Seneste nyheder

10. oktober 2026

Sverige måler minus 40 grader og en halv meter sne

Kraftigt snefald og tocifrede frostgrader har i weekenden ramt Sverige, hvor der er målt ned til minus 40 grader og snedybder på op til 51 centimeter.

Det oplyser den svenske vejrtjeneste SMHI ifølge nyhedsbureauet TT.

Det kolde vejr har medført strømafbrydelser flere steder, og søndag morgen var cirka 5500 husstande uden strøm.

SMHI har udsendt et varsel til flere dele af Sverige om, at der ventes kraftigt snefald både søndag og mandag, og at det kan give trafikale problemer.

Især det centrale og sydlige Sverige har fået sne, mens kulden har hårdest fat i det nordlige Sverige.

De største snedybder er målt i Oskarshamn, der ligger på den svenske østkyst i Småland. Her er der faldet 51 centimeter sne.

I Gielas i Västerbotten, der ligger i det nordlige Sverige 685 kilometer nordvest for Stockholm, blev der natten til søndag målt 40 minusgrader.

Det er den laveste temperatur, der indtil videre er målt i Sverige denne vinter.

Søndag formiddag er der generelt mellem 30 og 35 minusgrader i Norrland, som er den nordligste af Sveriges tre landsdele.

Også i resten af Sverige er der overvejende minusgrader. Dog har to målestationer målt plusgrader. Det gælder én på Öland og én på Gotland.

Vintervejret har også godt fat i Sveriges nabolande.

I Danmark er der i weekenden især faldet sne i Nordjylland og i Nordsjælland, og vintervejret ventes ifølge DMI at fortsætte i den kommende uge med frostgrader og mere sne.

I Finland forbereder man sig på ned til minus 40 grader i Lappland i den nordlige del af landet og mellem 5 og 15 minusgrader i de sydlige landsdele, fortæller vejrtjenesten Foreca til det finske medie Yle.

Enkelte steder i det sydlige Finland kan temperaturen dog ramme minus 20 grader. Det gælder eksempelvis hovedstaden, Helsinki.

Til gengæld ventes der begrænsede snemængder i Finland.

Også I Norge er der udbredt frost, men der er søndag ingen meldinger om større snefald. Lørdag udsendte vejrtjenesten Yr dog et varsel om kraftig snefygning i Lofoten og Vesterålen.

Sporarbejde giver færre tog og togbusser omkring Aarhus

Fra 16. januar bliver jernbanen til og fra Aarhus totalt spærret på grund af ombygningsarbejdet på Aarhus Hovedbanegård.

Men allerede fra søndag aften og natten til mandag vil der være færre tog og enkelte togbusser mellem Aarhus H og Fredericia grundet sporarbejde.

Det skriver DSB på sin hjemmeside.

Banedanmark er i gang med en større ombygning af jernbanen ved Aarhus H. Det medfører, at togtrafikken totalt spærres ved stationen i 12 dage i januar.

Fra uge 3 til uge 16 vil der desuden være helt spærret for togtrafik nordpå, har Banedanmark tidligere skrevet i en pressemeddelelse.

– Det bliver ikke en særlig sjov periode for passagererne, men spærringen er nødvendig for, at vi kan nå i mål med mange af vores opgaver, siger projektchef Helle Thambo i meddelelsen.

Op til spærringen 16. januar vil der være flere Intercity-lyntog, som ikke kører mellem Aarhus og Fredericia om aftenen. Her henviser DSB i stedet til Intercity-tog.

Der vil desuden være færre regionaltog, som kører om aftenen i perioden.

Derudover vil der om natten fra 4. januar til 7. januar ikke køre Intercity-tog på strækningen. Her skal togpassagererne i stedet med togbus.

Skal man rejse mellem Aalborg og Aarhus fra den 6. januar, skal man desuden forberede sig på togbusser om aftenen.

Flere spor og perroner på Aarhus Hovedbanegård er i gang med at blive bygget om, ligesom der skal installeres et nyt signalsystem og gøres klar til elektriske tog.

Hensigten er ifølge Banedanmark, at der skal kunne køre elektriske tog på strækningen i Østjylland i slutningen af 2026.

I perioden, hvor der er helt eller delvist spærret, vil der blive indsat togbusser på de berørte strækninger.

Ombygningen på banegården har været i gang siden marts sidste år.

Aarhus Hovedbanegård er bygget i 1927 og er en af de mest trafikerede stationer uden for hovedstaden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mand iført skimaske og brun vest fængsles for truende adfærd

En 37-årig mand varetægtsfængsles frem til 30. januar for at have opført sig truende og aggressivt i Randers midtby iført skimaske og brun vest lørdag eftermiddag.

Det oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Anders Kragh.

Manden blev anholdt lørdag eftermiddag klokken 17.17, efter at Østjyllands Politi havde modtaget et antal henvendelser om, at en person iklædt skimaske og en brun vest havde en meget truende og aggressiv adfærd over for flere borgere i Randers midtby.

– Han har gået rundt og truet forskellige mennesker, han har passeret, med en paintball-pistol, der kunne minde om et rigtigt våben, siger vagtchefen.

Da politiet kom frem til stedet og visiterede manden, stod det klart, at der ikke var tale om en rigtig pistol.

Politiet fandt dog, hvad der beskrives som en “større kniv” på manden, hvorfor han foruden sigtelser om trusler også sigtes for overtrædelse af våbenloven.

Han blev fremstillet i et grundlovsforhør søndag klokken 11.30 ved Retten i Randers, hvor en dommer altså valgte at varetægtsfængsle ham frem til 30. januar.

Manden mener ikke, at han bør fængsles, og han har derfor kæret afgørelsen.

Det snefyldte vintervejr fortsætter i Jylland og på Sjælland

Lørdagens snefyldte vejr fortsætter søndag i flere områder.

