Seneste nyheder

3. oktober 2026

Israel: Angriber iransk flåde i Det Kaspiske Hav for første gang i krigen

Det israelske militær angreb onsdag iranske flådekapaciteter i Det Kaspiske Hav.

Det skriver militæret i et opslag på beskedtjenesten Telegram torsdag.

Israelske kampfly angreb ifølge opslaget den iranske flådes havne- og basefaciliteter.

Ved havnen blev iranske flådeskibe og et kommandocenter ramt, lyder det i opslaget.

Derudover skulle et flådeværft, som bruges til at reparere eller bygge nye skibe, også være blevet ramt.

Ifølge en israelsk militærtalsperson er det første gang, at Israel har angrebet den iranske flåde i Det Kaspiske Hav under krigen.

Det oplyser talspersonen Nadav Shoshani under et onlinepressemøde ifølge Reuters.

– Det er lykkedes os at sætte deres flådekapacitet i Det Kaspiske Hav ud af spil, sagde han ifølge Reuters.

– Det er et systematisk angreb på alle niveauer af deres flådekapacitet i Det Kaspiske Hav.

Nadav Shoshani oplyser desuden ifølge AFP, at Israel skulle have ramt mere end 200 mål i Iran over de seneste 36 timer.

Det Kaspiske Hav er på trods af navnet verdens største sø, der ligger på grænsen mellem Europa og Asien. Hele fem lande grænser op til søen. Det gælder både Rusland, Kasakhstan, Turkmenistan, Iran og Aserbajdsjan.

Meldingen om det israelske angreb i Det Kaspiske Hav kommer, efter at militæret sent onsdag aften meddelte, at det havde påbegyndt angreb i det nordlige Iran.

Ifølge militæret var det første gang, siden krigen mod Iran startede, at Israel udførte angreb i det nordlige Iran.

Iran har endnu ikke kommenteret på de israelske meldinger om angrebene mod flåden i Det Kaspiske Hav eller mod den nordlige del af landet.

Uenighed mellem eksperter udskyder grønlandsk rapport om spiralsag

Der er opstået uenigheder i den ekspertgruppe, som blev nedsat af den grønlandske regering for at undersøge spiralsagen.

Gruppen har delt sig i to grundet uenigheden.

Det skriver det grønlandske departement for justitsområdet i en pressemeddelelse.

Ifølge pressemeddelelsen var der faglige uoverensstemmelser, ligesom at der var bekymring for den geopolitiske situation.

Eksperterne er blevet bedt om at undersøge de menneskeretlige aspekter af sagen.

Betegnelsen spiralsagen dækker over, at unge grønlandske kvinder og piger fik opsat en svangerskabsforebyggende spiral under en kampagne, som startede i 1960’erne.

Flere kvinder har siden fortalt i medierne, at de ikke havde givet samtykke.

Begge grupper af eksperter har afleveret en rapport til den grønlandske regering, Naalakkersuisut.

Men på grund af uenighederne er det blevet besluttet, at de to rapporter skal granskes af fagfæller, inden de kan offentliggøres.

Det sker for at undgå tvivl om rapporternes faglighed, lyder det.

Den ekstra granskning af de to rapporter betyder dog, at de tidligst offentliggøres til maj.

Ifølge det grønlandske medie KNR var rapporterne færdige i starten af februar.

Sermitsiaq skriver også, at det tidligere var forventningen, at rapporten ville blive offentliggjort, senest seks uger efter at den blev modtaget.

Naaja H. Nathanielsen, der er naalakkersuisoq, hvilket svarer til minister, for justitsområdet, udtaler i pressemeddelelsen fra den grønlandske regering, at hun har valgt at gå “løsningsorienteret” til uenighederne.

– Både ekspertgruppens rapport og den anden rapport vil begge blive offentliggjort, hvorefter læserne kan danne sig deres eget indtryk, lyder det.

En uvildig dansk udredning af spiralsagen vurderede sidste år, at mindst 4070 grønlandske kvinder og piger havde fået opsat spiral ved udgangen af 1970. På det tidspunkt havde Danmark ansvaret for sundhedsvæsenet i Grønland.

Både statsminister Mette Frederiksen (S) og den grønlandske regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, gav sidste år en undskyldning i sagen.

Det skyldes, at der både har været sager, imens Danmark havde ansvaret for sundhedsvæsenet i Grønland, og efter at Grønland hjemtog området.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Seks lande melder sig klar til at hjælpe i Hormuzstrædet

Storbritannien og fem andre lande melder sig klar til at hjælpe med at sikre sikker passage gennem Hormuzstrædet.

Det skriver landene i en fælles erklæring.

– Vi udtrykker vores villighed til at bidrage til passende indsatser for at sikre sikker passage gennem strædet, lyder det.

Foruden Storbritannien er landene, som står bag erklæringen, Frankrig, Tyskland, Italien, Holland og Japan.

Det står ikke umiddelbart klart, hvordan landene mere konkret vil hjælpe med at sikre passagen.

I erklæringen fordømmer landene de iranske angreb på ubevæbnede skibe i Hormuzstrædet, den de facto lukning af strædet samt angreb på civilinfrastruktur, herunder olie- og gasinstallationer.

