Seneste nyheder

13. oktober 2026

Videoer fra Luigi Mangiones anholdelse er blevet offentliggjort

Politiet talte med Luigi Mangione på en McDonald’s-restaurant i 30 minutter, før han blev anholdt og sigtet for skuddrabet på forsikringsdirektøren Brian Thompson.

Det viser videoer, der er blevet vist mandag under retsmøder i New York.

Videoerne – såvel som lyden fra et opkald til alarmcentralen, som en McDonald’s-medarbejder foretog – er ikke tidligere blevet delt med offentligheden.

– Jeg har en kunde her, som nogle andre kunder er mistænkelige over for, som ligner den person, der har skudt direktøren. De (kunderne, red.) er meget oprørte, og de henvender sig til mig, siger medarbejderen i opkaldet.

I overvågningsvideoerne ses betjente nærme sig Mangione inde på McDonald’s-restauranten. Herefter visiterer de ham og taler med ham flere gange i løbet af den næste halve time, i takt med at næsten 12 flere betjente kommer ind ad døren.

27-årige Mangione blev anholdt i december sidste år for drabet på Brian Thompson, som var direktør for sundhedsforsikringsselskabet UnitedHealth. Han blev dræbt på åben gade på Manhattan den 4. december sidste år.

Mangione var iført et gråt jakkesæt og en hvid skjorte med et rødternet mønster under mandagens retsmøde. Han sagde ingenting, da betjentene fjernede hans håndjern.

Retsmødet afholdes, fordi hans forsvarere forsøger at forhindre anklagerne i at bruge beviser, der skal være blevet fundet i hans rygsæk under anholdelsen, og udtalelser, som han har fremsagt til politiet.

Forsvarerne argumenterer for, at det var ulovligt, da han blev visiteret og afhørt, fordi han ikke blev informeret om sine rettigheder.

I rygsækken fandt man en 3D-printet pistol, en lyddæmper, elektroniske apparater og dagbogsnoter, der angiveligt dokumenterer hans involvering i drabet.

Anklagerne har modsat sig forsvarernes påstande om, at Mangione er blevet ulovligt afhørt.

Hvis Mangione kendes skyldig i drabet, kan han få en dom på livstid. Han nægter sig skyldig.

Reuters

Kilder: Maduro ville forlade Venezuela i bytte for amnesti fra Trump

Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, skulle have forladt Venezuela med sin familie senest fredag i sidste uge.

Sådan lød kravet fra USA’s præsident, Donald Trump, i en telefonsamtale mellem de to ledere den 21. november.

Det oplyser fire unavngivne kilder til nyhedsbureauet Reuters.

Da Trump i weekenden i et opslag på sit sociale medie, Truth Social, skrev, at luftrummet over Venezuela skulle betragtes som lukket, skyldtes det ifølge to af kilderne, at Maduro endnu ikke havde forladt landet.

I telefonsamtalen, der varede mindre end et kvarter, afviste Trump en række anmodninger fra Maduro.

Venezuelas præsident fortalte Trump, at han var villig til at forlade det sydamerikanske land, hvis han og hans familiemedlemmer fik fuld juridisk amnesti, nævner tre af kilderne.

Maduro bad også Trump om at fjerne sanktioner mod mere end 100 venezuelanske embedsmænd. En stor del af dem anklages af USA for involvering i narkohandel, korruption og overtrædelse af menneskerettigheder.

Maduro gav desuden udtryk for et ønske om, at Venezuelas vicepræsident, Delcy Rodriguez, blev leder af en midlertidig regering, oplyser to af kilderne.

Donald Trump sagde nej til størstedelen af Maduros ønsker, men han gav Venezuelas præsident en uge til at forlade landet med sin familie til et valgfrit sted i udlandet.

Da Maduro ikke havde forladt Venezuela fredag den 28. november, fik det ifølge to af kilderne Trump til at erklære luftrummet over Venezuela for lukket.

– Til alle flyselskaber, piloter, narkohandlere og menneskehandlere: Betragt luftrummet over og omkring Venezuela som fuldstændig lukket, skrev Trump lørdag på Truth Social.

Mandag gik Maduro på gaden i Venezuelas hovedstad, Caracas, for at tale til sine støtter.

Her sværgede præsidenten troskab til det venezuelanske folk og sagde, at USA’s militær har “testet” Venezuela i 22 uger.

De seneste måneder har der været store spændinger mellem de to lande, efter at amerikansk militær har bombet mindre både og skibe i Det Caribiske Hav.

Over 80 mennesker er blevet dræbt i angrebene, som ifølge USA er rettet mod narkosmuglere. Der er ikke fremlagt nogen beviser på, at der har været narkotika om bord på bådene.

USA beskylder Maduro for at lede et kokainkartel, Cártel de los Soles, som Trump-administrationen betegner som en terrororganisation. Det nægter Maduro.

USA har udlovet en dusør på 50 millioner dollar – knap 320 millioner kroner – for information, der kan føre til anholdelse af Maduro. USA og Europa anerkender ikke Maduro som leder af Venezuela.

Reuters

Artiklen fortsætter efter annoncen

Manuel optælling skal afgøre præsidentvalg i Honduras

Præsidentkandidaterne Nasry Asfura og Salvador Nasralla har fået stort set lige mange stemmer ved søndagens præsidentvalg i Honduras.

En manuel optælling skal derfor afgøre, hvem der skal lede det mellemamerikanske land fra 2026 til 2030.

Det oplyser landets valgkommission ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Asfura har fået 515 stemmer mere end Nasralla, og derfor betegner valgkommissionen valgresultatet som teknisk uafgjort. Der er omkring 6,5 millioner registrerede vælgere i landet.

De to højrefløjspolitikere har hver opnået omkring 40 procent af stemmerne.

Valget har været et stort nederlag for det regerende parti, Libre, der tilhører venstrefløjen. Libres præsidentkandidat, Rixi Moncada, har fået 19 procent.

