Seneste nyheder

13. oktober 2026

Georgien-demonstranter blev muligvis ramt af kemisk kampstof

Demonstranter i Georgien blev sidste år sandsynligvis sprøjtet med et kemisk kampstof, der stammer fra Første Verdenskrig.

Det skriver BBC, som har talt med eksperter i kemiske våben, whistleblowere fra Georgiens uropoliti og læger.

Ifølge en undersøgelse fra det britiske medie peger beviser i retning af brugen af stoffet brombenzylcyanid.

Demonstranter har meldt om en brændende fornemmelse på huden, der ikke kunne vaskes af. Nogle klagede over åndenød, hoste og opkast i uger.

Georgiske myndigheder afviser undersøgelsen som “absurd”.

Brombenzylcyanid blev udviklet under Første Verdenskrig, men blev i 1930’erne udfaset, da der var bekymringer om de langvarige effekter, skriver BBC.

Protesterne i Georgien eskalerede sidste år, efter at den georgiske regering i november sagde, at den ønskede at suspendere tiltrædelsesprocessen om at blive et EU-medlemsland indtil slutningen af 2028.

Kort forinden var der blevet afholdt parlamentsvalg i en meget polariseret atmosfære og under beskyldninger om valgsvindel.

Ni ud af ti nye personbiler til private kører på el

Aktiviteten på det danske bilmarked har kurs mod at overgå salget i 2024.

I november blev der indregistreret 15.910 nye personbiler, hvilket er 6,6 procent flere end i samme måned sidste år.

Det viser en opgørelse fra brancheforeningen Mobility Denmark på baggrund af tal fra bilstatistik.dk.

Dermed er det samlede antal indregistreringer oppe på godt 166.000 biler i år.

– Novembers stigning bekræfter det solide momentum, vi har set gennem hele året, siger direktør i Mobility Denmark Mads Rørvig i en pressemeddelelse.

– Der er god aktivitet på bilmarkedet lige nu, og derfor forventer vi en stærk afslutning på bilåret 2025.

Elbilerne udgjorde 73,7 procent af indregistreringerne i november. I oktober lød andelen til sammenligning på 70,6 procent.

Kigger man isoleret på privatpersoner, var godt ni ud af ti nye biler elektriske.

– Elbilernes udvikling i november ligger i naturlig forlængelse af den fremgang, der har præget 2025, siger Mads Rørvig.

– Afklaringen om bilafgifterne i finanslovsaftalen har fjernet et vigtigt usikkerhedselement, og det giver forbrugerne bedre forudsætninger for at træffe beslutninger om bilkøb.

Stigningen i afgifterne på elbiler, som ellers stod til at træde i kraft i 2026, er blevet udskudt med et år.

Skoda Elroq, Volkswagen ID.4 og Audi Q4 e-tron var de tre mest populære bilmodeller i november.

Den billigste udgave af de tre biler koster henholdsvis omkring 250.000, 300.000 og 350.000 kroner.

Tesla, som tidligere satte konkurrenterne til vægs på det danske bilmarked, er nede som nummer syv på top 10-listen.

Hvis udviklingen fortsætter i Danmark, regner Mobility Denmark med, at der er blevet indregistreret mindst en million elbiler i 2027.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lærerstuderende blokerer lukningstruet skole på Frederiksberg

Studerende på læreruddannelsen på Nyelandsvej har mandag morgen begyndt, hvad de selv omtaler som en besættelse af uddannelsesstedet på Frederiksberg.

Det sker i protest mod, at ledelsen på Københavns Professionshøjskole vil lukke Campus Nyelandsvej og samle læreruddannelserne i København på Campus Carlsberg.

Asger Kjær Sørensen, som er lærerstuderende på Nyelandsvej og talsperson for besættelsen, kalder det “tudetosset” at lukke uddannelsesstedet, mens der er mangel på lærere.

– Campus Nyelandsvej kan tiltrække nogle andre studerende til lærerfaget end Campus Carlsberg. Derfor tror vi, at man vil få færre lærerstuderende, hvis man lukker så stærk en læreruddannelse som den på Frederiksberg, siger han.

