Seneste nyheder

28. oktober 2026

Statens cyberhotline udvider åbningstiden efter CPR-læk

Styrelsen for Samfundssikkerheds cyberhotline for digital sikkerhed har i de kommende dage udvidet åbningstiden.

Det skyldes kompromitteringen af millioner af CPR-numre.

Det bekræfter Styrelsen for Samfundssikkerhed over for Ritzau.

Cyberhotlinen åbner klokken 8 og har åbnet frem til midnat.

Normalt lukker cyberhotlinen klokken 20 i hverdagene.

Styrelsen for Samfundssikkerheds cyberhotline “hjælper borgere og virksomheder med at blive mere digitalt sikre samt forebygge og håndtere digital svindel og cyberangreb”.

Som borger kan du også få hjælp, hvis din identitet er blevet misbrugt, skriver styrelsen om hotlinen.

RITZAU

Østre Landsret skærper straffen til tre mænd, der tidligere mandag blev fundet skyldig i forsøg på at sprænge en bombe, der var blevet bragt fra Sverige til Danmark.

Det oplyser Ulrich Thomsen, der er specialanklager hos Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Novak Djokovic er klar til finalen i tennisturneringen China Open.

I semifinalen vinder serberen, da Daniil Medvedev bliver diskvalificeret for at ramme en tilskuer med en bold efter en duel.

Djokovic har stadig ikke tabt en kamp i Beijing.

Tidligere forlagsdirektør Stig Andersen er død i en alder af 72 år

Den tidligere forlagsdirektør Stig Andersen er død efter længere tids sygdom. Han blev 72 år. Det skriver forlaget Gyldendal i en meddelelse. Stig Andersen var administrerende direktør for Gyldendal frem til han gik på pension i 2018. Han nåede at være i forlagsbranchen i 40 år. Her gjorde han sig særligt bemærket ved at starte en biografi-bølge. Det ifølge opslagsværket Lex. Stig Andersen fandt nemlig på at få kendte til at skrive deres selvbiografi, mens de stadig var en del af danskernes bevidsthed.

Tidligere forlagsdirektør Stig Andersen er død efter længere tids sygdom.

Han blev 72 år, skriver forlaget Gyldendal i en meddelelse.

Stig Andersen tiltrådte som administrerende direktør på Gyldendal i 1999 og gik på pension i 2018 efter 40 år i forlagsbranchen.

Stephanie Lose er valgt som ny formand for Statsrevisorerne

Venstres næstformand, Stephanie Lose, er valgt som ny formand for Statsrevisorerne. Det oplyser Statsrevisorerne mandag i en pressemeddelelse. Hun afløser De Konservatives Mette Abildgaard på formandsposten. Sammen med Rigsrevisionen har Statsrevisorerne blandt andet til opgave at kontrollere, at skatteborgernes penge bliver brugt effektivt og lovligt. Selv kalder Stephanie Lose det for en vigtig institution, der er til gavn for danskerne og samfundet. Det er Folketinget, der hvert fjerde år vælger de i alt seks statsrevisorer.

Flere overlever kræft: Syv ud af ti er i live fem år efter diagnosen

Flere overlever kræft. I dag er godt syv ud af ti kræftpatienter i live fem år efter deres diagnose. Det viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen. For lidt over ti år siden var det kun seks ud af ti. Ifølge administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker, skyldes fremgangen de nationale kræftpakker, der blev indført for knap 20 år siden. Selvom overlevelsen stadig stiger, sker det dog ikke med samme hastighed som tidligere. Det oplyser Sundhedsdatastyrelsen på deres hjemmeside.

Chefen for den tyske udenrigsefterretningstjeneste, Martin Jäger, advarer om en intensiveret “skyggekrig” fra Ruslands side.

– Tyskland er i risiko for at blive trukket ind i en voldelig konflikt med Rusland, siger han under en offentlig høring i Forbundsdagen ifølge AFP.

– Intet andet land udgør så direkte, omfattende og konkret en trussel mod Tyskland.

