Seneste nyheder

27. maj 2026

Mindst ni dræbt efter påkørsel af filippinsk gadefestival i Canada

Mindst ni personer har mistet livet i den canadiske storby Vancouver, og flere meldes såret, efter at en bilist er kørt ind i en menneskemængde ved en gadefestival.

Det oplyser politiet i Vancouver på det sociale medie X søndag middag dansk tid.

En 30-årig mand er anholdt efter massepåkørslen. Han er bosiddende i Vancouver og er kendt af politiet i forvejen, skriver avisen Globe and Mail.

Det oplyste politiet søndag morgen dansk tid ifølge Reuters.

– På nuværende tidspunkt er vi overbevist om, at denne hændelse ikke er en terrorhandling, skrev Vancouver-politiet på X.

Oplysningen blev ikke uddybet.

Ifølge mediet Vancouver Sun blev det lokale hospitalsvæsen hurtigt bedt om at forberede sig på mange ofre.

Videoer på sociale medier viser, at kroppe lå spredt på gaden, hvoraf flere modtog førstehjælp, skrev mediet tidligere.

Øjenvidner fortæller til det canadiske medie Globe and Mail, at bilens motor gassede op, inden den pløjede ind i en gade fyldt med madvogne.

Her ramte den menneskemængden, mens den drønede fremad uden at stoppe.

Da bilen endelig standsede, forsøgte en mand at flygte, fortæller øjenvidner til mediet.

Politiet har ikke umiddelbart sagt noget om, hvorvidt der er tale om en ulykke eller en forsætlig handling.

– Vi vil give mere information, efterhånden som efterforskningen skrider frem, oplyser politiet.

Hændelsen skete lidt efter klokken 20 lokal tid lørdag omkring gaderne Fraser Street og 41st Avenue, beretter politiet. Det er kort efter klokken 5 søndag morgen dansk tid.

Vancouver Sun skriver, at der blev afholdt en gadefest med navnet Lapu Lapu Day Block Party i området. Det er en fest, der afholdes af byens filippinske indbyggere.

Normalt bliver gaderne spærret af med lastvogne, når der afvikles festivaler i byen, men det skete ikke lørdag, skriver mediet videre.

Borgmester i Vancouver, Ken Sim, har reageret på nyheden på det sociale medie X.

– Jeg er i chok og ked af den forfærdelige hændelse, der er sket ved dagens Lapu Lapu-fest.

– Vi arbejder på at komme med mere information, så hurtigt vi kan. På nuværende tidspunkt har politiet i Vancouver bekræftet, at der er et antal døde og flere sårede, skriver borgmesteren på X.

– Vores tanker går ud til alle berørte og til Vancouvers og det filippinske samfund i denne svære tid, lyder det videre.

Canadas premierminister, Mark Carney, skriver i en besked på X søndag morgen dansk tid, at han er “knust” over massepåkørslen.

– Jeg sender mine dybeste kondolencer til de pårørende til dem, der blev dræbt og kvæstet, til det filippinsk-canadiske samfund og til alle i Vancouver, tilføjer han.

– Vi sørger alle sammen med jer.

Den filippinske præsident, Ferdinand Marcos Jr., har ligeledes reageret på massepåkørslen.

Ifølge Reuters siger Marcos, at han er “knust over at høre om den forfærdelige hændelse”. Det lyder også, at det filippinske generalkonsulat i Vancouver samarbejder med de canadiske myndigheder for at sikre en grundig undersøgelse af hændelsen.

Mandag afholder Canada parlamentsvalg, efter at Carney udskrev valg 23. marts.

Efter hændelsen i Vancouver har premierministeren søndag sat sin valgkampagne på pause. Det oplyser hans kampagne ifølge Reuters.

Formand beretter om svært år for politiske journalister i USA

Den årlige korrespondentmiddag for journalister, der dækker Det Hvide Hus, var på mange måder anderledes end normalt.

Middagen, der foregik lørdag i Washington D.C., plejer at byde på komiske indslag, og der har været tradition for, at USA’s siddende præsidenter har deltaget og bidraget til underholdningen.

Men Donald Trump havde for længst meldt afbud, og den komiker, der skulle have optrådt, var blevet aflyst.

Kort efter at middagen gik i gang, indtog formand for White House Correspondents’ Association (WHCA), journalisten Eugene Daniels, talerstolen.

Her beskrev formanden den seneste tid som besværlig, beretter Fox News og flere amerikanske medier.

– Jeg ved, at det har været et ekstremt svært år for os alle. Det har været svært for foreningen.

– Vi er blevet testet og angrebet, men hver eneste dag har vores medlemmer rejst sig op. De er ilet mod Det Hvide Hus – på fly, tog og i biler – med den ene mission at holde magthaverne ansvarlige, sagde Eugene Daniels.

Præsidenter som Joe Biden, Barack Obama, George Bush og deres forgængere har stillet op til middagen, men Donald Trump har endnu aldrig taget imod en invitation, mens han har været præsident.

– Denne middag kommer til at føles anderledes end normalt. Der er ingen præsident, og ingen komiker, sagde Eugene Daniels.

Trump har længe haft et anstrengt forhold til flere medier, der dækker Det Hvide Hus.

Præsidenten nægtede Associated Press (AP) adgang til Det Hvide Hus på grund af en strid omkring en navneændring af Den Mexicanske Golf.

Kort efter Trumps tiltræden den 20. januar ændrede han i et dekret navnet på Den Mexicanske Golf til Den Amerikanske Golf, men nyhedsbureauet fastholdt golfens mere end 400 år gamle navn.

I februar valgte WHCA at aflyse komikeren Amber Ruffin. Det skete ifølge WHCA for at ændre middagens fokus på uddeling af priser og stipendier frem for at bidrage til politisk splittelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ngo: Tre amerikanske børn er blevet deporteret fra USA

Tre børn med amerikansk statsborgerskab er blevet deporteret fra USA sammen med deres mødre, der er udokumenterede migranter.