I løbet af mandagen var der store problemer med den hjemmeside, hvor valgresultaterne blev opdateret.

I lange perioder var hjemmesiden nede, hvilket skabte frustration og blev kritiseret af lokale medier, skriver Reuters.

Lederen for valgkommissionen, Paolo Hall, opfordrede i et opslag på X til ro og tålmodighed, mens den manuelle optælling er i gang.

I weekenden erklærede USA’s præsident, Donald Trump, sin støtte til 67-årige Nasry Asfura.

I et opslag på sit sociale medie, Truth Social, skrev Trump, at USA er parat til at støtte Honduras, hvis Asfura bliver valgt.

Da de første resultater blev offentliggjort mandag, viste de et lille forspring til Asfura ned til Nasralla, som senere halede ind, inden valgkommissionen konstaterede, at der var dødt løb.

USA’s præsident rejser i et opslag natten til tirsdag dansk tid tvivl om, hvorvidt optællingen er gået ordentligt til.

– Det lader til, at Honduras forsøger at ændre resultatet af præsidentvalget.

– Hvis det er tilfældet, så vil det få store konsekvenser, skriver Trump på Truth Social.

Præsidenten beskylder valgkommissionen for at have stoppet med at tælle, efter at 47 procent af stemmerne var optalt. Det fremgår ikke, hvorfra Trump har sine oplysninger.

Trumps foretrukne kandidat, Nasry Asfura, har tidligere været borgmester i Honduras’ hovedstad, Tegucigalpa, hvor han har siddet i to perioder. Inden da var han entreprenør i byggebranchen.

12 personer døde efter jordskred i flodhavn i Amazonas

Mindst 12 personer, heriblandt tre børn, er omkommet mandag, efter at et jordskred har sænket to skibe, der lå fortøjet i en flodhavn i det centrale Peru. Op til 40 personer er desuden savnet.

Det oplyser Perus myndigheder.

Jordskreddet fandt sted i havnen Iparia i regionen Ucayali i Amazonas-junglen, lyder det ifølge nyhedsbureauet Andina i en politirapport.

Antallet af personer, der var om bord på skibene, er ikke blevet bekræftet. Det Nationale Beredskabscenter (COEN) oplyser dog, at det ene skib ikke havde nogen passagerer, mens det andet havde 50.

Flådekaptajnen Jonathan Novoa fortæller over telefonen, at ni lig er blevet bjærget, mens 25 personer er meldt sårede, og 40 “muligvis er savnet”.

Myndighederne samarbejder med familier, der er mødt op på stedet, så man kan fastslå, præcis hvor mange mennesker der fortsat mangler at blive fundet.

Videooptagelser fra den lokale nyhedskanal UTV Noticias viser, hvordan fortvivlede mennesker løber op- og nedad flodbredden, mens man kan se bagage og varer fra de sunkne skibe flyde i floden.

I et opslag på det sociale medie X skriver COEN, at hændelsen fandt sted ved daggry lokal tid mandag på grund af det, som beredskabscenteret beskriver som en erosion på Ucayali-flodens bred.

Det lyder videre, at flåden er blevet tilkaldt for at hjælpe.

Flådekaptajnen Jonathan Novoa siger, at redningsindsatsen kompliceres af flodens voldsomme strøm.

– Vi befinder os i oversvømmelsessæsonen. Og på tidspunktet for ulykken var der tåge, så opgaverne er komplicerede, siger han.

AFP

Maduro fordømmer amerikansk pres og opfordrer til fred

Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, kalder mandag en indsættelse af det amerikanske militær i Caribien for en “slaveagtig fred”, som Venezuela ikke ønsker.

Det siger præsidenten mandag i en tale til en folkemængde uden for præsidentpaladset i Caracas, hvor han er flankeret af flere embedsmænd.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

– Vi ønsker fred, men fred med suverænitet, lighed og frihed! Vi ønsker hverken en slaveagtig fred eller en koloniagtig fred, siger han.

Maduro siger videre, at USA’s operation i området har været med til at teste Venezuela i 22 uger, skriver AFP.

Talen til tilhængerne fandt sted i forbindelse med, at regeringen havde indkaldt til en march for at markere indsættelsen af nye lokale partiledere i det regerende socialistparti PSUV.

USA’s præsident, Donald Trump, har øget presset på Maduro og har indsat den amerikanske flåde i Caribien, hvor militæret også har angrebet skibe, som han påstår, fragter narkotika til USA.

Landet har ifølge nyhedsbureauet Reuters udført mindst 21 angreb på påståede narkotikabåde i Caribien og Stillehavet siden september, og mindst 83 mennesker er blevet dræbt.

I weekenden skrev Trump desuden på sit sociale medie, Truth Social, at venezuelansk luftrum ifølge ham skal betragtes som fuldstændig lukket. Han uddybede ikke, hvad han mente med dén udtalelse.

Trump sagde søndag, at han havde talt med Maduro, men afslørede ikke indholdet i samtalen. Tidligere mandag sagde to kilder med kendskab til sagen til Reuters, at Trump skal mødes med højtstående rådgivere for at diskutere Venezuela.

Maduro siger ifølge Reuters videre i talen mandag, at han aldrig kommer til at svigte det venezuelanske folk.

USA beskylder Maduro for at lede et kokainkartel, Cártel de los Soles, som Trump-administrationen betegner som en terrororganisation. Det nægter Maduro.

USA har udlovet en dusør på 50 millioner dollar – knap 320 millioner kroner -for information, der kan føre til anholdelse af Maduro. USA og Europa anerkender ikke Maduro som leder af Venezuela.

Putin melder om fremgang på slagmarken i Ukraine

Den russiske præsident, Vladimir Putin, mener, at erobringen af den ukrainske by Pokrovsk vil give mulighed for, at det russiske militær kan fortsætte sin offensiv i Ukraine.

