym iransk embedsmand har sagt, at der var flere urimelige betingelser i udspillet.

SF-formand har fokus på Løkke inden regeringsforhandlinger

Selv om det er Socialdemokratiet, De Radikale og SF, der i første omgang skal forsøge at danne en regering, har SF-formand Pia Olsen Dyhr også fokus på Moderaterne.

– Jeg kan jo også godt se, at Moderaterne skal være med, hvis vi skal levere det flertal, som er forudsætningen for, at den kan blive til noget, siger hun til DR.

– Vi er villige til at forhandle, og så håber vi, at Lars Løkke på et eller andet tidspunkt besinder sig og tænker, at han også gerne vil være med til at forhandle regering.

Tidligere onsdag blev fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) udpeget til kongelig undersøger – som også kaldes forhandlingsleder – af kong Frederik. Det skete på anbefaling af Mette Frederiksen.

Hun har givet sig selv det mandat, at hun skal forsøge at danne en regering med deltagelse af SF og De Radikale.

Det blev resultatet, efter at samtlige 12 partier havde været forbi kongen for at pege på en kongelig undersøger.

Derfor kunne Moderaterne umiddelbart se ud til at være ude af ligningen, men Socialdemokratiet, SF og De Radikale har ikke flertal alene.

Flere partier skal være en del af enten regeringen eller som parlamentarisk støtte.

Med Moderaterne om bord vil der være 82 mandater.

Pia Olsen Dyhr anerkender videre til DR, at SF og Moderaterne er “milevidt fra hinanden”.

Derfor skal der “indgås kompromiser”, og det er SF “klar til”.

I et skriftligt svar til Ritzau uddyber Pia Olsen Dyhr, at hun mener, at “valgets tale” er rent drikkevand og bedre forhold for grisene.

– Det bliver centralt for os, siger hun med henvisning til de kommende regeringsforhandlinger.

Pia Olsen Dyhr nævner også et løft af velfærden og en løsning for danskernes pension, som emner SF tager med til bordet.

Mette Frederiksen kommer ikke til at udtale sig mere onsdag om regeringsforhandlingerne. Det har Socialdemokratiets pressetjeneste oplyst til DR.

De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, siger onsdag aften i en kommentar til Ritzau, at han håber, at forhandlingerne kan “ske i et ansvarligt tempo”.

– Vi mener, valgets tale er klar, og at det politiske indhold i et nyt regeringsgrundlag må afspejle det nye Folketing, hvor der både er et stort flertal for en grøn dagsorden med et sprøjteforbud over vores drikkevand og mere grøn energi, for en ansvarlig økonomisk politik, så der kan investeres i blandt andet folkeskolen, og for en fast udlændingepolitik inden for konventionerne, tilføjer han.

Det er uvist, præcis hvornår regeringsforhandlingerne starter.

To 15-årige anholdt i sag om skuddrab på jævnaldrende i Malmø

En 15-årig dreng er død af sine skader efter at være blevet skudt i bydelen Rosengård i Malmø.

Det oplyser svensk politi i en opdatering på sin hjemmeside onsdag aften.

To 15-årige – en dreng og en pige – er blevet anholdt i sagen. De mistænkes for drab, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

De blev anholdt tæt på gerningsstedet. Flere personer ringede til politiet og anmeldte skyderiet.

– Drengen blev kørt til hospitalet med skudskader, siger Filip Annas, der er pressetalsperson for politiet, ifølge TT.

Et efterforskningsarbejde er i gang, og politiet banker blandt andet på døre, gennemfører forhør og analyserer spor på gerningsstedet, som er blevet spærret af.

– Der er flere overvågningskameraer i nærområdet, som kommer til at kunne hjælpe os fremad i efterforskningen, siger Filip Annas.

Politiet fik anmeldelsen om skyderiet klokken 18.39.

– Der skal have været flere personer på stedet, da det skete. Men vi skal finde ud af, om personerne har set selve skyderiet, siger Annas ifølge SVT.