Det oplyser Martin Lindberg, der er meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), søndag formiddag.

– Vi har bundter med snebyger fra Kattegat, der kommer ind over Sjælland. Det gælder især Nord- og Midtsjælland. Jeg tror, der kan komme op til fire centimeter sne i disse områder.

– De kraftigste snebyger vil komme fra den vestlige del af København og op mod Frederikssund, siger han.

I den nordlige del af Jylland vil det ligeledes fortsætte med at sne.

– Lokalt (afgrænset område, red.) vil der kunne komme op til cirka seks centimeter, men de fleste steder (i Nordjylland, red.) vil der kun komme én til tre centimeter, siger Martin Lindberg.

Sneen bliver også ved med at falde natten til mandag i disse områder.

– Der vil nok være snebyger i Nordsjælland indtil midnat og måske lidt efter. I løbet af natten (til mandag, red.) holder det op.

– I Vendsyssel og Nordjylland fortsætter det til et godt stykke hen på natten, men med mindre intensitet. I resten af landet er der ikke noget sne af betydning. Der er kun lette lokale snebyger, siger han.

Selv om det er for tidligt at lave præcise prognoser for vejret næste weekend, fortæller Martin Lindberg, at der er en risiko for snestorm den kommende fredag eller lørdag.

– Det er fortsat usikkert, så vi må vente og se, siger han.

Betegnelsen for en snestorm er, at der falder mindst ti centimeter sne på seks timer, og vinden er på mindst ti meter i sekundet.

Søndag åbnede Hedeland Skicenter, der er Danmarks største alpine skianlæg, fordi der er kommet nok sne til.

Skibakken, der ligger i Hedehusene, er 282 meter lang og har en faldhøjde på 45 meter.

Det står stille og roligt til på de danske veje søndag ved middagstid, selv om der er faldet sne flere steder i landet.

Det oplyser David Beheineh, der er vagthavende i Vejdirektoratet, til Ritzau.

– Vi er ude at salte og rydde efter behov, men der er ikke rigtig det store behov lige nu, hvilket gælder hele landet.

– Alle vores veje er farbare, og der er fremkommelighed, men vi er ude at salte kontinuerligt og rydde vejene, siger han.

Selv om vejene er ryddet, bør man stadig være opmærksom på glatføre, da temperaturen er under frysepunktet, fortæller David Beheineh.

– Derudover skal man være særligt opmærksom på særligt udsatte områder, lavtliggende områder, skovområder og på og under broer, da risikoen for glatføre er større her.

– Det kan også være glat, selv om det ikke ser glat ud på vejene. Man skal køre efter forholdene, være forsigtig og holde god afstand til sine medtrafikanter, råder han.

Vejdirektoratet regner med, at situationen på vejene forbliver stabil i løbet af søndagen.

Københavns Vestegns Politi skrev natten til søndag på det sociale medie X, at bilister bør køre roligt, da den dalende sne giver glatte veje og nedsat sigtbarhed.

Politikredsen opfordrede trafikanter til at holde god afstand og tilpasse farten, hvilket flere andre politikredse også opfordrede til lørdag.

Yderligere 16 lig identificeret efter dødsbrand i Schweiz nytårsnat

Yderligere 16 omkomne er blevet identificeret efter branden på baren Le Constellation i Crans-Montana i Schweiz nytårsnat.

Der er tale om ti schweizere, to italienere, én italiensk-emiratisk statsborger, en rumæner, en franskmand og en tyrkisk statsborger.

Det oplyser politiet i kantonen Valais ifølge nyhedsbureauet Reuters og det schweiziske medie SRF.

Blandt de omkomne schweizere er en 14-årig, to 15-årige, to 16-årige, en 17-årig, to 18-årige, en 20-årig og en 31-årig.

Derudover er to 16-årige italienere, en 16-årig italiensk-emiratisk statsborger, en 18-årig rumæner, en 39-årig franskmand og en 18-årig tyrkisk statsborger blevet identificeret.

Dermed er der indtil videre identificeret 24 omkomne efter branden.

Omkring 40 personer mistede livet i branden i Crans-Montana, som er et populært skisportssted.

De første fire dødsofre blev identificeret først på dagen lørdag, mens yderligere fire blev identificeret lørdag aften. Alle otte var unge schweizere.

En foreløbig efterforskning peger på, at indendørs fyrværkeri – en form for stjernekastere eller fontæner sat på champagneflasker – kom for tæt på loftet.

Loftet blev antændt, og herefter spredte branden sig meget hurtigt, har en anklager tidligere fortalt ifølge Reuters.

Myndighederne har advaret om, at identificeringen af dødsofrene efter den voldsomme brand kan tage lang tid.

Foruden de 40 omkomne er cirka 100 kommet til skade. De fleste af dem pådrog sig alvorlige brandskader.

Ofrene blev transporteret til en række forskellige hospitaler i Schweiz og Tyskland, Belgien, Italien og Frankrig.

Ritzau har været i kontakt med Udenrigsministeriet efter branden for at få oplyst, om der er danskere blandt de omkomne.

Indtil videre har ministeriet ikke oplyst, at der er danskere blandt ofrene.

Nytårsdag skrev ministeriet følgende i en mail:

– Udenrigsministeriet er i kontakt med de schweiziske myndigheder med henblik på at få klarlagt, om der er danskere involveret i ulykken.

Lørdag oplyste anklagemyndigheden i Valais, at to bestyrer af baren Le Constellation er under mistanke for blandt andet uagtsomt manddrab og uagtsom brandstiftelse.

Kina opfordrer USA til straks at løslade narkotiltalte Maduro

Kinas udenrigsministerium kræver, at USA straks løslader Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, og hans hustru.

Det skriver ministeriet i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Kina opfordrer USA til at sikre præsident Nicolás Maduros og hans hustrus personlige sikkerhed, straks løslade dem og stoppe forsøget på at vælte Venezuelas regering, skriver ministeriet.