De roser desuden beslutningen fra Det Internationale Energiagentur (IEA) om at frigive i alt 400 millioner tønder olie fra dets medlemslandes oliereserver.

Frigivelsen af olien sker for at erstatte noget af den olie, som ikke kan komme ud gennem Hormuzstrædet, der adskiller Iran og Den Arabiske Halvø, og som er vigtig for transporten af olie fra Mellemøsten.

Strædet er i praksis blevet lukket for skibstrafik, efter at krigen mellem Iran på den ene side og Israel og USA på den anden brød ud den 28. februar, og efter at Revolutionsgarden i Iran tog kontrol over strædet.

De seks lande uddyber i den fælles erklæring, at landene vil tage “andre skridt” for at stabilisere energimarkederne.

Blandt andet vil de samarbejde med visse “producerende lande” for at øge produktionen. Det uddybes ikke i erklæringen, hvilke lande der er tale om.

Dansker dømt for at bestikke myndigheder i Mauritius

En 67-årig dansk mand, der var ansat i entreprenørvirksomheden Burmeister og Wain Contractor A/S (BWSC), er torsdag blevet dømt for bestikkelse.

Retten i Lyngby har idømt den tidligere salgsdirektør ni måneders betinget fængsel.

Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), der har ført sagen i samarbejde med Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK).

Bestikkelsen skete i forbindelse med opførelsen af et kraftværk i den afrikanske østat.

Fra juli 2013 til oktober 2017 betalte den dømte mindst 632.000 kroner til personer hos myndighederne i Mauritius.

Formålet var at sikre, at BWSC skulle vinde et offentligt udbud i forbindelse med udviklingen og etableringen af et nyt kraftværk, som havde en samlet kontraktsum på 790 millioner kroner.

Det var BWSC selv, der i 2019 henvendte sig til de danske myndigheder med mistanke om, at virksomheden havde været involveret i bestikkelse.

I 2024 blev BWSC selv idømt en bøde på ti millioner kroner for virksomhedens andel i overtrædelsen.

Efter bøden i 2024 fortalte BWSC’s direktør Jens Peter Koch til DR Nyheder, at mistanken opstod, efter at en whistleblower havde råbt op om sagen.

– Sagen blev bragt frem af en whistleblower, og selv om den går forud for min tid i virksomheden, så står den for mig som en påmindelse om, hvor vigtigt det er, at vi har en åben kultur, hvor kolleger eller samarbejdspartnere tør stå frem, hvis de observerer noget, der ikke er rigtigt eller giver anledning til mistanke om uregelmæssigheder, sagde han i et skriftligt svar til DR.

Dieselprisen har nået højeste niveau nogensinde

Energiselskabet OK har torsdag hævet listeprisen på diesel til 18,39 kroner for en liter. Det skriver TV 2 med henvisning til data fra selskabets hjemmeside.

Dataen strækker sig tilbage til 2002, og i den periode har prisen ikke før været højere.

Ifølge Drivkraft Danmark, der er brancheorganisation for landets brændstofleverandører, er der faktisk tale om den højeste pris på diesel nogensinde.

Listeprisen er benzinselskabernes officielle pris. Pumpeprisen, som kunderne møder ved tankstationerne, kan være en anden.

Prisen på diesel er – som tilfældet også har været for mange andre energiformer – skudt i vejret i kølvandet på konflikten i Mellemøsten.

Angreb mod vigtig energiinfrastruktur har fået flere lande i regionen til midlertidigt at begrænse produktionen af eksempelvis olie, og det har skabt usikkerhed om leverancer.

Dertil er Hormuzstrædet blevet lukket af Iran. En stor del af verdens olie skal igennem strædet for at blive sendt videre ud i verden.

Ilyas Dogru, forbrugerøkonom hos interesseorganisationen for bilister FDM, siger, at situationen på ingen måde er drevet over og mener, at det bør afføde politisk handling.

– Der er ingen tvivl om, at de høje brændstofpriser presser mange bilejere. Bider de høje priser sig fast, bliver det derfor en opgave for en kommende regering at se på, om man kan kompensere de ramte bilejere, udtaler han i en pressemeddelelse.

OK’s dieselpris nåede senest sit højeste niveau i 2022. Her lød listeprisen på 18,29 kroner for en liter.

På selskabets hjemmeside kan man også finde priser på benzin. Listeprisen på en liter blyfri 95 er torsdag 16,89 kroner.

Det er dog langt fra seneste top i 2022, hvor prisen nåede helt op på 19,49 kroner.

Dengang udspillede der sig en energikrise i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine i februar samme år.

Rusland begrænsede bevidst tilstrømningen af gas til resten af Europa i forbindelse med krigen. Det skabte en knaphed og siden stigende energipriser.

ECB ser uvis fremtid og øget inflationsrisiko på grund af krig

Den Europæiske Centralbank (ECB) har torsdag som ventet fastholdt renten, men krigen i Mellemøsten har rykket bankens forventninger til året på markant vis.

Således opjusterer ECB den forventede inflation i 2026 til 2,6 procent fra tidligere 1,9 procent.

Det fremgår af en pressemeddelelse torsdag.