Det skriver National Immigration Project, der er en ngo, lørdag i en udtalelse.

Deporteringerne er ifølge ngo’en sket i delstaten Louisiana i de tidlige morgentimer fredag. Børnene er to, fire og syv år.

USA’s præsident Donald Trumps administration hævder, at kvinderne selv bad om at få børnene med sig.

– De amerikanske grænsemyndigheder i New Orleans deporterede mindst to familier, herunder to mødre og deres mindreårige børn, skriver ngo’en i udtalelsen.

Borgerrettighedsorganisationen American Civil Liberties Union (ACLU) omtaler i en udtalelse deportationerne som “ulovlige og umenneskelige”.

En af de tre deporterede børn er ifølge ACLU diagnosticeret med en kræftsygdom og blev deporteret uden at få medicin med eller være blevet konsulteret af en læge.

– Det, vi har været vidne til i de seneste dage, er forfærdeligt og forbløffende. Familier er helt unødvendigt blevet revet fra hinanden, skriver en advokat fra National Immigration Project i udtalelsen fra ngo’en.

En føderal distriktsdommer i Louisiana har fastsat et retsmøde til den 16. maj. Retsmødet omhandler en af de deporterede kvinder og hendes to-årige datter, der er blevet bragt til Honduras.

Retsmødet skal ifølge dommeren finde sted “for at fjerne vores mistanke om, at administrationen har deporteret en amerikansk statsborger uden nogen meningsfuld proces”.

– Trumps administration hævder, at det hele er i orden, fordi moren ønsker, at barnet skal deporteres sammen med hende. Men det kender retten ikke noget til, skrev dommeren fredag i en retskendelse.

Den toårige piges far har indgivet en hasteanmodning i håbet om at få sin datter bragt tilbage til USA.

Trumps administration er endt i juridisk slagsmål med flere føderale dommere og ngo’er, der mener, at præsidenten har ignoreret forfatningssikrede rettigheder i forsøget på at deportere migranter ud af USA.

Donald Trump skrev tidligere denne uge i et opslag på sit sociale medie, Truth Social, at det ikke er muligt at give alle personer, som hans administration ønsker deporteret, muligheden for rettergang.

– At gøre det ville – uden overdrivelse – tage 200 år. Vi ville skulle have hundredtusindvis af retssager for de hundredtusindvis af illegale, som vi sender ud af landet, skrev han.

Reuters

Ellevild Barcelona-helt: Derfor vi elsker fodbold

Barcelona-spilleren Jules Koundé blev lørdag mindet om, hvorfor fodbold indimellem kan fremkalde store følelser.

Franskmanden blev matchvinder, da Barcelona i den spanske pokalfinale i Sevilla slog Real Madrid med 3-2. Kounde scorede sejrsmålet i den forlængede spilletid efter 116 minutter.

– Jeg løb bare i alle retninger efter målet. Ud til fansene og mine holdkammerater.

– Det er det her, vi lever for. Dette er hvorfor, vi elsker fodbold. Fordi det fremkalder den slags følelser, siger Jules Koundé ifølge AFP til klubmediet Barca One.

Med scoringen undgik Barcelona en nervepirrende straffesparkskonkurrence mod rivalerne fra Spaniens hovedstad.

Den franske forsvarsspiller erobrede selv bolden højt på banen efter en pasning fra Real Madrids Luka Modric. Kounde løb mod mål og tog chancen med et knaldhårdt skud.

– Det er en speciel aften på grund af mit mål.

– Jeg så, at han ville lave den aflevering, så jeg fik fat i den. Jeg så, at der var spillere til højre for mig, men besluttede mig for at skyde, og det gik godt, siger Jules Koundé.

Forsvarsspilleren er især stolt over, at Barcelona fik kæmpet sig tilbage, efter at Real Madrid i anden halvleg havde bragt sig foran med 2-1.

– Vi viste endnu en gang karakter. Vi viste igen, hvilket slags hold vi er.

– Selv i modgang kæmper vi stadigvæk. Man kunne se, at alle på holdet var engageret. Alle kæmpede, siger Koundé.

Med pokaltitlen i hus kan Barcelona fortsat drømme om at hente fire trofæer i den igangværende sæson.

Barcelona havde i forvejen vundet Super Cuppen i januar, og den catalanske storklub er fortsat i spil til det spanske mesterskab og er i semifinalen i Champions League.

Klubpræsident Joan Laporta glæder sig over, at Barcelona er tilbage på toppen efter flere udfordrende år.

– Vi har gjort vigtige ting og har genskabt glæden hos Barcelonas fans. Det kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved.

– Jeg er enormt stolt i dag. Jeg er virkelig glad, og meget stolt over det hold, vi har, og vores klub, siger Joan Laporta.

Højgaard-brødre overnatter på fjerdeplads før finalerunde

Tvillingbrødrene Rasmus og Nicolai Højgaard holder sig fortsat med fremme ved parturneringen Zürich Classic of New Orleans.

Danskerduoen faldt lørdag en enkelt placering tilbage, så de indtager fjerdepladsen før søndagens afgørende runde.

Brødrene har fire slag op til en førende amerikansk duo bestående Ben Griffin og Andrew Novak.

Lørdagens runde blev afviklet som en fourball, hvor samtlige spillere benytter hver deres bold, men kun den bedste score på hullerne for hvert af de deltagende par registreres.

Rasmus og Nicolai Højgaard gik lørdagens runde i 64 slag – otte under par. Undervejs leverede brødrene fra Billund seks birdies og en enkelt eagle, som Nicolai Højgaard stod for på hul 8.

De to danskere fik torsdag en fremragende åbning på turneringen i Louisiana, da de spillede sig op på andenpladsen. Både fredag og lørdag er de røget én placering tilbage.

Afstanden til førstepladsen er samtidig blevet større, men det er ikke helt umuligt at indhente fire slag på søndagens sidste runde. Det er dog tæt i toppen, hvor flere par potentielt kan blande sig.