Udmeldingen kommer dagen efter, at amerikanske specialstyrker tog Maduro og hans hustru til fange i Venezuela og bragte parret ud af landet.

Ifølge flere medier befinder han sig søndag i New York, hvor han er tiltalt for blandt andet narkoterrorisme og sammensværgelse om indsmugling af kokain.

Kina er en nær allieret af Venezuela, og det kinesiske udenrigsministerium gør det klart, at det fordømmer USA’s mission i Venezuela.

Ud over tilfangetagelsen af præsidentparret omfattede missionen en række angreb i hovedstaden Caracas og i delstaterne La Guaira, Miranda og Aragua.

– USA’s handlinger er et klart brud på international ret, grundlæggende normer i internationale relationer samt formålene med og principperne i FN’s charter, skriver Kinas udenrigsministerium.

En unavngiven venezuelansk embedsmand har sagt til New York Times, at mindst 40 personer blev dræbt i forbindelse med USA’s angreb. Blandt dem var både venezuelanske civile og militærfolk.

Ifølge USA er der ingen amerikanere blandt de dræbte.

Venezuelas højesteret besluttede efter Maduros tilfangetagelse lørdag, at vicepræsident Delcy Rodriguez skal være fungerende præsident.

Forinden sagde USA’s præsident, Donald Trump, på et pressemøde, at USA havde været i kontakt med Rodriguez, og at hun var “villig til at gøre, hvad vi mener, er nødvendigt for at gøre Venezuela storslået igen”.

Trump sagde dog også, at USA vil sørge for, at der sker et magtskifte i Venezuela.

Landet har været ledet af den socialistiske Maduro siden 2013 og var inden da ledet af hans partifælle Hugo Chávez.

Politi leder efter dreng mistænkt for knivepisode i shoppingcenteret City2

Efterforskere ved Københavns Vestegns Politi leder efter en dreng, der er mistænkt for at stikke en 13-årig dreng med kniv fredag aften i City2 i Taastrup.

Det oplyser vagtchef i politikredsen Brian Holm.

Drengen blev meldt lettere tilskadekommen efter episoden.

– Sagen er overgået til efterforskningen. De har en mistænkt, siger han og tilføjer, at ingen endnu er blevet anholdt.

Politiet har været ude ved drengens adresse, men han har ikke været til at finde.

– Han ved nok godt, at vi gerne vil tale med ham, lyder det fra politiet.

Drengen er over den kriminelle lavalder, men politiet oplyser ikke hans alder. Han beskrives dog som værende i samme aldersgruppe som drengen, der blev stukket med kniv.

Fredag aften blev den 13-årige kørt på Rigshospitalet. Politiet kunne efterfølgende ikke sige noget om hans tilstand.

Anmeldelsen indløb hos politiet fredag klokken 19.25.

– Det er sket inde i centret, så vi har spærret en del af centeret af. Ingen er blevet evakueret, lød det fredag aften fra politiet.

Politiet oplyste videre, at der var tale om to grupperinger, der havde haft en kontrovers.

Lørdag morgen overdrog politiet sagen til efterforskningen for at se, om de kunne komme nærmere en gerningsmand og et eventuelt motiv.

Hvad, den mistænktes motiv menes at være, oplyses ikke.

Politiet vil heller ikke oplyse, hvilke grupperinger der skal være tale om.

Maduro ser ud til at være i New York og sige godt nytår i video

En X-konto ved navn “Rapid Response 47”, der er Det Hvide Hus’ såkaldte hurtigresponskonto, har lagt en video op, der ser ud til at være af Venezuelas præsident, Nicolas Maduro.

Det skriver flere medier, heriblandt CNN.

Videoen viser umiddelbart Maduro, der iført håndjern bliver ført ned ad en gang med et blåt gulvtæppe, hvorpå der står “DEA NYD”.

– Perp walked, står der under videoen. Begrebet dækker den praksis, hvor en mistænkt føres synligt forbi presse og kameraer efter anholdelse. I videoen kan der høres flere kameraklik.

Ifølge CNN’s oplysninger blev Maduro afhørt og fik taget fingeraftryk på den amerikanske narkotikamyndigheds hovedkvarter (DEA) i New York.

– Det er en god aften, ikke sandt?, spørger Maduro på spansk og slår herefter over i engelsk:

– God aften. Godt nytår, siger han.

Modsat et billede, som USA’s præsident, Donald Trump, lørdag delte på sociale medier af Maduro iført et gråt joggingsæt, høreværn og solbriller, har den mand, der ser ud til at være Maduro i videoen, en sort hættetrøje på og mørke bukser.

I videoen ser hans hustru, der ifølge USA’s præsident, Donald Trump, også blev taget til fange under USA’s aktion i Venezuela, ikke ud til at være til stede.

Embedsmænd i politiet, der ikke optræder med navn, har fortalt CNN, at Maduro er ankommet til Metropolitan Detention Center i New York City. Det er også kendt som MDC og har tidligere huset kendte personligheder.

Det gælder blandt andre rapperen R. Kelly, finansmanden Jeffrey Epsteins mangeårige partner Ghislaine Maxwell samt musikmogulen Sean “Diddy” Combs.

MDC er det eneste føderale kriminalforsorgscenter i New York City efter lukningen af et fængsel i Manhattan. Det blev lukket, blandt andet efter at det blev konkluderet, at Jeffrey Epstein havde begået selvmord i én af cellerne i 2019.

Amnesty opfordrer Venezuela til at overholde menneskerettigheder

Amnesty International er bekymret for overholdelsen af menneskerettigheder i kølvandet på USA’s militære handlinger i Venezuela.

Det oplyser organisationen i en skriftlig udtalelse.