Der er i løbet af de seneste dage sket en række skyderier i Sverige.

– Der et tale om forfærdelige voldshandlinger, og mine tanker går først og fremmest til ofrene og deres familier, venner og alle andre, der er blevet påvirket, siger Sveriges justitsminister, Gunnar Strömmer, i en udtalelse til TT.

Lørdag blev en mand i 20’erne skudt og dræbt i Örebro i det centrale Sverige.

Mandag blev en teenager hårdt såret af skud i Huddinge, der er en forstad til den svenske hovedstad, Stockholm. Han døde senere af sine kvæstelser.

Dagen efter blev en mand såret i et skyderi i Solna, der ligeledes er en forstad til Stockholm.

Onsdag eftermiddag blev en 18-årig mand alvorligt såret, da han blev ramt af skud, mens han befandt sig om bord på en bus i Stockholm-forstaden Tyresö.

Harry Potter-serie rammer streamingskærmene i december

Fans af Harry Potter-universet kan se frem til en længe ventet julegave.

HBO Max’ kommende seriefilmatisering af den første af J.K. Rowlings syv fantasybøger om troldmanden Harry Potter og hans venner på skolen Hogwarts får premiere på streamingtjenesten i julen 2026.

Tidligere var det meldt ud, at serien ville få premiere i 2027.

Serien har titlen “Harry Potter og de vises sten” ligesom J.K. Rowlings første bog fra 1997.

Bogen blev filmatiseret første gang i 2001. Her spillede Daniel Radcliffe titelrollen som Harry Potter, mens Emma Watson og Rupert Grint spillede hans to venner Hermione og Ron.

HBO Max begyndte at lede efter de tre hovedroller i efteråret 2024 og havde flere end 30.000 skuespillere til casting.

Valget faldt på henholdsvis Dominic McLaughlin, Arabella Stanton og Alastair Stout som Harry Potter, Hermione og Ron i den nye serie.

– Talentet, som disse tre unikke skuespillere besidder, er fantastisk, og vi kan ikke vente med, at verden skal opleve deres magi på tv-skærmene, lød det dengang fra holdet bag serien.

Den eneste offentliggjorte genganger fra filmene er skuespilleren Warwick Davis, som genoptager sin rolle som professor Filius Flitwick, der underviser Hogwarts-eleverne i besværgelser.

Den oscarnominerede skuespiller John Lithgow skal spille Hogwarts’ rektor, Albus Dumbledore, Paapa Essiedu indtager rollen som læreren Severus Snape, som er en del efter Harry Potter, og så spiller Lox Pratt rollen som Harry Potters ærkefjende Draco Malfoy.

DF’er kom i Folketinget med færrest personlige stemmer

Dansk Folkepartis Jan Herskov blev valgt ind med færrest personlige stemmer til Folketinget.

Han fik således 460 personlige stemmer i Sjællands Storkreds ved tirsdagens valg.

– Jeg er først og fremmest glad og stolt over, at jeg er blevet valgt ind. Jeg fulgte tæt med i går, fordi det var så tæt, og troede i lang tid ikke på det. Men da jeg kunne se, vi fik vores fjerde mandat, så var muligheden der, siger han til TV 2.

Takket være formand Morten Messerschmidt gik DF fra et til fire mandater i storkredsen.

Herskov tilføjer over for TV 2, at “der er ingen tvivl om, at Morten har trukket det store læs”.

Messerschmidt er blevet landets største stemmesluger. Med 50.819 personlige stemmer overgik Messerschmidt med længder sit resultat fra 2022-valget, hvor han fik 6722 personlige stemmer i Københavns Omegns Storkreds.

Dansk Folkeparti fik ved folketingsvalget 9,1 procent af stemmerne. Det var mere end en tredobling i forhold til resultatet i 2022, hvor partiet fik 2,6 procent af stemmerne.

I Sjællands Storkreds gik det endnu bedre for partiet. Her stemte 14,3 procent af vælgerne på Dansk Folkeparti, hvilket kun blev overgået af Socialdemokratiet.