Søndag skal der spilles foursome, hvor de deltagende par spiller med én bold, som de skiftes til at slå til, indtil den lander i hullet.

Zürich Classic havde oprindeligt deltagelse af i alt fire danskere, da også Thorbjørn Olesen og Niklas Nørgaard var med, da turneringen blev skudt i gang torsdag.

Olesen og hans engelske makker, Matt Wallace, missede fredag cuttet til weekendens finalerunder. Samme skæbne overgik Nørgaard, der var parret op med svenske Jesper Svensson.

Barcelona sejrer over Real Madrid i medrivende pokalfinale

Det lugtede langt væk af, at El Clasico-pokalfinalen skulle helt ud i en straffesparkskonkurrence for at finde afgørelsen, men i det 116. minut dukkede FC Barcelonas Jules Koundé op og blev den helt store helt.

Den franske forsvarsspiller erobrede bolden højt på banen, inden han selv tordnede bolden i kassen langs græsset og sikrede catalonierne en 3-2-sejr over ærkerivalen, Real Madrid.

Forinden var gået en ordinær spilletid med flere flotte scoringer, hvor de to hold havde hver sin halvleg.

Catalonierne åbnede bedst og var takket være et fremragende langskudsmål foran 1-0 ved pausen.

Real Madrid hankede dog op i sig selv og skiftede Kylian Mbappé ind, hvilket gjorde en stor forskel. Anden halvleg var en langt mere åben affære.

14 minutter før tid så det sågar ud til, at Real Madrid skulle tage pokaltitlen, da Aurélien Tchouaméni headede hovedstadsklubben på 2-1, men fem minutter før tid sørgede Ferrán Torres for forlænget spilletid.

I de ekstra 30 minutter var begge hold afventende, og det var småt med kræfterne. Det lignede, at det skulle afgøres fra de 11 meter, lige indtil Koundé dukkede op.

Barcelona sluttede som triumfator, og det var også catalonierne, der havde åbnet kampen bedst. Efter en lille halv time kom mandskabet i front efter et fremragende langskudsmål fra Pedri.

Lamine Yamal brød igennem i højresiden, inden han kiggede op og serverede bolden skråt tilbage for den 22-årige midtbanespiller.

Pedri bankede første gang med en hård og velplaceret inderside bolden helt op i hjørnet uden for Thibaut Courtois’ rækkevidde.

Barcelona sad på tingene, og kort inden pausen var det kun stolpen, der stod i vejen for catalonierne.

Bolden sejlede gennem feltet efter et hjørnespark, inden den fjerne opstander reddede hovedstadsklubben.

Real Madrids indsats i første halvleg fik i pausen Carlo Ancelotti til at kigge mod Kylian Mbappé, der døjede med skavanker, og hans indskiftning ændrede kampen.

Vinicius Junior og Mbappé var konstant farlige med deres fart, men Barcelona fik afværget i sidste øjeblik med enten en blokering eller Szczęsny-redning.

Den polske keeper kunne dog ikke gøre meget, da franskmanden halvvejs i anden halvleg bragte balance i regnskabet med en frisparksscoring.

Mbappé, der selv havde fremtvunget frisparket, sparkede via stolpen bolden hårdt i kassen i Szczęsnys side. Den polske keeper var prisgivet.

Real Madrid havde momentum i kampen, og 14 minutter før tid kom føringsmålet, da Aurélien Tchouaméni timede sit hovedstød perfekt på et hjørnespark.

Det lignede, at hovedstadsklubben havde fat i den lange ende, men så var det Barcelonas tur til at rejse sig.

Fem minutter før tid sendte Yamal en fremragende dybdebold mod Ferrán Torres, der fangede en flagrende Courtois på mellemhånd.

Dybt inde i dommerens tillægstid var der drama, da Raul Asencio i eget felt nedlagde FC Barcelonas Raphinha.

Kampens dommer Ricardo de Burgos Bengoetxea, der har været i vælten op til kampen, pegede i første omgang på pletten, men ændrede mening efter et VAR-tjek, og så skulle der 30 minutters ekstra fodbold til at afgøre tingene.

Trump: Amerikanske skibe bør sejle gratis gennem Panama og Suez

Amerikanske militær- og handelsskibe skal have lov til at sejle gratis gennem Panama- og Suezkanalen.

Det skriver USA’s præsident, Donald Trump, lørdag aften i et opslag på sit sociale medie, Truth Social.

– Amerikanske skibe, både militær- og handelsskibe, bør få lov til at sejle gratis gennem Panama- og Suezkanalen, skriver præsidenten.

Han tilføjer, at han har bedt USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, om straks at tage hånd om situationen.

Omkring 40 procent af den amerikanske fragt af containere går gennem Panamakanalen.

Panama og Panamakanalen er blevet et centralt emne i amerikansk politik, efter at USA’s præsident, Donald Trump i sin indsættelsestale sagde, at han vil tage Panamakanalen tilbage.

Han mener, at det er alt for dyrt at sejle der.

Men nu retter den amerikanske præsident også opmærksomheden mod Suezkanalen i Egypten. Kanalen, der forbinder Middelhavet og Det Røde Hav, er en af verdenshandlens vigtigste sejlruter.

Inden houthibevægelsen i november 2023 påbegyndte deres angreb i området tegnede kanalen sig for omkring 10 procent af verdens maritime handel.

En række rederier – heriblandt den danske rederigigant Mærsk – afholder sig grundet angrebene fra at sejle gennem Adenbugten og sejler i stedet syd om Afrika.

Det er en længere og dyrere vej fra Det Indiske Ocean til Vesten end gennem Suezkanalen i Egypten.

Egypten oplyste sidste år, at indtægterne fra Suezkanalen var faldet med 60 procent.

Det amerikanske militær har udført angreb rettet mod houthierne siden januar 2024. Angrebene er blevet intensiveret, efter Donald Trump tidligere i år blev taget i ed som præsident.