Det siger Putin ifølge russiske nyhedsbureauer.

– Det her er en vigtig retning. Vi forstår alle, hvor vigtig den er. Fremadrettet vil den sikre løsninger på de opgaver, som vi oprindeligt oprettede i begyndelsen af den særlige militæroperation, siger han.

Rusland omtaler sin invasion af Ukraine for mere end tre et halvt år siden som “en særlig militæroperation”.

– Ruslands væbnede styrker fastholder sikkert initiativet og fortsætter med at udføre opgaverne under operationen. Russiske soldater rykker frem i stort set alle retninger, siger Putin.

Ifølge nyhedsbureauerne siger den russiske præsident videre, at Ukraine er ude af stand til at reagere på det russiske militærs fremrykninger, heriblandt sydpå i Zaporizjzja-regionen.

Putin omtaler det tab, som Ukraines hær ifølge ham har lidt i krigen. Det kalder han for “det ukrainske folks tragedie”.

Tidligere mandag lød det fra Dmitrij Peskov, der er talsperson for Kreml, at den russiske hær har indtaget byerne Pokrovsk og Vovtjansk. Det informerede han Putin om.

Ukraine har ikke anerkendt, at nogen af byerne er kommet under russisk kontrol.

Pokrovsk har dog været under russiske angreb i flere måneder, og voldsomme kampe har længe plaget Vovtjansk.

Det amerikansk-baserede Institute for the Study of War (ISW) har i en analyse fundet frem til, at den russiske hær i november har gjort det største fremstød i Ukraine i et år.

I løbet af måneden har Rusland erobret 701 kvadratkilometer, hvilket er det næststørste territoriale fremstød i krigen siden november 2024.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, sagde under et pressemøde i Paris tidligere mandag, at han mener, at de russiske fremskridt ved frontlinjen er overdrevet, men at Ukraine i øjeblikket er presset.

Reuters

Danmark overvinder kriser og rydder bordet i VM-gruppe

Rumænien skabte i perioder rådvildhed og stress i Danmarks geledder, da de to nationer mandag krydsede klinger i en hæsblæsende gruppefinale ved VM i håndbold.

Men da rumænerne lige efter pausen havde scoret fire mål i træk og var kommet foran, kom danskerne til sig selv og knockoutede rumænerne ganske eftertrykkeligt. Danmark vandt 39-31.

Ikke desto mindre vil der formentlig være en smule panderynker hos landstræner Helle Thomsen, som har ledt efter en indikation på Danmarks reelle niveau ved slutrunden i Holland.

Mandagens opgør mod den hidtil stærkeste modstander bød på alt for store og lange udfald i defensiven, og når modstanden bliver mere krasbørstig, duer det ikke at lukke så mange mål ind.

I første omgang kan danskerne dog glæde sig over, at de slutter øverst i den indledende gruppe og tager den fulde gevinst på fire point med over i mellemrunden. Her hedder modstanderne Ungarn, Schweiz og Senegal.

Danmark fik en hård indledning på mandagens gruppefinale. Rumænerne lagde nemlig fra land for fulde gardiner, og det overrumplede de danske spillere.

Det fik samtidig de højlydte rumænske fans op af stolene, og det var åbenlyst, at stressniveauet for en stund var højt hos Helle Thomsens tropper.

Storskytten Sorina Grozav boltrede sig i bagkæden, mens rumænerne hele tiden – og så igen – fandt den dygtige stregspiller Lorena Ostase.

På Danmarks højre fløj var Trine Østergaard tilbage i startopstillingen efter at have været på skånekost i den første del af VM, og hun skulle lige banke rust af.

Efter fem minutter fik hun en helt åben chance, men skød langt forbi. Og med en føring på 4-2 havde Rumænien vundet første slag.

Danskerne skulle dog ikke bruge mere end to minutter og en smule koncentration i defensiven, før de var på omgangshøjde igen. Men defensiv stabilitet blev en massiv mangelvare i den tempofyldte første halvleg.

Danmark fandt aldrig løsningen på at stoppe rumænerne, men blev reddet af en stærk offensiv, som producerede 21 mål før pausen, hvilket var tre mere end rumænerne.

Føringen blev dog formøblet, inden der var gået tre minutter af anden halvleg. Anne Mette Hansen misbrugte to chancer, Helena Elver kastede kuglen i hænderne på modstanderen, og så var Rumænien på 21-21.

Danskerne var rystede, og da Rumænien også formåede at komme foran, eksploderede tribunerne. Helle Thomsen måtte kalde til samling – og det var effektivt.

Pludselig var Rumænien fuldstændig paralyseret, mens det danske angreb, som ellers var gået fuldstændig i stå, igen gled som i varm smør. Det vakte tydelig begejstring på bænken, hvor assistenttræner Bojana Popovic brølede som en gal, og derfra var der aldrig tvivl om sejren.

Rwanda og DR Congo skal underskrive ny fredsaftale i USA

Den amerikanske præsident, Donald Trump, skal torsdag være vært for lederne af Rwanda og Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo), hvor de to lande skal underskrive en fredsaftale.

Det oplyser Det Hvide Hus mandag ifølge Reuters.

Det Hvide Hus’ pressesekretær fortæller, at lederne af de to afrikanske nabolande vil besøge USA “for at underskrive den historiske freds- og økonomiaftale”, som Trump har forhandlet.

Mødet forventes at bygge videre på en fredsaftale, der blev indgået i juni og underskrevet af de to landes udenrigsministre, samt en økonomisk ramme, der blev aftalt i november, skriver nyhedsbureauet.

Baggrunden for den nye aftale er en mangeårig konflikt mellem de to lande.

For ikke længe efter at den første fredsaftale var indgået, brød voldsomme kampe ud mellem oprørsgruppen M23 og den congolesiske hær i den østlige del af DR Congo.