Høringen finder sted i kontroludvalget for efterretningstjenesterne.

Patienter som skal udredes for demens venter i for lang tid

Demensudredningen i regionerne tager for lang tid.

Det mener Statsrevisorerne, som udtaler skarp kritik af regionerne. Det svarer til den næsthøjeste kritik på den kritikskala, Statsrevisorerne bruger i deres arbejde.

Statsrevisorerne har som opgave at kontrollere, om staten og virksomheder bruger skatteborgernes penge effektivt, korrekt og efter loven.

Næsten 25.000 demensramte har de seneste fire år oplevet at vente længere end 30 dage på at blive udredt.

– Statsrevisorerne kritiserer skarpt, at 84 procent af patienterne ikke bliver udredt for demens inden for de 30 dage, som loven foreskriver, skriver Statsrevisorerne blandt andet i deres bemærkning.

Kritikken kommer efter en beretning fra Rigsrevisionen, hvor der også er kritik af regionernes indsats på området.

Selvom en patient ifølge loven skal blive udredt inden for 30 dage, er udredningsperioden i praksis i gennemsnit mere end fem gange så lang. Den gennemsnitlige udredningstid var sidste år 165 dage på landsplan, skriver Rigsrevisionen i sin beretning.

Det er omkring 84 procent af alle patienter, der har oplevet, at regionerne ikke overholder den lovbestemte tidsfrist for at blive udredt.

Ud over lange ventetider kritiserer Rigsrevisionen også, at der er stor forskel på kvaliteten af og kapaciteten i udredningen fra region til region.

Mens Region Syddanmark for eksempel havde en ventetid på 133 dage, lå den på 244 dage i Region Sjælland.

– Beretningen viser, at vi er meget langt fra målet om, at patienter skal udredes for demens inden for 30 dage, og at ventetiden vokser. Der er alt for store forskelle mellem vores regioner og mellem borgere med stærk og svag social baggrund, når det kommer til kvaliteten af den specialiserede udredning og adgangen til nødvendige undersøgelser. Det kritiserer vi skarpt, udtaler Statsrevisorerne.

Desuden bemærkes det, at en gennemsnitlig patients udredningstid falder med 24 dage, hvis patientens “sociale baggrund er stærk frem for svag”.

– Statsrevisorerne er enige i Rigsrevisionens anbefaling om, at årsagerne til forskelle i kvaliteten af udredningen og forskellene i udredningens ventetid og kvalitet for patienter afhængigt af deres sociale baggrund bør undersøges, skriver Statsrevisorerne.

Patienter med en stærk social baggrund defineres af Rigsrevisionen som patienter, der har en høj formue, en mellemlang eller lang videregående uddannelse, og som både har en partner og voksne børn med et tilsvarende uddannelsesniveau.

Patienter med en svag social baggrund beskrives som patienter med gæld, der er ufaglærte og ikke har en partner eller voksne børn.

Danske Regioners formand, Mads Duedahl (V), kalder kritikken berettiget.

– Ventetid er ofte meget belastende for både patienter og pårørende, og derfor vil regionerne sætte alle kræfter ind på at få udredt flere, siger Duedahl til Danske Regioners hjemmeside.

Han mener, at området skal “gentænkes”, så flere udredes fremover. Regionerne arbejder blandt andet på, at de praktiserende læger skal stå for flere udredninger.

RITZAU

To mister livet efter brand på skib i Sortehavet

To besætningsmedlemmer er døde, og 11 er blevet reddet, efter at et skib brød i brand i Sortehavet.

Det oplyser Rumæniens indenrigsministerium mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det er ikke blevet oplyst, hvorfor skibet brød i brand. Den rumænske flådemyndighed har omtalt hændelsen som alvorlig.

Fra flådemyndigheden lød det tidligere, at en kaptajn var blevet kvæstet. Det involverede skib hedder “Royad Mammadov”.

