Seneste nyheder

3. oktober 2026

Opkøb i Frankrig hjælper Velux-ejer tilbage på vækstsporet

VKR Holding, der blandt andet står bag vinduesproducenten Velux, omsatte for 30,7 milliarder kroner sidste år.

Det er 6,4 procent mere end året før, skriver koncernen i sit årsregnskab torsdag.

Det er første gang siden 2022, at den ser omsætningen vokse. Det skyldes blandt andet opkøb i Schweiz og Frankrig.

Koncernen har dog set overskuddet efter skat falde mere end 15 procent til 3,7 milliarder kroner. Et lavere investeringsafkast har gjort et indhug i bundlinjen.

VKR Holding er delt op i to forskellige forretningsområder.

I den ene side beskæftiger koncernen sig med ovenlysvinduer. Det sker via datterselskabet Velux.

Selskabet Dovista, der befinder sig i den anden side, producerer facadevinduer. Det var her, der blev foretaget opkøb i Schweiz og Frankrig.

Forud for 2025 skrumpede VKR Holdings omsætning to år i træk.

Høje renter var ifølge koncernen med til at lægge pres på den europæiske byggesektor. På flere af nøglemarkederne endte salget derfor lavere end ventet.

Set i det lys er Hans Martin Smith, der er administrerende direktør i VKR Holding, tilfreds med at se, hvordan begge områder har håndteret den udfordrende periode.

– Både Velux og Dovista har formået at skabe vækst, hvilket tydeligt viser robustheden og tilpasningsevnen i begge virksomheder.

– Overordnet vurderer jeg, at resultatet er tilfredsstillende. Jeg vil gerne sige stor tak til alle de medarbejdere, der har lagt en ekstraordinær indsats i et udfordrende år, lyder det fra topchefen.

Selv om verden i øjeblikket er stærkt påvirket af geopolitisk uro, forventer koncernen at se både omsætningen og driftsresultatet blive styrket i 2026.

Derudover regner den også med at se overskuddet efter skat en anelse over niveauet sidste år.

Sort røgsøjle steg op fra brand på byggeplads i København

Kraftig, sort røg steg torsdag formiddag op fra en brand på en byggeplads i Nordhavn i København.

Det skriver flere medier, og Københavns Politi bekræfter ligeledes, at det er til stede på Containervej i Nordhavn.

Lidt senere lyder det, at branden er slukket, men myndighederne er fortsat til stede.

En enkelt person er ifølge politiet kørt til observation for røgforgiftning.

– Der er udbrudt tagbrand i en lagerbygning. Der er kraftig røgudvikling, men umiddelbart ingen melding om personskade, skrev Københavns Politi kort efter klokken 10 på meddelelsestjenesten Politi Update.

Over for B.T. oplyste Hovedstadens Beredskab, at det er massivt til stede på grund af ild i nogle byggematerialer oppe på taget af en bygning.

Branden blev efterfølgende slukket, fortalte Martin Kjærsgaard, der er operationschef hos Københavns Beredskab, til TV 2.

– Det er to bygninger under opførsel, hvor der har været brand oppe på taget. Den er slået ned nu, sagde han til mediet.

Hovedstadens Beredskab vil være på stedet “et stykke tid endnu”, skriver Københavns Politi i en opdatering klokken 11.

– Branden er nu slukket, men Hovedstadens Beredskab arbejder stadig på stedet og vil være til stede et stykke tid endnu.

– Sundkrogsgade vil fortsat være spærret ved Istanbulgade i et ukendt tidsrum, skriver politiet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Flere sigtes for brud på navneforbud i sag om bortført pige

Trods et navneforbud er navnet på den mand, som er mistænkt for 9. marts at have bortført en lille pige i Haderslev, blevet delt gentagne gange på sociale medier.

Det har nu ført til flere sigtelser, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

“En række borgere” er blevet sigtet for at overtræde navneforbuddet på den 37-årige mand, som er sigtet for at have taget den lille pige, som sov i sin barnevogn i en gård i Haderslev.

Pigen blev fundet sammen med manden knap halvanden time senere på et hotelværelse.

Dagen efter blev den 37-årige fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Sønderborg og varetægtsfængslet. I den forbindelse nedlagde en dommer et navneforbud.

Forbuddet gør det strafbart at offentliggøre oplysninger, som kan identificere vedkommende.

Politiet oplyser ikke, hvor mange der er sigtet for at bryde navneforbuddet.

Men en af de sigtede er den bortførte piges far. Det fortæller pigens mor torsdag i Podimo-podcasten “Panser”.

I podcasten fortæller moren om bortførelsen af datteren, og desuden nævner hun, at pigens far onsdag blev sigtet for at bryde navneforbuddet ved at dele den mistænktes navn og foto på Facebook.

Podcastens vært spørger, om moren tror, at hendes mand fortryder offentliggørelsen.

– Det tror jeg ikke, at han gjorde. Jeg kan sagtens forstå ham, siger moren i podcasten.

Faren har fjernet navnet igen.

Brud på navneforbud straffes med en bøde. I tidligere sager er der set bøder på mellem 15.000 og 25.000 kroner.