– Amnesty International er især bekymret over risikoen for yderligere eskalering af menneskerettighedskrænkelser i landet, som enten stammer fra yderligere amerikanske operationer eller fra den venezuelanske regerings reaktioner på de amerikanske angreb, lyder det.

Natten til søndag udførte USA flere angreb på Venezuelas hovedstad, Caracas, og flere andre provinser.

Desuden blev Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, og hans hustru taget til fange. Ifølge amerikanske medier befinder de sig nu på amerikansk jord. Det er ikke officielt bekræftet.

USA’s justitsminister, Pam Bondi, har udtalt, at Maduro vil blive retsforfulgt.

– Det udgør sandsynligvis en overtrædelse af international lov, herunder FN-pagten, heriblandt den erklærede amerikanske intention om at styre Venezuela og kontrollere landets olieressourcer, lyder det.

Amnesty opfordrer USA’s regering til at overholde international humanitær lov og menneskerettighedslovgivning.

Det lyder videre, at Amnesty er foruroliget over angrebet på Venezuela, der ifølge organisationen forværrer nedbrydningen af international lov og den regelbaserede verdensorden.

– Disse handlinger signalerer et internationalt system, der styres af militær magt, trusler og intimidering, og de øger risikoen for, at andre kan kopiere handlingerne, lyder det.

Organisationen opfordrer Venezuelas myndigheder til at afstå fra yderligere undertrykkelse og minder dem om, at de er forpligtet til at respektere og beskytte alle venezuelaneres menneskerettigheder.

– De mest umiddelbart udsatte omfatter menneskerettighedsforkæmpere og politiske aktivister, der modigt har modsat sig Maduro-regeringens menneskerettighedskrænkelser og forbrydelser i henhold til international lov i årevis, lyder det.

Venezuela har anmodet FN’s Sikkerhedsråd om at mødes for at drøfte situationen. Sikkerhedsrådet mødes mandag, har det somaliske formandskab for rådet oplyst til nyhedsbureauet AFP.

Japan og Sydkorea melder om affyring af nordkoreansk missil

Nordkorea har natten til søndag affyret flere ballistiske missiler ud for landets østkyst.

Det melder Sydkoreas militær.

Det er første gang i 2026, at Nordkorea sender missiler afsted.

Sydkoreas forsvarsministerium melder, at det har opdaget “flere projektiler, der formodes at være ballistiske missiler”, og som er affyret fra tæt på Nordkoreas hovedstad, Pyongyang, omkring klokken 23.50 lørdag aften dansk tid.

Missilerne fløj ifølge Sydkorea “cirka 900 kilometer”, og USA og Sydkorea “analyserer nøje specifikationerne”, mens de “opretholder fuldt beredskab”, lyder det.

Det Nationale Sikkerhedsråd i Sydkorea indkaldte efter affyringen til hastemøde.

Sydkoreas præsidentkontor kalder i en udtalelse affyringen for “en provokerende handling i strid med FN’s Sikkerhedsråds resolutioner”.

Japans forsvarsministerium melder også, at det opdagede et muligt ballistisk missil og påpeger, at to missiler nåede en højde på 50 kilometer og fløj henholdsvis 900 og 950 kilometer.

– Nordkoreas atom- og missiludvikling truer fred og stabilitet i vores land og det internationale samfund og er absolut uacceptabel, siger Japans forsvarsminister, Shinjiro Koizumi, til journalister.

Meldingerne om affyringerne kommer, efter at USA lørdag udførte flere angreb på Venezuela og tog landets præsident, Nicolas Maduro, til fange. Ifølge flere medier befinder han sig nu på amerikansk jord.

USA’s præsident, Donald Trump, sagde på et pressemøde, at USA vil “styre landet”, indtil det er muligt at gennemføre en “sikker, ordentlig og fornuftig overgang”.

Hong Min, der er analytiker ved Korea Institute for National Unification, siger til AFP, at operationen i Venezuela sandsynligvis spiller en rolle i beslutningen om at udføre opsendelsen.

Venezuela og Nordkorea er allierede. Nordkorea har i årtier argumenteret for, at landet har brug for sit atom- og missilprogram til at afskrække USA fra at udskifte regimet.

– De (Nordkorea, red.) frygter sandsynligvis, at hvis USA beslutter sig for det, kan det når som helst iværksætte et præcisionsangreb, der truer regimets overlevelse.

– Det underliggende budskab er sandsynligvis, at det ikke vil være lige så let at angribe Nordkorea som Venezuela, siger Hong Min til AFP.

AFP

Hegseth: Vovet men gennemtænkt at gribe ind i Venezuela

USA’s indgriben i Venezuela og tilfangetagelsen af præsident Nicolas Maduro er det stik modsatte af USA’s invasion af Irak.

Det siger USA’s forsvarsminister, Pete Hegseth, i et interview i programmet “CBS Evening News” sent lørdag lokal tid – natten til søndag dansk tid.

Han siger herefter, at USA brugte årtier på at “købe blod, og vi fik intet økonomisk tilbage”. Det er det modsatte af, hvad USA’s præsident, Donald Trump, har gjort i forhold til Venezuela, mener Hegseth.

– Altså, det her var et modigt og vovet træk, men det var gennemtænkt. Det var velorganiseret. Vores militær havde tid til at sætte det op og stille ressourcerne til rådighed, og så tog han det dristige træk.

– Og gennem det vendte vi netop den dynamik, og det vil amerikanerne drage fordel af, siger han.

USA invaderede Irak i marts 2003 med den begrundelse, at Irak havde masseødelæggelsesvåben og truede regionen, herunder Israel.

I invasionen deltog også Storbritannien, Polen og Australien. Også Danmark støttede USA’s beslutning og deltog selv i krigen fra sommeren 2003.

Irakkrigen varede i flere år og regnes først som afsluttet, da de amerikanske tropper trak sig ud af landet i december 2011.