Oprørsgruppen M23 er støttet af Rwanda.

Det er henholdsvis Paul Kagame, der er præsident i Rwanda, og den congolesiske præsident, Felix Tshisekedi, der forventes at underskrive aftalen i den amerikanske hovedstad, Washington D.C., torsdag.

USA har sammen med Qatar og Den Afrikanske Union i flere måneder været involverede i forhandlinger i et forsøg på at afslutte den brutale krig i de mineralrige områder i det østlige DR Congo.

Oprørsgruppen M23 har siden 2021 taget kontrol over et stort territorium i den ressourcerige del af DR Congo, heriblandt Goma og Bukavu.

Mere end to millioner mennesker er flygtet fra områder i den østlige del af landet siden januar, viste en rapport fra FN’s Kontor for Koordinering af Humanitær Hjælp, OCHA, tidligere på året.

Det er en årtier lang konflikt, som danner bagtæppe for kampene i særligt det østlige DR Congo, hvor situationen er eskaleret markant siden starten af 2025.

Iransk guldpalmevinder er idømt et års fængsel

Iran har idømt den guldpalmevindende filminstruktør Jafar Panahi et års fængsel samt et indrejseforbud for “propagandaaktiviteter” mod landet.

Det fortæller Panahis advokat Mostafa Nili til nyhedsbureauet AFP.

Rejseforbuddet gælder i to år, fortæller advokaten og tilføjer, at de vil anke dommen.

Han er blevet dømt in absentia, hvilket betyder, at Panahi ikke var til stede under domshandlingen.

Instruktøren er en af Irans mest internationalt anerkendte filmskabere.

Tidligere på året vandt filmen “It Was Just an Accident”, som er instrueret af Jafar Panahi, Guldpalmen ved filmfestivalen i Cannes.

Filmen er inspireret af historier, som den 65-årige instruktør har hørt fra medfanger under sine tidligere fængselsophold i Iran.

Panahi har flere gange været fængslet i sit hjemland, ligesom han har været underlagt indrejseforbud.

Advokaten Mostafa Nili siger til AFP, at anklagerne mod Jafar Panahi drejer sig om involvering i “propagandaaktiviteter” mod staten Iran, men han uddyber ikke yderligere.

– Hr. Panahi befinder sig uden for Iran lige nu, tilføjer advokaten.

Den iranske instruktør har vundet en række priser på europæiske filmfestivaler. Blandt andet vandt hans debutfilm “The White Balloon” i 1995 i Cannes en pris for bedste debutfilm.

I 2010 blev Panahi forbudt at lave film i Iran, ligesom han heller ikke måtte forlade landet, fordi han havde støttet masseprotester mod regeringen et år tidligere og lavet en række film, der kritiserede det moderne Irans tilstand.

Gennem årene er det alligevel lykkedes at få vist Panahis film uden for Iran.

Den britiske avis The Guardian har blandt andet beskrevet, hvordan en af Jafar Panahis tidligere film “This Is Not a Film” blev smuglet ud af Iran til Cannes gemt på et USB-stik, som var skjult i en kage.

Ifølge mediet Deadline forsøgte politiet i Iran også at få adgang til alle optagelserne fra den seneste film, “It Was Just an Accident”.

Filmen er blevet indsendt som Frankrigs bidrag til næste års Oscars.

Iranske filmskabere, fremtrædende mediefigurer og berømtheder overvåges nøje i Iran, og deres arbejde gennemgås for indhold, der anses for at være kritisk over for den islamiske republik, skriver AFP.

Andreas Keil bliver Socialdemokratiets fagborgmester i København

Socialdemokratiet i København har valgt medlem af Københavns Borgerrepræsentation Andreas Keil som partiets fagborgmester i kommunen.

Det står klart, efter at der mandag aften er blevet afholdt et ekstraordinært delegeretmøde i partiet.

– En af de ting, jeg tror, de har valgt på, er, at jeg er god til at skabe sammenhold og har en klar linje for, hvad der skal ske med vores parti fremadrettet, siger han til DR.

46-årige Andreas Keil bliver beskæftigelses-, integrations- og erhvervsborgmester i København.

Han har siddet i Borgerrepræsentationen siden efter kommunalvalget i 2013. Ved valget i år opnåede han 960 personlige stemmer, sjetteflest blandt de socialdemokratiske kandidater til Borgerrepræsentationen.

Han er brandmand og ambulanceredder og har i en del år arbejdet som tillidsrepræsentant.

Der var i alt fem socialdemokratiske medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation, som kandiderede til posten som fagborgmester.

Andreas Keil, Laura Rosenvinge, Mette Reissmann, Lars Aslan Rasmussen og Yildiz Akdogan, ønskede alle at få posten.

Hvis ingen af de fem kandidater fik flertal i første afstemningsrunde, skulle de to kandidater med flest stemmer dyste om fagborgmesterposten i anden runde.

Andreas Keil og Laura Rosenvinge kom videre fra første runde, hvorefter posten som fagborgmester altså gik til førstnævnte efter endnu en afstemningsrunde.

Andreas Keil er kun valgt som fagborgmester, ikke som leder af den socialdemokratiske gruppe på otte medlemmer i Borgerrepræsentationen.

Det var egentlig Pernille Rosenkrantz-Theil, der skulle have været beskæftigelses-, integrations- og erhvervsborgmester, eftersom hun var Socialdemokratiets overborgmesterkandidat ved kommunalvalget 18. november.

Da det stod klart, at hun ikke kunne blive overborgmester, valgte Pernille Rosenkrantz-Theil imidlertid at forlade politik.

Hun førte en meget offensiv valgkamp, blandt andet med en ambition om at få gratis dagtilbud i København, og ved at sige, at hun ville gå i opposition, hvis hun ikke blev overborgmester.

Vælgerne var dog ikke begejstrede og kvitterede med en tilslutning til Socialdemokratiet på kun 12,7 procent.