Dagen efter navneforbuddet blev nedlagt, advarede Syd- og Sønderjyllands Politi om, at man delte navnet. Politiet opfordrede folk til at stoppe deling og slette opslag og kommentarer, der overtræder navneforbuddet.

– Vi forstår, at det er en sag, der vækker mange følelser, men man skal huske, at det er politi og anklagemyndighed, der håndterer eventuelle overtrædelser af straffeloven.

– I denne sag efterforsker vi alle de anmeldelser, vi modtager, og har nu sigtet flere for overtrædelse af navneforbuddet, siger vicepolitiinspektør Kent Brynielsen.

Den 37-årige mand, som er mistænkt for bortførelsen, er sigtet for frihedsberøvelse af barnet samt forsøg på voldtægt.

Han nægter sig skyldig.

Orbán fastholder nej til Ukraine-lån: Vi skal have vores olie først

Ungarn vil ikke støtte “proukrainske” tiltag, før den russiske olie igen flyder til Ungarn.

Det siger Ungarns premierminister, Viktor Orbán, på vej ind til EU-topmødet i Bruxelles torsdag.

Han fastholder dermed sit klare nej til et EU-lån på 90 milliarder euro til Ukraine.

– Vi ønsker at få vores olie, som er blokeret af ukrainerne. Vi vil ikke støtte nogen løsning til gavn for Ukraine, så længe ungarerne ikke kan få den olie, som tilhører os, siger Viktor Orbán.

På EU-topmødet ventes Orbán at få kritik fra flere EU-landes ledere, fordi han selv sagde ja til lånet på EU-topmødet i december sidste år.

Det skete endda med den betingelse, at Ungarn ikke hænger på lånet, hvis Ukraine ikke kan betale det tilbage.

Samme undtagelse fik Slovakiet og Tjekkiet på mødet. Dermed er det de øvrige 24 EU-lande – heriblandt Danmark – der må betale pengene tilbage, hvis Ukraine ikke kan.

Men det har ikke været nok til at overbevise Orbán, der mener, at Ukraine tilbageholder russisk olie til Ungarn.

Det afviser Ukraine, som fastholder, at det vil tage omkring seks uger at reparere Druzjba-rørledningen efter russiske angreb.

De ukrainske udmeldinger er dog ikke nok til at overbevise Orbán:

– Olien skal ankomme til Ungarn. Alt andet er søforklaringer (fairy tales, red.).

– Ukraine må forstå, at det er eksistentielt for Ungarn. Det er ikke politik. Det er ungarske husholdninger, som vil gå fallit, hvis olien ikke ankommer. Zelenskyj må forstå, at det ikke er et spil, siger Orbán.

I et forsøg på at løse konflikten har EU sendt tekniske eksperter til Ukraine for at undersøge rørledningen og hjælpe med udbedringen. Men der er endnu ikke meldinger om, hvornår olien igen kan flyde igennem rørledningen.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, får selv mulighed for at opdaterer EU-landenes stats- og regeringschefer om situationen, når han torsdag formiddag deltager via videolink på topmødet.

Selv om flere af EU-landenes stats- og regeringschefer torsdag ventes at opfordre Orbán til at give sig, er der ikke store forhåbninger om en løsning.

Orbán står midt i en valgkamp, der slutter 12. april. Så han kan stå svækket tilbage over for vælgerne, hvis han ikke står fast eller får den krævede olie.

Dermed kan Ukraine blive nødt til at klare sig med mindre udbetalinger fra blandt andet IMF og Japan, indtil EU-lånet på et tidspunkt kan komme til udbetaling.

Droneangreb sætter olieraffinaderier i brand i Kuwait

Droneangreb fortsætter torsdag mod olie- og gasanlæg i Mellemøsten, mens der er international uro på olie- og gasmarkederne.

Blandt andet er to olieraffinaderier torsdag gået i brand i Kuwait.

De to raffinaderier ligger tæt på hinanden og hedder henholdsvis Mina Abdullah og Mina al-Ahmadi.

– En af de operationelle enheder på Mina Abdullah-raffinaderiet, der tilhører Kuwait Petroleum Corporation, blev angrebet af en drone, hvilket udløste en brand, skriver det kuwaitiske informationsministerium på X.

Imens beskrives branden i Mina al-Ahmadi af Kuwait Petroleum Corporation som “begrænset”. Her skal ingen være kommet til skade. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Også i Saudi-Arabien skal en drone have ramt et raffinaderi – nemlig Samref-raffinaderiet. Det oplyser det saudiarabiske forsvarsministerium ifølge Reuters.

Iran har under den igangværende uro i Mellemøsten rettet drone- og missilangreb mod blandt andet golflandene.

Natten til torsdag blev flere af Qatars anlæg til flydende naturgas (LNG) ramt af missilangreb.

Det iranske South Pars-gasfelt blev onsdag ramt af angreb, og Iran varslede efterfølgende, at det ville angribe energianlæg i Qatar, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.

South Pars-naturgasfeltet er den vigtigste kilde til indenlandsk energi i Iran, som til tider har svært ved at producere nok elektricitet, skriver The Guardian.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har truet med at “sprænge hele South Pars-gasfeltet i luften”, hvis ikke Iran stopper med at bombe Qatars energianlæg.