Foruden Messerschmidt og Herskov er Malte Larsen og Julie Jacobsen også blevet valgt ind for DF i Sjællands Storkreds.

DF’eren Søren Lund Hansen fik 415 personlige stemmer i kredsen og missede altså et mandat i Folketinget.

Jan Herskov har sit cv propfyldt med politik efterhånden. Han er i forvejen medlem af Roskilde byråd, og han er desuden medlem af Region Østdanmark.

Blot to stemmer afgør Dansk Folkepartis mandat i København

Det er kun to personlige stemmer, der har afgjort, hvem af to kandidater for Dansk Folkeparti (DF) der har fået partiets mandat i Københavns Storkreds.

Allan Feldt har fået 1679 personlige stemmer og dermed en plads i Folketinget for DF.

Paw Karslund har fået 1677 personlige stemmer og ingen plads.

Sidstnævnte vil kræve en omtælling, hvis det er muligt. Det siger han til TV 2 Kosmopol.

– Hvis bare én eller to stemmer er talt forkert, skifter det jo, siger han til mediet.

Han tilføjer, at det er “godt nok sur røv”.

– Jeg lod sønnike sidde og holde øje, for han (Allan Feldt, red.) åd sig længere og længere ind på mig, siger Karslund til mediet.

Allan Feldt blev i oktober sidste år kandidat for Dansk Folkeparti efter at have meldt sig ud af Lars Boje Mathiesens parti Borgernes Parti.

Feldt, der står bag Aqua d’Or-mærket, frygtede, at Bojes parti ville ende som stemmespild for blå blok.

Han var ellers den første kandidat, som Boje præsenterede, efter at partiet blev opstillingsberettiget i januar 2025.

Også i Sjællands Storkreds har blot otte stemmer afgjort, hvem af Alternativets kandidater der får partiets mandat.

Elise Sydendal er kommet ind med 1298 stemmer mod Sascha Faxes 1290.

Mens sidstnævnte har siddet i Folketinget for Alternativet siden valget i 2022, er Elise Sydendal valgt ind for første gang.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet oplyser onsdag aften, at det ikke i sig selv er nok til en ny fintælling, at to kandidater ligger tæt.

Det forklarer valgkonsulent Christine Boeskov i et skriftligt svar.

– Det forhold, at to partiers eller kandidaters stemmetal ligger tæt, er efter fast praksis ikke i sig selv nok til, at der skal foretages en fornyet fintælling.

– Dette sker normalt kun, hvis der er begrundet mistanke om ikke ubetydelige fejl i forbindelse med stemmeoptællingen, og hvis der er grund til at antage, at opgørelsen af resultatet af stemmeoptællingen og dermed eventuelt også opgørelsen af valgets resultat kan være urigtig, lyder det.

Først tælles stemmerne på valgaftenen og efterfølgende foretages en fintælling af stemmerne. Fintællingen skal ske senest dagen efter valgdagen.

Klager over valget kan sendes til Indenrigs- og Sundhedsministeriet senest tirsdag i næste uge.

Klagen bliver efterfølgende behandlet af Folketinget. I den forbindelse kan Folketinget beslutte, om der skal ske en fornyet optælling af stemmer.

Ny leder af den engelske kirke indsat foran Starmer og prins William

Sarah Mullally er onsdag formelt blevet indsat som ærkebiskop af Canterbury ved en ceremoni i katedralen i Canterbury.

Hun er den første kvindelige ærkebiskop af Canterbury. Som ærkebiskop for Canterbury bliver hun også øverste leder for den anglikanske kirke, som er Englands statskirke.

Mullally bliver samtidig religiøs leder for 85 millioner anglikanske kristne på verdensplan.

– Mens jeg begynder mit embede i dag som ærkebiskop af Canterbury, siger jeg igen til Gud: Her er jeg, sagde hun under ceremonien.

