Seneste nyheder

11. oktober 2026

Vildfaren raket antænder etageejendom i København

En vildfaren raket antændte natten til torsdag taget på en etageejendom på Amagerbrogade.

Det oplyser Mads Østermark, vagtchef ved Københavns Politi.

– Det er en raket, der er røget op i taget og har sat sig i klemme, og så har ilden spredt sig til tagkonstruktionen, siger han til Ritzau.

Politiet valgte i første omgang at evakuere fire opgange omkring Amagerbrogade 155, mens brandvæsnet forsøgte at få styr på flammerne.

– Man frygtede, at ilden ville sprede sig, siger Mads Østermark.

Politiet fik anmeldelsen klokken 00.47, og brandvæsnets slukningskøretøjer forlod stedet nogle timer senere klokken 03.20, da der var kommet styr på situationen.

Beboerne i to lejligheder i etageejendommen på Amagerbrogade 155 skal nu genhuses, siger Mads Østermark, som ikke har det fulde overblik over brandskaderne.

Ingen personer er kommet til skade som følge af branden, oplyser vagtchefen.

Flere biler beskadiget i Esbjerg efter kraftigt fyrværkeri

I Esbjerg er mindst seks biler blevet beskadiget som følge af det, som politiet formoder er kraftigt fyrværkeri.

Det fortæller Jan Lolk, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, tidligt torsdag morgen til Ritzau.

Politiet blev opmærksomme på de beskadigede biler natten til torsdag klokken 01.14, hvor en patruljevogn kørte forbi Museumspladsen, der er en større parkeringsplads i Esbjerg.

– Her holder der en bil, der er kraftigt beskadiget.

– Bagenden af bilen er blevet knust. Den venstre side er blevet lukket op, som var det en makreldåse.

– Det ligner, at der er noget kraftigt fyrværkeri, der er blevet sat op ad den, under den eller ovenpå den, siger vagtchefen.

Stumperne fra bilen har ramt fem til otte af de biler, der holdt parkeret omkring den. Bilerne har ifølge vagtchefen fået skader i form af buler og ridser.

Politiet opfordrer både indehavere af bilerne og personer, som ligger inde med viden om enten en eller flere gerningsmænd, om at henvende sig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Netflix oplever nedbrud efter premiere af “Stranger Things”-finale

Brugere af streamingplatformen Netflix i USA blev natten til torsdag dansk tid mødt af fejlmeddelelser, da de forsøgte at se sæsonfinalen af den yderst populære serie “Stranger Things”.

Det skriver blandt andre Hollywood Reporter.

Ifølge Downdetector, der rapporterer nedbrud for internettjenester, har der været problemer for mange Netflix-brugere i tidsrummet omkring frigivelsen af det sidste afsnit af hitserien, men problemerne har ikke været langvarige.

Det er ikke første gang, at Netflix har oplevet tekniske udfordringer i forbindelse med lanceringen af nye afsnit af “Stranger Things”.

I slutningen af november fik de første afsnit af femte sæson premiere, og her meldte tusindvis af brugere om problemer med at få adgang til platformen.

“Stranger Things” er en af de mest populære serier på Netflix i streamingtjenestens historie.

Serien er skabt af Duffer-brødrene, og første sæson fik premiere i 2016.

“Stranger Things” havde ifølge Netflix den største premiereweekend nogensinde for en engelsksproget serie. I alt blev serien set i 286,8 millioner timer i første weekend.

Allerede efter en uge var serien den mest sete engelsksprogede tv-serie på Netflix nogensinde.

Serien, der emmer af mystik, spænding og 80’er-nostalgi, følger en gruppe børn fra den lille by Hawkins i Indiana, der oplever en række overnaturlige fænomener, som er et resultat af mislykkede eksperimenter på et nærliggende forskningscenter.

Sidste sæson foregår fire år senere i fiktionens verden, men skuespillerne er i mellemtiden blevet unge voksne, og de forenes i et sidste opgør mod ærkeskurken Vecna.

Globalt fænomen fra Sydkorea vender i marts tilbage med nyt album

Den sydkoreanske k-pop-gruppe BTS udgiver 20. marts et nyt album.

Det skriver BTS’ pladeselskab, Big Hit Music, torsdag i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Albummet bliver det første, som den syv mand store gruppe udgiver i mere end tre år, skriver pladeselskabet.

Albumudgivelsen følges desuden op af en verdensturné, lyder det.

Det fremgår ikke, hvilket navn det nye album får, ligesom det heller ikke fremgår, hvornår verdensturnéen indledes eller hvilke byer, BTS skal optræde i.

