Seneste nyheder

24. maj 2026

Overlevende melder om problemer 30 sekunder efter afgang i Indien

Først var der meldinger om, at ingen havde overlevet et flystyrt torsdag i Indien.

Men flere timer efter det katastrofale styrt bringer en række indiske medier udtalelser fra briten Vishwash Kumar Ramesh, der fortæller, at han overlevede styrtet.

– 30 sekunder efter start var der en høj lyd, og så styrtede flyet. Det hele skete så hurtigt, siger han til Hindustan Times og fortsætter:

– Da jeg rejste mig, var der lig omkring mig. Jeg var bange. Jeg rejste mig op og løb. Der var stykker af flyet omkring mig. Nogen greb fat i mig og satte mig ind i en ambulance og kørte mig på hospitalet.

Han fortæller, at han har skader på bryst, øjne og fødder.

Det britiske medie Sky News bekræfter, at han har overlevet. Mediet har talt med familiemedlemmer til Vishwash Kumar Ramesh. De siger, at han var om bord på flyet, og at de har talt med ham efter ulykken.

Det var et passagerfly fra Air India med mindst 242 personer om bord, der torsdag forulykkede i byen Ahmedabad i det vestlige Indien.

Indledningsvist sagde lokalt politi, at der var formodningen, at alle ombordværende var døde, men senere sagde den lokale politichef G.S. Malik til det indiske nyhedsbureau ANI, at der var fundet en overlevende på plads 11A.

Den person lader til at være Vishwash Kumar Ramesh. Hindustan Times bringer billeder af hans boardingpas med netop sædenummer 11A.

Den overlevende brite siger til mediet, at hans bror Ajay også befandt sig i flyet på en anden række. De to rejste sammen, forklarer Vishwash Kumar Ramesh, som nu ønsker hjælp til at finde ham.

Politi oplyser til nyhedsbureauet Reuters, at over 290 personer har mistet livet i flystyrtet.

Flyet styrtede ned i et beboelsesområde uden for lufthavnen i byen, og det blev tidligere torsdag meddelt, at der kunne være dræbte både i flyet og på landjorden.

Kunstigt overgrebsmateriale med børn straffes som rigtige billeder

Vestre Landsret har torsdag skærpet straffen væsentligt til en mand, der med kunstig intelligens producerede seksuelt overgrebsmateriale med børn.

Da Retten i Randers behandlede sagen i januar, lød dommen på fængsel i et år og tre måneder.

Men kun de tre måneder skulle afsones. Resten blev gjort betinget.

Torsdag er landsretten nået frem til et markant anderledes resultat. Dommen ændres til ubetinget fængsel i et år og seks måneder, oplyser anklagemyndigheden.

Sagen er blevet omtalt som en af de første om overgrebsmateriale fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens.

Ifølge en specialanklager fra Statsadvokaten i Viborg har landsretten fjernet eventuel tvivl om retstilstanden og har desuden sendt et klart signal.

– Selv om der er tale om AI-genereret materiale, så er der tale om et ganske stort antal billeder, hvor tiltalte har været hovedmand og tjent penge på udbredelse af billederne, der også har meget alvorlig karakter, udtaler specialanklager Emil Stenbygaard.

– Derfor er straffen også blevet ændret i forhold til byrettens dom, og det er jeg meget tilfreds med, fordi overgrebsmateriale i enhver form skal forhindres, siger han.

Den 29-årige mand producerede materialet og solgte det herefter til et stort antal interesserede over hele verden.

Sagen har ført til aktioner udført af politimyndigheder i adskillige lande. 273 købere er blevet identificeret, oplyste politisamarbejdet Europol i februar.

Den unge randrusianer blev dømt for at have fremstillet 36.209 billeder af børn i seksuelle situationer.

Billederne blev derefter udbredt via en abonnementsordning, som indbragte manden 25.000 kroner.

Den 29-årige har i byretten forklaret, at han ikke var klar over, at han havde gjort noget kriminelt, før politiet sparkede døren op til hans lejlighed og anholdt ham.

– Det kan godt være, det ligner et barn på billedet. Men hvis barnet ikke eksisterer i virkeligheden, synes jeg ikke rigtigt, der er et offer, sagde han.

Men landsrettens dom viser altså ifølge anklagemyndigheden, at overgrebsmateriale skabt med kunstig intelligens kan sidestilles med materiale med rigtige overgreb.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tog holdt stille i myldetiden – kvinde blev påkørt i Brabrand

Togtrafikken var indstillet i cirka halvanden time torsdag eftermiddag, efter at en person var blevet påkørt af et tog i Brabrand.

Personen, der mistede livet, er en kvinde, oplyser politiet.