Trump har sagt, at den militære indsats i området vil fortsætte, indtil houthibevægelsen ikke længere udgør en trussel mod skibsfarten.

AFP

Veterancentret vil granske kritik af KFUM’s indsats for veteraner

Veterancentret vil undersøge flere kritikpunkter nærmere, efter at en række veteraner og medarbejdere hos KFUM beretter om svigt og manglende faglig indsats på organisationens soldaterrekreationer.

Det skriver Politiken, der samlet har talt med ti nuværende og tidligere medarbejdere og en “stribe” veteraner, som har boet på rekreationerne.

– Veterancentret har behov for at gå mere grundigt i dybden med elementer af den rejste kritik, lyder det fra tilsynsmyndigheden, der organisatorisk hører under Forsvarsministeriets Personalestyrelse, i sagen.

KFUM’s Soldatermission har siden 1889 drevet soldaterhjem, hvor værnepligtige og soldater blandt andet kan købe et måltid.

I 2012 åbnede KFUM også de såkaldte soldaterrekreationer i Høvelte, Aalborg, Fredericia, Holstebro og Varde.

Formålet er at give veteraner adgang til en midlertidig bolig og yde hjælp til at gøre brug af Forsvarets behandlingstilbud.

Ifølge Politiken er “næsten alle” medarbejdere fra KFUM, som mediet har talt med, særdeles kritiske over for organisationen og behandlingen af veteranerne.

De beretter om svigt, en manglende faglig indsats, underbemanding, stresssygemeldinger og brud på en partnerskabsaftale, lyder det.

Aftalen fra 2021 betød, at KFUM forpligtede sig til at forbedre hjælpen til veteranerne.

I perioden 2021-2024 blev der afsat 22,6 millioner kroner til organisationens arbejde på soldaterrekreationerne, skriver Politiken.

Af aftalen er rammerne for KFUM’s arbejde formuleret, og det fremgår, hvordan pengene til den faglige indsats skal bruges.

Det gælder blandt andet, at der skal bruges 500.000 kroner på ni veteranmedarbejdere.

Men ifølge Politiken viser en opgørelse over medarbejdere, at der i hele perioden ikke har været ansat ni årsværk veteranmedarbejdere fra 2021 og frem til i dag.

Samtidig viser aktindsigter ifølge Politiken, at flere medarbejdere har klaget og forsøgt at advare KFUM’s ledelse og Veterancentret om forholdene.

Generalsekretær i KFUM’s Soldatermission, Erik Kallehave Kristensen, skriver i en mail til mediet, at midlerne er “anvendt i overensstemmelse med de aftaler, der er indgået med Veterancentret”.

KFUM modtog de første offentlige midler til soldaterrekreationerne i 2015. I 2020 besluttede et politisk flertal at tildele et ekstra årligt millionbeløb.

Ny forfatterformand vil styrke vilkår i bekymret branche

Forfatteren Anne Sofie Hammer, der blandt andet står bag “Villads fra Valby”-børnebøgerne, er blevet valgt som ny formand i Dansk Forfatterforening.

Hun overtager posten efter Morten Visby, der efter en otteårig periode som formand ønsker mere tid til litterære oversættelser.

Det oplyser foreningen i en pressemeddelelse.

Anne Sofie Hammer vil være med til at forbedre forfattere, oversættere og illustratorers vilkår i en branche, der er “præget” af bekymring.

Bekymringerne dækker blandt andet over, hvordan kunstig intelligens vil ændre branchen, lyder det.

Branchen står over for store udfordringer, men der er også en stigende bevidsthed om vigtigheden af at stå sammen, mener Anne Sofie Hammer.

– Det er den stemning, der præger vores forening lige nu, og det giver mig en forhåbning om, at vi faktisk er i stand til at rykke noget, selv om vi på mange områder er oppe mod temmelig store kræfter, siger hun i meddelelsen.

Morten Visby har også været næstformand samt vikarierende sekretariatschef og medlemsrådgiver i Dansk Forfatterforening.

Det er sundt med et skifte, mener han.

– Derfor er jeg rigtig glad for at kunne give stafetten videre til Anne Sofie Hammer, som vi alle kan have stor tillid til, siger Morten Visby.

Anne Sofie Hammer har i flere år arbejdet som tekstforfatter og konceptudvikler, inden hun debuterede som forfatter.

Ifølge onlineboghandlen Saxo.com har “Villads fra Valby”-bøgerne “hurtigt fået status som nyklassikere”.

Dansk Forfatterforening står sammen med Danske Skønlitterære Forfattere bag Prins Henrik Prisen, der ifølge kongehuset beløbsmæssigt er den største danske litteraturpris.

Med prisen, der er opkaldt efter afdøde prins Henrik, hører 300.000 kroner.

Den gives til en dansk digter, der har “ydet et væsentligt bidrag til dansk lyrik”.

Rusland: Vi har pågrebet ukrainsk agent mistænkt for general-drab

En mand, der er mistænkt for fredag at have dræbt en russisk generalløjtnant i en bileksplosion, er blevet pågrebet.

Det oplyser den russiske efterretningstjeneste FSB lørdag. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge FSB var det den russiske generalløjtnant Jaroslav Moskalik, der blev dræbt.

Efterretningstjenesten oplyser i en udtalelse, at man har tilbageholdt en ukrainsk specialstyrkeagent.

Ifølge FSB plantede han en hjemmelavet bombe i en VW Golf i byen Balasjikha, som ligger uden for hovedstaden Moskva. Den blev senere detoneret fjernt fra Ukraine.

Bomben tog han angiveligt fra et ukrainsk specialstyrkelager i Moskva-regionen.

Manden er født i 1983 og bosat i Ukraine, lyder det videre fra FSB.

Ruslands efterforskningskomité har oplyst, at han bliver afhørt af betjente.

Ifølge AFP risikerer manden at blive idømt livstid på baggrund af terroranklager.