Den foregik foran 2000 gæster, heriblandt prins William og prinsesse Kate samt den britiske premierminister, Keir Starmer.

Sarah Mullally blev udpeget som ærkebiskop af Canterbury i oktober, og i januar fandt den juridiske bekræftelse sted.

Onsdag holdt hun sin første gudstjeneste som ærkebiskop. Hun bad for fred i verden – fra Ukraine og Mellemøsten til Sudan og Myanmar.

Samtidig erkendte hun, at kirkens tidligere svigt havde skabt stor smerte.

Mullally sagde, at kirken forpligter sig til “sandhed, barmhjertighed, retfærdighed og handling”.

Hendes forgænger, Justin Welby, trådte i 2024 tilbage, efter at en rapport konkluderede, at den engelske kirke havde været med til at dække over systematisk misbrug af unge drenge og mænd.

Reuters

Amerikansk talkshowvært skal skrive ny film om Ringenes Herre

Den amerikanske talkshowvært Stephen Colbert skal skrive den kommende filmatisering af J.R.R. Tolkiens bøger om “Ringenes Herre”.

Det skriver flere internationale medier, herunder Deadline.

Nyheden er blevet afsløret i en video på det sociale medie Instagram af instruktøren Peter Jackson, som stod bag de første filmatiseringer af universet, der havde premiere mellem 2001 og 2003.

Den kommende film, som får titlen “The Lord of the Rings: Shadow of the Past”, skal zoome ind på nogle af kapitlerne, som Peter Jackson ikke havde med i sine filmatiseringer.

Stephen Colbert skal skrive den kommende film sammen med sin søn, Peter, der er manuskriptforfatter, og Philippa Boyens, som også var med til at skrive Peter Jacksons filmatiseringer.

“The Lord of the Rings: Shadow of the Past” skal følge efter “Lord of the Rings: The Hunt for Gollum”, som får premiere næste år.

Det er ikke Peter Jackson, som instruerer den, men skuespilleren Andy Serkis, som også selv medvirker i filmen i titelrollen som væsenet Gollum.

Han spillede også Gollum i Peter Jacksons film, der også havde dansk-amerikanske Viggo Mortensen på rollelisten.

Også Elijah Wood og Ian McKellen genoptager angiveligt deres respektive roller som hobbitten Frodo og troldmanden Gandalf i “Lord of the Rings: The Hunt for Gollum”.

Ifølge avisen The Guardian er Stephen Colbert stor fan af Tolkiens bøger, som også tæller “Hobbitten”.

“Hobbitten” går forud for handlingen i “Ringenes Herre”, men blev filmatiseret senere. Også af Peter Jackson.

Her havde Stephen Colbert en mindre rolle i den anden del af filmatiseringen, “Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark” fra 2013.

Det var netop Stephen Colberts interesse i bøgerne, der gav ham idéen til den kommende filmatisering, fortæller han selv.

Stephen Colbert har været vært på talkshowet “The Late Show” siden 2015.

Men den 61-årige amerikaner sender sit sidste afsnit til maj. Den amerikanske tv-station CBS oplyste sidste sommer, at programmet lukker på grund af økonomien.

Meta og Google taber sag om sociale mediers vanedannende design

Tech-selskaberne Meta og Google har i Californien tabt en sag om afhængighed af sociale medier og skal betale erstatning på seks millioner dollar.

Det har nævninger onsdag besluttet.

Sagen er blevet beskrevet som en, der potentielt kan skabe præcedens i tusindvis af lignende sager mod tech-selskaber.

– Dagens dom er en folkeafstemning – fra en jury over en hel industri – om, at den bliver stillet til ansvar, siger sagsøgerens advokat i en pressemeddelelse.

Sagen omhandler en 20-årig kvinde, som siger, at hun blev afhængig af selskabernes apps i en ung alder på grund af den måde, de er designet til at fange brugernes opmærksomhed på.

En talsperson for Meta siger, at selskabet er uenig i dommen og vil se, hvilke juridiske muligheder det har nu.