Siden har grundlaget for krigen været til debat.

I 2005 lød det fra den amerikanske efterretningstjeneste CIA, at der hverken var blevet fundet lagre af atomvåben, kemiske våben eller biologiske våben.

USA’s vicepræsident, J.D. Vance, kaldte i april sidste år Irakkrigen for en katastrofe.

Trump sagde tidligere lørdag om Venezuela, at “vi vil styre landet, indtil vi kan gennemføre en sikker, ordentlig og fornuftig overgang”. Han sagde desuden, at USA vil “få olien til at flyde”.

Han kom dog ikke ind på hvordan.

Hegseth siger til CBS News, at USA kan hjælpe både Venezuelas befolkning og USA på den vestlige halvkugle ved at genetablere Monroe-doktrinen med “fred gennem styrke med vores allierede”.

Monroe-doktrinen er en doktrin for amerikansk udenrigspolitik fra 1823, der groft sagt handler om, at Nord- og Sydamerika er en amerikansk interessesfære, hvor andre stormagter ikke skal blande sig.

Venezuelas vicepræsident skal være fungerende præsident

Forfatningskammeret i Venezuelas højesteret har lørdag bestemt, at vicepræsident Delcy Rodriguez skal være fungerende præsident i landet.

Det fremgår ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP af en retskendelse.

Det sker, efter at Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, lørdag morgen dansk tid blev taget til fange i en operation udført af amerikansk militær.

Ifølge kendelsen skal Rodriguez “overtage og udøve alle de beføjelser, pligter og kompetencer, der er forbundet med præsidentembedet i fungerende egenskab for at sikre administrativ kontinuitet og et samlet forsvar af nationen”, skriver AFP.

Retten tilføjer, at sagen nu vil blive behandlet videre for at “fastlægge den gældende juridiske ramme, der kan sikre statens fortsatte funktion, regeringsførelsen og forsvaret af suveræniteten i lyset af præsidentens tvungne fravær”, skriver Reuters.

Dommerne undlod samtidig at erklære Maduro varigt fraværende fra embedet, skriver AFP. En sådan afgørelse ville ellers kræve, at der udskrives valg inden for 30 dage.

USA’s præsident, Donald Trump, sagde lørdag på et pressemøde, at USA har været i kontakt med Rodriguez.

Ifølge Trumps udlægning har hun haft en samtale med den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, om situationen.

– Og hun er i bund og grund villig til at gøre, hvad vi mener, er nødvendigt for at gøre Venezuela storslået igen, siger Trump.

Senere lød det fra Rodriguez selv, at Venezuela aldrig bliver en koloni under noget andet land, og at den eneste rigtige præsident i landet er Nicolas Maduro.

– Vi er klar til at forsvare Venezuela. Vi er klar til at forsvare vores naturressourcer, sagde hun ifølge AFP.

På pressemødet sagde Trump også, at USA vil sørge for, at der sker et magtskifte i Venezuela.

– Vi vil styre landet (“run the country”, red.), indtil vi kan gennemføre en sikker, ordentlig og fornuftig overgang, sagde Trump.

Rodriguez har ikke selv reageret på højesterets afgørelse. Maduro har tidligere kaldt hende en “tiger”, fordi hun ifølge ham er en stålfast forkæmper for hans socialistiske regering, skriver Reuters.

Trump-rådgivers hustru deler foto af Grønland i USA-flag

Et opslag med et billede af Grønland farvet med det amerikanske flag har lørdag fået en del opmærksomhed på det sociale medie X.

En kort tekst, hvor der står “SOON”, som på dansk kan oversættes til “snart”, er tilføjet billedet.

Afsenderen er den amerikanske podcaster Katie Miller, der tidligere har været ansat i flere roller i USA’s præsident Donald Trumps administration. Hun forlod administrationen i midten af 2025.

Selvom Miller er stoppet, har hun ifølge mediet Politico fortsat en relation til USA’s regering, da hun er gift med Stephen Miller, der er vicestabschef i Det Hvide Hus.

Donald Trump har flere gange udtrykt, at han ønsker at gøre Grønland til en del af USA.

Kort før jul udnævnte Trump en særlig udsending til Grønland og sagde, at USA havde brug for Grønland af hensyn til den nationale sikkerhed.

Katie Millers Grønlands-opslag har på fem timer fået mere end 2,7 millioner visninger og over 4000 kommentarer, fremgår det på X.

Danmarks ambassadør i USA, Jesper Møller Sørensen, minder i et svar på Katie Millers opslag om, at Danmark og USA er nære allierede og bør arbejde sammen. Det sker i et selvstændigt opslag på X.

– Og ja, vi forventer fuld respekt for kongeriget Danmarks territoriale integritet, skriver Jesper Møller Sørensen.

Katie Miller var i Trumps første præsidentperiode fra 2017 til 2021 ansat som presserådgiver for den daværende vicepræsident Mike Pence.

Efter at Trump i 2024 blev valgt til præsident, fik Katie Miller et job i det dengang nyoprettede Departement for Regeringseffektivitet (Doge), skriver nyhedsbureauet Reuters.

Doge havde til formål at finde offentlige besparelser, hvilket førte til tusindvis af fyringer af offentligt ansatte.

Techmilliardæren Elon Musk stod i spidsen for Doge, der i november sidste år blev nedlagt igen.

Millers opslag på X om Grønland kommer, efter at USA’s militær natten til lørdag i en aktion i Venezuelas hovedstad, Caracas, tog landets præsident, Nicolas Maduro, og hans hustru til fange.

Tilfangetagelsen kom efter flere måneders spændinger mellem de to lande, hvor USA blandt andet har angrebet flere påståede narkobåde.

Venezuelanske migranter fejrer Maduros tilfangetagelse

Venezuelanske migranter i flere sydamerikanske lande fejrede lørdag USA’s tilfangetagelse af landets præsident, Nicolas Maduro.