Flere andre fremtrædende russere og Ukraine-modstandere er de seneste år blevet dræbt af eksplosioner i Rusland.

I december blev Igor Kirillov dræbt af en bombe, der var placeret på en scooter i Moskva. Kirillov var leder af Ruslands forsvarsstyrker inden for radioaktiv, kemisk og biologisk krigsførelse.

Efter drabet på Kirillov kom Ruslands præsident, Vladimir Putin, med en sjælden indrømmelse om, at det russiske sikkerhedsapparat havde fejlet.

– Vi må ikke tillade, at så alvorlige fadæser sker, sagde Putin ifølge nyhedsbureauet AFP.

I april 2023 blev den russiske journalist og militærblogger Maxim Fomin, der var kendt under navnet Vladlen Tatarskij, dræbt i en eksplosion i Sankt Petersborg.

Og i august 2022 blev Darja Dugina dræbt af en bilbombe uden for Moskva. Hun var datter af en prominent ultranationalistisk russer.

Rusland har beskyldt Ukraine for at stå bag flere af eksplosionerne. De to lande har været i krig siden februar 2022, hvor Rusland invaderede nabolandet.

Ukraine har ikke kommenteret den seneste hændelse, skriver AFP.

En video offentliggjort af FSB viser manden, der tilsyneladende tilstår. Videoen viser også hans anholdelse på en skovvej og bombens komponenter.

Han optræder alene på videoen, men det er uklart, om han på denne taler under tvang ifølge AFP.

Lommeur fra dansk Titanic-passager solgt for over en kvart million

Et delvist forgyldt lommeur, der tilhørte en dansk passager på skibet “Titanic”, som sank i 1912, er lørdag blevet solgt på auktion for 30.000 pund.

Det svarer til omkring 262.000 kroner.

Auktionshuset Henry Aldridge and Son havde vurderet, at uret ville indbringe op mod mere end 430.000 kroner.

Uret tilhørte Hans Christensen Givard, der sammen med to venner var på vej til USA med “Titanic”, da katastrofen indtraf.

Hverken den dengang 27-årige dansker eller hans to venner, der alle rejste på andenklasse, overlevede, og Givards lig blev senere bjærget i Nordatlanten.

Ud over uret fandt man blandt andet nøgler, kontanter og et kompas i Givards lommer.

På sig havde danskeren også et pas, som var udstedt af konsulatet i Buenos Aires, Argentinas hovedstad.

Han blev begravet på Fairview-kirkegården i den canadiske by Halifax. Han kom fra Kølsen nord for Viborg

Lommeuret, der er 32 millimeter i diameter, er forgyldt med sølv og messing, og urkassen er dekoreret med turtelduer.

Viserne mangler, og forgyldningen er slidt. Uret er tydeligt mærket af at have været i saltvand, fremgår det på auktionshusets hjemmeside.

Alle Hans Christensen Givards ejendele blev sendt hjem til broren Hans Christian Christensen Givard i Danmark.

Det er Givards efterkommere, der har besluttet, at uret skulle på auktion.

Lommeuret blev udstillet i H.C. Andersen Slottet ved Tivoli i København i 2012.

Ifølge TV Midtvest forsøgte familien i samme år at sælge uret hos auktionshuset Bruun Rasmussen.

Mere end ti danskere var med om bord på “Titanic”, og to af dem overlevede.

Samlet set mistede mere end 1500 mennesker livet, efter at skibet kolliderede med et isbjerg på sin jomfrurejse.

Moskva: Putin er klar til at forhandle uden forudgående betingelser

Rusland er klar til at holde fredsforhandlinger med Ukraine “uden forudgående betingelser”.

Det udtalte den russiske præsident, Vladimir Putin, fredag under et møde med USA’s særlige diplomatiske udsending, Steve Witkoff.

Det siger den russiske præsidents talsmand, Dmitrij Peskov. Det skriver AFP.

– Under gårsdagens samtaler med Trumps udsending Witkoff gentog Vladimir Putin, at Rusland er klar til at genoptage forhandlingerne med Ukraine uden forudgående betingelser, siger Peskov.

Han tilføjer, at Putin har gentaget dette flere gange før.

Witkoff talte ifølge Reuters med Putin i tre timer i den russiske hovedstad, Moskva, for at drøfte en amerikansk plan om afslutte krigen i Ukraine.

I et interview med Time Magazine, som blev offentliggjort fredag, har USA’s præsident, Donald Trump, konstateret, at “Krim bliver hos Rusland”.

Han sagde videre, at han går efter at lade Rusland få 20 procent af Ukraines territorium som led i en fredsaftale.

Krim blev annekteret af Rusland i 2014, men anses af Ukraine og det meste af Vesten for at tilhøre Ukraine.

Dagen efter har Trump, mødtes med sin ukrainske præsidentkollega, Volodymyr Zelenskyj.

Det skete i den italienske hovedstad, Rom, som begge præsidenter var rejst til for at deltage i pave Frans’ begravelse.

Krigen i Ukraine begyndte 24. februar 2022, hvor Rusland invaderede nabolandet.

Lørdagens møde med Trump har Zelenskyj kaldt “meget symbolsk”. Det er sket i et opslag på det sociale medie X, hvor han også har skrevet, at “det har potentiale til at blive historisk”.

Zelenskyj skriver også, at der blev drøftet en masse emner, og at han håber, at det udmønter sig i resultater.

Tidligere på dagen oplyste Zelenskyj ifølge Reuters, at mødet varede omkring 15 minutter.

Efter mødet er Trump gået til tasterne på sit eget sociale medie, Truth Social.

Her skriver han blandt andet, at dette er hans forgænger Joe Bidens krig, og at han forsøger at “rydde op i det rod”, som Biden og den tidligere præsident Barack Obama “efterlod” ham.

– Når det er sagt, er der grund til, at Putin de seneste dage har skudt missiler mod civile områder, byer og landsbyer. Det får mig til at tænke på, om han overhovedet ønsker at stoppe krigen, skriver Donald Trump.