BTS har holdt pause siden 2022, hvor bandets seneste album “Proof” udkom. Pausen skyldes, at alle bandets syv medlemmer har måttet aftjene værnepligt.

I Sydkorea er værnepligt obligatorisk for alle raske mænd mellem 18 og 28 år.

Tjenesten kan vare 18 måneder eller mere, og de strenge krav begrundes med det særdeles anspændte forhold til Nordkorea.

I juni blev rapperen Suga, som den sidste af k-pop-gruppens medlemmer, færdig med at aftjene sin værnepligt. Han gjorde civil tjeneste – angiveligt på grund af en skulderskade.

Jin, J-Hope, RM, Jimin, V og Jung Kook, der er de øvrige seks medlemmer af k-pop-gruppen, har tidligere afsluttet deres værnepligt.

Sidenhen har vejen været banet for et BTS-comeback. Rygterne lød allerede i juni, at et comeback kunne ske i foråret 2026.

Før BTS-medlemmerne trak i trøjen, blev det anslået, at bandet genererede økonomisk aktivitet i Sydkorea for mange milliarder kroner – og med en målbar effekt på det sydkoreanske bnp.

K-pop er en af Sydkoreas største kulturelle eksportvarer.

Den globale udbredelse af genren tog for alvor fart i 2012 med “Gangnam Style” lavet af PSY. I årene efter tog BTS genrens popularitet til nye niveauer.

Både nationalt og internationalt er BTS blevet en enorm succes og er kendt for sange som “Dynamite” og “Butter”.

18-årige dør efter ulykke med hjemmelavet fyrværkeri i tysk by

To 18-årige har mistet livet efter ulykker med hjemmelavet fyrværkeri i den tyske by Bielefeld.

Det skriver det lokale politi i en pressemeddelelse.

– De to, begge 18-årige og bosiddende i Bielefeld, bragte hver deres hjemmelavede pyroteknik til antændelse på forskellige steder. I den forbindelse pådrog de sig dødelige ansigtsskader, skriver politiet i Bielefeld.

Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa er de to dræbte begge mænd. Den ene af de to døde på stedet.

Politiet i Bielefeld, der ligger i den vesttyske delstat Nordrhein-Westfalen, oplyser desuden, at der ikke er tegn på, at en tredjepart har været ansvarlig for dødsulykkerne.

Det tyske medie Bild skriver på baggrund af udsagn fra vidner, at en af de 18-årige kort efter klokken 23 havde sat et selvbygget rør ned i sandet på en legeplads og fyldt det med sprængstoffer.

Da han kort tid efter forsøgte at antænde den hjemmelavede fyrværkeriblanding, eksploderede konstruktionen.

Ifølge Bild blev en akutlæge straks tilkaldt.

Den 18-årige blev forsøgt genoplivet, men uden held. Den unge mand døde på stedet på legepladsen, skriver mediet.

Kort efter blev akutlægen tilkaldt til endnu en fyrværkeriulykke i Bielefeld.

Denne gang havde en 18-årig antændt et hjemmelavet kanonslag. Også han blev dræbt af eksplosionen, skriver Bild.

Affyring af fyrværkeri er kun tilladt den 31. december og 1. januar i Tyskland, skriver dpa. Sidste år mistede fem mænd livet nytårsaften i Tyskland på grund af ulykker med fyrværkeri.

Også i Sverige har flere personer været involveret i alvorlige fyrværkeriulykker nytårsaften.

Nær den svenske hovedstad, Stockholm, er en mand kommet alvorligt til skade, efter at han blev ramt af fyrværkeri i ansigtet. Det skriver nyhedsbureauet TT.

I en anden svensk by har en mand i 30’erne fået alvorlige skader på fingre og hænder, efter at han ifølge politiet havde eksperimenteret med fyrværkeri i sit køkken.

Det førte til, at en raket eksploderede og startede en mindre brand i køkkenet, skriver TT.

Taiwan lover urokkeligt forsvar efter Kinas militærøvelser

Taiwans præsident, Lai Ching-te, lover torsdag at forsvare øens suverænitet, efter at Kina har udført omfattende militærøvelser.

Det siger han i sin nytårstale ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Min holdning har altid været klar: standhaftigt at forsvare den nationale suverænitet, styrke det nationale forsvar og hele samfundets modstandskraft, siger han i en tv-transmitteret tale fra præsidentkontoret.