En eftersøgnings- og redningsoperation blev sat i gang på grund af det synkende skib, lød det fra myndigheden. Hændelsen er sket uden for rumænsk territorialfarvand.

“Royad Mammadov” er et knap 140 meter langt fragtskib, der har kurs mod Ravenna i Italien. Det viser data fra Vesselfinder.

Det sejler under østaten Saint Kitts og Nevis’ flag.

RITZAU

Stephanie Lose er valgt som ny formand som Statsrevisorerne

Venstres næstformand, Stephanie Lose, er valgt som ny formand for Statsrevisorerne.

Det oplyser Statsrevisorerne mandag i en pressemeddelelse.

I samarbejde med Rigsrevisionen har Statsrevisorerne til opgave blandt andet at kontrollere statens udgifter og at sikre, at skatteborgernes penge bruges effektivt og lovligt.

– Det er en vigtig institution, der er med til at sikre en effektiv og sparsommelig offentlig forvaltning, som lever op til, hvad Folketinget har besluttet, og er til gavn for danskerne og for samfundet, siger Stephanie Lose.

Det er hvert fjerde år, at Folketinget vælger i alt seks statsrevisorer. Lose afløser De Konservatives Mette Abildgaard på formandsposten.

Fra 2023 til 2026 var Lose økonomiminister i den daværende SVM-regering, og siden 2021 har hun været næstformand i Venstre.

Lose var formand for regionsrådet i Region Syddanmark fra 2015 til 2023, og hun har også en fortid som stemmesluger og formand for Danske Regioner. Siden marts i år har Lose været folketingsmedlem.

Foruden Lose er de fem andre statsrevisorer Leif Lahn Jensen (S), Benny Engelbrecht (S), Steffen Larsen (LA), Anders Vistisen (DF) og Peter Westermann (SF).

Leif Lahn Jensen er næstformand og genvalgt som statsrevisorer sammen med Westermann, mens resten er nye. Statsrevisorerne behøver ikke at være medlem af Folketinget.

Blandt de nuværende seks statsrevisorer er Westermann og Steffen Larsen ikke medlemmer af Folketinget. Sidstnævnte har dog været det fra 2022-2026, mens Westermann i en kort periode var midlertidigt folketingsmedlem i 2010.

Når Statsrevisorerne tager en sag op, bliver den behandlet af Rigsrevisionen, der sender en beretning.

Herefter kan Statsrevisorerne enten melde alt i orden eller give varierende grader af kritik.

Mandag har Statsrevisorerne eksempelvis forholdt sig til nye beretninger om DSB’s køb af IC5-tog samt om regionernes udredning af patienter for demens.

RITZAU

DMI Femdøgns farvandsudsigt

RITZAU

FEMVAND
Mandag den 5. oktober 2026.

Udsendt kl. 12.30

Østersøen:
Tirsdag
Om dagen nordvest 7 til 12 m/s. Om aftenen og om natten Vestlige Østersø nord 2 til 7 m/s. Østersøen omkring Bornholm nordvest 6 til 11 m/s.
Onsdag
Sydøst 5 til 10 m/s.
Torsdag
Kuling fra nordvest 11 til 16 m/s.
Fredag
Kuling fra sydvest 11 til 16 m/s.
Lørdag
Om dagen kuling fra sydvest 10 til 15 m/s. Om aftenen og om natten sydvest 8 til 13 m/s.

Indre danske farvande:
Tirsdag
Om dagen Kattegat vest 8 til 13 m/s. Bælthavet og Sundet nordvest 4 til 9 m/s. Om aftenen og om natten vest 8 til 13 m/s.
Onsdag
Om dagen sydøst 5 til 10 m/s. Om aftenen og om natten kuling fra sydøst 9 til 14 m/s.
Torsdag
Kuling fra nordvest 11 til 16 m/s.
Fredag
Kuling fra sydvest 10 til 15 m/s.
Lørdag
Sydvest 7 til 12 m/s.