Partiet, der har haft overborgmesterposten i København, siden den blev skabt i 1938, blev end ikke inviteret med til konstitueringsforhandlingerne. De endte med, at Sisse Marie Welling (SF) bliver overborgmester fra nytår.

Andreas Keil “har ingen kommentarer til vores tidligere spidskandidat”, men han tror på, at han kan føre Socialdemokratiet tilbage på rette vej.

– Jeg er vant til at arbejde med kriser. Jeg har arbejdet i over 20 år i redningsbranchen, så det kan jeg godt håndtere, siger han ifølge DR.

Tommel op fra aktionærer bringer fynske banker nærmere fusion

Aktionærer i Nordfyns Bank og repræsentantskabet i Middelfart Sparekasse har givet grønt lys til en fusion mellem de to pengeinstitutter.

Det er sket mandag på en ekstraordinær generalforsamling i Nordfyns Bank og et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i Middelfart Sparekasse.

Her har et overvejende flertal stemt ja til fusionen, skriver sparekassen i en pressemeddelelse.

Helt konkret er fusionsforslaget blevet vedtaget med en ja-procent på 89 i Nordfyns Bank, mens alle fremmødte repræsentantskabsmedlemmer i Middelfart Sparekasse stemte for fusionen.

Dermed er bankerne nu kun et skridt fra en fusion mellem de to med Middelfart Sparekasse som det fortsættende institut.

Fusionen, der er blevet godkendt af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, er fortsat betinget af en godkendelse fra Finanstilsynet.

Hvis fusionen af de to banker ender med at falde på plads, sætter det et foreløbigt punktum i en længere kamp mellem Fynske Bank og Middelfart Sparekasse om at fusionere med Nordfyns Bank.

I juli indgik Fynske Bank og Nordfyns Bank ellers en fusionsaftale. Det skulle ifølge bankerne skabe “Fyns stærkeste bank”.

Men for at sådan en fusion kan lykkes, kræver det to tredjedele flertal blandt de afgivne stemmer på begge bankers ekstraordinære generalforsamlinger.

Og det viste sig at være vanskeligt at skaffe det nødvendige flertal.

På det tidspunkt ejede SJF Bank knap 25 procent af aktierne i Nordfyns Bank, og her mente man, at prisen var for lav.

Middelfart Sparekasse ejede også en del af aktierne i Nordfyns Bank og købte efterfølgende alle SJF Banks aktier. Det betød, at sparekassen sad på et blokerende flertal af stemmerne i Nordfyns Bank.

Og Middelfart Sparekasse har hele tiden gjort det klart, at dens aktiepost i Nordfyns Bank ikke var til salg, da banken selv ønskede at indgå en fusionsaftale.

I september lød det så, at aftalen mellem Fynske Bank og Nordfyns Bank var blevet ophævet, da det havde vist sig, at den ikke kunne gennemføres.

En uge senere meddelte Nordfyns Bank og Middelfart Sparekasse, at de to banker havde indgået en fusionsaftale.

Fusionen af de to banker medfører, at alle Nordfyns Banks aktiver og passiver overdrages til Middelfart Sparekasse, som videreføres.

Fusionsaftalen mellem Fynske Bank og Nordfyns Bank var også blevet godkendt af konkurrencemyndighederne.

Zelenskyj: Rusland må ikke belønnes ved forhandlinger

Spørgsmål, der omhandler territorier, er den største udfordring i fredsforhandlinger mellem Ukraine og Rusland.

Det siger den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, mandag på et pressemøde i den franske hovedstad, Paris, hvor han har holdt møde med den franske præsident, Emmanuel Macron.

Samtidig opfordrer Zelenskyj Ukraines allierede til at sikre, at Rusland ikke bliver belønnet for den krig, som Rusland har startet. Det skriver Reuters.

Ukraines leder fortæller på et fælles pressemøde med Macron, at han håber at kunne komme til at tale med den amerikanske præsident, Donald Trump, når Trumps særlige udsending Steve Witkoff har besøgt Rusland tirsdag.

Zelenskyj understreger på pressemødet, at Ukraines prioriteter i fredsforhandlingerne er at opretholde suveræniteten og sikre stærke sikkerhedsgarantier.

Og ifølge præsidenten er det vigtigt, at Rusland ikke får territorier foræret.

I løbet af november har den russiske hær gjort det største fremstød i Ukraine i et år. Det viser en ny analyse fra nyhedsbureauet AFP med data fra det amerikansk-baserede Institute for the Study of War (ISW).

I løbet af måneden har Rusland erobret 701 kvadratkilometer, hvilket er det næststørste territoriale fremstød i krigen siden november 2024.

Ved udgangen af november kontrollerede den russiske hær helt eller delvist 19,3 procent af ukrainsk territorium ifølge analysen, skriver AFP.

Volodymyr Zelenskyj mener, at de russiske fremskridt ved frontlinjen er overdrevet. Det siger han ifølge Reuters på mandagens pressemøde.

Han anerkender dog, at Ukraine i øjeblikket er presset.

– Vi ser en stigning i missil- og droneangreb. Dette er et alvorligt pres, ikke kun psykologisk, men også fysisk på vores befolkning, simpelthen for at knække ukrainerne, siger præsidenten.

På det fælles pressemøde understreger den franske præsident, at en plan mellem Rusland og Ukraine for at afslutte krigen kun kan færdiggøres med inddragelse af Ukraine og de europæiske stormagter.

Emmanuel Macron siger også, at koalitionen af villige lande, der støtter Ukraine, de næste dage vil føre samtaler med USA om sikkerhedsgarantier for Ukraine, hvis der kommer en fredsaftale.

Tidligere Trump-advokat kan ikke fortsætte som statsadvokat

Donald Trumps tidligere advokat Alina Habba kan ikke fortsætte som statsadvokat i delstaten New Jersey.