En talsperson for Google siger, at selskabet har planer om at anke dommen.

Den 20-årige kvinde forklarede i sagen, at den tidlige afhængighed af de sociale medier forværrede hendes depression og selvmordstanker.

Erstatningen på tre millioner dollar svarer til godt og vel 19 millioner kroner.

Meta findes ansvarlig for 70 procent af de skader, som blev forvoldt, mens YouTube, som ejes af Google, findes ansvarlig for 30 procent.

Nævningerne fandt i sagen blandt andet, at selskaberne burde have vidst, at deres tjenester udgjorde en fare for mindreårige, skriver nyhedsbureauet AFP.

Selskaberne burde ifølge nævningerne også have vidst, at de ikke i tilstrækkelig grad advarede om farerne ved platformen, hvilket man ellers med rimelighed kunne forvente af en ejer, hedder det.

– Tre millioner dollar er blot et meget lille rap over nallerne for selskaber som Meta og YouTube, siger Jasmine Engberg fra selskabet Scalable, der følger industrien, ifølge AFP.

– Men hvis disse selskaber tvinges til at omdesigne deres produkter, udgør det en eksistentiel trussel for deres forretningsmodeller, fortsætter hun.

Selskaberne TikTok og Snap indgik forlig med den 20-årige sagsøger, der har initialerne KGM, lige inden sagen gik i gang.

Sagen var den første i en større gruppe af sager, hvor der er over 1600 sagsøgere, som omfatter over 350 familier og 250 skoledistrikter.

Reuters

Trump tager til Kina i maj for at mødes med landets præsident

USA’s præsident, Donald Trump, skal mødes med den kinesiske præsident, Xi Jinping, i Kinas hovedstad, Beijing, den 14. og 15. maj.

Det oplyser Det Hvide Hus onsdag aften dansk tid ifølge nyhedsbureauet AFP.

Trump bad tidligere på måneden om at få udskudt et planlagt topmøde med Jinping på grund af USA’s angreb i Iran.

To partier kan med veto sende Mette F. tilbage til kongen

Socialdemokratiets formand, fungerende statsminister Mette Frederiksen, skal i første omgang stå i spidsen for forhandlinger om en ny regering.

Hun bliver kongelig undersøger og skal forsøge at danne regering med SF og De Radikale, hvilket giver de to sidstnævnte partier en “form for veto”.

Det forklarer Jørgen Elklit, der er professor emeritus ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.

– For hvis de bliver uenige og forlader forhandlingerne, kan Mette Frederiksen som forhandlingsleder ikke leve op til mandatet om, at de skal med i en eventuel regering, og så bliver hun nødt til at gå tilbage til Amalienborg, siger han.

Han henviser til den nyhed, der er kommet fra kongehuset onsdag aften, hvor der står skrevet, at hun har fået mandat til at afsøge en regering med SF og De Radikale.

Det betyder dog ifølge Elklit ikke, at andre partier er udelukket fra denne kongerunde.

– Der er ikke noget behov for at gå tilbage til Amalienborg, hvis de tre partier bliver enige om at inddrage yderligere et parti – eller flere for den sags skyld, siger han.

Folketingets kønsfordeling er næsten 50/50

86 kvindelige politikere er valgt ind i Folketinget, hvilket svarer til 48 procent, som er den højeste andel nogensinde.

Det står klart, efter at alle personlige stemmer er talt op efter tirsdagens valg.

Den hidtidige rekord stammer fra 2022-valget, hvor 76 kvinder fik en plads i Folketinget, hvilket svarede til 43,4 procent.

Der er 179 folketingsmedlemmer. Af dem er 175 danske mandater, mens både Grønland og Færøerne har to mandater hver.

Ser man på de enkelte partier, er der store forskelle på, hvordan mandlige og kvindelige kandidater fordeler sig.

Hos det største parti, Socialdemokratiet, er der en overvægt af mænd. Dem er der 24 af blandt de folkevalgte, mens 14 er kvinder.