Alarmen om påkørslen lød cirka klokken 15.15, og såvel ambulance som politi rykkede ud til Banevænget i Brabrand, har Østjyllands Politi oplyst på det sociale medie X.

Togene holdt stille mellem Aarhus H og Hinnerup, og DSB oplyste, at der fra klokken 16.20 blev indsat busser på strækningen. En halv time senere har politiet meddelt, at der igen kan køre tog på strækningen.

LA vil bryde EU-regler og sætte barslen fri

Kommer Liberal Alliance i regering, vil partiet “arbejde for at sætte barslen fuldstændig fri”.

Det indebærer et opgør med EU’s direktiv om øremærket barsel, der i 2022 blev vedtaget i Danmark, og som giver hver forældre ret til 11 ugers barsel.

Det siger Liberal Alliances vikarierende politiske leder, Sólbjørg Jakobsen, i sin partiledertale på Folkemødet i Allinge, Bornholm.

– Vi vil gøre barslen fri, så det er familien selv, der bestemmer – og ikke bureaukrater fra Bruxelles eller den socialdemokratiske adel, siger hun.

– Familierne skal ikke tages til gidsel i ligestillingens navn, siger Sólbjørg Jakobsen.

Hun holder Liberal Alliances partiledertale, fordi partiformand Alex Vanopslagh er på barselsorlov og ikke deltager i Folkemødet.

Allerede onsdag aften præsenterede Sólbjørg Jakobsen opgøret med EU-direktivet i Jyllands-Posten.

Liberal Alliances tanke er, at hvis partiet havde 90 mandater, så ville de ændre de danske barselsregler og dermed bryde EU-direktivet med åbne øjne.

I sidste ende ville det så ende i en sag ved domstolene i EU, hvor det såkaldte nærhedsprincip ville skulle vurderes.

– Problematikken er, at EU har lavet et direktiv, hvor vi mener, at de har blandet sig i ting, som de overhovedet ikke skal blande sig.

– At de har overskredet det her nærhedsprincip om, at lovgivning skal laves tættest muligt på borgerne. Det har man ikke gjort noget for at udfordre i Danmark overhovedet, og der siger vi, at vi synes, at vi aktivt skal udfordre EU, siger Sólbjørg Jakobsen efter sin tale.

I Jyllands-Posten afviste hun, at opgøret skulle være et ultimativt krav fra Liberal Alliance i en potentiel regeringsdannelse.

– Vi går til valg på det og kommer til at vægte det tungt. Det er også et signal i sig selv i forhold til eventuelle kommende regeringsforhandlinger, uddyber hun til Ritzau.

– Et ultimativt krav? Det synes jeg – vores historik taget i betragtning, at vi skal være forsigtige med.

Iran vil berige mere uran efter kritik fra FN-atomagentur

Iran vil øge produktionen af beriget uran “betydeligt”.

Meldingen kommer, efter at FN’s atomagentur (IAEA) torsdag vedtog en resolution, der anklager Iran for ikke at overholde sine forpligtelser i henhold til en ikkespredningsaftale om atomvåben.

USA, Israel og andre vestlige lande har gentagne gange anklaget Iran for at forsøge at udvikle atomvåben – en påstand, som Iran kategorisk har afvist. Iran hævder, at dets atomprogram kun har fredelige formål.

Uran er det radioaktive stof i atombomben. Berigelsen af uran er blevet et hovedstridspunkt i forhandlingerne med USA om Irans atomprogram.

Næste runde af forhandlinger finder sted på søndag i Omans hovedstad, Muscat.

Iran siger torsdag, at landet vil åbne et nyt anlæg for produktion af beriget uran samt opgradere maskinerne på et andet anlæg syd for Irans hovedstad, Teheran.

USA og Iran har siden april afholdt fem forhandlingsrunder for at få en ny atomaftale på plads. Det er de første drøftelser mellem de to lande på så højt niveau i mange år.

USA, Kina, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Tyskland indgik i 2015 en atomaftale med Iran.

I aftalen står, at Iran stopper udviklingen af sit atomprogram til gengæld for ophævelse af sanktioner mod landet.

I 2018 trak Trump USA ud af aftalen, der af den amerikanske præsident blev beskrevet som defekt og ikke forhindrede en iransk atombombe.
I stedet genindførte Trump amerikanske sanktioner mod landet.

Siden da har Iran ifølge nyhedsbureauet Reuters langt overskredet aftalens grænser for uranberigelse.

Iran har truet med at angribe amerikanske militærbaser i regionen, hvis de nye atomforhandlinger mislykkes, og konflikten eskalerer.

Trump skiftede i denne uge tone og sagde, at han nu var mindre optimistisk omkring udsigterne til en atomaftale. Onsdag beordrede han amerikansk personale udstationeret i Mellemøsten flyttet på grund af fare.