Anne Vang Rasmussen, som er rektor på Københavns Professionshøjskole, har kaldt det en “vemodig, men også rigtig beslutning” at lukke uddannelsesstedet på Frederiksberg.

Det skyldes, at ansøgertallet til læreruddannelsen er faldet over en årrække.

Mens det samlede antal lærerstuderende på Københavns Professionshøjskole er faldet over 27 procent på syv år, er antallet på Frederiksberg alene faldet knap 40 procent.

I 2025 steg optaget dog en smule både på Campus Carlsberg og på Campus Nyelandsvej.

De studerende på Nyelandsvej besluttede fredag at gennemføre en såkaldt besættelse af uddannelsesstedet fra mandag til fredag denne uge.

Det betyder, at eleverne vil blokere skolen, så det kun er studerende og inviterede gæster, som kan komme ind.

Billeder fra B.T., som er til stede ved uddannelsesstedet mandag morgen, viser, at indgangen er blokeret med et stort banner med ordene “bevar Nyelandsvej” malet på.

I weekenden har de studerende ligeledes skrevet et brev til uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M). Her uddyber de studerende deres bekymring for, at lukning vil føre til færre og mindre diverse lærerstuderende.

Der har ligget en læreruddannelse på Frederiksberg siden 1919, hvor Frederiksberg Seminarium blev oprettet.

Efter ophold på forskellige adresser fik seminariet i 1934 adresse på Nyelandsvej.

Årets første decemberuge byder på grå regnvejrsdage

Det er om at nyde de soltimer, som det kan blive til mandag.

Resten af ugen byder nemlig på gråt vejr og regn.

Det siger Mille Jensen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), mandag morgen.

– Vi begynder mandag meget pænt med klart vejr og sol mange steder. Dog kan der falde en enkelt byge her og der – særligt i Jylland og på Fyn.

– I løbet af dagen bliver det mere skyet, og sidst på dagen kommer der regn fra vest, som især jyderne får en del af, siger meteorologen.

Temperaturerne kommer i dagtimerne mandag til at ligge mellem fire til otte graders varme, mens vinden starter ud i den lette til friske ende, inden den tager til og bliver jævn til hård fra syd- og sydvestlig retning.

Resten af hverdagene i den første vinteruge i denne omgang kommer primært til at stå på skyet gråvejr ledsaget af småregn.

Torsdag vil det dog holde tørt det meste af dagen.

Dagtemperaturerne vil de fleste dage ligge mellem fire til otte graders varme, mens nattetemperaturerne kan nå ned til to graders varme.

– Vi skal helt hen til fredag, før vi kan finde noget nattefrost, siger Mille Jensen.

Vejret vil dog hurtigt blive en anelse lunere igen. Allerede i weekenden stiger temperaturerne en smule.

Spørgsmål: Kan I på nuværende tidspunkt sige noget om, hvorvidt der er chance for hvid jul?

– Det er for langt ude i fremtiden til at spå om endnu, men statistikken er ikke for god, svarer meteorologen.

Kriteriet for hvid jul er hos DMI, at mindst 90 procent af landet har mindst en halv centimeter sne den 24. december.

Med den definition har der kun været ni tilfælde af hvid jul i Danmark. De år var 1915, 1923, 1938, 1956, 1969, 1981, 1995, 2009 og 2010.

Under den seneste hvide jul – i 2010 – var det klart og koldt med temperaturer ned til ti minusgrader. Bornholm var desuden ramt af snestorm.

Trumps favorit tager føring ved præsidentvalg i Honduras

Den konservative præsidentkandidat Nasry Asfura har taget en føring i søndagens præsidentvalg i Honduras, efter at lidt under halvdelen af stemmerne er talt op.

Det oplyser landets valgkommission ifølge nyhedsbureauet AFP.

Asfura står til 41 procent af stemmerne og har et snævert forspring til Salvador Nasralla, der også tilhører den politiske højrefløj.

Både Asfura og Nasralla har et stort hul ned til kandidaten Rixi Moncada fra det ledende parti, Libre, der hører til på venstrefløjen.

Moncada står til omkring 20 procent af stemmerne, skriver AFP.