Det fastslår en føderal appeldomstol mandag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Alina Habba, der er den amerikanske præsidents tidligere personlige advokat, var ulovligt blevet udnævnt til statsadvokat i New Jersey.

Derfor diskvalificeres hun nu fra at føre tilsyn med sager.

Afgørelsen er en irettesættelse af den republikanske præsident, skriver Reuters.

I marts udnævnte Trump Alina Habba til fungerende statsadvokat i New Jersey.

Den midlertidige udnævnelse udløb efter 120 dage, og New Jerseys to demokratiske senatorer gjorde det derefter klart, at de ikke ville støtte hendes fortsættelse.

Dette var med henvisning til flere kontroversielle politiske udtalelser, som Habba havde fremsat – udtalelser, der ifølge de to senatorer er uforenelige med stillingen som upartisk statsadvokat, skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Trump havde imidlertid et ønske om, at Habba skulle fortsætte, men en domstol afgjorde i august, at dette var i strid med loven.

Mandag stadfæster en føderal appeldomstol i Philadelphia så kendelsen og fastslår, at Habba ikke længere kan fungere som statsadvokat i New Jersey.

Amerikanske statsadvokater skal typisk nomineres af præsidenten og bekræftes af Senatet, men andre love tillader ifølge Reuters midlertidige udnævnelser under visse omstændigheder.

Derfor kan kendelsen få indflydelse på, hvad der skal ske i flere centrale jurisdiktioner, hvor Trump-administrationen ikke har statsadvokater, der er godkendt af Senatet, herunder Los Angeles og Las Vegas, skriver CNN.

En statsadvokat, eller en såkaldt U.S. attorney, er den føderale regerings øverste juridiske repræsentant i et distrikt.

Statsadvokaten er ansvarlig for at håndhæve føderale love og forsvare den føderale stat i civile søgsmål.

EU-Kommissionen kræver svar om danske vejafgiftsbøder

EU-Kommissionen går nu ind i sagen om vejafgiftsbøder til danske vognmænd.

Det skriver brancheorganisationen International Transport Danmark, ITD, i en pressemeddelelse.

Kommissionen har ifølge ITD anmodet Danmark om en redegørelse for bødepraksis.

Tidligere på året klagede ITD netop til EU-Kommissionen over den danske stats praksis i forhold til ubetalte vejafgifter.

Direktør for ITD Stefan K. Schou er tilfreds med, at kommissionen nu beder om svar i sagen fra Danmark.

– Det er positivt og helt nødvendigt, at EU-Kommissionen nu går ind i sagen, siger han i meddelelsen.

Sagen handler om den kilometerbaserede vejafgift, som blev indført fra årsskiftet.

Vognmændene har gjort gældende, at der har været problemer med det satellitbaserede udstyr i lastbilerne, som bruges til at beregne afgiften.

Det har resulteret i et stort antal bøder.

Ifølge Sund & Bælt, der håndterer systemet bag vejafgiften, er der frem til 30. september udstukket i alt 40.916 bøder.

Samlet set er der tale om bøder for mere end 240 millioner kroner.

Bøden for ikke at betale vejafgiften blev først fastsat til 4500 kroner og fra 1. juli hævet til 9000 kroner.

ITD har stævnet Skatteministeriet og Transportministeriet, fordi organisationen mener, at bødepraksissen strider mod EU’s proportionalitetsprincip.

Vognmandsorganisationen mener, at en ensartet bødestørrelse ikke tager hensyn til, om der er tale om en fejl eller om bevidst snyd for at undgå at betale afgiften.

I sidste uge skulle fire straffesager mod vognmænd, der er tiltalt for ikke at betale vejafgiftsbøder, have været behandlet ved Retten i Aalborg.

Men få dage inden tilbagekaldte anklagemyndigheden sagerne.

Anklagemyndighedens beslutning skyldes ifølge ITD, at brancheorganisationen har bedt om en såkaldt præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen.

Det er en procedure, hvor en national domstol spørger EU-Domstolen om fortolkning eller gyldighed af EU-retten på et gældende område.

Nicolaj Thomsen lægger støvlerne på hylden

Den tidligere superligaspiller Nicolaj Thomsen, der aktuelt spiller i 1.-divisionsklubben B93, stopper sin aktive karriere.

Det skriver fodboldspilleren selv på Instagram.

– Jeg stopper som spiller i B93 – men siger ikke farvel til klubben. Jeg rykker fra banen og ind på kontoret, hvor jeg som Creative Lead skal være med til at forme B93’s næste kapitel, skriver midtbanespilleren.

Den 32-årige nordjyde fik sit fodboldgennembrud i AaB, hvor han var blandt profilerne på mandskabet, der i 2014 vandt det danske mesterskab. Samme år fik han også sin eneste landskamp, da han startede inde i en testkamp mod Rumænien.

Efter en succesfuld tid i Nordjylland drog Thomsen i sommeren 2016 til franske Nantes, men den helt store udenlandske succes udeblev.

I stedet vendte midtbanespilleren retur til dansk fodbold, da FC København hentede ham i januar 2017 på en kontrakt frem til sommeren 2021.

Thomsen vandt i den periode to danske mesterskaber og spillede særligt i 2018/19-sæsonen en stor rolle på FCK-mandskabet.

Efter kontraktudløbet i den danske hovedstad havde Thomsen et par kortvarige ophold i norske Våleranga og Sønderjyske.

I 2022 skiftede Thomsen så til B93, der på daværende tidspunkt spillede i 2. division. Med midtbanespilleren på holdet rykkede Østerbro-klubben op i den næstbedste række og har efterfølgende etableret sig der.

Zelenskyj vil tale med flere europæiske ledere efter fransk møde

Freden i Ukraine skal være varig.

Sådan siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, efter et flere timer langt møde med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, mandag.