Israel har gentagne gange advaret om, at landet kan finde på at angribe iranske atomanlæg for at forhindre ærkefjenden i at udvikle en atombombe. Iran har svoret at svare igen på ethvert angreb.

AFP

Justitsminister forstår kritisk blik på politiet efter TV 2-dokumentar

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) forstår de kritiske spørgsmål, som de nyeste afsnit af TV 2’s “Den sorte svane” rejser.

Det siger han i et skriftligt svar til Ritzau.

– Jeg forstår godt, at dokumentaren giver anledning til kritiske spørgsmål. Det er nogle alvorlige anklager, den rejser, siger Hummelgaard.

Blandt andet vises det i dokumentaren, at politiet instruerede en kilde i at lyve.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed har indledt en efterforskning grundet de nye afsnit.

– Det synes jeg, er fornuftigt. Jeg afventer resultatet af den undersøgelse, siger Hummelgaard.

Cheftrænerjob lokker assistent væk fra FCK efter et halvt år

Jens Berthel Askou nåede kun et halvt år som assistenttræner i FC København.

Den 42-årige træner stopper i mesterskabsklubben, da han fremover skal være cheftræner i skotske Motherwell FC.

Det skriver FCK på superligaklubbens hjemmeside.

Sportsdirektør Sune Smith-Nielsen roser den afgående assistent, som “har suppleret trænerteamet perfekt og leveret på et højt niveau”.

– Vi har dog også været klar over fra starten af, at dette scenarie kunne opstå, fordi vi netop har med en dygtig træner at gøre, som også har stiftet bekendtskab med cheftrænerrollen før.

– Derfor har vi også hele vejen igennem været opmærksom på, hvordan trænerteamet skal suppleres i fremtiden, og dette forventes at falde på plads i nærmeste fremtid, siger FCK-sportsdirektøren.

Jens Berthel Askou kom i vinterpausen til hovedstadsklubben, hvor han erstattede Nickolai Lund, der blev afskediget som assistenttræner.

Han var i efteråret assistent for danske Lars Friis i tjekkiske Sparta Prag, men her blev samarbejdet ophævet efter en skuffende halvsæson.

– Det har været en kæmpe fornøjelse at have været en del af og samtidig bidraget til et fantastisk miljø i FCK det seneste halve år, siger Jens Berthel Askou.

– Jeg er overbevist om, at dette hold vil finde et endnu højere niveau i den kommende sæson. Det vil jeg følge med glæde udefra, da jeg har fået en spændende mulighed for at genoptage min cheftrænerkarriere.

Cheftrænerrollen er ikke fremmed for Askou, der inden assistentjobbet i Sparta Prag stod i spidsen for IFK Göteborg. Derudover har han tidligere også været cheftræner i AC Horsens og i færøske HB Thorshavn.

Motherwell endte i seneste sæson på en ottendeplads i den skotske liga.

Bilist er alvorligt kvæstet i ulykke på landevej

En personbil og en lastvogn kolliderede sidst på formiddagen nær Gammel Hampen på rute 13 nord for Nørre Snede.

Føreren af personbilen er fløjet til behandling på sygehuset i Skejby. Hans tilstand er alvorlig, lyder det fra politiet ifølge TV Midtvest.

Politiet siger til Ritzau, at der var tale om et frontalt sammenstød, men de nærmere omstændigheder ved ulykken, som skete cirka klokken 11.30, kendes ikke.

Tilsyneladende kom personbilen over i den forkerte vejbane, oplyser vagtchefen i Midt- og Vestjyllands Politi.

En bilinspektør er blevet tilkaldt for at foretage opmålinger og andre undersøgelser på ulykkesstedet.

Kongepar og prinsesse svævede i zipline over færøsk kløft

Kong Frederik, dronning Mary og prinsesse Josephine ziplinede over en kløft på den sydlige ø Suðuroy på Færøerne.

Det skete under et besøg i naturområdet Vágseiði, som parret besøger torsdag i forbindelse med det officielle besøg til øgruppen.

En zipline er en svævebane, hvor man er hægtet fast til en line i seletøj.

Turen over kløften, hvor der var 50 meter ned fra ziplinens højeste punkt, gjorde indtryk på det danske kongepar.

– Når man lige er kommet af den zipline, så ligger den relativt højt, lød det fra dronning Mary til den fremmødte presse, da hun blev spurgt til, hvad der har gjort størst indtryk på besøget.

– Men vi har haft mange store oplevelser, lyder det fra dronningen.

Hun bemærker særligt den “hjertelige og glade modtagelse”, parret har mødt alle vegne.

– Det rører os dybt.

Kong Frederik siger til pressen, at det er fantastisk at være på Færøerne som kongepar. Det er parrets første besøg til øgruppen som konge og dronning.