Taiwan var onsdag i højt beredskab efter de kinesiske militærøvelser nær øen. Kina har i denne uge affyret missiler og indsat kampfly, flådefartøjer og kystvagtskibe nær Taiwan.

De kinesiske militærøvelser havde til formål at simulere en blokade af vigtige havne og angreb på maritime mål, skriver AFP.

Taiwan har fordømt øvelserne, som ifølge østaten er en åbenlys provokation, der udgør en trussel mod dens sikkerhed. Også Storbritannien og Europa-Kommissionen har udtrykt bekymring over øvelserne.

Taiwan ligger øst for Kina. Taiwan er demokratisk styret og betragter sig selv som en selvstændig stat med sin egen valuta og sit eget politiske og juridiske system.

Kina ser modsat øen som kinesisk område og har ikke udelukket brugen af magt for at tage kontrol over Taiwan.

Den kinesiske præsident, Xi Jinping, sagde i sit nytårsbudskab onsdag, at en “genforening” af Kina ikke kan standses.

Kina har over de seneste år skruet op for det militære og politiske pres på Taiwan.

Kinas militær udfører regelmæssigt militærøvelser i både farvandet og luftrummet omkring Taiwan. Ifølge Taiwan sker det for at lægge pres på øen – uden at aktiviteterne ender i egentlige kampe.

USA har formelle diplomatiske forbindelser til Kina, men landet opretholder uofficielle forbindelser til Taiwan og er øens primære leverandør af våben.

USA er ved lov desuden forpligtet til at give Taiwan midler til at forsvare sig selv, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Macron vil forbyde sociale medier for børn til september

Frankrig planlægger at forbyde sociale medier for børn under 15 år samt indføre et forbud mod mobiltelefoner i gymnasiet fra september 2026, hvor næste skoleår begynder.

Det skriver de franske medier Le Monde og France Info.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har tidligere sagt, at han ønsker, at Frankrig følger i fodsporene på Australien, der i december som det første land i verden indførte et forbud mod sociale medier for børn under 16 år.

Macrons regering vil fremsætte et udkast til et lovforslag i januar med henblik på juridisk gennemgang, skriver medierne. Le Monde har set udkastet til lovforslaget.

– Talrige studier og rapporter dokumenterer nu de forskellige risici, som et overdrevent brug af digitale skærme blandt unge medfører, lyder det i lovforslaget ifølge Le Monde.

– Formålet er at beskytte kommende generationer mod disse farer, som ikke blot skader unges trivsel på deres vej mod voksenlivet, men også bringer vores fælles fremtid i fare, lyder det videre.

Mobiltelefoner har været forbudt i franske skoler for børn under 15 år siden 2018, skriver nyhedsbureauet Reuters. Hvis det nye lovforslag bliver vedtaget, vil forbuddet udvides til også at gælde gymnasieniveauet for 15-18-årige.

Frankrig vedtog en lov i 2023, der kræver, at sociale medieplatforme indhenter forældresamtykke for, at unge under 15 år kan oprette en konto. Men tekniske udfordringer har gjort det svært at håndhæve tiltaget, skriver Reuters.

Frankrigs præsident sagde i juni, at han inden længe ville indføre et forbud mod sociale medier for personer under 15 år i Frankrig, hvis ikke der skete fremskridt på EU-plan.

Australien indførte 10. december som det første land i verden et forbud mod sociale medier som Facebook, Snapchat, TikTok og Instagram for børn under 16 år.

Mens børn og forældre ikke vil blive straffet, hvis ikke de lever op til forbuddet, risikerer store tech-selskaber bøder på over 200 millioner kroner.

Målet er at beskytte børn mod de værste negative effekter af sociale medier.

Presseorganisation melder om 128 dræbte journalister sidste år

128 journalister blev dræbt i løbet af 2025.

Det oplyser Det Internationale Forbund for Journalister (IFJ) og påpeger, at tallet er højere end i 2024.

– Det er ikke blot en statistik. Det er en global rød alarm for vores kolleger, siger Anthony Bellanger, generalsekretær i IFJ.

Flere end halvdelen af pressefolkene har mistet livet i Mellemøsten.

Presseorganisationen fremhæver særligt de palæstinensiske områder, hvor den har registreret 56 dræbte journalister i 2025.

– Vi har aldrig set noget lignende. Så mange dødsfald på så kort tid på et så lille område, siger Anthony Bellanger.

Israel har udkæmpet en blodig krig mod den militante palæstinensiske Hamas-bevægelse i Gazastriben, som har kostet tusindvis af mennesker livet.