I Liberal Alliances folketingsgruppe sidder der fremover 6 kvinder og 10 mænd, mens det for Dansk Folkeparti er 3 kvinder og 13 mænd.

I SF’s gruppe er der omvendt en stor overvægt af kvinder. 15 medlemmer er kvinder, mens 5 er mænd.

Moderaterne har ramt en komplet lige kønsfordeling – 7 kvinder og 7 mænd. Det samme har Borgernes Parti, som har i alt 4 mandater.

Til folketingsvalget tirsdag stillede i alt 933 kandidater op. 368 af dem var kvinder, hvilket svarer til 39,4 procent.

I 2022 udgjorde kvinder 38,4 procent af de opstillede kandidater, mens 43,4 procent af dem, der blev valgt ind, var kvinder.

Man skal tilbage til 1935 for at finde det år, hvor andelen af opstillede kvinder var lavest. Her lå det på 2,8 procent.

Mens der ikke er noget at rafle om i forhold til kønsfordelingen, så er valgets tale mere besværlig at blive klog på.

Onsdag står det klart, at afgående statsminister Mette Frederiksen (S) bliver kongelig undersøger og skal forsøge at danne regering.

Hun vil forsøge at danne regering med SF og De Radikale. Det skrev kongehuset i en pressemeddelelse tidligere onsdag.

– I overensstemmelse hermed har kongen anmodet fungerende statsminister Mette Frederiksen om at lede forhandlinger om dannelse af en regering med deltagelse af SF og De Radikale, står der i pressemeddelelsen.

Ingen af blokkene fik flertal ved valget, og Mette Frederiksen indleverede onsdag sin afskedsbegæring. Hun er derfor afgående, men fungerende statsminister.

Hvis der ikke er klart flertal for en statsminister, udpeger kong Frederik en kongelig undersøger – også kaldet forhandlingsleder – der skal lede forhandlingerne om, hvem der skal være ny statsminister.

Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet råder tilsammen over 84 mandater og vil have Frederiksen som kongelig undersøger.

Blå blok har peget på Troels Lund Poulsen (V), som har 73 og dermed færre mandater bag sig.

Lars Løkke Rasmussen fra Moderaterne har peget på sig selv.

Person skudt på bus nær Stockholm – gerningsmand løb væk

En person er blevet alvorligt såret i en skudepisode i en bus i Tyresö, som er en forstad til Stockholm.

Det oplyser svensk politi i en opdatering på sin hjemmeside onsdag.

Omkring 20 personer var om bord på bussen, som er fra Stockholms Lokaltrafik, da skyderiet fandt sted. En ukendt gerningsperson løb fra stedet.

– Der er mange mennesker, som er rystede, siger politiets pressetalsperson Daniel Wikdahl ifølge nyhedsbureauet TT.

Der ligger en del skoler i området, og indledningsvis blev alle personer i skolerne bedt om at blive indendørs.

Siden har elever og andre igen fået mulighed for at komme ud af skolerne, oplyser skolechefen i Tyresö Kommune til TT.

– Vældig mange elever har set, hvad der er sket, siger skolechef Martin Widholm.

Bussen stod ved et stoppested, så folk kunne stige ind og ud, da skudepisoden fandt sted.

Det skete ved 15-tiden onsdag.

Den sårede person er blevet identificeret, men svensk politi ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere af “integritetsårsager”.

Politiet samarbejder med kommune og skoler i områderne, og der er en indsats for personer, som har det dårligt efter episoden eller på anden vis er påvirkede af den.

Buschaufføren er efter skudepisoden foreløbig blevet fritaget for tjeneste, oplyser Stockholms Lokaltrafik til TT.

Tyresö ligger omkring 13 kilometer sydøst for det centrale Stockholm.

Senegal appellerer fratagelse af titel efter omstridt finale

Det dramatiske efterspil fra den kaotiske finale i de afrikanske mesterskaber fortsætter.