Torsdag blev Kyiv udsat for et af de foreløbigt mest dødbringende angreb mod hovedstaden. 12 personer blev dræbt og 90 såret i missilangrebet.

Derudover lyder det fra Trump, at Putin skal ” håndteres på anden måde”. Her nævner “bankvirksomhed” og “sekundære sanktioner”.

OB er tilbage i Superligaen efter et års fravær

Efter en sæsons fravær fra Superligaen er OB tilbage på fodboldens første klasse i Danmark.

Det er en kendsgerning med fire spillerunder tilbage, efter at fynboerne lørdag spillede 1-1 hjemme mod Hvidovre.

Med det ene point har OB på førstepladsen 59 point i 1. division og kan ikke længere hentes af nummer tre, AC Horsens, der har 46 point efter at have tabt de seneste to kampe.

FC Fredericia ligger også i en mere end gunstig position i jagten på oprykning med sine 53 point for en kamp mindre på andenpladsen.

Så sent som for fem dage siden vandt Hvidovre hjemme over OB, og det kunne nemt være sket igen.

Længe var Hvidovre bedst, men i overtal i kampens sidste del fik OB udlignet med ti minutter tilbage på topscorer Luca Kjerrumgaards hovedstød.

Hvidovre kom til kampen med en minimal mulighed for at nå oprykning, men holdet kæmpede i hvert fald sin chance og var det bedste hold i første halvleg.

Simon Makienok advarede fynboerne, da han headede på overliggeren, men alligevel gav hjemmeholdet plads til endnu et hovedstødsforsøg efter 35 minutter, og denne gang pandede Malte Kiilerich Hvidovre i front.

I den anden ende sled OB unægteligt med at spille sig til noget, der mindede om målchancer.

Det samme var tilfældet i anden halvleg, hvor OB virkede meget låst.

Med et kvarter tilbage fik OB en håndsrækning, da Hvidovres Jeffrey Papayaw Adjei-Broni forsøgte at filme sig til et straffespark, men blev luret af dommeren, der gav ham det andet gule kort og dermed rødt.

Kort efter slog Hvidovre kontra, og Simon Makienok burde have vekslet en friløber til mål.

I stedet slog OB til i det første angreb efter. Nicholas Mickelson sendte en bold ind foran mål, hvor Luca Kjerrumgaard studsede bolden i nettet med hovedet.

22-årige Kjerrumgaard har nu scoret 18 ligamål i sæsonen og har scoret fire gange mere end den næstmest scorende i rækken, Fredericias Gustav Marcussen. OB havde flere chancer for at score sejrsmålet i de døende minutter, men selv uden det kunne fynboerne juble over oprykningen.

Putin erklærer Ukraine besejret i Kursk-regionen

Rusland har genvundet kontrollen i Kursk-regionen tæt ved grænsen til Ukraine, siger præsident Vladimir Putin ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

Ifølge Reuters oplyser Ukraines militær dog, at de militære operationer i Kursk-regionen fortsætter.

Ukrainske styrker er fuldkommen nedkæmpet, og Ukraines “eventyr” i regionen er slut, siger Putin.

Den ukrainske offensiv i Kursk er slået fejl, og det vil bane vej for nye sejre for Ruslands hær, tilføjer Putin ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Præsidenten har lørdag fået en opdatering fra den russiske hærs stabschef, Valerij Gerasimov.

Han har meddelt Putin, at russiske styrker har fuldført operationen og nedkæmpet de sidste ukrainske styrker i landsbyen Gornal.

Det var angiveligt den sidste landsby, de ukrainske styrker kontrollerede.

Ukraines militær oplyser, at de fortsat har “aktive operationer” i regionen.

I sin briefing til Putin understreger Gerasimov den rolle, som nordkoreanske soldater har spillet i generobringen af Kursk. Det skriver Reuters.

Ukraines landoffensiv i den russiske region begyndte i august sidste år.

Det var første gang, at Ukraine gennemførte en landoffensiv på russisk territorie. Et massivt angreb, der kom bag på mange iagttagere.

Siden er ukrainerne gradvist blevet trængt tilbage i Kursk. Store dele af regionen kom endnu en gang på russiske hænder i marts.

Rusland har fået hjælp af Nordkorea til offensiven i Kursk.

Med generobringen er russiske styrker nu klar til at øge truslerne mod den ukrainske region Sumy, som ligger på grænsen til Kursk.

Den russiske fremmarch på landjorden kommer, på et tidspunkt hvor USA presser på for en våbenhvile i Ukraine.

USA’s præsident, Donald Trump, har i de seneste dage hævdet, at Ukraine og Rusland er “meget tæt på en aftale” om våbenhvile.

USA har åbnet for, at Krim kan forblive under russisk kontrol. Rusland annekterede på ulovlig vis halvøen i 2014.

Trump sagde endvidere i et interview med Time Magazine fredag, at han mener, at Ukraine kan blive nødt til at opgive 20 procent af landets areal. Det svarer omtrent til det område, russiske styrker har kontrol med i dag.

Zelenskyj: Trump-møde kan blive historisk

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger, at hans møde med USA’s præsident, Donald Trump, inden pavens begravelse lørdag var “meget symbolsk”, og at “det har potentiale til at blive historisk”.

Det skriver Zelenskyj i et opslag på X.

Han kalder det et “godt møde”.

Zelenskyj skriver også, at der blev drøftet en masse emner, og at han håber, at det udmønter sig i resultater.

Det drejer sig blandt andet om at beskytte menneskeliv og en ubetinget våbenhvile, der skal forhindre, at en ny krig bryder ud.

I opslaget takker han også Donald Trump.

Tidligere på dagen oplyste Zelenskyj ifølge Reuters, at mødet varede omkring 15 minutter.

Her blev der også frigivet billeder, der viser de to præsidenter sidde over for hinanden i en stor marmorsal i Vatikanet.

Pave Frans’ begravelse begyndte klokken 10 på Peterspladsen.