Skagerrak:
Tirsdag
Om dagen kuling fra vest 9 til 14 m/s. Om aftenen og om natten vest 8 til 13 m/s.
Onsdag
Om dagen i den østlige del nordvest 1 til 6 m/s. I den vestlige del sydøst 3 til 8 m/s. Om aftenen og om natten kuling fra nordøst 9 til 14 m/s.
Torsdag
Om dagen kuling fra nordøst 10 til 15 m/s. Om aftenen og om natten nord 8 til 13 m/s.
Fredag
Om dagen syd 8 til 13 m/s. Om aftenen og om natten kuling fra nordvest 9 til 14 m/s.
Lørdag
Sydvest 6 til 11 m/s.

Nordsøen:
Tirsdag
Om dagen vest 6 til 11 m/s. Om aftenen og om natten Fisker og Fladen vest 5 til 10 m/s. Tyskebugt, Dogger og Humber øst 4 til 9 m/s.
Onsdag
Om dagen Fladen nordvest 8 til 13 m/s. Dogger og Humber kuling fra sydøst 16 til 21 m/s. Fisker kuling fra sydøst 12 til 17 m/s. Tyskebugt kuling fra vest 10 til 15 m/s. Om aftenen og om natten Tyskebugt, Dogger og Humber kuling fra vest 13 til 18 m/s. Fladen nord 8 til 13 m/s. Fisker kuling fra nordøst 13 til 18 m/s.
Torsdag
Om dagen kuling fra nordvest 10 til 15 m/s. Om aftenen og om natten kuling fra sydvest 12 til 17 m/s.
Fredag
Om dagen kuling fra sydvest 12 til 17 m/s. Om aftenen og om natten kuling fra sydvest 12 til 17 m/s. Fisker vest 7 til 12 m/s.
Lørdag
Kuling fra sydvest 14 til 19 m/s.

Brøndby og FC København får store bøder efter derby

Brøndby IF og FC København bliver begge straffet hårdt efter derbyet på Brøndby Stadion 20. september.

FCK får en bøde på 400.000 kroner og en betinget lukning af B-tribunen i Parken til næste hjemmekamp.

Brøndby får en bøde på 262.500 kroner og en betinget lukning af Sydsiden til næste kamp.

De to stemningstribuner for de respektive klubber kan lukke, hvis klubberne begår en ny overtrædelse inden for de næste 12 måneder.

Det skriver Fodboldens Disciplinærinstans i to kendelser.

FCK straffes blandt andet for 95 stykker pyroteknik, fem kanonslag, fire raketter, hærværk og et krænkende banner.

Hærværket bestod blandt andet i, at nettet foran FC Københavns tilskuerafsnit var intakt inden kampen, men delvist ødelagt efter opgøret, skriver Fodboldens Disciplinærinstans.

Derudover bliver klubben straffet for, at der under kampen blev udøvet “omfattende hærværk” på toiletterne i FCK’s tilskuerafsnit.

Brøndby straffes for 100 stykker pyroteknik, som medførte røg på banen og forsinkede kampstarten.

Røgen fra Brøndbys pyroteknik forsinkede kampstarten med omkring to minutter, mens FCK’s pyroteknik medførte en forsinkelse på 4 minutter og 24 sekunder i begyndelsen af anden halvleg.

FCK vandt opgøret 1-0.

RITZAU

Landsholdsspillere slår alarm efter hårdt kampprogram

Det tætte program med fire landskampe på 11 dage har tæret på de europæiske landshold.

Danmark, der søndag spillede sin sidste kamp og vandt 1-0 over Wales, blev i perioden ramt af skader til hele syv af de spillere, der var med til samlingen.

Både de danske spillere og andre landshold har fortalt om, hvordan det hårde program i Nations League har påvirket dem.

– Det har været voldsomt. Det har måske været lige i overkanten. Vi kunne godt have brugt i hvert fald et par dage mere i denne samling.

– Det er lidt hårdt, når vi spiller torsdag og allerede igen søndag. Der er kun to dages restitution, siger Gustav Isaksen.