I weekenden erklærede USA’s præsident, Donald Trump, sin støtte til 67-årige Nasry Asfura.

I et opslag på sit sociale medie, Truth Social, skrev Trump, at USA er parat til at støtte Honduras, hvis Nasry Asfura bliver valgt.

– Hvis han (Asfura, red.) ikke vinder, vil USA ikke sende penge afsted forgæves, skrev Trump.

Han afsluttede sit opslag med at skrive “Make Honduras Great Again”. Det var en henvisning til Trumps eget slogan “Make America Great Again” og hans bevægelse af samme navn.

Nasry Asfura har tidligere været borgmester i Honduras’ hovedstad, Tegucigalpa, hvor han har siddet i to perioder. Inden da var han entreprenør i byggebranchen.

Samtidig med at Donald Trump udtrykte sin støtte til Asfura, varslede han også en benådning af den tidligere præsident i Honduras Juan Orlando Hernandez, der er fængslet i USA.

Hernandez var præsident fra 2014 til 2022, hvorefter han blev udleveret til retsforfølgelse i USA.

Ekspræsidenten blev i marts 2024 kendt skyldig i at have taget imod millioner af dollar i bestikkelse for at beskytte kokainforsendelser med kurs mod USA. Det skal have fundet sted siden 2004.

Hernandez nægtede sig skyldig under hele retssagen.

Oxford Dictionary kårer rage bait til årets ord

Ordbogen Oxford English Dictionary har kåret “rage bait” som årets ord i 2025.

Det skriver mediet BBC.

Ifølge Oxford University Press, der udgiver Oxford English Dictionary, defineres begrebet som “onlineindhold, der bevidst er skabt til at fremkalde vrede eller forargelse ved at være frustrerende, provokerende eller stødende”.

Selv hvis man ikke kender betydningen af ordet, kan man sagtens være blevet udsat for det på sociale medier.

“Rage bait” lægges op på internettet for at øge aktiviteten på websteder eller sociale mediekonti.

Det minder ifølge BBC om internetfætteren “clickbait”, der betyder, at en overskrift lokker en læser eller seer ind for at se en artikel eller video.

“Rage bait” er dog skabt til at gøre folk vrede.

Ordet vandt over to andre, der var nomineret til årets ord – nemlig “aura farming” og “biohack”.

“Aura farming” betyder, at man dyrker en karismatisk eller attraktiv persona ved at opføre eller præsentere sig selv på en måde, der kan udstråle selvtillid eller mystik.

“Biohack” refererer til at forsøge at forbedre sin fysiske eller mentale sundhed ved at skrue på kost og træning eller bruge andre midler som medicin, kosttilskud eller teknologi.

De nominerede ord har til formål at afspejle nogle af de stemninger og samtaler, der har formet 2025.

Casper Grathwohl er præsident for Oxford Languages, der hører under Oxford University Press. Ifølge ham er det faktum, at ordet “rage bait” eksisterer, et vidnesbyrd om, at vi er bevidste om de manipulationsstrategier, der bruges til at fange os online.

– Det føles som et naturligt næste skridt i den løbende samtale om, hvad det vil sige at være menneske i en teknologidrevet verden – og ekstremerne i onlinekulturen, siger han.

I 2024 blev “brain rot” valgt som årets ord. Det handler om, hvordan hjernen kan blive drænet af at scrolle på sociale medier som Instagram og TikTok.

Ifølge Grathwohl har 2024 og 2025 samme tema.

– Sammen udgør de en ond cirkel, hvor forargelse udløser aktivitet, algoritmer forstærker det, og konstant eksponering gør os mentalt udmattede, siger han ifølge BBC.

Mistænkt for angreb på soldater kan være blevet radikaliseret i USA

USA’s myndigheder har en formodning om, at den mand, der er mistænkt for at have skudt to medlemmer af Nationalgarden onsdag, først blev radikaliseret, da han ankom til USA.

Det siger USA’s minister for indenlandsk sikkerhed, Kristi Noem, til medierne NBC News og ABC News.

– Vi mener, at han blev radikaliseret, efter at han kom her til landet, lyder det til NBC News.