Gasprisen sendes i vejret efter nye angreb i Mellemøsten

De europæiske gaspriser stiger torsdag med mere end 20 procent. Det sker efter en række angreb mod energiinfrastruktur i Mellemøsten.

Et iransk naturgasanlæg, der er tilknyttet South Pars-gasfeltet, blev angrebet onsdag.

Iran deler verdens største naturgasfelt, der ligger i Den Persiske Golf, med Qatar.

Den iranske del hedder South Pars og udgør cirka en tredjedel, mens resten hører under Qatar og hedder North Dome eller North Field, har australske ABC skrevet.

Ifølge USA’s præsident, Donald Trump, var det Israel alene, der udførte angrebet på det iranske naturgasanlæg.

Derfor er han stærkt utilfreds med, at Iran efterfølgende har svaret igen ved at bombe Ras Laffan Industrial City, som er Qatars primære anlæg til produktion af flydende naturgas.

– USA vidste intet om dette specifikke angreb, og staten Qatar var på ingen måde involveret i det og havde heller ingen anelse om, at det ville finde sted, har Trump skrevet på sit eget sociale medie, Truth Social.

– Medmindre Iran uklogt vælger at angribe et meget uskyldigt land – i dette tilfælde Qatar – vil USA, med eller uden Israels hjælp eller samtykke, sprænge hele South Pars-gasfeltet i luften med en styrke og en kraft, som Iran aldrig før har set eller oplevet.

Angrebene er af Qatars udenrigsministerium blevet betegnet som et åbenlyst brud på folkeretten og en alvorlig trussel mod den globale energisikkerhed, skibsfart og miljøet.

QatarEnergy, der er Qatars statslige energiselskab, har i en udtalelse natten til torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters meddelt, at angrebene har udløst større brande og påført omfattende skader.

Prisen på en række forskellige energiformer er steget kraftigt i kølvandet på konflikten i Mellemøsten. Det gælder både for gas og olie.

Det skyldes til dels lukningen af den vigtige passage Hormuzstrædet, hvorigennem en stor del af verdens olie skal passere.

Prisen på en tønde råolie er steget 60 procent på en måned, mens gasprisen er mere end fordoblet i samme periode.

Dansk delebiltjeneste har landet sit første overskud

I jagten på vækst har den danske delebiltjeneste GreenMobility konsekvent kørt med millionunderskud siden stiftelsen i 2016.

Derfor kan selskabet nu glæde sig over, at 2025 blev første år med overskud. Og så steg omsætningen igen til et rekordhøjt niveau.

Det viser årsregnskabet, der er blevet offentliggjort torsdag morgen.

GreenMobility, der driver en flåde af elektriske delebiler i København og Aarhus, har fået bedre fat i de to markeder.

Udnyttelsen af bilerne er blevet styrket på grund af en højere efterspørgsel.

Sidste år endte selskabet med et overskud på godt 33 millioner kroner mod et underskud 18,6 millioner året før.

– Udviklingen sikrer den stabilitet og fleksibilitet, der er nødvendig for at fortsætte vækstrejsen, siger selskabets administrerende direktør, Kasper Gjedsted, i regnskabet.

– Der arbejdes løbende på at optimere virksomheder og dens drift. Et primært fokus er at udnytte teknologi til at sikre en bedre kundeoplevelse.

Omsætningen landede på 153,9 millioner kroner i 2025. Det er 20 procent mere end året før.

Væksten forventes dog at dampe en anelse af i indeværende år.

Selskabet regner med, at omsætningen kommer til at vokse mellem 8 og 12 procent, skriver det i regnskabet.

GreenMobility har før været til stede i andre dele af Europa, men en strategiændring i 2024 fik selskabet til at lægge alle kræfter i Danmark.

Danmark forbliver det primære fokus, idet selskabet ser betydelige vækstmuligheder herhjemme.

Det langsigtede mål er at træde ind på markedet for selvkørende biler.

I november viste selskabet Danmarks første selvkørende el-delebil frem på Christiansborg Slotsplads i København. Det skete i samarbejde med den amerikanske robotbilvirksomhed Tensor.

Rekordmange migranter er døde i Middelhavet i starten af året

Et rekordhøjt antal migranter er døde i Middelhavet i årets to første måneder, på trods af at der har været færre forsøg på at krydse havet og komme til Europa.

Det viser data fra Den Internationale Organisation for Migration (IOM), som hører under FN.

Mindst 655 mennesker døde eller blev meldt savnede i januar og februar. Det er over dobbelt så mange som de 287 personer i samme periode sidste år.

Ngo’er og forskere siger, at der er mange grunde. De omfatter storme, grænselukninger og problemer for redningsoperationer.

EU’s grænseagentur, Frontex, sagde i sidste uge, at det høje dødstal skyldes “ekstreme vejrforhold” i perioden.

Det gælder blandt andet stormen Harry, som ramte middelhavsregionen i midten af februar.

Imens glæder Frontex sig over et fald i antallet af forsøg på at krydse Middelhavet og kritiserer menneskesmuglere for at bruge usikre fartøjer til at sejle migranterne over havet.