– Inflationen er blevet opjusteret i forhold til fremskrivningerne fra december, især for 2026. Dette skyldes, at energipriserne bliver højere på grund af krigen i Mellemøsten, skriver ECB.

Cheføkonom i Dansk Erhverv Tore Stramer vurderer, at det kan “åbne døren” for renteforhøjelser senere på året.

– Det hører bestemt til de absolutte sjældenheder, at ECB foretager så store revisioner af deres prognose, siger han i en skriftlig kommentar.

Han fremhæver desuden, at ECB “helt ekstraordinært” først har afsluttet deres arbejde med prognoserne på en senere skæringsdato end normalt.

– Det viser med al tydelighed, at ECB har forsøgt at få så meget information indenbords inden dagens rentemøde. ECB gør det da også klart, at de økonomiske udsigter er ekstraordinært usikre som følge af krigen i Iran, siger Stramer.

Samtidig sænkes forventningerne til årets økonomiske vækst fra 1,2 til 0,9 procent.

Det “afspejler de globale virkninger af krigen på råvaremarkederne, realindkomsterne og tilliden”, skriver ECB.

Men selv om centralbanken ser flere risici, er det stadig i høj grad uklart, hvordan økonomien udvikler sig.

Det afhænger af, hvor intens og langvarig krigen bliver, lyder det.

– Krigen i Mellemøsten har gjort udsigterne betydeligt mere usikre og skabt risici for en højere inflation samt en lavere økonomisk vækst, skriver banken.

Bispevalg i Aarhus skal ud i anden valgrunde

Ingen af de tre kandidater til bispevalget i Aarhus har fået mere end 50 procent af stemmerne.

Derfor skal de to kandidater med flest stemmer ud i en ny valgrunde, skriver Aarhus Stift i en pressemeddelelse.

Torsdag udløb fristen for at stemme på en af de tre kandidater – Annette Brounbjerg Bennedsgaard, Thomas Frank eller Esben Thusgård.

Det er Esben Thusgård og Thomas Frank, som går videre til anden valgrunde.

De fik henholdsvis 793 stemmer og 554 stemmer.

514 stemte på Annette Brounbjerg Bennedsgaard, imens 18 stemte blankt.

Aarhus skal have ny biskop, fordi den nuværende, Henrik Wigh-Poulsen, fratræder med udgangen af april. Det meddelte stiftet i august sidste år.

Biskoppen vælges af blandt andre stiftets præster og medlemmer af menighedsrådet. Også repræsentanter for valgmenighederne i stiftet og stadfæstede valgmenighedspræster kan stemme.

89,3 procent af de 2104 stemmeberettigede har stemt til bispevalget, skriver Aarhus Stift.

56-årige Thomas Frank har siden 2011 været domprovst over Viborg Stift. Han har desuden været feltpræst med udsendelser til Afghanistan, Kosovo og Sudan.

Esben Thusgård er 55 år og provst i Aarhus Nordre Provsti siden 2012. Han er desuden formand for Provsteforeningen.

Den anden valgrunde indledes 9. april klokken 12 og slutter 30. april klokken 12.

Den nye biskop ventes at skulle tiltræde 1. juni. Indtil da vil domprovst Birgitte Graakjær Hjort fungere som biskop i Aarhus Stift.

Som biskop er man øverste myndighed i et stift.

Der er en biskop i hvert af de ti danske stifter samt én i Grønland.

Biskoppen fører blandt andet tilsyn med, hvordan stiftets præster varetager deres embede. Biskoppen holder også bispeeksempel for præster, der skal tiltræde et embede for første gang.

I bispegerningen ligger også en væsentlig formidlingsopgave mellem folkekirken og det øvrige samfund.

Hegseth afviser at give tidsramme for krig i Iran

Amerikanske angreb mod Iran intensiveres torsdag, og der er ikke nogen specifik tidsramme for, hvornår krigen slutter.

Det siger den amerikanske forsvarsminister, Pete Hegseth, på et pressemøde, mens uroen i Mellemøsten har fået internationale olie- og gaspriser til at stige kraftigt.

Hegseth siger, at torsdagen bliver den dag med den hidtil mest omfattende række af angreb fra USA mod Iran.

Ministeren har tidligere sagt noget lignende om andre dage.

– Vi vinder overbevisende, siger han, men påpeger samtidig, at Iran er et stort land.

Han siger, at det er op til USA’s præsident, Donald Trump, at beslutte, hvornår USA har opnået det, der skal opnås.

– Vi ønsker ikke at sætte en fast tidsramme, siger Hegseth ifølge nyhedsbureauet AFP og tilføjer, at USA er på rette spor.

– Det bliver præsidentens beslutning, hvornår vi siger: “Hey, vi har opnået det, vi skal”, fortsætter Hegseth.

Målene er de samme, som de hele tiden har været, lyder det fra ministeren – og de omfatter blandt andet, at Iran aldrig må kunne udvikle atomvåben. Derudover skal Irans missilaffyringsramper, forsvarsindustri og flåde ødelægges.

Lørdag er det tre uger siden, at Israel og USA angreb Iran og dræbte den daværende øverste leder i Iran, ayatollah Ali Khamenei.