– Vi mener, at det var gennem forbindelser til hans samfundsgruppe og stat, og vi vil fortsætte med at tale med dem, der har været i kontakt med ham – dem, der var hans familiemedlemmer, siger Kristi Noem.

Der er tale om den 29-årige afghanske migrant Rahmanullah Lakanwal, der kom til USA i 2021.

Det gjorde han som led i Biden-administrationens masseevakuering af afghanere, der hjalp amerikanske soldater under den to årtier lange krig i Afghanistan, der sluttede, da Taliban tog magten.

Lakanwal fik asyl i april i år under USA’s præsident, Donald Trump. Det viser et regeringsdokument, som Reuters har gennemgået.

Skyderiet mod Nationalgarden fandt sted onsdag lokal tid på Farragut Square, der er et populært forkoststed for kontoansatte i USA’s forbundshovedstad, Washington D.C.

En person kom rundt om et hjørne, løftede armen og affyrede et skydevåben mod de to soldater.

Andre soldater fra Nationalgarden kom herefter de to sårede soldater til undsætning og tilbageholdt den mistænkte, inden han blev taget i forvaring af myndighederne.

En af soldaterne har siden mistet livet, mens den anden er i kritisk tilstand.

Efter skyderiet har USA’s præsident, Donald Trump, sagt, at han mener, at der har været mangelfuld sikkerhedsgodkendelse af afghanere og andre udenlandske statsborgere under hans forgænger, demokraten Joe Biden.

Det siger præsidenten, til trods for at Lakanwal fik asyl under Trump selv.

Efterfølgende har USA’s statsborgerskabs- og immigrationskontor (USCIS) meddelt, at det har stoppet behandling af alle ansøgninger fra afghanske statsborgere.

Reuters

Krige i Ukraine og Gaza driver våbensalg til rekordniveau

Salget fra verdens 100 største våbenproducenter nåede sidste år et rekordniveau på 679 milliarder dollar.

Beløbet svarer til 4384,6 milliarder kroner.

Det viser en rapport fra Stockholms Internationale Fredsforskningsinstitut (Sipri) ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Krigene i Ukraine og Gaza har ifølge rapporten været med til at øge efterspørgslen, så salget af våben i 2024 steg med 5,9 procent i forhold til 2023.

I en tiårig periode fra 2015 til 2024 er våbensalget steget 26 procent.

Især europæiske lande, der yder støtte til Ukraine og føler sig truet af Rusland, har været med til at drive salget op. Det fortæller Jade Guiberteau Ricard, researcher hos Sipri, til AFP.

– Det er primært drevet af Europa, men alle områder er steget bortset fra Asien og Oceanien, siger Jade Guiberteau Ricard til AFP.

Flere europæiske våbenproducenter står ifølge rapporten over for vanskeligheder med at imødekomme den øgede efterspørgsel.

Kinesiske handelsrestriktioner på kritiske mineraler har blandt andet skabt udfordringer med at skaffe materialer.

Amerikanske virksomheder stod i 2024 næsten for halvdelen af det samlede våbensalg.

Af de 100 største våbenproducenter på verdensplan har 39 hjemme i USA – blandt andet de tre største, som sidste år var Lockheed Martin, RTX og Northrop Grumman.

Lockheed Martin producerer kampflyene F-35, som Danmark har indkøbt 27 af. 15 af dem er leveret, mens de sidste 12 ventes at ankomme inden udgangen af 2026.

Sammenlagt solgte de amerikanske virksomheder for 334 milliarder dollar – svarende til 2156,8 milliarder kroner – efter en omsætningsstigning på 3,8 procent i forhold til 2023.

De 26 europæiske producenter, der befinder sig på top-100-listen, omsatte sidste år for 151 milliarder dollar – 975 milliarder kroner. Salget er steget med 13 procent.

Rusland har to våbenvirksomheder blandt verdens 100 største. Det er Rostec og United Shipbuilding Corporation, som tilsammen omsatte for 31,2 milliarder dollar i 2024. Det svarer til 201,5 milliarder kroner.

Selvom de russiske virksomheder ifølge rapporten havde svært ved at skaffe komponenter på grund af internationale sanktioner mod Rusland, så var fremgangen i salget sidste år på 23 procent.