Journalister er også blevet slået ihjel i blandt andre Yemen, Ukraine, Sudan, Peru og Indien.

Generalsekretæren fordømmer det, som han kalder straffrihed for dem, der står bag drabene.

– Uden retfærdighed giver det journalisternes drabsmænd mulighed for at trives, advarer Anthony Bellanger.

Ifølge IFJ sidder 533 journalister fængslet rundt om i verden. Det tal er mere end fordoblet over de seneste fem år, lyder det.

Kina topper listen over lande, hvor flest journalister sidder bag tremmer. 143 journalister er fængslet i Kina. Også i Hongkong er flere fængslet.

IFJ’s opgørelse over dræbte journalister er typisk langt højere end opgørelsen fra organisationen Journalister uden Grænser. Det skyldes forskellige opgørelsesmetoder.

Ifølge Journalister uden Grænsers tal blev 67 journalister dræbt, mens de udførte deres arbejde i 2025.

FN-organisationen Unesco sætter tallet til 93.

AFP

Tre personer dræbt i amerikansk angreb på påståede narkoskibe

USA’s militær melder, at det i internationalt farvand har angrebet tre skibe, som ifølge USA var involveret i narkohandel.

Tre personer blev dræbt i angrebet, der blev udført tirsdag.

Det fremgår af et opslag på det sociale medie X, som det amerikanske militærs sydlige kommando, Southcom, har delt onsdag aften dansk tid.

De tre skibe sejlede i konvoj, og alle de dræbte befandt sig om bord på det samme skib, fremgår det.

– De øvrige narkoterrorister forlod de to andre skibe, sprang over bord og fjernede sig (fra skibene, red.), inden efterfølgende angreb sænkede deres skibe.

– Efter angrebene underrettede Southcom straks kystvagten for at aktivere eftersøgning- og redningssystemet, skriver kommandoen.

I opslaget deler Southcom også en video, der angiveligt viser angrebet. Her ser man i tre forskellige videosekvenser skibe, der en efter en bliver ramt af eksplosioner.

USA fremlægger ikke umiddelbart nogen beviser for, at de dræbte var involveret i handel med narkotika. Deres nationalitet fremgår heller ikke.

Det fremgår heller ikke, hvor angrebet fandt sted. Siden september har amerikansk militær dog flere gange rettet angreb mod påståede narkoskibe i Caribien og den østlige del af Stillehavet.

Ifølge nyhedsbureauet AFP har mindst 110 personer mistet livet i angrebene.

Der er i alt tale om mindst 30 angreb.

Fra flere rettighedsgrupper og menneskerettighedseksperter i FN har det lydt, at angrebene kan være i strid med international lov.

I de seneste måneder har USA’s præsident, Donald Trump, øget presset mod Venezuelas præsident, Nicolás Maduro.

Maduro har samtidig beskyldt USA for at forsøge at opnå et regimeskifte i Venezuela for at få adgang til landets enorme oliereserver.

Trump hævdede mandag aften, at USA også har angrebet og ødelagt en havnekaj i et område i Venezuela, hvor både brugt til narkosmugling angiveligt har lagt til.

Angrebet vil ifølge flere medier være det første angreb på et landområde i Trumps kamp mod narkotikasmugling fra Latinamerika.

Meldingerne om angrebet på havnekajen er ikke blevet bekræftet af Venezuela.

Nationalgarden fjernes fra flere byer i USA

Nationalgarden i USA trækkes tilbage fra byerne Chicago, Los Angeles og Portland.

Det skriver den amerikanske præsident, Donald Trump, onsdag aften i et opslag på sit sociale medie, Truth Social.

Ifølge Trump er Nationalgarden nødvendig for at opretholde orden i byerne, håndhæve immigrationsreglerne og bekæmpe kriminalitet.

Alle byerne har en demokratisk borgmester, mens præsidenten repræsenterer Det Republikanske Parti.

Onsdag skriver han, at Nationalgarden fjernes “på trods af, at KRIMINALITETEN er blevet kraftigt reduceret ved at have disse store patrioter i disse byer”.

– Portland, Los Angeles og Chicago var VÆK, hvis det ikke var for den føderale regerings indgriben.

– Vi vil komme tilbage, måske i en meget anderledes og stærkere form, når kriminaliteten begynder at stige igen – kun et spørgsmål om tid!, skriver præsidenten.

Derudover kalder han “alle disse demokratiske borgmestre og guvernører” for “stærkt inkompetente”.

Den amerikanske Højesteret afviste i sidste uge, at Donald Trump måtte indsætte Nationalgarden i Chicago i delstaten Illinois.