Også den britiske premierminister, Keir Starmer, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron mødtes med Zelenskyj, skriver Reuters.

Zelenskyj og Starmer diskuterede “de seneste dages positive udvikling mod at sikre vedvarende fred i Ukraine”, oplyser en talsperson fra Starmers regering ifølge Reuters.

De to har aftalt at tale sammen igen snarest muligt.

Macron siger, at han hans samtale med Zelenskyj var “meget positiv”, og at Ukraine er parate til ubetinget våbenhvile.

Ifølge en talsperson skal Zelenskyj også mødes med EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen lørdag efter begravelsen. Det skriver AFP.

– Formand von der Leyen og præsident Zelenskyj skal mødes denne eftermiddag, lyder det fra talsperson i EU-Kommissionen Paula Pinho.

Hun siger også, at von der Leyen og Trump i forbindelse med begravelsen aftalte at holde et formelt møde på et tidspunkt- dog uden at give en dato.

Tidligere på lørdagens forventedes det også, at Trump og Zelenskyj skulle mødes igen efter begravelsen. Siden oplyste Zelenskyjs regering, at det ikke har kunnet lade sig gøre grundet et stramt program for begge præsidenter.

Det skriver Reuters.

Mødet mellem Trump og Zelenskyj i Rom er det første møde mellem dem, siden Zelenskyj var på besøg i Det Hvide Hus 28. februar.

Under det møde blev den ukrainske præsident skældt ud af Trump og hans vicepræsident, J.D. Vance, for rullende kameraer.

Zelenskyj blev blandt andet kaldt “respektløs” af Trump.

I de seneste dage har Trump hævdet, at Ukraine og Rusland er “meget tæt på en aftale” om våbenhvile.

Italiens premierminister, Giorgia Meloni mødtes også med præsident Zelenskyj lørdag. Efter mødet forventer Meloni, at Rusland vil vise konkrete tegn på, at landet er villigt til at arbejde hen mod fred, skriver Reuters.

14 dræbt og 750 kvæstet ved eksplosion i iransk havneby

14 personer er blevet dræbt og 750 kvæstet i en voldsom eksplosion, der lørdag fandt sted i havnebyen Bandar Abbas i det sydlige Iran.

Det oplyser Irans indenrigsminister, Eskandar Momeni, på beskedtjenesten Telegram. Det skriver nyhedsbureauet AFP tidligt natten til søndag.

– Indtil videre er 14 personer døde, mens 750 personer er kvæstet i eksplosionen, skriver Momeni.

Eksplosionen skete i havneområdet Shahid Rajaee.

Dødstallet fra hændelsen, der skete tidligere på dagen, er blevet opjusteret flere gange i løbet af dagen.

Tidligere var det blevet oplyst af Røde Halvmånes nødhjælps- og redningsorganisation, at fire var blevet dræbt og mere end 500 kvæstet.

Det blev senere opjusteret til fem dræbte og over 700 kvæstede af Mehrdad Hasanzadeh, der står for katastrofehåndteringen i provinsen. Det skrev nyhedsbureauet AP.

– Alle ressourcer fra andre byer og Teheran er blevet sendt afsted. Og vi håber at kunne slukke branden inden for de kommende timer, siger indenrigsminister Eskandar Momeni.

Stats-tv beretter lørdag aften, at “intensiteten” på branden i havnen er steget, og at det er muligt, at den spreder sig til andre områder og containere. Det skriver AFP.

Hossein Zafari, talsperson for Irans organisation for krisehåndtering, har sagt, at det var kemikalier i containere, der var årsag til eksplosionen. Det har han udtalt til det iranske nyhedsbureau Ilna ifølge Reuters.

En talsperson for landets regering har dog udtalt, at selv om det højst sandsynligt er kemikalier, der er skyld i hændelsen, er det endnu ikke muligt at fastslå den præcise årsag.

Det skriver Reuters.

Søndag vil skoler og kontorer, der ligger i en radius af 23 kilometer fra Bandar Abbas være lukket. Det skal give myndighederne mulighed for at fokusere på beredskabsarbejdet. Det har stats-tv berettet ifølge AFP.

Nyhedsbureauet Tasnim skrev tidligere, at arbejdet er indstillet i havnen, mens brandfolk arbejder på at slukke ilden.

Et stort antal havnearbejdere var på arbejde, da eksplosionen fandt sted.

Eksplosionen var så kraftig, at den blæste ruderne ud i bygninger flere kilometer væk, har iranske medier berettet.

Irans officielle nyhedskanaler har vist optagelser af en enorm sort og orange røgsky stige op fra havneområdet efter eksplosionen.

Bandar Abbas ligger ud til Hormuz-stræder ved Den Persiske Bugt.

Irans præsident, Masoud Pezeshkian, har givet ordre til, at hændelsen bliver efterforsket. Det skriver Reuters.

Dansk direktør ser mulig gevinst midt i amerikansk kaos

Dansk Erhverv og Ingeniørforeningen IDA mener, at Danmark skal udnytte de “kaotiske tilstande på de amerikanske universiteter” og tiltrække amerikanske forskere til Danmark.

Sådan lyder det i et fælles opråb fra de to organisationer.

Ifølge administrerende direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen, kan det blive en kæmpe gevinst for Danmark.

– Lige nu er der et enestående vindue for at tiltrække de dygtigste forskere i verden, siger Mikkelsen.

Brian Mikkelsen er for nylig hjemvendt fra USA, hvor han talte med en række politiske repræsentanter i Washington D.C.

Han fortæller, at ” der er mange amerikanske forskere, som føler sig truet på deres forskningsfrihed”.

Han henviser til, at det kunne være en gevinst at tiltrække forskere fra eliteuniversiteter som Harvard, Stanford og MIT.

– Hvis vi kan få lokket dem til Danmark, så skaber vi mere innovation i Danmark, og vi gør Danmark rigere og får flere muligheder for at skabe nye virksomheder i Danmark.