Arnaud Banos, som er forsker ved den statslige franske forskningsorganisation CNRS, siger, at “jo mere vi presser på for at forhindre afrejser, desto mere skaber vi ideelle forhold for smuglere”, hvilket gør det farligere for migranter.

Han peger for eksempel på italienske aftaler med Tunesien og Libyen om at holde migranter tilbage.

Det har fået smuglernetværk til at operere længere væk fra de normale afrejsebyer.

– Rejserne over havet bliver længere, og de er meget udsatte for vind og stærke havstrømme. Der bliver helt sikkert holdt mindre øje med de ruter, men bådene er også mindre synlige for reddere, siger Banos.

Landvejen til Europa gennem balkanlandene er “praktisk talt lukket, så søvejen er den eneste tilbageværende rute”, forklarer forskeren.

– I sidste ende øger vi risikoen. Jo mere vi siger, at vi ønsker at sikre vores grænser af humanitære årsager, desto mere øger vi faren. Det er skruen uden ende, siger han.

Ngo’er, der driver redningsfartøjer, siger også, at de møder en række forhindringer.

– Italienske myndigheder tildeler os nu en sikker havn, lige efter at vi har gennemført den første redningsaktion, men havnen kan være over 1000 kilometer væk, siger Giulia Messmer, som er talsperson for ngo’en Sea-Watch.

– Det betyder, at vi aktivt tvinges til at ignorere andre hændelser i nærheden, forklarer hun.

Hun ønsker en europæisk eftersøgnings- og redningsindsats, der “tager sig af folk i nød”. Samtidig forklarer hun, at der er libyske militser, der “aktivt skyder mod folk i nød på havet”.

AFP

Dronning Mary er overvældet over modtagelse på Tasmanien

På havnegaden Hunter Street i Hobart står små piger torsdag eftermiddag lokal tid iført prinsessekjoler og plastikdiademer, mens andre holder farverige blomsterbuketter i hånden.

Efter at have været forbi stenformationen Uluru, hovedstaden Canberra og storbyen Melbourne er det endelig blevet tasmanernes tur til at se deres tidligere landskvinde.

Flere hundrede mennesker er således mødt op på havnegaden for at hilse på den hjemvendte dronning og kong Frederik, der torsdag afslutter deres statsbesøg i Australien på dronningens fødeø.

– Jeg er helt overvældet. Det er så dejligt, siger en tydelig bevæget dronning Mary.

– Det har været et fantastisk og enestående besøg, og at det slutter her i Hobart. Så kan det ikke blive meget bedre.

Forud for kongeparrets ankomst havde lederen af Tasmaniens delstatsparlament, Jeremy Rockliff, kaldt besøget for en vigtig national begivenhed og opfordret indbyggere til at komme forbi og hilse på.

– Jeg opfordrer alle tasmanere til at komme, medbringe flag, tage diademer på og vise kongen og dronningen, hvad der gør vores delstat til det mest vidunderlige sted i landet, sagde han ifølge det australske medie ABC.

Og den opfordring havde flere af indbyggerne valgt at lytte til.

Blandt dem er 53-årige Deeanne Robinson, der er mødt op på havnegaden i Hobart sammen med sin 11-årige datter, Rose, og sin 52-årige mand, Andrew Robinson.

Familien mødte op på havnen, omkring en time før kongeparret havde meldt deres ankomst.

– Jeg er selvfølgelig stolt over, at en af mine tasmanske landsmænd er blevet dronning i et betydningsfuldt land som Danmark, siger Deeanne Robinson.

Datteren Rose fortæller, at hun glæder sig til at se dronningen.

– Hun er fra Danmark, men hun kommer jo faktisk herfra. Det synes jeg er ret sejt.

Ud over at se dronningen og kongen er familien også mødt op for at støtte relationen mellem Australien og Danmark, fortæller Deeanna Robinson.

– Det er tydeligvis meget vigtigt med det nuværende politiske miljø. Jeg synes, at hun fortjener støtte fra de lokale. Det er meget stærkt at have en som Mary på den globale scene, siger hun.

Cathay aflyser fly til Dubai og Riyadh indtil slutningen af april

Det Hongkong-baserede flyselskab Cathay Pacific har suspenderet alle flyvninger til og fra Dubai og Riyadh indtil slutningen af april på grund af krigen i Mellemøsten.

Det oplyser selskabet ifølge nyhedsbureauet AFP.

Kunder, der ønsker at ændre flyvninger til og fra Mellemøsten, vil ikke blive pålagt gebyrer for ombooking, ændret rute eller refusion, oplyser Cathay Pacific.

Selskabet advarer, at yderligere ændringer i flyplanen “kan blive nødvendigt” i de kommende dage.

Det har tidligere aflyst alle flyvninger til Dubai og Riyadh, der er storbyer i henholdsvis De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien, i marts og forlænger dermed tidligere suspenderinger til 30. april.

Cathay Pacific har tidligere sagt, at ekstra flyvninger til Europa vil blive sat ind i marts for at imødekomme øget efterspørgsel.

Selskabet bemærkede også en “generel stigning” i efterspørgslen fra andre regioner. Det gælder især for langdistanceruter, hvor rejsende søger alternative ruter, der ikke afhænger af at rejse gennem Mellemøsten.