Siden har sønnen Mojtaba Khamenei overtaget posten som øverste leder i landet, der er et præstestyre.

Meningsmålinger har vist, at krigen er ganske upopulær i den amerikanske befolkning.

Hegseth fastholder – som han også har gjort tidligere – at den ikke bliver “endeløs”.

Torsdagen har budt på store stigninger i olie- og gaspriser efter et angreb onsdag på det iranske South Pars-naturgasfelt. Trump har sagt, at USA ikke står bag.

Siden har Iran skudt igen mod olie- og gasmål i Mellemøsten.

Real Madrid bekræfter muskelskade til Courtois

Real Madrid skal muligvis klare sig uden den sikre sidste skanse, Thibaut Courtois, i Champions League-kvartfinalerne i april mod FC Bayern München.

Den spanske hovedstadsklub skriver torsdag på sin hjemmeside, at belgieren er blevet ramt af en muskelskade.

– Efter flere test af Courtois af vores medicinske stab er det konkluderet, at han har fået en muskelskade i højre lår. Vi afventer yderligere undersøgelser, lyder det fra klubben.

Den lange keeper udgik af spaniernes Champions League-kamp tirsdag mod Manchester City.

Ifølge flere spanske medier, heriblandt Marca, venter en pause på omkring halvanden måned for belgieren.

Real Madrid spiller to kvartfinaler mod den tyske storklub Bayern München 7. og 15. april.

Da Courtois udgik mod City, blev han erstattet af reserven Andriy Lunin, der også tidligere har overtaget, når Courtois har været ukampdygtig.

Ud over de afgørende Champions League-kampe venter i den kommende periode vigtige kampe i den spanske liga for Real Madrid, der på andenpladsen er på jagt efter FC Barcelona i mesterskabskampen.

I den kommende weekend møder holdet på eget græs lokalrivalen Atlético Madrid.

Domstol afviser fransk forsøg på midlertidigt at lukke Shein

Den franske regerings forsøg på at få e-handelsplatformen Shein suspenderet er torsdag blevet afvist af en ankedomstol i Paris.

Shein har været genstand for stor debat i Frankrig og andre lande, siden den franske forbrugervagthund fandt, at der var blevet solgt børnelignende sexdukker på platformen.

Der blev også solgt forbudte våben.

Det fik regeringen til at kræve en suspendering på tre måneder.

En anden fransk domstol nåede allerede i december frem til, at en suspendering måtte afvises, hvilket fik regeringen til at anke.

Men heller ikke i anden omgang fik regeringen medhold.

Om torsdagens dom siger Shein:

– I løbet af de seneste adskillige måneder er vi fortsat med konstant at styrke vores kontrol af både sælgere og produkter på markedspladsen.

Reuters

DF vil fjerne permanent opholdstilladelse for udlændinge

Dansk Folkeparti vil “gøre op med begrebet” om permanent opholdstilladelse, der giver ret til, at man kan bo og arbejde i Danmark på ubestemt tid.

Det skal ifølge partiet ikke længere være muligt for udlændinge at få permanent ophold, medmindre man er i en nær familierelation til en dansk statsborger.

Det fremgår af et udlændingeudspil, som partiet præsenterer torsdag.

– Det betyder blandt andet, at den store gruppe af syrere, der er i landet, skal sendes hjem, siger folketingskandidat for DF Anders Vistisen på et pressemøde torsdag.

Knap 4800 syrere har fået permanent opholdstilladelse i Danmark siden 2015, hvor de gik på motorvejene på grund af krig i Syrien.

1845 syrere har desuden fået dansk statsborgerskab fra januar 2014 til januar 2025.

Dansk Folkeparti lægger op til, at forslaget skal virke med tilbagevirkende kraft, så man kan fratage permanent opholdstilladelse fra dem, der allerede har fået det. Det er uvist, om det kan lade sig gøre juridisk.

Udlændinge skal fremover være på tidsbegrænsede opholdstilladelser, der skal være betinget af en ren straffeattest og selvforsørgelse, lyder det fra partiet.

Man kan i dag søge om at få permanent ophold, hvis man opfylder en række krav.

Man skal blandt andet have haft tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i mindst otte år – i visse tilfælde mindst fire år.

Hvis man er blevet idømt en fængselsstraf på mere end seks måneder, er man udelukket fra at få permanent ophold.

Man må heller ikke have forfalden gæld til det offentlige, ligesom man skal have været i fuldtidsarbejde i mindst tre år og seks måneder inden for de seneste fire år forud for ansøgningen.

Dansk Folkeparti lægger i sit forslag også op til, at udlændinge i Danmark ikke skal kunne modtage offentlige ydelser.

Det gælder for eksempel førtidspension, og hvis man ikke kan finde et arbejde, efter at man har fået frataget en offentlig ydelse, skal man forlade Danmark, mener partiet.

– Hvis man ikke kan finde et arbejde, så har man ikke et lovligt opholdsgrundlag. Og så vil politiet indlede en strafferetlig sag, hvis man ikke forlader landet frivilligt, siger partiets formand, Morten Messerschmidt, på pressemødet torsdag.

Partiet har i et interview med Berlingske tirsdag ikke kunnet oplyse, hvor mange udlændinge der risikerer at miste deres opholdstilladelse som følge af forslaget.