– På dette stadie har regeringen ikke kunnet påvise en myndighedskilde, der giver militæret beføjelse til at håndhæve lovene i Illinois, lød det i en udtalelse fra flertallet i retten.

Det fremgik desuden, at præsidenten sandsynligvis kun kan tage kontrol over Nationalgarden under “ekstraordinære” omstændigheder.

JB Pritzker, der er demokratisk guvernør i Illinois, kaldte afgørelsen “et vigtigt skridt i bekæmpelsen af Trump-administrationens magtmisbrug”.

I opslaget onsdag angiver Trump ikke en begrundelse for at fjerne Nationalgarden og således heller ikke, om den skyldes afgørelsen fra Højesteret.

Nationalgarden er også blevet sendt til hovedstaden Washington D.C. og Memphis i Tennessee. Disse byer, der også har en demokratisk borgmester, nævner præsidenten ikke i sit opslag.

Brand fører til evakuering af fem opgange i Esbjerg

En brand i en etageejendom på Platanvej i Esbjerg har spredt sig til tagkonstruktionen, der er overtændt over samtlige fem opgange.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på det sociale medie X onsdag aften.

Her lyder det, at der er tale om “kraftig røgudvikling, der slår ned nordøst for brandstedet”.

– Beboere i røgfanen opfordres til at lukke vinduer/døre samt slukke for ventilation. Øvrige personer i området skal holde sig udenfor røgfanen.

Flere personer er blevet tilset for mulig røgforgiftning, men ingen er kommet alvorligt til skade. Det oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Erik Lindholdt til tvSyd.

Årsagen til branden er ifølge vagtchefen formentlig, at børn har antændt fyrværkeri på en altan. Han bemærker, at intet tyder på, at branden er påsat.

Tidligere skrev politikredsen, at de fem opgange var under evakuering.

Kong Frederik trådte tydeligere frem som majestæt ifølge historiker

Kong Frederik tonede familiefaren ned og indtog en mere alvorlig og majestætisk rolle i sin nytårstale.

Det vurderer Line Bjerre, der er historiker med speciale i det glückborgske kongehus.

– Det hænger sammen med, at talen handlede så meget om sikkerhed og militær. Her træder han ind i kongemagtens historiske rolle, siger hun.

Det er særligt omtalen af Grønland, som fyldte hos Line Bjerre efter nytårstalen. Ifølge hende lykkedes kongen med at tale om Grønland til grønlænderne i stedet for at tale om Grønland til danskerne.

– Han talte om Grønland som et folk og et land i sin egen ret, der selv udvikler sin sikkerhedspolitik. Han mindede om, at han også er deres konge, siger hun.

Ifølge Bjerre er kong Frederik regeringens bedste kort i forbindelse med den uro, der findes mellem Danmark, USA og Grønland.

– Når de sætter ham symbolsk på banen, som da han besøgte en grønlandsk base i almindeligt tøj, sender det et stærkt signal. Men det er et kort, der skal bruges med stor omtanke, ellers mister det sin kraft, siger hun.

Line Bjerre tror ikke, at det var al omtale af krige, konflikter og uro, der var koordineret med Statsministeriet.

– Når nytårstalen er politisk, siger man ofte, at det kommer fra Statsministeriet. Det ser man for eksempel i omtalen af Ukraine og fraværet af Gaza.

– Men det militære, beredskabet og budskabet om, at vi alle skal gøre vores, det tror jeg ikke kommer derfra. Det kommer fra kongen som institution og majestæt, siger hun.

Hun hæfter sig samtidig ved, at kongen brugte skarpere formuleringer end tidligere.

– I virkeligheden har “pligten til at værne” hverken alder eller udløb, konstaterede kongen i sin nytårstale.

Og netop budskabet om at man ikke kan trække frinummer, er et meget tydeligt budskab, lyder det fra historikeren.

– Retorisk ligger det på linje med det, mange husker fra dronning Margrethes nytårstaler, siger hun.

Kong Frederik ser droner i dansk luftrum som forsøg på at skabe uro

Noget har været under forandring i 2025, og ikke alle vil os det godt.

Sådan siger kong Frederik i sin nytårstale fra modtagelsesværelset i Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg.

– I gråzonen mellem fred og ufred forsøger anonyme angreb at skabe uro, så splid og skræmme os, lyder det.

– Det kan være vildledende videoer, der spreder mistillid. Det kan være droner, der dukker op på himlen som diffuse varsler. Hvad bliver det næste, tænker vi.