– Det lå faktisk øverst på vores besøgsliste i Kongeriget sidste år. Men nu er vi her, og det er vi ekstremt glade for, lyder det fra kongen.

Kongeparrets besøg til Færøerne skulle oprindeligt have været gennemført sidste år. Men på grund af en omfattende strejke på Færøerne blev turen aflyst, hvorfor kongeparret kun kom omkring Grønland på togtet i 2024.

– Færøerne er under en rivende udvikling. Det ser vi både i form af bygninger, der skyder op, og velstand, der øges, siger kongen.

Derudover tilføjer han mødet med “entreprenante færinger”, der har stor glæde ved “at udvikle sig”.

Turen til Færøerne strækker sig over tre dage, og blev skudt i gang onsdag. Torsdag er det særligt den færøske natur, der er i fokus.

Og det kunne dronningen mærke, da hun svævede over kløften.

– Det er så smukt. Naturen på Færøerne er bjergtagende. Det er smukt, barskt, voldsomt, og det mærker man deroppe. Alle de kræfter, som færinger lever i pagt med, siger dronning Mary.

Pusher idømmes fængsel for at være skyld i to kvinders død

En pusher er torsdag blevet dømt i en sag om uagtsomt manddrab i forhold til to unge kvinder, som døde, efter at han have givet dem narkotika.

Retten i Aarhus har idømt den 26-årige mand fængsel i to år og seks måneder.

De to kvinder døde efter at have indtaget en dødelig mængde piller – for den ene kvindes tilfælde i kombination med kokain.

De boede begge i den 26-åriges Mo Nourys lejlighed i Brabrand i de sidste dage af deres liv.

Manden har tidligere erkendt, at han solgte piller til pigerne og til alle andre, der var interesseret.

Han fortalte om vilde fester, hvor han og de unge kvinder holdt sig vågne i flere døgn ved hjælp af piller og stoffer.

Men han afviste at have presset kvinderne til at indtage for store mængder piller og stoffer.

– Jeg har ikke lagt noget i nogens mund. Pigerne har selv valgt at tage det, lød det i retten.

Sagen kaldes af specialanklager Jesper Rubow for dybt ulykkelig, da to unge mistede livet.

– Fagligt og juridisk er jeg meget tilfreds med, at Retten i Aarhus var enig med anklagemyndighedens vurdering af sagen, siger han i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.

Kvinderne blev 18 og 23 år. Deres efterladte er blevet tilkendt erstatning på henholdsvis cirka 113.000 kroner og 123.000 kroner, skriver det regionale medie stiften.dk.

Dødsfaldene skete i juli og i september 2023.

I første omgang besluttede politiet at sigte manden for drab, men da sagen efter lang tids efterforskning og efterfølgende juridisk behandling blev indbragt for retten, handlede tiltalen om uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder og om med vilje at have udsat kvinderne for fare.

Under sagen har Mo Noury nægtet sig skyldig.

Han vil anke dommen i den usædvanlige sag til Vestre Landsret, oplyser hans forsvarer, Niels Lyhne.

Boeings aktie falder fem procent efter flystyrt i Indien

Det amerikanske aktiemarked reagerede torsdag på det indiske flystyrt, der tidligere på dagen havde kostet mere end 200 mennesker livet.

Det styrtede fly var en Boeing Dreamliner, og kursen på Boeings aktier faldt derfor omgående med fem procent.

I det såkaldte formarked var aktien på et tidspunkt nede med syv procent.

Formarkedet er et sted, hvor investorer kan handle med aktier, inden børserne åbner.

Det styrtede fly, et Air India-fly, forulykkede i det vestlige Indien, da det var på vej til London.

Der er tale om et fly af typen Boeing 787-8 Dreamliner, som kort efter afgang styrtede ned i et beboelsesområde i byen Ahmedabad.

Tidligere torsdag oplyste selskabet, at det er bekendt med de første meldinger om flystyrtet i Indien, og at det arbejder på at indsamle yderligere informationer.

Samtlige ombordværende blev torsdag eftermiddag erklæret døde. De fordelte sig på 230 passagerer og 12 besætningsmedlemmer. Sidenhen er der dog kommet meldinger om, at en enkelt passager skal have overlevet styrtet.

Det står ikke klart, hvad årsagen til ulykken er.

Boeings fly har tidligere været involveret i dødelige ulykker.

Eksempelvis var dets fly af typen 737 Max involveret i to forskellige styrt, som fandt sted i Indonesien og Etiopien i henholdsvis 2018 og 2019.

Ulykkerne kostede sammenlagt 346 mennesker livet, og de førte efterfølgende til forlig i milliardklassen.

Boeing gik blandt andet med til at betale cirka 1,5 milliarder kroner i forlig for at have misledt investorer om flyenes sikkerhed.