Sipri-rapporten bemærker også, at den russiske våbenindustri har svært ved at finde nok kvalificeret arbejdskraft til at understøtte Ruslands krigsmål.

Sipri er et uafhængigt internationalt forskningsinstitut med base i Sveriges hovedstad, Stockholm. Instituttet udgiver årlige rapporter om global våbenhandel og militærudgifter.

Ehlers sørger for Carolina-sejr i overtiden i NHL

Ishockeyspilleren Nikolaj Ehlers blev søndag helten for Carolina Hurricanes i den nordamerikanske ishockeyliga NHL.

Danskeren scorede kampens eneste mål, da Carolina på egen is besejrede Calgary Flames med 1-0 i overtiden.

29-årige Ehlers lynede to minutter og 52 sekunder inde i overtiden, efter at danskeren selv havde ført pucken fremad banen.

Den danske profil afleverede til Taylor Hall til venstre for sig, inden han skøjtede videre og modtog pucken tæt foran mål, hvor han prikkede den ind bag gæsternes målmand.

I samme sekvens blev Ehlers væltet af en Calgary-forsvarer, men danskeren var på benene med det samme og kunne juble med holdkammeraterne.

Den ordinære kamp var endt 0-0, hvilket sikrede både Carolina og Calgary ét point. Med overtidsscoringen tager Carolina to point med fra opgøret, mens Calgary fortsat beholder det ene.

Nikolaj Ehlers skiftede før sæsonen til Carolina fra Winnipeg Jets, hvor han spillede i ti sæsoner.

Det tog lidt tid for den ellers målfarlige Ehlers at komme i gang med at score for sin nye arbejdsgiver.

Efter 11 målløse kampe kom forløsningen for fire uger siden med en scoring i en 3-0-sejr ude over New York Rangers. Sidenhen er det blevet til yderligere fire scoringer for Ehlers.

Trump er optimistisk omkring fredsaftale efter besøg fra Ukraine

USA’s præsident, Donald Trump, siger, at der er en god chance for en aftale mellem Rusland og Ukraine efter de seneste samtaler mellem USA og Ukraine i den amerikanske delstat Florida.

Det siger Trump til journalister om bord på præsidentflyet Air Force One natten til mandag dansk tid.

– Ukraine har nogle vanskelige små problemer, siger Trump og henviser til en korruptionssag, der i slutningen af november fik den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyjs stabschef, Andrij Jermak, til at trække sig fra posten.

– Men jeg tror, at der er en god chance for, at vi kan indgå en aftale, siger Trump videre.

Efter flere timers forhandlinger, som begge parter kaldte produktive, lød det søndag aften fra USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, at der stadig mangler at blive udført en del arbejde.

– Det er sensitivt. Det er kompliceret, sagde han.

Mødet finder sted, forud for at USA’s særlige udsending Steve Witkoff besøger Ruslands præsident, Vladimir Putin, i Moskva tirsdag.

– Der er mange dele, der kan rykke sig, og der er naturligvis en anden part involveret her, som skal være en del af ligningen. Det fortsætter senere på ugen, når Witkoff rejser til Moskva, sagde Rubio.

En kilde i den ukrainske delegation beskrev samtidig samtalerne i Florida som “ikke nemme”.

En unavngiven kilde, der er bekendt med udviklingen, fortæller, at “amerikanerne virkelig ønsker, at de endelige punkter bliver aftalt” forud for samtalerne mellem USA og Rusland i Moskva.

USA fremlagde tidligere i november et udkast til en fredsplan på 28 punkter, der var udarbejdet uden input fra hverken Europa eller Ukraine. Efter kritik fra både Europa og Ukraine er udkastet blevet modificeret.

Det er fortsat uklart, hvad det nye udkast indeholder.

AFP

64-årig mand død efter påkørsel på Kildekrog Station

En 64-årig mand er afgået ved døden efter en togpåkørsel på Kildekrog Station ved Hornbæk søndag aften.

Det oplyser Lee Skeen, der er vagtchef ved Nordsjællands Politi.

– En mand var ude på skinnerne og blev ramt af toget.