Senegal har nu appelleret beslutningen om at fratage fodboldlandsholdet titlen som afrikansk mester, som i stedet blev tildelt Marokko efter den omstridte finale i Africa Cup of Nations i januar.

Det oplyser Den Internationale Sportsdomstol (CAS), som har modtaget appellen, ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Den Internationale Sportsdomstol (CAS) bekræfter modtagelsen af en appel fra Senegals Fodboldforbund mod Det Afrikanske Fodboldforbund og Det Kongelige Marokkanske Fodboldforbund, lyder det i en erklæring fra CAS.

Senegal håber at få omstødt afgørelsen fra Det Afrikanske Fodboldforbund (CAF), der tidligere i marts fratog dem titlen.

Finalen blev skæmmet af ballade i slutningen af den ordinære spilletid ved stillingen 0-0.

Efter et VAR-tjek fik Marokko tilkendt et straffespark i de døende sekunder, og det fik Senegal til at udvandre.

Da kampen endelig kunne genoptages, blev straffesparket brændt, og i stedet afgjorde Senegal finalen i forlænget spilletid på Papa Gueyes drømmemål.

Siden har finalen været igennem en disciplinærsag, og i første omgang besluttede CAF’s disciplinærudvalg, at Senegal kunne beholde sit trofæ.

Derefter appellerede Marokko, og Det Afrikanske Fodboldforbund ændrede beslutningen og gav titlen til Marokko.

Nu tager Senegal sagen videre til Den Internationale Sportsdomstol (CAS).

– Vi forstår, at både hold og fans er ivrige efter at kende den endelige afgørelse, og vi vil sikre, at processen gennemføres så hurtigt som muligt, samtidig med at alle parters ret til en fair høring respekteres, siger CAS’ generealdirektør, Matthieu Reeb, ifølge AFP.

Umiddelbart efter finalen havde Fifa-præsident Gianni Infantino, som var til stede ved kampen, fordømt “nogle senegalesiske spillere” for de “uacceptable scener”.

Dragsted bliver største stemmesluger i København

Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, mere end fordobler sit antal personlige stemmer.

Det står klart, efter at de personlige stemmer i Københavns Storkreds er talt op efter tirsdagens folketingsvalg.

Dragsted får 30.707 stemmer. I 2022 fik han 14.129.

Enhedslisten skrev historie i Københavns Storkreds, da partiet for første gang kunne kalde sig det største parti i storkredsen med 16,6 procent af stemmerne.

Det var første gang nogensinde, at det ikke var Socialdemokratiet, der blev størst i Københavns Storkreds ved et folketingsvalg. Socialdemokratiet fik 15,3 procent af stemmerne.

Socialdemokratiet gik fra fire til tre mandater i storkredsen. De tre mandater er gået til Peter Hummelgaard og Ida Auken, som blev genvalgt, mens det sidste mandat er gået til social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen.

Hun er tidligere overborgmester i København og eks-folketingsmedlem, men kan altså igen kalde sig folketingsmedlem.

Allerede natten til onsdag stod det klart, at valgresultatet var skidt for Venstre, som endte med nul mandater i storkredsen.

Det betyder, politisk ordfører Jan E. Jørgensen og et andet folketingsmedlem Linea Søgaard-Lidell ryger ud af Folketinget.

Enhedslisten fik på landsplan 6,3 procent af stemmerne, hvilket var en fremgang på 1,2 procentpoint sammenlignet med 2022-valget. Det betyder, at partiet er gået to mandater frem og nu har 11 af slagsen.

Rød blok har fået 84 mandater på landsplan ved valget, mens blå blok har fået 77 mandater, og derfor kan ingen tælle til 90, hvilket er nøgletallet i dansk politik. Moderaterne fik 14 mandater og kan stadig få en rolle i regeringsforhandlingerne.

Afgående statsminister Mette Frederiksen (S) bliver kongelig undersøger og skal forsøge at danne regering. Hun vil forsøge at danne regering med SF og De Radikale. Det skriver kongehuset i en pressemeddelelse sent onsdag eftermiddag.