Konflikten i Mellemøsten har stået på, siden USA og Israel indledte den første bølge af angreb mod Iran i en omfattende militæroperation 28. februar. Herefter rettede Iran missiler og droner mod en række lande i Mellemøsten – blandt andet mod militærbaser tilhørende USA.

Libanon blev også trukket ind i konflikten i marts, efter at militsen Hizbollah angreb Israel som reaktion på, at ayatollah Ali Khamenei, der var Irans øverste leder, blev dræbt.

Siden har Israel og Hizbollah angrebet hinanden.

Flere andre flyselskaber er blevet påvirket af konflikten. Ifølge BBC har blandt andre Qatar Airways, Emirates og British Airways måttet reducere antallet af flyvninger i regionen, mens nogle ruter er helt suspenderet.

Krigen har desuden medført markante stigninger i olie- og brændstofpriser, hvilket også har øget rejseomkostningerne betydeligt.

For at undgå luftrummet over det krigsramte område er mange fly i marts blevet omdirigeret ad længere ruter nord eller syd om luftrummet over Iran og Irak.

Det har skabt overbelastning på de alternative ruter, hvilket forlængede flyvetiderne og øgede brændstofforbruget, skriver BBC.

Thailands parlament giver genvalg til premierminister

Thailands premierminister, Anutin Charnvirakul, fortsætter som politisk leder i det asiatiske land.

Torsdag blev den 59-årige konservative politiker valgt som premierminister af landets nysammensatte parlament. Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Anutins parti, Bhumjaithai, sikrede sig i februar partiets bedste valgresultat nogensinde.

Efter valget indgik Anutin Charnvirakul og Bhumjaithai en regeringskoalition med den fængslede tidligere premierminister Thaksin Shinawatras parti, Pheu Thai.

Valget i februar fandt sted efter to omgange med dødelige sammenstød ved Thailands grænse til Cambodja sidste år.

Bhumjaithai førte valgkamp på et nationalistisk grundlag med løfter om at opføre en mur langs grænsen til Cambodja, holde alle grænseovergange lukket og rekruttere 100.000 frivillige soldater.

Medie: Danmark forberedte sig på muligt angreb fra USA i januar

Danmark forberedte sig i januar på et muligt amerikansk angreb på Grønland.

Da danske soldater blev fløjet til Grønland, medbragte de sprængstof til at kunne ødelægge landingsbaner i Nuuk og Kangerlussuaq.

Det skriver DR på baggrund af kilder i den danske regering, topofficerer samt højtstående embedsmænd og efterretningskilder i Danmark, Frankrig og Tyskland.

Sprængstoffet skulle forhindre amerikanske militærfly i at landsætte soldater, hvis USA’s præsident, Donald Trump, i yderste fald ville tage Grønland med magt.

Soldaterne havde også blod med fra danske blodbanker til behandling af sårede i tilfælde af kamp.

Ifølge DR bygger historien på 12 centrale, anonyme kilder. Ingen af de 12 har konkrete efterretninger om angrebsplaner, men flere frygtede i januar, at USA kunne angribe når som helst.

Kilderne vurderer, at situationen omkring Grønland fortsat er så højspændt og sensitiv, at de kun kan udtale sig anonymt, skriver DR.

Samtidig beskriver kilderne, at Danmark fik et tættere forhold til sine europæiske allierede på grund af krisen.

Kort efter valget af præsident Donald Trump søgte Danmark politisk opbakning fra Frankrig, Tyskland og nordiske lande for at skabe en europæisk alliance om forsvaret af rigsfællesskabet.

Danmark ville på den ene side undgå eskalation med USA, men samtidig ikke bøje sig, hvis det kom til et amerikansk angreb, siger flere kilder.

– Den politiske ledelse, Forsvaret og sikkerhedsapparatet i Danmark besluttede sig for at “spille spillet”, siger en fransk embedsmand.

Frankrig og en række andre europæiske Nato-allierede sendte i januar soldater til Grønland.

Sverige, Norge, Tyskland, Storbritannien, Holland, Finland, Belgien og Frankrig sendte én eller flere soldater dertil.

– Vi ville gøre næsten alt, hvad Danmark havde bedt om, siger den franske embedsmand til DR.

Dansk ordre på batteridrevne færger markeres på dronningens fødeø

Akkompagneret af et lydtæppe af tunge maskiner og med udsigt over floden Derwent ankom det danske kongepar torsdag til skibsværftet Incat i Hobart, der er den største by på Tasmanien.

Her fik de sammen med Australiens premierminister, Anthony Albanese, en fremvisning på en af de elektriske færger, der inden for få år skal sejle danske færgepassagerer over Kattegat.

Fremvisningen er en del af kongeparrets seks dage lange statsbesøg i Australien.

Det er det danske rederiselskab Molslinjen, der sidste år lagde en ordre på tre elektriske færger hos det tasmanske skibsværft, hvor flere af selskabets nuværende hurtigfærger også er bygget.

De elektriske færger skal i løbet af 2028 og 2029 sættes i rute mellem Aarhus og Odden og mellem Ebeltoft og Odden.