Det endte med, at flytypen fik startforbud i en lang række lande. Først 20 måneder senere blev forbuddet hævet igen.

Så sent som sidste år blev selskabet desuden kastet ud i en ny sikkerhedskrise, der sendte dets aktie på en deroute.

Flytypen 737 Max 9 var kort efter nytår i 2023 involveret i en episode, hvor et vinduespanel kort efter afgang blæste ud og efterlod et stort hul i siden af flyet.

Det førte til et flyveforbud for 171 Boeing-fly i USA, som skulle undersøges for mulige tekniske fejl.

Dødsbilist får fem års fængsel for påkørsel af cyklist

En 30-årig mand er torsdag ved Retten i Aarhus idømt fem års fængsel for blandt andet uagtsomt manddrab i en sag, hvor han påkørte en 24-årig kvindelig cyklist, skriver TV 2 Østjylland.

Påkørslen skete i krydset mellem Hasle Ringvej og Paludan-Müllers Vej natten til 8. december i fjor.

Sammen med sin kæreste kom den 24-årige ingeniørstuderende Astrid Vigen Pedersen cyklende i krydset, da en bil kørte over for rødt lys. Bilen ramte begge de unge mennesker og kolliderede derefter med et lyssignal et stykke derfra.

Den unge kvinde kom slemt til skade og blev indlagt på sygehuset i Skejby. Her afgik hun ved døden om aftenen den 8. december.

Bag rattet i bilen, som kørte frem for rødt, sad den i dag 30-årige Mohammaed El-Khatib. Han var påvirket af både alkohol og hash.

Han er dømt efter påstandene i sagens anklageskrift, som også rummer en anklage om at køre fra ulykkesstedet.

Han har ifølge TV 2 Østjylland valgt at acceptere rettens dom på de fem års fængsel.

Det er anklagen om uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, som er den alvorligste del af sagen.

Det er den bestemmelse, som anvendes, når bilister påvirket af eksempelvis alkohol eller stoffer, er skyld i et dødsfald.

Gerningsmand løb mod vandet efter skud mod rocker på Teglholmen

Efter et skyderi mod en lejlighed på Teglholmen i København efterlyser politiet hjælp fra eventuelle vidner.

Det er budskabet i en pressemeddelelse torsdag fra Københavns Politi.

En mand på 39 år og en kvinde på 20 blev begge såret ved skyderiet, som fandt sted natten til mandag 2. juni. Han er medlem af Hells Angels, har eb.dk oplyst.

Cirka klokken 01.30 blev der affyret flere skud mod en lejlighed på Teglholmsgade, og siden da har efterforskere forsøgt at fastlægge gerningsmandens færden.

Manden stak af ved at løbe gennem passagen mellem Teglholmsgade 12 E og 16 i retning mod vandet, oplyser politikommissær Andreas Madsen i pressemeddelelsen.

Hvis borgere har været i området fra klokken 22 og frem til klokken 02 og har set noget, har politiet brug for at tale med dem.

Også videooptagelser eller optagelser fra dashcam i biler er efterforskerne interesseret i, fremgår det.

Manden, der skød, var iført mørkt tøj.

Bornholm har nu igen eget regiment efter årtier

Bornholm har igen en permanent militær tilstedeværelse efter flere årtier, da den nyindsatte regimentschef, oberst Lars Nygaard, har overtaget kommandoen torsdag morgen.

Det er 25 år siden, Bornholms Værn blev nedlagt ved forsvarsforliget i 2000 og overført til Hjemmeværnet. Dengang overgik rollen som garnisonskommandant til Hjemmeværnet, som har passet opgaven i den mellemliggende periode.

Bornholm har en unik placering, som er værd at værne om, lyder det.

– Bornholm har en vigtig strategisk placering, når det kommer til Danmarks, Nordens og Europas samlede sikkerhed.

– Set i lyset af den sikkerhedspolitiske situation er det vigtigt, at der er en kontinuerlig militær tilstedeværelse på Bornholm, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i en nyhed på Forsvarets hjemmeside.

Det betyder, at opklaringsbataljonen fra Gardehusarregimentet ikke længere skal være fast på øen.

Bataljonen har været meget udsendt. Den bestod af soldater, som ikke permanent har boet på Bornholm, og som ikke har haft forsvaret af Bornholm som opgave.

Dermed er forskellen, at Bornholm igen får et regiment, hvis militære opgave primært er at forsvare klippeøen.

– Det er ikke på plads i morgen, men i slutmålet vil såvel soldater som alle bornholmere kunne nyde godt af et regiment med fastansatte og dermed formentlig betydeligt flere fastboende soldater af alle grader, siger generalmajor Peter Boysen, der er chef for Hærkommandoen.