I udspillet gentager Dansk Folkeparti desuden sit krav til en kommende regering om, at flere muslimer skal rejse ud af Danmark, end der kommer ind.

Det er en forudsætning for, at partiet kan deltage eller udtrykke tillid til en regering, at der i regeringsgrundlaget indgår konkrete tiltag og initiativer, som kan bidrage til, at målsætningen nås, lyder det.

Politiet har anholdt person med pistol efter melding om skud

Københavns Vestegns Politi var torsdag morgen til stede på Litauen Alle i Høje-Taastrup, efter at politiet fik en anmeldelse om skud.

På stedet anholdt politiet en person, som var i besiddelse af en pistol. Det oplyser politiet på Politi Update.

Lidt senere lød det i en opdatering, at i alt to mænd er blevet anholdt.

Ingen er kommet til skade.

Politiet fik anmeldelsen klokken 07.06. En times tid senere fortalte vagtchef Peter Grønbæk, at politiet undersøgte på stedet.

Ifølge vagtchefen er der muligvis skudt med løst krudt.

– Vi er derude med massive ressourcer for at finde ud af, hvad der er op og ned.

– Og hvad det egentlig handler om, det ved vi simpelthen ikke endnu, sagde han

Fotos fra stedet viser, at politiet har tilbageholdt en person, som er blevet iført en DNA-dragt. Det er en hvid dragt, som skal beskytte eventuelle spor på en person.

Politiet har ikke oplyst nærmere om de anholdte.

Politiet har dog ikke fundet grundlag for at stille dem for en dommer med krav om fængsling. De anholdte bliver derfor løsladt igen, fortæller vagtchefen ved middagstid.

Mette Frederiksen kalder Orbáns nej til Ukraine-lån for uacceptabelt

Det er “uacceptabelt”, at Ungarns premierminister, Viktor Orbán, blokerer for et lån på 90 milliarder euro til Ukraine.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på vej ind til EU-topmødet i Bruxelles torsdag.

– Beskeden til Ungarn er selvfølgelig, at vi har en aftale om at levere et lån til Ukraine, så de kan køre krigen videre og dermed beskytte ikke alene sig selv, men Europa.

– Det er uacceptabelt, at Ungarn blokerer Europa fra at gøre det, der skal til for at passe på Europa, siger Mette Frederiksen.

På vej ind til topmødet fastslog Orbán, at han ikke kommer til at overholde aftalen om Ukraine-lånet fra EU-topmødet i december, så længe Ukraine ikke har sørget for, at russisk olie flyder igennem Druzhba-rørledningen til Ungarn.

– Vi ønsker at få vores olie, som er blokeret af ukrainerne. Vi vil ikke støtte nogen løsning til gavn for Ukraine, så længe ungarerne ikke kan få den olie, som tilhører os, sagde Viktor Orbán.

Dermed er der ikke mange forhåbninger om en løsning på torsdagens topmøde.

Her ventes Orbán at få kritik fra flere EU-landes ledere, fordi han selv sagde ja til lånet på EU-topmødet i december sidste år.

Det skete endda med den betingelse, at Ungarn ikke hænger på lånet, hvis Ukraine ikke kan betale det tilbage.

Samme undtagelse fik Slovakiet og Tjekkiet på mødet. Dermed er det de øvrige 24 EU-lande – heriblandt Danmark – der må betale pengene tilbage, hvis Ukraine ikke kan.

Men det har ikke været nok til at overbevise Orbán, der mener, at Ukraine bevidst tilbageholder russisk olie til Ungarn.

Det afviser Ukraine, som fastholder, at det vil tage omkring seks uger at reparere Druzhba-rørledningen efter russiske angreb.

De ukrainske udmeldinger er dog ikke nok til at overbevise Orbán:

– Olien skal ankomme til Ungarn. Alt andet er søforklaringer (fairy tales, red.).

– Ukraine må forstå, at det er eksistentielt for Ungarn. Det er ikke politik. Det er ungarske husholdninger, som vil gå fallit, hvis olien ikke ankommer. Zelenskyj må forstå, at det ikke er et spil, siger Orbán.

Viktor Orbán er i øjeblikket ude i en svær valgkamp, der varer frem til 12. april. Derfor tror få i Bruxelles på, at han vil give sig, før der igen er åbnet for olien.

I et forsøg på at løse konflikten har EU sendt tekniske eksperter til Ukraine for at undersøge rørledningen og hjælpe med udbedringen. Men der er endnu ikke meldinger om, hvornår olien igen kan flyde igennem rørledningen.

– Vil det være en god idé at reparere rørledningen? Det er et anliggende for Ukraine. Men jeg ser det som en stråmand. Ungarn er imod Ukraine, og når de er det, så modarbejder de også resten af Europa.

– Det har ikke noget at gøre med den her rørledning. Den er alene en stedfortræderdiskussion, siger Mette Frederiksen.

De øvrige EU-lande har gjort klar til at udbetale lånet. Men det sidste skridt kræver et ja fra Ungarn.

Derfor kan Ukraine blive nødt til at klare sig med mindre udbetalinger fra blandt andet Den Internationale Valutafond IMF og Japan, indtil EU-lånet på et tidspunkt kan komme til udbetaling.