Ordren er en af de største eksportordrer, som en dansk virksomhed nogensinde har lagt i Australien. Det fortalte honorær konsul Robert Craig Clifford, da kongeparret ankom til det, der bliver bildækket på færgen Hull 102.

Her afslørede kong Frederik og dronning Mary en mindeplade, der senere vil blive hængt op i en af de elektriske færger.

– Præsenteret under opførelsen af Hull 102, Europas største batteridrevne elektriske færge, og for at fejre de langvarige bånd mellem Tasmanien og Danmark og en fælles forpligtelse for en bæredygtig maritim fremtid, står der på pladen.

Kongeparret ankom tidligere på dagen til dronning Marys fødeø, Tasmanien, hvor de blev budt velkommen af øens guvernør, Barbara Baker.

Foruden guvernøren deltog også repræsentanter for palawa-folket, der er et af Australiens oprindelige folk.

De markerede kongeparrets ankomst med en såkaldt røgceremoni, hvor der sættes ild til lokale planter, så der dannes røg.

Hos de oprindelige folk bruges røgen til at rense, beskytte og forbinde mennesker med land og forfædre.

Senere på dagen vil kongen og dronningen hilse på
lokale fremmødte i Hobart, inden statsbesøget om aftenen afrundes med en statsreception i guvernør Bakers officielle residens.

Medier: FBI efterforsker USA’s tidligere antiterrorchef for lækage

Det amerikanske forbundspoliti, FBI, efterforsker ifølge flere amerikanske medier den tidligere chef for USA’s nationale antiterrorcenter Joseph Kent for mulig lækage af fortrolige oplysninger.

Det skriver både CBS, The New York Times og nyhedsbureauet AP på baggrund af kilder med kendskab til sagen.

Joseph Kent sagde tirsdag op som chef for USA’s nationale antiterrorcenter på grund af USA’s krig i Iran.

FBI-efterforskningen begyndte før Kents fratrædelse i denne uge, siger flere kilder ifølge CBS. Sagen har angiveligt været i gang i et stykke tid, skriver mediet.

Det amerikanske forbundspoliti har ikke ønsket at kommentere sagen, skriver de amerikanske medier.

Nyheden blev først bragt i det amerikanske netmedie Semafor.

Antiterrorcenteret – National Counterterrorism Center – blev oprettet i årene efter angrebet på USA 11. september 2001.

Joseph Kent skrev tirsdag på det sociale medie X, at han ikke med god samvittighed kunne støtte den igangværende krig i Iran.

– Iran udgjorde ikke nogen overhængende trussel for vores land, og det står klart, at vi begyndte denne krig på grund af pres fra Israel og dets magtfulde amerikanske lobby, skrev han i opslaget.

USA’s præsident, Donald Trump, fortalte efterfølgende, at han altid havde ment, at Kent var “svag på sikkerhed”, og at det er “godt at han er ude”.

USA og Israel indledte den første bølge af angreb mod Iran den 28. februar. Siden er krigen eskaleret, og Iran har svaret igen med at angribe en række lande i regionen med hundredvis af missiler og droner.

Det amerikanske justitsministerium har det seneste år iværksat flere undersøgelser af politiske modstandere af Donald Trump.

Det gælder blandt andet den tidligere FBI-direktør James Comey og statsadvokat i New York Letitia James.

Anklagerne har gentagne gange haft svært ved at få sagerne til at holde, skriver nyhedsbureauet AP.

Trump truer Iran med at sprænge vigtigt naturgasfelt i luften

Den amerikanske præsident, Donald Trump, truer med at angribe verdens største naturgasfelt, hvis Iran ikke stopper med at bombe Qatars energianlæg.

Det sker natten til torsdag på Trumps eget sociale medie, Truth Social.

Ifølge Trump var det Israel alene, som onsdag angreb et iransk naturgasfelt i Den Persiske Golf – hverken USA eller Qatar var ifølge den amerikanske præsident involveret i luftangrebet.

Angrebet fik Iran til at svare igen ved at bombe et større naturgasanlæg i Qatar, som er brudt i brand.

– USA vidste intet om dette specifikke angreb, og staten Qatar var på ingen måde involveret i det og havde heller ingen anelse om, at det ville finde sted, lyder det fra Trump.

Det var et iransk produktionsanlæg tilknyttet South Pars-gasfeltet, der onsdag blev ramt.

Iran deler verdens største naturgasfelt, der ligger i Den Persiske Golf, med Qatar. Den iranske del hedder South Pars og udgør cirka en tredjedel, mens resten hører under Qatar og hedder North Dome eller North Field, skriver australske ABC.

– Der vil ikke blive foretaget flere angreb fra Israel vedrørende dette ekstremt vigtige og værdifulde South Pars-felt, skriver Trump.

– Medmindre Iran uklogt vælger at angribe et meget uskyldigt land – i dette tilfælde Qatar – hvorved USA, med eller uden Israels hjælp eller samtykke, vil sprænge hele South Pars-gasfeltet i luften med en styrke og en kraft, som Iran aldrig før har set eller oplevet.

South Pars-naturgasfeltet er den vigtigste kilde til indenlandsk energi i Iran, som til tider har svært ved at producere nok elektricitet, skriver The Guardian.