Myndigheder ser ingen tegn på fremmed statslig påvirkning ved valg

De danske myndigheder har ikke fundet forsøg på at påvirke folketingsvalget fra fremmede efterretningstjenester.

Styrelsen for Samfundssikkerhed har sammen med Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) holdt øje med, om fremmede stater ville forsøge at påvirke debatten.

Det har myndighederne ikke afdækket i den analyse, som man foreløbigt har lavet.

Det skriver de i tre enslydende pressemeddelelser.

De tre myndigheder kan dog konkludere, at enkelte profiler på sociale medier har spredt fordrejede udsagn.

Udsagnene handler om danske politikere, lyder det.

Profilerne vurderes at have forbindelse til russiske onlinemiljøer.

FE og PET vurderer sammen med styrelsen, at personerne har et kendskab til den danske debat, som de vil bruge til at sprede prorussiske budskaber.

Spredningen har dog været begrænset.

Der er også set eksempler på, at der er blevet spredt misinformation om Danmark – særligt Grønland. Det har i enkelte tilfælde opnået stor spredning.

Forud for valget vurderede de tre myndigheder, at folketingsvalget var et meget sandsynligt mål for russisk påvirkning.

– Det er muligt, at Rusland vil gennemføre påvirkningsaktiviteter i et forsøg på at udnytte valget til at fremme russiske dagsordener, herunder at skabe splid og svække støtten til Ukraine, lød det dengang.

Men der er altså ikke blevet afdækket forsøg på at påvirke valget fra fremmede stater og deres efterretningstjenester.

Styrelsen for Samfundssikkerhed skriver også, at der under valgkampen har været overbelastningsangreb fra prorussiske hackergrupper.

Overbelastningsangreb medfører, at man ikke kan tilgå den hjemmeside, som bliver angrebet.

Omfanget har dog ikke været større end, hvad man normalt ser, lyder det.

NBA undersøger udvidelse med to nye hold i Las Vegas og Seattle

NBA kan i fremtiden stå til at få to nye basketballhold.

Ligaens bestyrelse har godkendt, at ligaen formelt kan undersøge en udvidelse med to nye hold i Las Vegas og Seattle, skriver NBA i en pressemeddelelse.

Afstemningen krævede, at 23 ud af 30 bestyrelsesmedlemmer stemte ja. Bestyrelsen består af ejerne af alle ligaens hold.

Beslutningen betyder ikke nødvendigvis, at den nordamerikanske basketball-liga udvider til 32 hold, men det er et stort skridt mod de længe ventede planer om at udvide NBA.

– Dagens afstemning afspejler vores bestyrelses interesse i at undersøge en mulig udvidelse til Las Vegas og Seattle – to markeder med en lang historie for støtte til NBA-basketball, siger NBA’s øverste chef, Adam Silver, i pressemeddelelsen.

– Vi ser frem til at tage dette næste skridt og samarbejde med de interesserede parter, tilføjer han.

NBA har ikke udvidet antallet af hold siden 2004, hvor Charlotte Bobcats kom til. I samme periode har ishockeyligaen NHL tilføjet to hold i netop Las Vegas og Seattle.

Seattle havde tidligere NBA-holdet Seattle SuperSonics, som i 2008 flyttede til Oklahoma City og blev til Thunder.

Las Vegas har været vært for NBA’s All-Star-begivenhed og afholder hvert år Summer League-turneringen før NBA-sæsonen.

Forventningen er ifølge nyhedsbureauet AFP, at ligaen vil tilføje de nye hold i sæsonen 2028-29, hvis udvidelsen bliver godkendt.

Hvis både Seattle og Las Vegas får nye hold, vil ligaen sandsynligvis placere dem begge i Western Conference og flytte et eksisterende vestligt hold til Eastern Conference.

Memphis Grizzlies og Minnesota Timberwolves nævnes oftest som de mest sandsynlige hold til denne ændring.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]