I den forbindelse nævner kongen også sammenhold, både i Danmark og på tværs af det europæiske kontinent.

– Vores største styrke er at stå sammen i kongeriget Danmark, i Europa og i Nato.

Det er anden gang, kongen holder nytårstale som regent.

Den opgave har han overtaget fra sin mor, dronning Margrethe, der i 2023 brugte sin sidste nytårstale på at meddele befolkningen, at hun ville træde tilbage.

I sin første tale sidste år fik kongen nævnt krigen i Ukraine. Han mindede da om, at man ikke kan tage fred for givet.

Også i år brugte han tid på at sende en hilsen ukrainernes vej.

– Krigen bringer smerte og ulykke til ukrainerne og spreder usikkerhed og utryghed i Europa.

– Kampene hærger på ukrainsk jord, men handler om retten til sikkerhed, selvstændighed og suverænitet – på vores kontinent og længere endnu, for noget fundamentalt er på spil.

– Ukrainerne har aldrig ønsket krig, derfor fortjener de fred.

Kongen sender også en hilsen til de udsendte og de værnepligtige herhjemme. Han takker dem for at “tage en tørn for fællesskabet”.

Han kalder de værnepligtige for forsvarets fundament og bemærker i øvrigt, at grønlandske unge “strømmer til” den nye arktiske basisuddannelse i Kangerlussuaq.

– I foråret havde jeg den store glæde at være tilbage i Grønland, og endnu en gang blev jeg mødt af overvældende varme og venlighed.

– Det var og er en turbulent tid. Trods det vakler grønlænderne ikke, men står imod med styrke og stolthed.

Borgere opfordres til at anmelde defekt eller farligt fyrværkeri

Hvis raketten ikke letter, eller batteriet vælter, kan der være tale om en fejl fra producentens side.

Det kan man som borger gøre opmærksom på ved at anmelde defekt eller farligt fyrværkeri, skriver Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

For selv om styrelsen laver kontroller, så er det ikke alle fejl, der opdages ved test.

– Mange fejl afsløres først i brugssituationer. Vi opfordrer derfor borgerne til at anmelde alt, der virker farligt eller unormalt.

– Det hjælper med at beskytte alle, siger teamleder i Sikkerhedsstyrelsen Helle Andersen i meddelelsen.

Anmeldelse af defekt eller farligt fyrværkeri kan ske via hjemmesiden produkter.dk.

Her kan man udfylde en formular, og man kan gøre det anonymt, lyder det fra Helle Andersen.

– Du behøver ikke stille op til opfølgende spørgsmål – vi tager sagen videre, når vi modtager oplysningerne, siger teamlederen.

Hvis man på forhånd mistænker, at der er noget galt med fyrværkeriet, skal man slet ikke affyre det, lyder budskabet.

– Har du mistanke om, at dit fyrværkeri er farligt eller ulovligt, så tag ikke chancen. Anmeld det, aflever det eller bortskaf det korrekt. Det er ikke risikoen værd, siger Helle Andersen fra Sikkerhedsstyrelsen.

På produkter.dk kan man se et arkiv over farlige og tilbagekaldte fyrværkeriartikler.

Dykkere, båd og drone søger efter 16-årig dreng i Helsingør

Redningsberedskab søger onsdag efter en 16-årig svensk dreng, som er forsvundet efter en bytur i Helsingør.

Drengens jakke er blevet fundet i vandet ved Kulturværftet i Helsingør, og der søges nu efter drengen i vandet.

Det skriver B.T. og Sjællandske Nyheder.

– Der er blevet fundet en jakke i vandet ved Kulturværftet, og sammenholdt med, at den 16-årige dreng er forsvundet, leder vi nu efter drengen i vandet med hjælp fra brandvæsenet, siger vagtchef Flemming Hansen fra Nordsjællands Politi til Sjællandske Nyheder.

Der bruges både dykkere, båd og drone i eftersøgningen af drengen.

Ifølge B.T. fik politiet klokken 11.07 anmeldelsen om, at drengens jakke var fundet i vandet.

Klokken 16 fortæller vagtchefen til Ritzau, at eftersøgningen fortsat er i gang, da drengen endnu ikke er fundet.

– Vi søger stadig, siger Flemming Hansen.

Han fortæller videre, at drengen havde været i byen med nogle kammerater natten til onsdag og efterfølgende blev meldt savnet.