Iran svarede igen med at bombe Ras Laffan Industrial City, som er Qatars primære anlæg til produktion af flydende naturgas. Der er meldinger om omfattende skader.

Ifølge Trump vidste Iran ikke, at det var Israel alene, der stod bag angrebet på det iranske gasfelt. Derfor rettede Iran missilerne mod Qatar i et angreb, som præsidenten kalder uretmæssigt og uretfærdigt.

Saudi-Arabien forbeholder sig retten til militære aktioner mod Iran

Saudi-Arabien forbeholder sig retten til militære handlinger, hvis det vurderes at være nødvendigt, efter angreb fra Iran mod golfstaterne.

Det siger Saudi-Arabiens udenrigsminister, Faisal bin Farhan, natten til torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Han mener, at Iran ikke har behandlet dets nabolande med det, han kalder en ånd af broderskab, men i stedet med et fjendtligt syn på landene.

– Presset fra Iran vil give bagslag politisk og moralsk, og vi forbeholder os bestemt retten til militære handlinger, hvis det skønnes nødvendigt, siger Faisal bin Farhan ifølge Reuters.

Den smule tillid, der tidligere var til Iran, er nu “fuldstændigt smadret”, lyder det.

Ifølge det israelske medie Times of Israel siger udenrigsministeren også, at han ikke ved, hvornår krigen i regionen vil slutte.

Onsdag udsendte Iran et varsel om, at et angreb på en række energifaciliteter i Qatar, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater var nært forestående.

Journalister fra nyhedsbureauet AFP siger, at der sent onsdag kunne høres flere højlydte eksplosioner over Riyadh, som er Saudi-Arabiens hovedstad.

Tidligere meldte myndigheder i landet, at de havde opsnappet fire ballistiske missiler, der havde kurs mod hovedstaden.

Landets forsvarsministerium sagde samtidig, at det havde ødelagt en drone, der var på vej mod et gasanlæg i Saudi-Arabien.

Finnerne er igen verdens lykkeligste – Danmark falder til tredjeplads

For niende år i træk indtager Finland en førsteplads blandt verdens lykkeligste lande, mens Danmark er på en tredjeplads.

Det fremgår af FN-rapporten World Happiness Report, der er blevet offentliggjort torsdag.

Danmark er faldet en enkelt plads efter at have befundet sig på andenpladsen de seneste fire år. Island er nu i stedet verdens næstlykkeligste folk.

Generelt scorer de nordiske lande højt i FN’s måling, da samtlige fem lande i Norden er placeret i top-6. Sverige indtager femtepladsen lige foran Norge.

Costa Rica har klemt sig ind blandt de nordiske lande på en fjerdeplads. Det er den højeste rangering nogensinde for et mellemamerikansk land.

Afghanistan, der i øjeblikket er i konflikt med nabolandet Pakistan, indtager en sidsteplads blandt de 147 lande, der indgår i lykkeindekset. Siden 2021 har Afghanistan været styret af Taliban.

Sammenlignet med perioden fra 2006 til 2010 er lykken på verdensplan steget “betydeligt” i 79 lande, mens den er faldet “betydeligt” i 41 lande, fremgår det af rapporten.

Generelt er befolkningerne i vestlige industrialiserede lande mindre lykkelige end tidligere.

Livstilfredsheden er størst de steder, hvor der er det mindste forbrug af sociale medier.

Generelt vurderes internettet til at være nedsættende livstilfredsheden, men der er dog forskel på, om internettet bruges til at tilegne sig ny viden eller spille computerspil.

Livskvaliteten er større, hvis tiden på internettet bruges på kommunikation, nyheder, læring eller at skabe indhold.

World Happiness Report er baseret på en sammenregning af en række forskellige faktorer.

Faktorerne tæller blandt andet befolkningernes opfattelse af omfanget af korruption, generøsitet og frihed samt forventet levetid, social støtte og bruttonationalprodukt per indbygger.

De forskellige faktorer dækker en treårig periode. Den netop offentliggjorte rapport gælder perioden fra 2023 til 2025.

Afdød Top Gun-stjerne genopstår i ny film ved hjælp af AI

Den afdøde amerikanske skuespiller Val Kilmer vil posthumt medvirke i det, som produktionsselskabet First Line Films kalder en hidtil uset præstation muliggjort af kunstig intelligens.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Han medvirker således i den kommende film “As Deep as the Grave”, oplyser produktionsselskabet.

Val Kilmer, der er bedst kendt for sin medvirken i “Top Gun”, “The Doors” og “Batman Forever”, var oprindeligt blevet castet til rollen som Father Fintan i filmen.

Father Fintan er en katolsk præst og spiritualist fra USA’s oprindelige befolkning.

Kilmer led dog under optagelserne af komplikationer fra en kræftsygdom i halsen, og han døde som 65-årig i april sidste år.

Beslutningen om at bruge kunstig intelligens er truffet i tæt samarbejde med blandt andet Kilmers datter, Mercedes Kilmer, lyder det fra First Line Films.

Anvendelsen af teknologien har til formål at ære skuespillerens dybe personlige forbindelse til rollen, lyder det.