Migranter samlede sig i gaderne i flere sydamerikanske hovedstæder. Det skete blandt andet i Argentinas hovedstad, Buenos Aires, Perus hovedstad, Lima, og Chiles hovedstad, Santiago.

Khaty Yanez og Jose Gregorio var blandt de venezuelanske migranter, der samlede sig med deres landsmænd i Santiago for at fejre nattens nyhed.

– Vi er frie. Vi er alle glade for, at diktaturet er faldet, og at vi har et frit land, sagde Khaty Yanez, der har boet i Chile de seneste syv år.

Jose Gregorio betegnede dagen som “frihedens dag”.

– Min glæde er for stor. Efter så mange år, efter så mange kampe, efter så hårdt arbejde er i dag dagen. I dag er frihedens dag, sagde Gregorio.

Siden 2014 har 7,7 millioner venezuelanere forladt landet, fordi de har søgt bedre muligheder i udlandet eller ikke har haft råd til mad. Det viser tal fra FN’s Internationale Organisation for Migration (IOM).

7,7 millioner svarer til 20 procent af Venezuelas befolkning.

I Perus hovedstad, Lima, var Milagros Ortega blandt de venezuelanske migranter, der var gået på gaden. Hun håber, at hun nu kan vende tilbage til hjemlandet, hvor hendes forældre fortsat bor.

– Det er meget bevægende for mig at vide, at min far fortsat er i live til at se Nicolas Maduro falde. Jeg vil gerne se hans ansigt, sagde kvinden.

Perus præsident, Jose Jeri, oplyser, at hans regering vil sørge for, at venezuelanske migranter kan vende tilbage med det samme uanset deres immigrationsstatus. Det skrev Jeri lørdag i et opslag på det sociale medie X.

I Ecuadors hovedstad, Quito, var der lørdag et optog med venezuelanske migranter. Her deltog blandt andre Cynthia Diaz.

– For os, der lever i eksil, er det en enorm glæde. Venezuelanere vil før eller siden vende tilbage til Venezuela. Til et frit Venezuela. Til et Venezuela fyldt med storhed, sagde Cynthia Diaz.

Det var ikke kun i Sydamerika, at den amerikanske aktion skabte glæde og jubel.

I Spaniens hovedstad, Madrid, samlede venezuelanske migranter sig på Puerta del Sol for at overvære USA’s præsident, Donald Trump, holde pressemøde omkring tilfangetagelsen af Maduro. Her blev der klappet, mens Trump talte.

Flere steder i USA var der også stor begejstring hos venezuelanske migranter.

Rosanna Matteo, der har boet i USA siden 2012, havde indtil nu drømt om, at hendes mand en dag ville vække hende og fortælle, at Maduro var faldet.

– Og i nat vækkede min mand mig for at fortælle det, siger hun til det britiske medie BBC.

Reuters

Kilde: Mindst 40 blev dræbt under USA’s aktion i Venezuela

Mindst 40 personer blev dræbt under en amerikansk aktion natten til lørdag i Venezuela, hvor landets præsident, Nicolas Maduro, og hans hustru blev taget til fange og hentet til USA.

Det siger en unavngiven venezuelansk embedsmand til det amerikanske medie The New York Times.

Blandt de dræbte var både militærfolk og civile, lyder det fra embedsmanden, der betegnes som højtstående.

Venezuela har ikke officielt bekræftet antallet af døde og sårede, efter at USA omkring klokken 02.00 lokal tid indledte aktionen i landets hovedstad, Caracas, og flere andre provinser.

Tidligere lørdag sagde Venezuelas vicepræsident, Delcy Rodriguez, at flere venezuelanske soldater og civile havde mistet livet. Hun nævnte dog ikke et specifikt antal.

USA’s præsident, Donald Trump, oplyste tidligere lørdag, at der fra amerikansk side ikke var nogen omkomne.

Den sydamerikanske præsident og hans hustru befandt sig i deres hjem inden for militærbasen Fuerte Tiuna, da de blev taget til fange af amerikanske styrker.

Fra amerikansk side vil man sørge for, at der sker et magtskifte i Venezuela. Det fastslog Trump tidligere lørdag på et pressemøde.

Præsidenten uddybede ikke, hvordan det konkret skal foregå.

Det amerikanske angreb kom efter flere måneders spændinger mellem de to lande, hvor USA’s militær blandt andet har udført flere dødelige angreb på påståede narkobåde.

Donald Trump har beskyldt Maduro for at lede en kriminel gruppering.

Modsat hævder Venezuelas regering, at USA har angrebet landet for at overtage dets enorme oliereserver.

USA’s justitsminister, Pam Bondi, sagde lørdag, at Maduro og hustruen, Cilia Flores, vil blive stillet for retten i New York for narkoterrorisme, kokainhandel og ulovlig våbenbesiddelse.

En unavngiven kilde ved amerikansk politi, som The New York Times har talt med, oplyser, at Maduro og Flores vil blive fløjet med helikopter til Manhattan og kørt til den amerikanske narkotikamyndigheds hovedkvarter.

Derefter vil de blive bragt med helikopter til Brooklyn og kørt til Metropolitan Detention Center, hvor Maduro ventes at blive tilbageholdt, skriver mediet.

Storbritannien og Frankrig angriber tidligere IS-våbenlager i Syrien

Storbritannien og Frankrig har lørdag aften i fællesskab angrebet et formodet underjordisk våbenlager, der tidligere skal være blevet brugt af den militante bevægelse Islamisk Stat i Syrien.

Det oplyser det britiske forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

– Selv om en detaljeret vurdering nu er i gang, tyder de første indikationer på, at angrebet var vellykket, lyder det fra ministeriet.

Ifølge Storbritanniens efterretningsanalyser lå målet i et bjergområde nord for byen Palmyra og blev tidligere brugt til opbevaring af våben og sprængstoffer.