Rasmus Nissen Kristensen stemmer i med landsholdskammeraten. Han mener, at man bør se på, om der skal være flere dage mellem kampene.

– Det kan ikke være hverdagskost, for det tror jeg simpelthen ikke, vi kan holde til, hvis vi vil se de bedste spillere igen og igen. I kan se, hvor mange spillere der er blevet skadet i denne samling.

– Det er, fordi det er vanvittigt hårdt, og det er sindssygt krævende at spille de her kampe. Så jeg håber ikke, at det bliver en tendens, men at det bliver en engangsforestilling, siger forsvarsspilleren.

I løbet af samlingen blev Alexander Bah, Kasper Dolberg, Albert Grønbæk, Patrick Dorgu, Mikkel Damsgaard, Nikolas Nartey og Pierre-Emile Højbjerg alle ramt af skader.

Også danskernes naboer fra Norge har været påvirket af det tætte program.

Stjerneangriberen Erling Haaland var ifølge Ståle Solbakken træt før den sidste kamp mod Portugal.

Det fortæller den norske landstræner til NTB som forklaring på, at han tog Haaland ud efter 67 minutter i 1-2-nederlaget.

Den norske spillerforening Niso reagerede mandag på det hårde program og varslede samtaler med både Norges fodboldforbund og internationale aktører.

– Vi har over tid set en bekymrende udvikling, hvor belastningen på de bedste spillere er blevet alt for høj.

– Det har allerede fået konsekvenser for flere spillere. Det er alvorligt, siger formand for spillerforeningen Kristoffer Vatshaug til det norske nyhedsbureau NTB.

Danmark vandt sin sidste kamp 1-0 over Wales.

Også den walisiske trup var ramt af skader, og landstræner Craig Bellamy kan ikke forstå det tætte program.

– Fysisk er jeg helt enig med dem, der ikke bryder sig om det. Det giver ingen mening, siger Bellamy ifølge BBC Sport.

RITZAU

Landsret frifinder region i sag om veganske måltider

Mandag er Region Hovedstaden blevet frifundet i en sag om vegansk mad på Hvidovre Hospital. Det oplyser Østre Landsret. Sagen var anlagt af Dansk Vegetarisk Forening på vegne af en kvinde. Hun var indlagt i 2020 og fik blandt andet serveret ris og knækbrød. Foreningen mener ikke, at maden var nærende nok og havde sagsøgt regionen for brud på menneskerettighederne. Selv om foreningen tabte, glæder generalsekretær Rune-Christoffer Dragsdahl sig over nuancer i dommen. Han forklarer, at retten slår fast, at hospitalet har pligt til at servere vegansk mad. Foreningen overvejer nu, om sagen skal videre til Højesteret.

Forskning i hjernens nerveceller udløser Nobelpris

Årets Nobelpris i medicin eller fysiologi går til de to tyske forskere Peter Hegemann og Georg Nagel samt den amerikanske forsker Karl Deisseroth.

De modtager prisen for deres forskning, der har ført til udviklingen af optogenetik.

Det er en metode, der gør det muligt at tænde og slukke for enkelte nerveceller i hjernen.

Det oplyser Nobelforsamlingen ved Karolinska Institutet ved et pressemøde mandag.

– Optogenetik giver muligheder for at kortlægge hjernen på en måde, som vi engang kun kunne drømme om, lyder det i begrundelsen.

De tre forskere har udviklet en metode, der gør det muligt at vise, hvordan nerveceller former minder, følelser og adfærd i den levende hjerne.

Det har blandt andet givet større forståelse for, hvad der sker i hjernen ved neurologiske og psykiske lidelser.

Inden for klinisk medicin bruger forskere metoden i forsøg på at genoprette synet hos mennesker med synshandicap.

Ifølge Nobelforsamlingen har modtagerne lagt grunden til en “ny æra” inden for neurovidenskab.

De tre vindere af prisen modtager samlet 12 millioner svenske kroner, svarende til knap 8 millioner danske kroner.