– Krigen skal slutte hurtigst muligt. Meget afhænger nu af hver eneste leders engagement. Vi vil også tale med andre ledere i dag (mandag, red.), lyder det fra Zelenskyj på det sociale medie X efter mødet.

Ifølge den ukrainske præsident var samtalens hovedfokus på forhandlinger om at afslutte krigen og på sikkerhedsgarantier.

Zelenskyj og Macron har også talt med den amerikanske udsending Steve Witkoff, der mandag ifølge kilder tæt på forhandlingerne har holdt et nyt møde med den ukrainske forhandler Rustem Umerov i Florida i USA. Det skriver AFP.

Under samtalerne i Paris har Macron og Zelenskyj også ringet til den britiske premierminister, Keir Starmer, samt ledere fra Tyskland, Polen, Italien, Norge, Finland, Danmark og Holland.

Også ledere fra EU og Nato har været involveret i samtalerne, skriver AFP, som citerer det franske præsidentkontor.

Pytlick tilslutter sig Gidsel i Berlin i sommeren 2027

Håndboldklubben Füchse Berlin sikrer sig den danske landsholdsprofil Simon Pytlick fra sommeren 2027.

Det bekræfter den tyske hovedstadsklub, der køber bagspilleren fri i Flensburg-Handewitt, på sin hjemmeside.

Den 24-årige dansker forlængede ellers i foråret sin kontrakt i Flensburg til 2030. Pytlicks nye aftale i Füchse Berlin løber ligeledes til 2030.

Dermed kan Mathias Gidsel se frem til at få selskab i Füchse Berlins bagkæde af sin gode landsholdskammerat, ligesom Pytlick også vil få en velkendt skikkelse som cheftræner i form af danske Nicolej Krickau.

– Der er flere forskellige grunde til, at jeg gerne vil til Berlin. En af de helt store grunde er, at det i lang tid har været et ønske for mig at skulle danne par og spille med Mathias igen, siger Pytlick til TV 2 Sport.

– Jeg havde en klausul, som jeg kunne bruge, og den har jeg valgt at gøre brug af. Nu har jeg været i Flensborg i nogle år, og jeg har virkelig nydt det, men jeg har virkelig ønsket at komme tilbage i den duo, hvor jeg føler mig allermest tilpas.

Pytlick indledte sin seniorkarriere i GOG’s bagkæde sammen med Mathias Gidsel og med Krickau på trænerbænken. Gidsel drog i sommeren 2022 til den tyske hovedstad, mens Pytlick fortsatte et år mere på Sydfyn.

Undervejs i den sæson fik Pytlick også sin slutrundedebut for Danmark ved VM i 2023, hvor han kom på all star-holdet.

I sommeren 2023 købte Flensburg-Handewitt ham så fri, og siden har Pytlick været en af de store stjerner på det nordtyske mandskab, hvor han i en lang periode havde Krickau som cheftræner.

Nikolej Krickau, der for et år siden blev fyret i Flensburg-Handewitt, og i sommer blev ansat i Füchse Berlin, ser frem til for tredje gang at råde over bagspillerprofilen.

– Det er et stort skridt for os. Fra mit synspunkt var der ingen tvivl, da vi først havde kontakt. Simon vil passe perfekt ind i vores koncept, fordi vi ønsker at spille attraktiv og effektiv håndbold, siger den danske træner til Füchse Berlins hjemmeside.

Kaja Kallas ser lån fra russiske midler til Ukraine som eneste udvej

Et “erstatningslån” fra de indefrosne russiske midler er den eneste holdbare løsning på spørgsmålet om Europas fortsatte finansiering af Ukraine.

Det siger EU’s udenrigschef, Kaja Kallas, på et pressemøde efter forsvarsministrenes møde i Bruxelles mandag.

– Der har været lavet et papir med forskellige muligheder, men hvis man ser på mulighederne, så er et erstatningslån den eneste holdbare løsning.

– Bilaterale bidrag (fra de enkelte EU-lande til Ukraine, red.) dækker ikke behovet. For ikke alle EU-lande deler byrden. Fælles gæld via euroobligationer er også udelukket for nogle lande, siger Kaja Kallas.

Dermed sætter hun fingeren på et ømt punkt for EU-landene forud for topmødet i Bruxelles den 18. og 19. december.

Her står det klart, at den politiske vilje i en række EU-lande ikke rækker til, at Europa kan finde pengene til at understøtte Ukraine fra de nationale budgetter.

I forvejen har hjælpen været skævt fordelt mellem EU-landene. Lande som Danmark, Sverige, Tyskland og østeuropæiske lande som Polen og de baltiske lande yder langt mere end gældsplagede lande som Italien, Frankrig og Spanien.

Hvis nogle EU-lande samtidig udelukker at betale regningen via fælles gæld, så er der kun et “lån” fra de russiske midler tilbage, fastslår Kallas.

Hun mener, at “erstatningslånet” vil sende et klart signal til Rusland om, at Europa ikke vil give op.

– Det vil klart styrke vores position over for Rusland. Rusland ønsker ikke, at vi laver et erstatningslån til Ukraine. Men Rusland skylder Ukraine erstatning for de ødelæggelser, de har forårsaget, siger Kaja Kallas.

Belgien er dog indtil videre skeptisk over for forslaget.

De 140 milliarder euro, som i første omgang var udset til “erstatningslånet”, er indefrosset i det belgiske værdidepot Euroclear.

Belgiens premierminister, Bart De Wever, frygter, at et “lån” fra midlerne vil blive set som konfiskation af Rusland med efterfølgende sagsanlæg og beslaglæggelse af europæiske aktiver i Rusland.

Trods Ruslands enorme ødelæggelser i Ukraine findes der nemlig ikke et juridisk grundlag for ganske enkelt at tage pengene og give dem til Ukraine.

Det har EU’s egne jurister konkluderet.

Derfor er modellen i stedet bygget op som et “lån” fra midlerne til Ukraine.