Kongepar bliver i Australien efter endt statsbesøg

Kong Frederik og dronning Mary bliver i Australien længere tid end først planlagt, efter at det kongelige statsbesøg i landet officielt er slut torsdag.

Ritzau har været i kontakt med kongehusets kommunikationsafdeling, der bekræfter, at kongeparret bliver “få dage i Australien i kølvandet på statsbesøget”.

Kongeparret har befundet sig i Australien – dronning Marys hjemland – siden lørdag på et seks dage langt statsbesøg, og det var oprindeligt planen, at kongeparret skulle være hjemme i Danmark igen lørdag.

Torsdag har kongeparret været rundt på dronningens fødeø, Tasmanien, som til sidst afsluttedes med en statsreception i det australske regeringshus, hvor dronningens søster Patricia også var.

– Det er hendes første besøg her som dronning af Danmark. Vi er meget glade for at have hende her. Vi glæder os til at catche op og have noget familietid, fortæller søsteren til Billed-Bladet.

Ud over de typiske indslag ved et kongeligt statsbesøg som statsbanket – altså en gallamiddag afholdt af statsoverhovedet – og forskellige andre kulturelle indslag, så er 55 danske virksomheder rejst med til landet i Oceanien.

Det drejer sig blandt andet om Grundfos, Vestas og Ørsted, som alle er taget med for at lave aftaler med australske virksomheder, der skal fremme erhvervssamarbejdet og arbejdet med den grønne omstilling mellem de to lande.

Det er første gang siden 1987, at et dansk regentpar officielt har besøgt Australien. Dengang var det dronning Margrethe og prins Henrik, der var afsted, hvor de også besøgte nabolandet New Zealand.

Kong Frederik og dronning Mary har været på besøg i Australien flere gange, siden de mødtes og fandt interesse for hinanden under OL i 2000 i Sydney, men dette er det første statsbesøg for dem som kongepar.

Mette Frederiksen og Meloni advarer i fælles brev om ny migrationsbølge

Statsminister Mette Frederiksen (S) har sammen med Italiens premierminister Giorgia Meloni sendt et fælles brev til Det Europæiske Råd.

Her opfordrer de to ledere til at være på forkant med et muligt migrationspres fra konflikten i Mellemøsten.

– Vi kan ikke gentage flygtninge- og migrationsflowet til EU, som vi så i 2015.

– Dette ville ikke blot være en humanitær katastrofe for de direkte berørte mennesker, men vil også kunne få konsekvenser for sikkerheden og sammenhængskraften i vores Union, hedder det i brevet.

Dermed øger Danmark og Italien nu presset på EU-toppen for at sikre, at Europa ikke igen skal tage imod hundredtusinder af flygtninge og migranter, som det skete i 2015 i forbindelse med konflikten i Syrien.

– Vi skal omgående give den nødvendige støtte til vores partnere og værtslande i Mellemøsten, fordi flygtninge og migranter generelt set skal hjælpes, hvor de er, hedder det i brevet fra Mette Frederiksen og Giorgia Meloni.

Bekymringen for en ny flygtningestrøm er steget efter USA og Israels angreb på Iran. Angrebet har på sin side fået Iran til at lukke Hormuzstrædet og angribe flere nabolande.

Indtil videre er der ikke tegn på, at mennesker søger mod Europa i et omfang, som man så i 2015.

Men det kan komme, mener Frederiksen og Meloni:

– Den igangværende konflikt i Mellemøsten giver anledning til stadig større bekymring på en række områder og breder sig i en region, der i forvejen huser et stort antal fordrevne, hedder det i brevet.

De to regeringsledere roser EU for at afsætte 458 millioner euro til at afhjælpe den humanitære krise i området.

Beløbet svarer til omkring 3,4 milliarder kroner.

Men der er samtidig brug for mere håndfaste midler for at holde flygtninge og migranter ude af Europa.

Derfor vil de to ledere have styrket de ydre grænser og indført en nødbremse, hvis der kommer en migrationsbølge mod Europa.

– Vi må være forberedte og træffe de nødvendige foranstaltninger, hvis situationen udvikler sig. Vi har ikke råd til at blive taget på sengen, som det er sket tidligere.

– Det betyder, at vi skal styrke vores grænser yderligere, så alle medlemsstater er tilstrækkeligt rustede til at sikre, at EU har fuld kontrol over sine ydre grænser, hedder det i brevet.

Her taler de to samtidig for en “nødbremse”. Den minder om den, et flertal i Folketinget allerede har vedtaget i Danmark.

Den danske nødbremse giver i en krisesituation mulighed for at afvise asylansøgere ved den danske grænse. Det samme bør være muligt på europæisk plan, lyder det.

– Vi opfordrer kommissionen til at undersøge mekanismer, der kan fungere som en nødbremse, der kan aktiveres som force majeure i tilfælde af pludselige, omfattende migrationsstrømme mod Unionen.

– Vi skylder de europæiske borgere og de berørte befolkningsgrupper at handle rettidigt og være parate til at reagere på passende vis på en af Europas største udfordringer. Denne gang skal vi være forberedte og levere resultater, hedder det i brevet.