Fem danskere har modtaget Nobelprisen i medicin eller fysiologi.

Det drejer sig om Niels K. Jerne (i 1984), Henrik Dam (1943), Johannes Fibiger (1926), August Krogh (1920) og Niels Finsen (1903).

RITZAU

Pludselig stod elgen foran hende – nu er den død

En elg er død efter at være blevet påkørt på Helsingørmotorvejen mandag morgen, oplyser Nordsjællands Politi Update.

Det var en 36-årig kvinde, der i sin bil påkørte dyret. Hun er ifølge politiet umiddelbart uskadt.

Kvinden har ifølge politiet forklaret, at elgen pludselig stod få meter fra hende, da hun kom kørende i indersporet på motorvejen.

Både forrude og bagrude på bilen blev knust ved sammenstødet, der skete mandag morgen klokken 06.10 i nordgående retning ved Nivå mellem afkørsel 7 Kokkedal og afkørsel 5 Humlebæk.

Ud over de knuste ruder på bilen blev både tag og motorhjelm krøllet.

Elgen blev fundet død 100 meter fra bilen.

Der findes ikke en naturligt vildtlevende elgbestand i Danmark. I Lille Vildmose i Himmerland findes en bestand, efter at der i 2015 og de følgende år er blevet sat svenske elge ud i området. I 2020 var bestanden oppe på cirka 20 dyr.

Det er planen, at der også skal sættes elge ud i Naturnationalpark Gribskov i Nordsjælland i år.

Selv om elgen som vildt dyr ikke lever naturligt i Danmark, så ses der indimellem vilde elge. De flere meter høje og mange hundrede kilo tunge dyr kan nemlig svømme, og enkelte elge har ikke ladet sig stoppe af, at Øresund kiler sig ind mellem Sjælland og Skåne.

Så sent som midt i september rapporterede en gårdejer ved Hundested ifølge Nordsjællands Politi, at en vildtgående elg havde ødelagt et hegn ved ejendommen. Elgen forsvandt i retning mod Ullerup Skov.

Muligvis er der tale om samme dyr, som blev set et andet sted i Nordsjælland i foråret.

Morten Elmeros, der er seniorrådgiver ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet, oplyste dengang, at elgen formentlig var svømmet over fra Sverige. Det sker cirka hvert tiende år.

RITZAU

Carlsberg skal tappe Pepsi-sodavand i Georgien og Armenien

Det danske bryggeri Carlsberg skal fremover også stå for at tappe og sælge drikkevarer fra PepsiCo i Georgien og Armenien.

Det skriver Carlsberg i en pressemeddelelse.

Her lyder det samtidig, at Carlsberg køber de to selskaber, som i dag står for tapningen af PepsiCos produkter i de to lande.

I slutningen af juli meddelte Carlsberg, at selskabet fra 2027 skal stå for produktion, salg og distribution af sodavand fra PepsiCo i Aserbajdsjan.

Med de nye aftaler har Carlsberg nu aftale om at stå for produktionen af PepsiCos produkter i 17 lande.

Det gælder blandt andet Danmark, hvor aftalen gælder fra 2029.

Nikos Kalaitzidakis, som er Carlsbergs koncerndirektør for Central- og Østeuropa samt Indien, glæder sig over det udvidede samarbejde med PepsiCo.

– Den udvidede forretning vil skabe et stærkt fundament for yderligere at udvikle en komplet portefølje på tværs af drikkevarer i hele regionen, siger han i pressemeddelelsen.

PepsiCo har brands som Pepsi, 7-Up, Mirinda og Mountain Dew.

RITZAU

Eks-prins Andrew indleder sag mod politiet efter anholdelse

Andrew Mountbatten-Windsor, som er lillebror til kong Charles, vil gå rettens vej mod politiet i forbindelse med sin anholdelse i sagen om den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein.

Det oplyser den britiske domstolsadministration ifølge Reuters.