– Så det er win, win, win for alle. For forskerne og for Danmark, siger Mikkelsen.

Helt konkret er målet at tiltrække op mod 200 forskningstalenter fra USA over de næste tre år inden for it, teknologi, naturvidenskab og sundhed.

IDA’s formand, Laura Klitgaard, mener også, at Danmark skylder de amerikanske forskere at fortælle dem, at der er alternativer til det forskningsmiljø, de befinder sig i lige nu.

– Man har haft gode samarbejder med amerikanske forskere fra dansk side og delt meget af sin forskning. Det har man gjort ud fra den idé, at man hjælper hinanden og har de samme værdier om forskningsfrihed og akademisk frihed, siger Klitgaard.

Og det kan man stadig for uden for USA, siger hun. Hun peger også på, at det danske forskningsmiljø er attraktivt, fordi det understøtter et godt familieliv ved siden af jobbet.

For at tiltrække de amerikanske forskningstalenter foreslår Dansk Erhverv og IDA, at regeringen årligt skal bruge 200 millioner kroner fra den såkaldte forskningsreserve.

Mikkelsen fortæller også, at der bør laves en oplysningskampagne i USA, og at man blandt andet kan bruge de danske studerende i USA til at gøre reklame for Danmark overfor professorerne på de store universiteter i USA.

Hvis ikke vi er vakse ved havelågen, er der nogle af de andre europæiske lande, der tager dem, siger Klitgaard.

– Der har været en tendens til, at de bedste forskere tog til USA. Alle de nye store virksomheder bliver skabt derovre. Hvorfor skal de ikke blive skabt i Danmark i Europa, siger Mikkelsen.

USA’s præsident, Donald Trump, har tidligere i april indefrosset over 14 milliarder kroner fra Harvard University.

Tirsdag offentliggjorde over 100 ledere af universiteter og andre institutioner i USA et åbent brev. Her siger de fra over for den politik, som USA’s regering fører mod institutioner for højere uddannelser.

Istanbul-borgmesters højre hånd er blandt 47 anholdte i Tyrkiet

47 personer er anholdt i Tyrkiet i forbindelse med en efterforskning af korruptionsanklager mod Istanbuls fængslede borgmester, Ekrem Imamoglu.

Det meddeler anklageren i den tyrkiske storby ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ifølge den tyrkiske tv-station TRT er borgmesterens chefsekretær blandt de anholdte.

Andre anholdte har også tilknytning til bystyret i den tyrkiske storby.

I alt er der udsendt arrestordre på 53 personer, skriver nyhedsbureauet dpa.

Der er foretaget anholdelser i Istanbul-provinsen samt omkring Tyrkiets hovedstad, Ankara, og i Tekirdag, der ligger omkring 150 kilometer vest for Istanbul.

Den anholdte Istanbul-borgmester, som har siddet fængslet siden 19. marts, er fra oppositionspartiet Det Republikanske Folkeparti (CHP).

Han anses som præsident Recep Tayyip Erdogans vigtigste politiske modstander. Meningsmålinger har tydet på, at han har en god chance for at vinde over Erdogan ved præsidentvalget i 2028.

Borgmesteren blev anholdt som led i en større korruptionsundersøgelse i Tyrkiet. En lang række andre mistænkte blev anholdt samme dag.

CHP mener, at anholdelsen og varetægtsfængslingen af Imamoglu er politisk motiveret og udemokratisk.

Sagen mod den populære borgmester har ført til de største protester, Tyrkiet har set siden 2013.

Politiet i Tyrkiet har slået ned på demonstrationerne og har anholdt over 2000 personer i løbet af de seneste seks uger.

Hundredvis er sigtet for at have deltaget i demonstrationer, som myndighederne betegner som ulovlige.

Kardinal: Paven havde et åbent hjerte for flygtninge og fattige

Pave Frans var “en pave blandt folket, med et åbent hjerte”, som arbejdede for en mere medfølende katolsk kirke, siger kardinal Giovanni Battista Re lørdag i sin prædiken ved pavens begravelse.

– Han skabte direkte kontakt med enkeltpersoner og folk, ivrig efter at være tæt på alle, med særlig opmærksomhed på dem i vanskeligheder, siger kardinalen.

Pave Frans, som nægtede at dømme homoseksuelle eller fraskilte katolikker, holdt fast i, at den katolske kirke havde plads til alle.

Frans var drevet af “overbevisning om, at kirken er et hjem for alle, et hjem hvor dørene altid står åbne”, siger kardinalen.

– En kirke, der formår at bøje sig ned til hvert menneske, uanset deres tro eller livsvilkår, og hele deres sår, lyder det videre i kardinalens prædiken.

Paven gjorde “utallige” indsatser for at hjælpe flygtninge, migranter og fattige, siger Giovanni Battista Re.

– Han gav sig selv uden måde, især til de marginaliserede, de mindste blandt os.

Kardinalen taler på Peterspladsen i Rom, hvor titusinder af gæster er mødt frem for at tage afsked med pave Frans.

Blandt dem er også USA’s præsident, Donald Trump, som pave Frans havde en række uenigheder med om behandlingen af flygtninge og migranter.

Frans døde mandag efter et sygdomsforløb. Han blev 88 år.

AFP

Troels Lund Poulsen skal til Grønland for at drøfte forsvarsaftale

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) tager til Nuuk tirsdag for at mødes med Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt.

Det skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

De skal blandt andet drøfte, hvor langt man er kommet med en forsvarsaftale fra 2021, der går under navnet Arktis-kapacitetspakke.

I aftalen blev der afsat 1,5 milliarder kroner til blandt andet langtrækkende arktiske droner og radarstationer.

Men i starten af 2025 – fire år efter aftalen – var en række dele af den endnu ikke blevet til virkelighed. Det beskrev både DR og Weekendavisen.

Troels Lund Poulsen erkendte i den forbindelse, at der var “gjort for lidt gennem skiftende regeringer”.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]