Mette F. vil styrke EU’s ydre grænse for at undgå migrationsstrøm

Risikoen for en “flygtningestrøm fra Mellemøsten” er det vigtigste emne på torsdagens EU-topmøde.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på vej ind til EU-topmødet i Bruxelles.

– Europa var uforberedt i 2015, og en del af de integrationsproblemer, vi kæmper med i mange europæiske lande, inklusive Danmark, går tilbage til 2015.

– Derfor har jeg været i møde med nogle af mine europæiske kolleger. Vi er enige om, at budskabet fra os er, at vi ikke kommer til at gentage 2015, siger Mette Frederiksen.

Hun sendte torsdag et fælles brev med Italiens premierminister, Giorgia Meloni, til Det Europæiske Råd.

Her opfordrer de to regeringsledere til, at EU støtter lande i nærområdet, så flygtninge og migranter kan blive i nærområdet.

Samtidig opfordrer Mette Frederiksen og Giorgia Meloni til at “styrke vores grænser, så alle medlemsstater er tilstrækkeligt rustet til at sikre, at EU har fuld kontrol over sine ydre grænser”.

Spørgsmål: Betyder det, at europæiske grænsevagter skal til at afvise folk, der kommer til Europa for at søge asyl?

– Vi er meget, meget bekymrede for, om der kan komme massive flygtningestrømme igen. Vi er af den overbevisning, at det kan Europa ikke klare.

– Vores samfund kan ikke huse de mennesker, der gerne vil være i Europa. Problemerne er for store. Især hvad angår kriminalitet. Så vi skal have styrket Europas ydre grænse, siger Mette Frederiksen.

På Danmarks vegne er hun åben for at bruge den nødbremse, som blev aftalt af et flertal i Folketinget i kølvandet på migrationskrisen i 2015.

Den giver mulighed for at afvise asylansøgere ved den danske grænse.

Mette Frederiksen mener, at Europa bør finde vej til en lignende model.

– I vores øjne skal Europa nu arbejde videre med en form for nødbremse af hensyn til europæernes sikkerhed og til danskernes sikkerhed.

– Sådan at der ikke kommer en flygtningestrøm som den i 2015, siger Mette Frederiksen.

Indtil videre er der ikke tegn på, at mennesker søger mod Europa i et omfang, der minder om situationen i 2015. Men det kan ske, mener Mette Frederiksen.

– De historiske erfaringer omkring krige i Mellemøsten er meget entydige. Iran er et meget stort land. De huser i forvejen mange flygtninge. Vi har set situationen omkring Afghanistan.

– Alle er bekymrede for, at det kan udvikle sig til en regional krig. Og så er der risiko for meget store flygtningestrømme. Også fra Syrien. Vi kan se, at folk nu flygter ind i Syrien, som er i en meget ustabil situation, siger Mette Frederiksen.

Mette F. åbner for at bruge nødbremse over for ny flygtningestrøm

Flygtninge og migranter skal ikke igen vandre på de danske motorveje, hvis krigen i Mellemøsten udløser en ny flygtningestrøm.

Derfor er statsminister Mette Frederiksen (S) om nødvendigt klar til at udløse den “nødbremse”, som blev aftalt efter flygtningekrisen i 2015.

Den giver mulighed for at afvise asylansøgere ved den danske grænse.

– I kølvandet på flygtningekrisen i 2015 var vi en række partier, der lavede en række værktøjer, som ligger klar.

– Eksempelvis en nødbremse på den danske grænse, siger Mette Frederiksen.

Torsdag opfordrer hun dog i første omgang Europa til at tage hånd om krisen.

Det sker i et fælles brev med Italiens premierminister, Giorgia Meloni.

Her opfordrer de to regeringsledere Det Europæiske Råd til at være på forkant med et muligt migrationspres fra konflikten i Mellemøsten.

– Vi kan ikke gentage flygtninge- og migrationsflowet til EU, som vi så i 2015, hedder det i brevet.

Dermed øger Danmark og Italien nu presset på EU-toppen for at sikre, at Europa ikke igen skal tage imod hundredtusinder af flygtninge og migranter, som det skete i 2015 i forbindelse med konflikten i Syrien.

– Vi skal omgående give den nødvendige støtte til vores partnere og værtslande i Mellemøsten, fordi flygtninge og migranter generelt set skal hjælpes, hvor de er, hedder det i brevet fra Mette Frederiksen og Giorgia Meloni.

Bekymringen for en ny flygtningestrøm er steget efter USA’s og Israels angreb på Iran.

Angrebet har fået Iran til at lukke Hormuzstrædet og angribe flere nabolande.

Fiskere blev frifundet for dødsvold – får ekstra erstatning

I halvandet år sad tre fiskere varetægtsfængslet, inden de blev frifundet for at have dræbt en kollega, som de sejlede med på en kutter i Nordsøen.

Retten i Holstebro har torsdag afgjort, at deres varetægtsfængsling var så belastende, at de skal have en højere erstatning end sædvanlig praksis.

Fiskerne var hver blevet tilkendt 471.200 kroner i erstatning, men gik i retten for at få det dobbelte. De får delvist ret, da retten giver dem 235.600 kroner ekstra.