Den tidligere prins Andrew blev anholdt i februar i en sag om muligt embedsmisbrug i forbindelse med sin relation til Jeffrey Epstein.

Andrew Mountbatten-Windsor har nu bedt en dommer tage stilling til, om de ransagningskendelser, som politiet fik inden hans anholdelse i februar, var lovlige.

Ifølge domstolsadministrationen vil der torsdag blive afholdt et retsmøde, skriver Reuters.

Mountbatten-Windsor blev anholdt på mistanke om at have lækket fortrolige regeringsdokumenter til den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein.

Det skulle angiveligt have fundet sted, mens han fungerede som handelsrepræsentant fra 2001 til 2011.

Den tidligere britiske prins blev anholdt og hentet i sit hjem på sin 66-års fødselsdag.

Han blev løsladt senere samme dag, men efterforskningen af sagen pågår. Den tidligere prins har konsekvent afvist at have gjort noget ulovligt.

Omfanget af den tidligere prins’ forbindelser til Epstein er blevet tydeligere i takt med USA’s justitsministeriums offentliggørelse af over tre millioner dokumenter fra Epstein-filerne.

Politiet i Thames Valley har mandag bekræftet, at politiet er involveret i en sag om de ransagningskendelser, der blev udstedt i forbindelse med efterforskningen.

Ifølge Reuters vil torsdagens retsmøde blive afholdt for lukkede døre. Det betyder, at offentligheden og pressen ikke har adgang til selve retsmødet.

RITZAU/REUTERS

Spansk premierminister udskriver valg efter bolignederlag

Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, udskriver valg i utide.

Således skal spanierne til stemmeurnerne den 29. november.

Det meddeler den på flere fronter pressede regeringsleder i en tale til nationen mandag, mens store boligprotester har trukket overskrifter den seneste tid.

– Vi må forny folkets støtte, siger Sánchez ifølge nyhedsbureauet Reuters.

– Vi må mobilisere og vinde et langt større progressivt flertal i parlamentet. Et, der vil tillade os at overvinde særinteresser, levere nye sociale fremskridt og fortsætte med at forandre Spanien, fortsætter han.

Sánchez fra Socialistpartiet har været premierminister i Spanien siden 2018.

Hans mindretalsregering led fredag nederlag i det spanske parlament i forbindelse med to lovforslag, som skulle tage hånd om nogle af de udfordringer, der har ført til store boligprotester den seneste tid.

Demonstranter har krævet, at den spanske regering griber ind på boligmarkedet, som i deres øjne er blevet for dyrt for både lejere og købere.

Den gennemsnitlige leje er i Spanien blevet fordoblet på cirka et årti.

Titusindvis af demonstranter var lørdag på gaden i Madrid. Den store utilfredshed med lejernes vilkår i Spanien startede for alvor, da en 87-årig kvinde blev smidt ud af sit hjem i september, fordi hun ikke havde råd til at blive boende efter en kraftig og pludselig huslejestigning.

Det seneste spanske parlamentsvalg var i 2023. Der skulle senest afholdes valg den 22. august 2027. Men nu bliver det tidligere.

Det konservative Partido Popular ligger i meningsmålingerne foran Socialistpartiet, PSOE.

– ENDELIG, skriver partiet på det sociale medie X som reaktion på valgudskrivelsen.

Dets leder, Alberto Nuñez Feijoo, opfordrer den spanske befolkning til at “give forandring en chance”.

En sandsynlig regeringskonstellation på baggrund af målingerne er mellem Partido Popular og det højreorienterede Vox.

Bliver den en realitet, vil det være første gang, at et parti fra den yderste højrefløj kommer i den spanske regering, siden Spanien blev et demokrati i kølvandet på general Francos død i 1975.

Globalt har Sánchez markeret sig med skarp kritik af Israels fremfærd i Gaza og “tech-oligarker”. Imens har han inden for landets grænser kæmpet med en række sager, herunder korruptionsanklager mod hustruen Begoña Gomez.

RITZAU

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]