De britiske fly brugte Paveway IV-styrede bomber til at ramme flere adgangstunneller til det underjordiske anlæg. Paveway er en præcisionsstyret bombe, der er laserstyret og kan ramme meget præcist.

Reuters skriver, at vestlige fly har patruljeret området for at forhindre, at Islamisk Stat, der også omtales som Daesh, genvinder sin styrke. Gruppen kontrollerede dele af Syrien frem til 2019.

Det britiske forsvarsministerium understreger, at området var uden civil beboelse, og at alle involverede fly vendte sikkert tilbage efter missionen.

– Aktionen viser Storbritanniens lederskab og vores vilje til at stå skulder ved skulder med vores allierede for at forhindre, at Daesh (Islamisk Stat, red.) og deres farlige samt voldelige ideologier igen får fodfæste i Mellemøsten, siger den britiske forsvarsminister, John Healey.

Angrebet blev udført af britiske Typhoon FGR4-kampfly, som blev støttet af et Voyager-tankfly under operationen. Typhoon FGR4-kampfly er også kendt som Eurofighter Typhoon og er et avanceret europæisk kampfly.

Kort før årsskiftet oplyste USA’s militær, at 25 personer fra Islamisk Stat var blevet enten fanget eller dræbt i Syrien inden for de foregående ti dage.

Det skete, efter at to amerikanske soldater og en tolk blev skuddræbt den 13. december i Palmyra. USA mistænker, at Islamisk Stat stod bag angrebet.

De syriske myndigheder anholdt dagen efter fem personer, der er mistænkt for at have forbindelse til skuddrabene.

Syriens præsident, Ahmed al-Sharaa, væltede sammen med oprørsgruppen Hayat Tahrir al-Sham i december sidste år Bashar al-Assad under en lynoffensiv.

Syriens regering har ikke umiddelbart kommenteret angrebet fra Storbritannien og Frankrig.

Medier: Den tilfangetagne Maduro er landet i New York

Et fly med Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, om bord er landet i USA.

Det melder flere medier, herunder amerikanske CBS og tv-kanalen MS NOW, det tidligere MSNBC.

Flyet er ifølge CBS landet i Stewart Lufthavn lige nord for den amerikanske storby New York.

Den sydamerikanske leder og hans hustru Cilia Flores blev taget til fange natten til lørdag, da amerikanske styrker udførte en aktion i Venezuela.

USA’s justitsminister, Pam Bondi, har sagt, at de to vil blive stillet for retten i New York for narkoterrorisme, kokainhandel og ulovlig våbenbesiddelse.

USA’s præsident, Donald Trump, delte tidligere lørdag et foto af Nicolas Maduro om bord på skibet Iwo Jima med bind for øjnene og høreværn på.

Den sydamerikanske præsident og hans hustru befandt sig i deres hjem inden for militærbasen Fuerte Tiuna, da de blev taget til fange af amerikanske styrker.

63-årige Nicolas Maduro har været præsident i Venezuela siden 2013, og inden da var han minister i sin forgænger Hugo Chávez’ regering.

Fra amerikansk side vil man sørge for, at der sker et magtskifte i Venezuela. Det fastslog Donald Trump tidligere lørdag på et pressemøde.

USA vil “styre” Venezuela, indtil der kan ske en “sikker, ordentlig og fornuftig” magtoverdragelse, sagde Trump. Han uddybede ikke, hvordan det konkret skal foregå.

Det amerikanske angreb kommer efter flere måneders spændinger.

Donald Trump har beskyldt Nicolas Maduro for at være skyld i, at hundredtusindvis af venezuelanske migranter er rejst til USA. Desuden har Trump anklaget Maduro for at lede en kriminel gruppering.

Modsat hævder Venezuelas regering, at USA har angrebet landet for at overtage dets enorme oliereserver.

Michael Mørkøv spurter ind i Sportens Hall of Fame

Michael Mørkøv er medlem nummer 42 af Sportens Hall of Fame i Danmark.

Ved prisshowet Sport 2025 i Herning blev den tidligere cykelrytter lørdag aften indlemmet i den eksklusive klub.

Kun de største danske sportsnavne finder vej til Hall of Fame, og landstræneren for landevejslandsholdet er beæret over at få sit navn på listen.

– Det er meget rørende. Jeg er meget stolt af at modtage denne hæder og blive optaget i Sportens Hall of Fame. Det er kun ganske få forundt.

– Jeg er særlig stolt at stå her som repræsentant for cykelsporten, siger Michael Mørkøv fra scenen i Herning.

40-årige Mørkøv stoppede ved udgangen af 2024 sin karriere, der bød på store højdepunkter på både landevej og bane.

Allerede i 2008 var han med til at vinde sin første OL-medalje som en del af firekilometerholdet, som tog sølv i forfølgelsesløb.

I den disciplin vandt han også VM-guld, men det var i parløbet, at hans evner trådte tydeligst i kraft.

Sammen med Lasse Norman Leth vandt Michael Mørkøv guld ved både OL, VM og EM, og i 2024 rundede sjællænderen karrieren af med bronze på hjemmebane i Ballerup. Ved den lejlighed var Niklas Larsen makkeren.

Mørkøv markerede sig også på landevejen med tre individuelle danmarksmesterskaber, en etapesejr i Vuelta a España og flere dage i bjergtrøjen i Tour de France.

Oftest var det dog i hjælperens rolle, at hold som CSC og Quick-Step så værdien i ham.

Mørkøv udviklede sig til at blive verdens nok bedste leadoutrytter og banede vejen for utallige sejre til holdenes sprinterstjerner.

– Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle ende med at blive optaget i Sportens Hall of Fame. Jeg har altid haft en meget nedtonet tilgang til mine evner og muligheder.