Bornholms Regiment kommer til at indeholde stabsmedarbejdere og en mekaniseret infanteribataljon. Ritzau har spurgt Forsvaret til, hvor mange der er tale om.

Antallet af værnepligtige soldater på Bornholm vil også stige betragteligt.

Regimentet skal fremover uddanne to værnepligtskompagnier, og uddannelsen kommer til at vare 11 måneder.

50 indsatte blev uberettiget aflyttet og kan søge erstatning

Omkring 50 personer har formentlig været udsat for ulovlig aflytning, da de som indsatte i lukkede fængsler talte i telefon med advokater eller advokatfuldmægtige.

Så mange personer har Kriminalforsorgen nu kontaktet efter en principiel dom, som Højesteret afsagde i august sidste år. Det oplyser Kriminalforsorgen i en aktindsigt til Ritzau.

I dommen blev en indsat tilkendt en godtgørelse på 10.000 kroner, fordi hans samtale med en advokatfuldmægtig uberettiget var blevet aflyttet og optaget.

Storstrøms Fængsel optog flere telefonsamtaler, som han havde med en advokatfuldmægtig. Samtalerne drejede sig om, at han ville klage over de forhold, han afsonede under.

Men optagelserne var i strid med loven, der gælder for straffuldbyrdelse, slog Højesteret fast. Det skete blandt andet efter at have studeret praksis ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

Kriminalforsorgen havde ment, at kun snak med en advokat var beskyttet af fortrolighed – ikke samtaler med en advokatfuldmægtig.

Den opfattelse var altså forkert.

Efter dommen har Kriminalforsorgen forsøgt at finde frem til andre, der har været i samme situation. Og det samlede antal er altså cirka 50 fra forskellige lukkede fængsler både i vest og i øst, oplyser man.

Efter Højesterets afgørelse konstaterede advokat Claus Bonnéz, der førte sagen, at fængsler i årevis har haft en krænkende praksis.

– Jeg kan forestille mig, at der kommer et hav af sager nu, hvor indsatte kan gå ind og hente mindst 10.000 kroner, sagde han til det regionale medie folketidende.dk.

De uberettigede aflytninger og optagelser i sket i forbindelse med indsattes brug af den såkaldte korttelefonordning.

Hvis andre end de 50, der har fået direkte besked, mener sig udsat for indgrebet, skal de henvende sig til Kriminalforsorgen senest 12. juli, oplyste myndigheden i maj.

Men nogle sager kan være forældet, har Kriminalforsorgen advaret om.

Kongeparret er sejlet til færøsk bygd i dis og tåge

Tågen er tæt torsdag morgen i bygden Vágur på den sydlige ø Suðuroy på Færøerne, hvor kongeskibet “Dannebrog” har lagt til kaj.

Det har dog ikke afholdt lokale fra at møde op og tage imod kongeparret på andendagen af kong Frederik og dronning Marys første officielle besøg på Færøerne som kongepar.

Det tre dage lange officielle besøg blev indledt onsdag, hvor parret ankom til den færøske hovedstad, Tórshavn.

Kong Frederik, dronning Mary og parrets yngste datter, prinsesse Josephine, kom onsdag iført nationaldragter, som de har fået skænket af Færøernes landsstyre og lagting.

Torsdag er nationaldragterne lagt på hylden til fordel for en mere almindelig vindjakke for kongen, som i løbet af dagen skal ud at se flere dele af den færøske natur.

Det gælder blandt andet et besøg i naturområdet Vágseiði, hvor elever fra en idrætshøjskole i Vágur viser de aktiviteter, som de udfører i naturen.

Inden da besøger de et produktionsværksted, der hedder FabLab, som har til formål at give borgere adgang til teknologisk udstyr som 3D-printere.

Torsdagens program byder også på et besøg på et ældrehjem, en tangvirksomhed, en børnehave og en plantage, hvor der skal plantes et træ.

Det er syv år siden, at parret sidst var på officielt besøg på de nordatlantiske øer. Dengang var det som kronprinspar.

Kongen besøgte første gang Færøerne, da han var ti år gammel. Et besøg kongen husker. Det sagde han onsdag i en tale ved en festmiddag.

– Fanget ind fra første færd. For Færøerne sætter spor i én. Det samme gør færingerne. Det var i 1978. Mange indtryk og aftryk er kommet til siden, sagde kongen.

Her lagde han også særligt vægt på den barske og berigende natur.

– Naturen giver, og naturen tager. At leve på dens nåde giver en naturlig ydmyghed. Man føler sig let lille i så storslåede omgivelser, lød det fra kongen.

Han tilføjede, at han tror, det er sundt, at mærke sin egen begrænsning.