– Der var tale om en så særligt belastende frihedsberøvelse, at taksterne skulle fraviges med 50 procent, skriver byretten på sin hjemmeside.

Fiskerne blev i februar 2023 varetægtsfængslet i drabssagen, hvor en dommer dog kun fandt grundlag for at fængsle dem på baggrund af en mistanke om grov vold med døden til følge.

Et år senere blev de tiltalt for drab, og i foråret 2024 kom sagen for retten. I juni 2024 blev de frifundet.

Jan Schneider, der er advokat for den ene af de frifundne, kalder torsdagens dom en sejr.

– Der ligger en anerkendelse af det meget voldsomme indgreb, som de har været udsat for, siger han.

Advokaten bider også mærke i, at retten fastslår, at det ikke blev klargjort for offentligheden, at fiskerne kun var fængslet på en mistanke om dødsvold og ikke drab.

Foruden erstatningen for den belastende fængsling er der givet et beløb for tabt arbejdsfortjeneste. Jan Schneider fortæller, at hans klient stadig lider af mange følgevirkninger.

Til TV MidtVest har fiskeren fortalt, at han ikke længere er fisker, men i et kommunalt ressourceforløb og i udredning for PTSD (posttraumatisk stress) og angst.

– Det har været utroligt hårdt for ham, siger Jan Schneider.

Både fiskerne og Statsadvokaten har mulighed for at anke erstatningssagen. Advokaten kan endnu ikke sige, om fiskerne vil anke. Men han forventer, at Statsadvokaten anker, fordi sagen er principiel.

I drabssagen vurderede retten, at den 41-årige kollega på kutteren døde som følge af delirium tremens, der er en abstinenstilstand, som kan indtræde, efter at en alkoholiker er stoppet med at drikke.

Det kom ifølge fiskerne til udtryk ved, at fiskeren, der gennem mange år har haft et stort alkoholforbrug, flere gange besvimede og talte i vildelse.

På et tidspunkt truede han ifølge besætningsmedlemmerne med at brænde skibet af ved hjælp af en lighter og en insektspray.

Besætningen på “Inger Katrine” så sig nødsaget til at pacificere kollegaen ved brug af magt. Ifølge retten var volden mere vidtgående end nødvendigt, men rimeligt begrundet for at undgå, at der blev sat ild til skibet.

Aarhus Havn har fundet erstatning for fyret direktør

Aarhus Havn har fundet sin nye direktør, efter at den tidligere blev fyret pludseligt i december.

Valget er faldet på Ulrik Andersen, der kommer fra en stilling som kommunaldirektør i Thisted Kommune.

Han starter 1. maj, skriver havnen i en pressemeddelelse torsdag.

Der er blandt andet lagt vægt på, at han er bestyrelsesmedlem i Hanstholm Havn, og at han derfor kommer med et kendskab til erhvervet.

– Bestyrelsen er derfor overbevist om, at han er den rette til at stå i spidsen for Aarhus Havns fortsatte udvikling, siger bestyrelsesformand Susanne Juhl i meddelelsen.

Thomas Haber Borch, der var den øverste chef for havnen fra 2020 og frem til december, blev fyret, fordi bestyrelsen mente, at der var brug for en anden profil.

I hans regeringstid blev havnen flere gange omtalt i medierne, efter at Finans og Berlingske afslørede, at en række medarbejdere på havnen havde forbindelser til rockerklubben Hells Angels.

Ud af omkring 400 ansatte i det Mærsk-ejede selskab APM Terminals havde cirka 30 en relation til Hells Angels, skrev Berlingske i 2023.

APM Terminals er ejet af rederiet Mærsk og driver en terminal for containere på havnen i Aarhus.

Aarhus Havn har desuden haft en kontrovers med APM Terminals, efter at havnen i 2024 lavede en aftale med containerrederiet Mediterranean Shipping Company (MSC) om udlejning af et område af havnen.

Det fik APM Terminals til at kræve en erstatning på 1,25 milliarder kroner af havnen, skrev mediet ShippingWatch i september.

Lars Jacobsen bliver ny chef for fodboldlandsholdet

Den tidligere landsholdsspiller Lars Jacobsen bliver chef for herrelandsholdet i fodbold. Her skal han stå for det praktiske i forbindelse med landsholdet.

Det skriver fodboldmediet Bold, som har talt med Dansk Boldspil-Unions fodbolddirektør, Peter Møller.

– Med over 80 landskampe i rødt og hvidt kender Lars kulturen omkring landsholdet og ved, hvad der kræves for at præstere på allerhøjeste niveau, siger Peter Møller til Bold.

Lars Jacobsen starter på sit nye arbejde 1. maj, hvor han afløser Christian Nørkjær.

Den tidligere højreback er fodboldekspert på TV 2. Her fortsætter han frem til udgangen af april.

Lars Jacobsen skal ikke være ekspert i forbindelse med de to landskampe mod Nordmakedonien samt enten Irland eller Tjekkiet, skriver Bold.

Jacobsen nåede at spille 81 landskampe for Danmark. Her var han med til VM i Sydafrika i 2010 og EM i Polen og Ukraine to år senere.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]