Fragtskib med 14 besætningsmedlemmer tilbageholdt efter kabelbrud

Finsk politi tilbageholder tankskibet “Fitburg” og 14 besætningsmedlemmer, der mistænkes i en sag om brud på et kabel mellem Finland og Estland.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Der blev tidligere onsdag meldt om brud på et søkabel mellem Helsinki i Finland og Tallinn i Estland.

Finske myndigheder tog efterfølgende “Fitburg” i deres varetægt, forlød det.

Finsk politi oplyser ifølge Reuters, at sagen efterforskes som “grov forstyrrelse af telekommunikation”, “grov sabotage” og “forsøg på grov sabotage”.

Fragtskibet sejler under flag fra østaten Saint Vincent og Grenadinerne.

Skibet var ifølge det finske medie Yle afsejlet fra St. Petersborg i Rusland og var ifølge data fra MarineTraffic på vej til Haifa i Israel.

Besætningsmedlemmerne beskrives som værende russiske, georgiske, kasakhiske og aserbadjanske.

“Fitburg” blev lokaliseret inden for Estlands økonomiske zone og havde ifølge finsk politi kastet anker.

– Finland er forberedt på forskellige typer af sikkerhedsudfordringer og vil reagere på dem efter behov, skrev Finlands præsident, Alexander Stubb, onsdag formiddag på mediet X.

Det beskadigede kabel tilhører den finske teleoperatør Elisa.

Elisa har i en erklæring oplyst, at skaden ikke har påvirket selskabets tjenester, da datatrafikken er blevet omdirigeret.

Det er ikke første gang, der har været fokus på beskadigede kabler mellem Finland og Estland.

25. december sidste år skete et brud på søkablet Estlink 2.

Myndighederne i Finland rettede efterfølgende mistanke mod tankskibet “Eagle S”, som menes at være knyttet til Ruslands såkaldte skyggeflåde.

Senere blev en kaptajn og en første- og andenstyrmand på tankskibet tiltalt i sagen.

De tiltalte nægtede sig skyldige.

I oktober afgjorde en distriktsdomstol i Helsinki, at Finland ikke har jurisdiktion til at retsforfølge de tiltalte.

Det var efterfølgende uklart, om det skyldes, at “Eagle S” ikke befandt sig i finsk farvand, da kabelbruddet fandt sted.

Sydney kom ind i 2026 med et minuts stilhed

Nytåret i Sydney i Australien har ikke været som normalt.

Det er kun nogle uger siden, at 15 mennesker blev dræbt ved et attentat på Bondi Beach nær millionbyen, og det har fået myndighederne til at skærpe sikkerheden ved fejringen af årsskiftet i Sydney.

Der var udkommanderet ekstra politifolk, skriver Reuters.

Men ellers holdt Sydney traditionen tro et stort fyrværkeri ved Operahuset klokken 14.00 dansk tid, da det var midnat lokal tid.

En time inden fyrværkeriet blev der imidlertid holdt et minuts stilhed ved havnefronten.

Broen Harbour Bridge blev oplyst med jødiske symboler. De 15 dræbte var jøder, der markerede en jødisk højtid, da de blev skudt.

Inden nytåret kom til Sydney, havde indbyggerne i blandt andet New Zealands hovedstad, Wellington, sagt goddag til det nye år.

Det skete klokken 12.00 dansk tid.

Dele af ø-nationen Kiribati, som er spredt ud over et stort område i Stillehavet, gik allerede klokken 11.00 ind i det nye år.

Stillehavsnationerne Samoa og Tonga har ligeledes passeret midnat, skriver The Guardian.

Sejrssikker Putin opfordrer i nytårstale russere til at støtte soldater

Den russiske præsident, Vladimir Putin, udtrykker i sin nytårstale tro på, at Rusland vil trække sig sejrrigt ud af konflikten med Ukraine.

Det er snart fire år siden, at Rusland i februar 2022 invaderede nabolandet og igangsatte krigen mellem de to lande.

Putin opfordrer russerne til at “støtte vores helte”, der kæmper i Ukraine.

– Vi tror på jer og vores sejr, lyder det fra præsidenten til de russiske soldater ved fronten.

Konflikten mellem Rusland og Ukraine synes fastlåst.

Søndag mødtes Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, med præsident Trump i Florida i USA.

På mødet var fokus blandt andet på en fredsplan for Ukraine.

Både den amerikanske og ukrainske præsident sagde efter mødet, at der var blevet gjort store fremskridt mod at afslutte krigen i Ukraine.

Det stod dog ikke klart, hvilke fremskridt der konkret var tale om, ligesom der heller ikke var nyt om, hvor langt man er fra en egentlig fredsaftale.