– At vide at vi beror på andet end os selv. Ingen er en ø. Det ved man om nogen, når man bor på en af 18 i Nordatlanten.

Kongeparret fik også indblik i den færøske kultur onsdag, da de begge dansede med i en traditionel færøsk kædedans under festmiddagen i Tórshavn.

Derudover mødte parret både spillere fra lokale håndboldklubber og landsholdsspillere under et besøg i multihallen við Tjarnir.

Fly styrtede i Indien med 242 om bord – kun en overlevende

Kun én af de ombordværende 242 personer på et nedstyrtet fly i Indien har overlevet.

Det bekræfter flyselskabet Air India efter en ulykke i den vestindiske by Ahmedabad ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Flyselskabet siger således, at der er 241 bekræftede døde, mens den ene overlevende er under behandling på et hospital, lyder det videre

Tidligere meldte politiet ud, at 294 mennesker havde mistet livet. Men flere ofre var ved en fejl blevet talt flere gange, oplyste Vidhi Chaudhary fra politiet ifølge Reuters.

Der er dog stadig uvished om det samlede dødstal i ulykken, da flyet styrtede ned i et beboelsesområde uden for lufthavnen i byen.

Det blev tidligere torsdag meddelt, at der kunne være dræbte både i flyet og på landjorden, og det samlede dødstal kan dermed stige.

Redningsarbejdet er torsdag aften dansk tid afsluttet, oplyser Indiens ministerium for civil luftfart ifølge Reuters.

Tidligere torsdag lød det fra en politichef, at alle ombordværende var formodet døde. Men senere sagde chefen ifølge det indiske nyhedsbureau ANI, at en person var fundet i live i flyet. Den overlevende har efterfølgende også udtalt sig til flere medier.

Air India skriver på det sociale medie X, at flyet med nummer AI171 på vej fra Ahmedabad til Gatwick uden for London har været involveret i en hændelse.

Der er tale om et fly af typen Boeing 787-8 Dreamliner.

London Gatwick Lufthavn bekræfter ifølge Reuters, at flyet AI171 var på vej til lufthavnen og skulle være landet klokken 18.25 lokal tid.

Det var kort efter afgang, at det styrtede ned i et beboelsesområde.

Blandt de 242 ombordværende var 230 passagerer og 12 besætningsmedlemmer.

Heriblandt var 169 indere, 53 briter, syv portugisere og en canadier, skriver Air India på X. Det fremgår ikke, hvilken nationalitet de resterende 12 ombordværende har.

Flyet ramte en bygning, da det styrtede.

– Tragedien i Ahmedabad ryster os dybt og gør os meget kede af det. Det knuser vores hjerter, mere end ord kan beskrive, siger den indiske premierminister, Narendra Modi.

Flightradar24, der overvåger al civil luftfart, skriver på X, at signalet til Air India-flyet forsvandt klokken 13.38 lokal tid (klokken 10.08 dansk tid). Det var, ét minut efter at flyet lettede.

På daværende tidspunkt var flyet i 190 meters højde.

Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), siger i en udtalelse delt på X af Statsministeriet:

– Tragiske nyheder fra Ahmedabad. Vores tanker går til ofrene og deres pårørende samt førstehjælperne på stedet. På vegne af Danmark sørger vi med Indien og befolkningen i alle de lande, der er berørt af flystyrtet.

Peter Sand er færdig som fodbolddirektør i FCM

FC Midtjylland siger farvel til Peter Sand som fodbolddirektør, da man ønsker “dybere fodboldfaglig forankring”.

Det skriver superligaklubben på sin hjemmeside.

Ifølge FCM er Peter Sands fratrædelse sket “i gensidig forståelse”.

Afløseren er fundet internt, hvor valget er faldet på akademidirektør Jacob Larsen.

– Peter er en dygtig leder, der arbejder benhårdt og har bidraget med forretningsforståelse og struktur i en kompleks rolle. Vi hentede ham ind med ønsket om at supplere vores stærke fodboldmiljø med nye perspektiver og erfaringer – og det har givet os vigtig læring, siger bestyrelsesformand Claus Steinlein.

– Det står samtidig klart, at rollen som fodbolddirektør i FCM forudsætter en dybere fodboldfaglig forankring, end vi har kunnet bringe i spil i det nuværende setup, og det er baggrunden for, at vi nu justerer organisationen.

Den fodboldfaglighed skal Jacob Larsen så bidrage med. Han har siden sommeren 2024 været akademidirektør i klubben.

– Jacob har på kort tid sat et stærkt aftryk i klubben. Han arbejder med høj faglighed, eksekverer med tempo – og formår samtidig at skabe følgeskab og retning på tværs af mennesker og miljøer, siger Steinlein.