– På det tidspunkt, hvor han blev kastet, udtrykte Kilmer, at karakteren Fintan talte til ham både kulturelt og spirituelt, står der i en pressemeddelelse fra produktionsselskabet.

Der henvises til, at Val Kilmer har rødder i USA’s oprindelige befolkning, ligesom han havde en stor kærlighed til den sydvestlige del af USA, som filmen skildrer.

“As Deep as the Grave” er skrevet og instrueret af Coerte Voorhees. Den følger arkæologerne Ann Morris, som spilles af Abigail Larwie, og Earl Morris, der spilles af Tom Felton.

Filmen fokuserer på deres udgravninger i Canyon de Chelly i delstaten Arizona og udforsker Navajo-folkets historie og oplevelser, skriver Reuters.

First Line Films siger, at det vil bruge topmoderne generativ AI-teknologi til at genskabe Kilmers medvirken i filmen.

Ifølge mediet The Variety nåede Kilmer ikke selv at medvirke i en eneste scene, mens optagelserne stod på.

– Han mente virkelig, det var en vigtig historie, som han gerne ville have sit navn på. Det var den støtte, der gav mig selvtilliden til at sige: Okay, lad os gøre det. På trods af at nogle måske vil kalde det kontroversielt, var det det, Val ønskede, siger instruktør Coerte Voorhees til mediet.

USA’s efterretningschef: Styret i Iran er stadig intakt

Styret i Iran er stadig intakt, selv om det er blevet svækket i den igangværende krig.

Det fortæller direktøren for USA’s nationale efterretningstjeneste, Tulsi Gabbard, i en årlig høring i Senatets efterretningsudvalg.

– Regimet i Iran synes at være intakt, men i høj grad svækket af “Operation Epic Fury”, siger Gabbard.

USA indledte i samarbejde med Israel omfattende angreb på Iran natten til lørdag 28. februar. Operationen har fået navnet “Operation Epic Fury”.

Tusindvis af mål i Iran er blevet ramt de seneste uger, og iranerne har svaret igen med at bombe en række lande i regionen.

Iran har gentagne gange angrebet stater på Den Arabiske Halvø – tilsyneladende fordi de lægger jord til amerikanske militærbaser.

– Alligevel er Iran og dets stedfortrædere fortsat i stand til og fortsætter med at angribe USA’s og allieredes interesser i Mellemøsten, lyder det fra efterretningschefen.

Det er første gang, at Tulsi Gabbard har udtalt sig offentligt om krigen i Iran, siden den begyndte for snart en måned siden.

Flere amerikanske politikere – herunder nogle af præsident Donald Trumps republikanere – har sagt, at de ønsker flere oplysninger om krigen i Iran.

Militæroperationen har kostet tusindvis af mennesker livet, forstyrret millioner af menneskers hverdag og rystet energi- og aktiemarkederne.

Især demokrater har klaget over, at Kongressen ikke er blevet tilstrækkeligt informeret om konflikten, der koster amerikanske skatteydere milliarder.

Ifølge en højtstående embedsmand i Trump-administrationen har USA’s forsvarsministerium bedt Det Hvide Hus om at godkende en anmodning på over 200 milliarder dollar – 1300 milliarder kroner – til Kongressen for at finansiere krigen. Det skriver The Washington Post.

Reuters

Macron beder krigens parter om at stoppe angreb på energianlæg

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, opfordrer alle krigens parter til at stoppe med at angribe civil infrastruktur – især anlæg til vandforsyning og energi.

Det skriver Macron på det sociale medie X.

– Det er i vores fælles interesse uden forsinkelse at indføre et moratorium for angreb rettet mod civil infrastruktur, særligt energi- og vandforsyningsanlæg.

– Civilbefolkninger og deres basale behov samt energiforsyningens sikkerhed skal beskyttes, skriver Macron.

Den franske præsident oplyser, at han netop har talt med emiren i Qatar og USA’s præsident, Donald Trump, efter angreb på gasproduktionsanlæg i Iran og Qatar.

Et større naturgasanlæg er onsdag aften brudt i brand i Qatar, efter at det er blevet ramt i et iransk missilangreb.

Anlægget, der blev ramt, var Ras Laffan Industrial City, som er Qatars primære anlæg til produktion af flydende naturgas.

Angrebet har medført omfattende skader, oplyste QatarEnergy, der er Qatars statslige energiselskab.

Qatars udenrigsministerium har ifølge mediet Al Jazeera betegnet det iranske angreb som “en grov krænkelse af statens suverænitet såvel som et direkte angreb på dens nationale sikkerhed”.

Tidligere på onsdagen udsendte Iran et varsel om, at et angreb på en række energifaciliteter i Qatar, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater var nært forestående.

I Abu Dhabi, som er en del af De Forenede Arabiske Emirater, blev driften på gasanlægget Habshan ifølge Reuters onsdag indstillet, efter at myndigheder havde konstateret to tilfælde af nedfaldne vragrester.

Det skete efter det, der blev kaldt en vellykket opsnapning af et missil.

Saudi-Arabiens udenrigsminister, Faisal bin Farhan, oplyser natten til torsdag ifølge Reuters, at to olieraffinaderier i nærheden af hovedstaden, Riyadh, er blevet udsat for iranske angreb.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]