Putins nytårstale sendes på russisk stats-tv lige før midnat i hver af Ruslands 11 tidszoner.

Første sted, talen transmitteres, er til befolkningen på den østlige Kamtjatka-halvø. Det er den første russiske region, som går ind i 2026.

Nytårsaftensdag markerer 26-årsdagen for Putins magtovertagelse i Rusland.

Det skete, efter forgængeren, Boris Jeltsin, trådte tilbage.

Det var den sovjetiske leder, Leonid Brezjnev, der grundlagde traditionen med en tv-transmitteret nytårstale til det russiske folk.

AFP

Kinas præsident i nytårstale: Genforening af Kina er ustoppelig

En “genforening” af Kina kan ikke standses.

Sådan lyder nytårsbudskabet fra Kinas præsident Xi Jinping onsdag i en tale.

Det skriver det statslige kinesiske nyhedsbureau Xinhua ifølge AFP.

Meldingen fra den kinesiske præsident kommer, kort efter at Kina har udført en omfattende militærøvelse omkring øen Taiwan.

En talsperson for den kinesiske hær udtaler til AFP, at militærøvelserne er blevet “gennemført med succes”.

Som følge af øvelserne er Taiwan onsdag lokal tid i højt beredskab.

Militærøvelserne, som Kina kalder “Justice Mission 2025”, har medført affyring af flere raketter omkring Taiwan, ligesom flere krigsskibe og fly er blevet indsat nær øen.

Taiwan har fordømt øvelserne, som øen har sagt er en åbenlys provokation, der udgør en trussel mod dens sikkerhed.

Også Storbritannien og Europa-Kommissionen har udtrykt bekymring over øvelserne.

Fra Taiwans forsvarsministerium lyder det onsdag lokal tid, at 77 kinesiske militærfly og 25 skibe fra den kinesiske flåde og kystvagt i løbet af de seneste 24 timer har opereret omkring øen.

Øvelserne er ifølge Reuters Kinas hidtil mest omfattende militærøvelser målt ud fra, hvor stort et område de har påvirket.

De medførte, at Taiwan aflyste en række indenrigsflyvninger, ligesom øen sendte jagerfly og krigsskibe ud for at overvåge situationen.

Taiwan er demokratisk styret og betragter sig selv som en selvstændig stat. Kina ser modsat øen som kinesisk område.

Ifølge Kina havde militærøvelserne til formål at teste kampberedskabet og sende en “hård advarsel” mod tiltag for taiwansk uafhængighed, lød det.

EU-chef: Russiske påstande om angreb mod regeringssteder er afledning

Ruslands påstande om nylige angreb mod centrale regeringssteder i landet er bevidst afledning.

Sådan lyder det fra EU’s udenrigschef Kaja Kallas i et opslag på X onsdag.

– Moskva sigter mod at afspore reelle fredsfremskridt fra Ukraine og dets vestlige partnere, skriver hun og tilføjer:

– Ingen bør acceptere ubegrundede påstande fra aggressoren, som vilkårligt har angrebet Ukraines infrastruktur og civile siden krigens begyndelse.

Meldingen fra EU-chefen kommer, efter at Ruslands forsvarsministerium samme dag har offentliggjort en video af en nedskudt drone.

Ifølge ministeriet blev dronen sendt fra Ukraine mod en af præsident Vladimir Putins residenser.

Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, anklagede mandag Ukraine for at have forsøgt at angribe Putins residens i den nordvestlige Novgorod-region.

Ministeren mener, der blev anvendt 91 langtrækkende droner, som ifølge ham alle blev skudt ned af russisk luftforsvar.

– Sådanne uforsvarlige handlinger vil ikke forblive ubesvarede, lød det fra Lavrov.

Der var ingen meldinger om tilskadekomne eller skader.

Lavrov understregede efterfølgende, at Rusland har udvalgt ukrainske mål for “gengældelsesangreb”, og at styrets “forhandlingsposition vil blive revideret”.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har afvist den russiske anklage.

Anklagerne fra Lavrov kom, efter at USA’s præsident, Donald Trump, i weekenden mødtes med Zelenskyj i sin ejendom Mar-a-Lago i Florida. Her var fokus blandt andet på en fredsplan for Ukraine.

Både den amerikanske og ukrainske præsident sagde efter mødet, at der var blevet gjort store fremskridt mod at afslutte krigen i Ukraine.

Det stod dog ikke klart, hvilke fremskridt der konkret var tale om, ligesom der heller ikke var nyt om, hvor langt man er fra en egentlig fredsaftale.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]