– Jacob bliver et centralt omdrejningspunkt for at sikre, at vi hænger sammen og udvikler os som klub – på tværs af afdelinger og ambitioner i et konkurrencepræget fodboldlandskab.

45-årige Jacob Larsen fortsætter samtidig som akademidirektør, indtil der er fundet en afløser. Transferaktiviteter er fortsat teknisk direktør Kristian Kjærs ansvar.

– Jeg oplever en klub med klar retning og stor drivkraft. Min rolle bliver – i tæt samspil med direktionen og den daglige sportslige ledelse – at styrke sammenhængen i klubbens sportslige struktur og sikre, at vi som organisation hele tiden løfter barren for kvalitet, faglighed og udvikling, siger Jacob Larsen.

I samme ombæring udnævnes Kristian Bach Bak til ny sportschef, hvor han skal have ansvaret for det daglige lederskab omkring superligaholdet.

– Jeg har altid brændt for at arbejde med mennesker og for at få grupper til at fungere – og som sportschef kommer jeg endnu tættere på trænerne og spillerne. Det er der, jeg trives og der, jeg føler, jeg kan gøre en forskel, siger den tidligere klubanfører.

AaB sender startende højreback til Østrig

AaB har solgt højreback Kasper Jørgensen til Lask Linz i Østrig.

Det skriver den nordjyske fodboldklub i en pressemeddelelse.

25-årige Jørgensen har været fast mand i flere sæsoner og spillet 80 kampe i den stribede AaB-trøje. Trods sin defensive position har backen i den anden ende leveret 11 scoringer og 9 oplæg.

– Kasper skal have ros for sit bidrag i sine to og et halvt år i AaB, men med et halvt år tilbage af kontrakten er der opstået en god mulighed for både klubben og for Kasper, siger AaB-direktør Michael Tuxen Boll.

Højrebacken kom til Nordjylland i januar 2023 fra Lyngby og har været med til to nedrykninger og en oprykning. Denne gang tager han ikke turen med ned i den næstbedste række.

– Resultatmæssigt var det selvfølgelig en ærgerlig måde at slutte på, men en stor tak skal lyde til staben, truppen, byen og fansene. Det har været fedt at spille for så stor en klub i Danmark, og jeg håber selvfølgelig, at AaB kommer tilbage, siger Kasper Jørgensen.

Lask har flere gange spillet europæisk fodbold i de senere år.

I seneste sæson spillede holdet Conference League, men Kasper Jørgensen kan ikke se frem til europæisk fodbold i den kommende sæson.

Lask endte i den netop overståede sæson i nedrykningsspillet i den østrigske liga, hvor holdet sluttede øverst og kvalificerede sig playoff om en europæisk plads.

Her blev det dog et nederlag i den afgørende kamp mod Rapid Wien fra mesterskabsspillet.

Lewandowski får sin vilje: Polens landstræner er færdig

Den polske stjerneangriber Robert Lewandowski fik sin vilje.

Michael Probierz har sagt op som polsk landstræner.

Det skriver Polens Fodboldforbund (PZPN) på sin hjemmeside.

– Jeg er kommet til den konklusion, at i den nuværende situation vil det bedste for landsholdet være min afsked som landstræner, siger Probierz.

Tidligere på ugen udtrykte FC Barcelona-profilen, at han ikke ville spille på landsholdet så længe, at Probierz var landstræner.

Udmeldingen kom, efter landstræneren havde besluttet at tage anførerbindet fra Robert Lewandowski for i stedet at give det til midtbanespilleren Piotr Zielinski.

– Set i lyset af omstændighederne og mistet tiltro til træneren, har jeg besluttet at trække mig fra det polske landshold, så længe han er træner, skrev Lewandowski søndag aften i et opslag på X.

Mandag uddybede Lewandowski, at han føler sig forrådt og såret af landstræneren.

Angriberen fik et opkald, da han var ved at putte sine børn. Det var landstræneren, som gav beskeden om anførerskiftet over telefonen.

– Jeg har båret anførerbindet i 11 år, og jeg har spillet for landsholdet i 17. Jeg mener, at sådan en sag skulle være håndteret anderledes. Vi har en vigtig kamp foran os, og alt blev kommunikeret over telefonen.

Den 36-årige angriber, har spillet 158 kampe for Polen og scoret 85 mål.

Michal Probierz overtog det polske landshold i september 2021. Han nåede 21 kampe som landstræner.

I den netop overståede landsholdstermin vandt Polen 2-0 over Moldova og tabte 1-2 til Finland.

De kampe blev spillet uden Lewandowski, der ifølge det polske nyhedsbureau PAP selv havde bedt om hvile efter en sæson, hvor han har vundet det spanske mesterskab med Barcelona.

Hvem, der overtager for Michal Probierz, melder polske fodboldforbund ikke noget om.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]