Ukraine skal så betale de “lånte” penge tilbage til Rusland, når landet får erstatning fra Rusland efter krigen.

Det er dog ikke sikkert, at Rusland går med til at betale erstatning som del af en fredsaftale. Den forsøger USA’s præsident, Donald Trump, at forhandle på plads, uden at Europa sidder med ved forhandlingsbordet.

Dermed kan de europæiske skatteydere i sidste ende komme til at hænge på tilbagebetalingen.

Det kan ske, hvis EU-landene som ventet garanterer for lånet for at få Belgien med på modellen.

Beslutningen om den fortsatte finansiering af Ukraine skal dog træffes på EU-topmødet i december, fastslår Kallas.

Ukraine står ifølge en EU-diplomat over for et “økonomisk kollaps”, hvis ikke Europa udbetaler nye midler efter første kvartal af 2026.

Radiohead udskyder dansk koncert med timers varsel på grund af sygdom

Det britiske rockband Radiohead må på grund af sygdom aflyse sin koncert mandag aften i Royal Arena i København.

Det samme gør sig gældende for koncerten tirsdag aften. Det skriver bandet i et opslag på Instagram.

Det skulle efter planen have været de første to af i alt fire koncerter i den danske hovedstad.

I stedet rykkes de to koncerter mandag og tirsdag til 15. og 16. december.

– Vi er dybt ulykkelige over at måtte udskyde disse to koncerter med så kort varsel, men Thom (Yorke, red.) har fået konstateret en voldsom halsbetændelse, som gør det umuligt for ham at synge, skriver bandet.

Bandet håber, at forsanger Thom Yorke er rask til de sidste to af de planlagte fire koncerter, der efter planen skal løbe af stablen 4. og 5. december.

Koncerterne er en del af en større europæisk turné, som er Radioheads første i syv år.

Der var stor rift om billetterne, da de blev sat til salg i september. På 25 minutter blev 65.000 billetter til de fire koncerter udsolgt.

Radiohead skriver i opslaget mandag, at bandet har været overvældet af den store interesse for de kommende koncerter.

– Det siger sig selv, at vi har det forfærdeligt over, at vi har været nødt til at udskyde disse koncerter, lyder det videre.

Det er første gang siden 2017, at bandet gæster Danmark.

Den gang spillede de på festivalen Northside, hvor koncerten blev rost af anmelderne på trods af silende regn.

– Selv ikke Elvis Presley eller selveste Thomas Helmig kunne have skabt magi i mudderpølen, men afsluttende “Karma Police” glimtede i natten med de drivvåde publikumsrester på kor, skrev Ekstra Bladets anmelder om koncerten.

Ud af det blå udgav bandet i august i år livealbummet “Hail to the Thief – Live Recordings 2003-2009”.

Det var ikke et spritnyt album, men derimod en liveudgave af bandets sjette album, “Hail to the Thief”, som udkom i 2003.

De europæiske datoer er bandets første liveoptrædener siden 2018, hvor de afsluttede en turné med deres niende album, “A Moon Shaped Pool”, fra 2016.

Siden da har hvert medlem haft gang i sine respektive solokarrierer.

Radiohead blev dannet i 1986 og fik stor opmærksomhed med blandt andet sangen “Creep” fra 1993, albummet “The Bends” fra 1995 og gennembruddet fra 1997 “OK Computer”.

International domstol vil stå fast trods sanktioner fra USA

Den Internationale Straffedomstol (ICC) kommer ikke til at ændre kurs trods pres fra USA og Rusland.

Det siger præsidenten for ICC, den japanske dommer Tomoko Akane, ved det årlige møde i domstolens styrende organ mandag.

USA har rettet sanktioner mod seks dommere og tre anklagere hos ICC.

Det er sket som reaktion på ICC’s efterforskning af mistænkte israelske krigsforbrydelser.

– Vi accepterer ikke nogen form for pres fra nogen som helst, siger ICC-præsidenten.

Sanktionerne har været forstyrrende for de ramte personers liv, siger præsidenten, men institutionen holder fast, lover hun.

Tiltagene betyder, at de sanktioneredes amerikanske værdier fastfryses. I praksis er de afskåret fra det amerikanske finansielle system, som de fleste internationale banker er tæt knyttet sammen med.

Anonyme kilder har ifølge nyhedsbureauet Reuters sagt, at den amerikanske regering overvejer at øge presset. Således kan det komme på tale at sanktionere hele domstolen.

Det var i november 2024, at ICC udstedte arrestordrer mod Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og tidligere forsvarsminister Yoav Gallant.

De er anklaget for at bruge sult som en metode i krigsførelse i Gazastriben. De er også anklaget for at stå bag forbrydelser mod menneskeheden i form af drab, forfølgelse og andre former for angreb mod civile. Begge afviser.

Den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, har sagt, at domstolen er blevet “politiseret” og en “national sikkerhedstrussel”.

Erika Guevara Rosas, der er seniordirektør for research i Amnesty International, mener, at det er afgørende, at domstolens medlemslande står vagt om dens uafhængighed.

– ICC står over for eksistentielle angreb fra visse stater, såsom USA og Rusland, siger Rosas i en pressemeddelelse.

– ICC’s medlemsstater må ikke forholde sig tavse over for disse trusler. De skal forsvare domstolens uafhængighed og dens evne til at retsforfølge enkeltpersoner, herunder de mest magtfulde.

Også Ruslands præsident, Vladimir Putin, er efterlyst af Den Internationale Straffedomstol. Han anklages for at være ansvarlig for bortførelse af ukrainske børn.

ICC har 125 medlemslande. Nogle af verdens største lande er ikke med. Det gælder USA, Rusland, Kina og Indien.

Domstolen er sat i verden for at retsforfølge krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab, når lande ikke selv er i stand til at retsforfølge eller ikke vil.

Reuters

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]