– Mine målsætninger for mig selv er kun langsomt blevet hævet, og det var først til sidst i karrieren, at jeg med mine olympiske meritter gjorde mig fortjent til at komme med i dette selskab, siger han.

Komitéen, der står for udnævnelsen af Hall of Fames medlemmer, består af syv medlemmer.

Formanden for Danmarks Idrætsforbund (DIF), Hans Natorp, og Team Danmarks direktør, Peter Fabrin, er blandt andre med til at udpege de udøvere, som får deres buste placeret i Idrættens Hus.

– Resultaterne taler for sig selv, men Michael er også et perfekt forbillede. Han har virkelig et blik for de unge udøvere og for foreningslivets betydning for deres sportskarrierer, siger Hans Natorp.

Gidsel er Årets Sportsnavn i Danmark efter utroligt 2025

Mathias Gidsel havde karrierens bedste år i 2025, og det krones nu med en af de helt tunge priser i dansk idræt.

Håndboldspilleren er ved prisuddelingen Sport 2025 blevet kåret som Årets Sportsnavn i Danmark.

I konkurrence med cykelrytterne Jonas Vingegaard og Mads Pedersen løb 26-årige Gidsel med hæderen for første gang i karrieren som individuel spiller.

– Jeg tillader mig at være ret stolt af mig selv, selv om jeg godt ved, at det ikke er særlig dansk, siger Gidsel på scenen.

– Samtidig er jeg bevidst om, at min succes ikke kun skyldes mig. I hverdagen er jeg ikke for god til at få det sagt, men jeg vil sige tak til mine to hold. Jeg er taknemmelig for at være en del af de to hold og få den tillid.

– Jeg prøver at leve op til tilliden og gør mig umage hver dag. For mig er I meget mere end holdkammerater. I er familie for mig. Og jeg elsker at være sammen med jer i så mange måneder år efter år, siger han.

Formanden for Team Danmark, Lars Krarup, lægger vægt på Gidsels enorme succes på landsholds- og klubplan.

– Når Mathias Gidsel stiller op, så har han det med at vinde. Således også i kampen om den prestigefyldte titel som Årets Sportsnavn 2025, hvor Gidsel ligesom på håndboldbanen gjorde det svært for sine konkurrenter.

– Verdens bedste håndboldspiller, verdensmester, topscorer og MVP er prædikater, der klæber til ham, og jeg er glad for og stolt over, at vi nu kan give ham endnu et eftertragtet prædikat, siger han i en pressemeddelelse.

Mathias Gidsel indledte året med at vinde VM med det danske landshold. Ved den lejlighed blev han kåret som turneringens bedste spiller.

Han var også den helt store profil på Füchse Berlins hold, som for første gang hjemtog det tyske mesterskab og desuden spillede sig i Champions League-finalen.

Gidsel er to gange blevet kåret som verdens bedste spiller af Det Internationale Håndboldforbund (IHF).

Om få uger skal han forsøge at vinde EM for første gang som en del af herrelandsholdet.

– Mathias Gidsel repræsenterer det ypperste inden for dansk idræt, understreger Hans Natorp, formand for Danmarks Idrætsforbund.

– Han formår igen og igen at løfte sit spil, når presset er allerstørst. I 2025 har han ikke bare vundet titler og sat rekorder, han har også været en rollemodel, der har inspireret rigtig mange mennesker, forklarer formanden.

I alt 15 sportsnavne var nomineret til prisen, men Gidsel, Vingegaard og Pedersen udgjorde finalefeltet.

Æren er siden 1991 tilfaldet en dansk udøver eller et dansk hold, som har udmærket sig i årets løb. Men fra i år er det kun én atlet eller duo, der kan modtage den.

I stedet er der for første gang indført en pris for Årets Hold.

Yemens regering melder om fremskridt mod separatister i syd

Yemens internationalt anerkendte regering siger lørdag, at den igen har taget kontrol over byen Mukulla, som er hovedstad i provinsen Hadhramaut.

Det sker, efter at separatistbevægelsen Det Sydlige Overgangsråd (STC) i løbet af december tog magten i størstedelen af provinsen.

STC, som har støtte fra De Forenede Arabiske Emirater (UAE), sagde fredag efter sin store fremrykning endda, at gruppen i løbet af to år ville holde en folkeafstemning om uafhængighed.

Men en hurtig regeringsfremrykning har vendt udviklingen og sået tvivl om STC’s planer.

Saudi-Arabien og UAE har længe støttet rivaliserende fraktioner i Yemens regering, som kæmper mod houthierne.

STC’s fremrykning har skabt en krise i forholdet mellem de to golfstater og splittet koalitionsstyrkerne, som STC egentlig er en del af.

Lørdag lyder det fra STC, at gruppen tager godt imod en saudiarabisk opfordring til dialog om at afslutte den militære optrapning.

Udmeldingen kan være et tegn på mindskede spændinger i den usædvanligt offentlige optrapning mellem Saudi-Arabien og UAE, der normalt regnes som allierede.

Yemen var fra 1967 til genforeningen i 1990 opdelt i en nordlig og en sydlig del.

Støtter af STC har på det seneste i stigende grad flaget med Sydyemens flag fra dengang, og fredag sagde gruppen, at den indledte en toårig overgangsfase mod mulighed selvstændighed. Et nyt land i Sydyemen kunne hedde Sydarabien, lød det.

Tidligere på ugen bombede Saudi-Arabien en base i Hadhramaut og krævede, at alle tilbageværende styrker fra UAE skulle ud. Saudi-Arabien kaldte det en sikkerhedsmæssig rød linje, og UAE trak sig herefter.

Yemen ligger strategisk placeret. På den ene side ligger Saudi-Arabien, verdens største olieeksportør. På den anden side ligger Bab al-Mandeb-strædet, der forbinder Det Røde Hav med Adenbugten og Det Indiske Ocean.

Reuters

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]