– Vi har ikke ud fra rapporten kunnet klarlægge, præcis hvorfor han befandt sig på skinnerne, andet end at vi ikke mistænker, at der er sket noget kriminelt, siger han.

Politiet fik anmeldelsen klokken 19.10.

Lee Skeen kan ikke oplyse meget mere end det, da politiet ikke har mange oplysninger om episoden.

I forbindelse med påkørslen blev togtrafikken standset, lyder det fra vagtchefen.

– Vi underrettede en undersøgelsesvagt ved Banedanmark, og Havarikommissionen blev også tilkaldt. Desuden har vi lavet nogle undersøgelser ude på stedet, siger han.

Togtrafikken er siden genoptaget.

Myndighederne skal mandag undersøge hændelsen yderligere, oplyser Lee Skeen.

Mandens pårørende er underrettet.

Shiffrin knuser slalomkonkurrenter i ny World Cup-triumf

Den amerikanske skiløber Mikaela Shiffrin virker ustoppelig i slalom i denne sæsons World Cup.

Søndag vandt 30-årige Shiffrin for tredje weekend i træk en konkurrence i slalom, da hun knuste samtlige konkurrenter i Copper Mountain i den amerikanske delstat Colorado.

Shiffrin tog sejren med en afstand på 1,57 sekunder til den nærmeste konkurrent, tyskeren Lena Dürr.

Forspringet var på 0,28 sekunder efter første gennemløb, hvor amerikaneren begik en enkelt mindre fejl, mens andet gennemløb på hjemmebanen i Colorado med Shiffrins egne ord var noget nær perfekt.

Amerikaneren fik store dele af sidste sæson ødelagt af skader, men skadespauserne er på ingen måde gået ud over evnerne.

For to uger siden vandt Shiffrin sæsonens første World Cup-løb i finske Levi. I sidste weekend fulgte hun op med en sejr i Gurgl i Østrig.

Med søndagens sejr i Copper Mountain er Shiffrin oppe på sammenlagt 104 World Cup-sejre i karrieren. 67 af dem er hentet i slalom.

DI og Novo Nordisk Fonden vil af med dansk modstand mod atomkraft

Dansk Industri, Dansk Metal og Novo Nordisk Fonden er blandt medlemmer af et nyt samarbejde ved navn Kernekraftsalliancen, der vil gøre op med årtiers modstand mod atomkraft i Danmark.

Det skriver Børsen.

Alliancen består af en række virksomheder, erhvervsorganisationer, fagforeninger og fonde, som vil bidrage til en “saglig og fremadskuende” dialog om, hvilken rolle atomkraft skal spille i Danmarks energiplanlægning.

Som loven er i dag, må der ikke opføres atomkraftværker på dansk jord.

Dansk Metal mener, at Danmark på et tidspunkt bør opføre atomkraftværker. Det siger Emil Drevsfeldt Nielsen, der er erhvervspolitisk chef i organisationen, til Børsen.

Dansk Industri “vil ikke udelukke det”, siger vicedirektør Troels Ranis, der er lidt mere forbeholden, fordi undersøgelser har vist, at det er billigere at investere i sol og vind.

Det er dyrt at sparke atomkraft i gang, fordi der skal indkøbes dyrt materiel.

– Det fede ved kernekraft er, at når først vi har taget kapitalomkostninger, så bliver det virkelig billigt. Det er det, vi leder efter i industrien: adgang til konkurrencedygtig, stabil og sikker energi, siger Troels Ranis til Børsen.

På listen over medlemmerne af samarbejdet er blandt andet Landbrug & Fødevarer, Topsoe og Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet.

Derudover er der en række observatører – herunder rådgivningsvirksomheden Cowi og energiteknologikoncernen Schneider Electric.

Dansk Erhverv er mere kritisk over for atomkraft. Det oplyser organisationen i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Det er fint at ophæve det danske forbud mod atomkraft, så teknologier vurderes på lige vilkår, lyder det fra vicedirektør i Dansk Erhverv Ulrich Bang.

– Men det ændrer ikke ved vores vurdering: Atomkraft er i dag hverken konkurrencedygtigt eller meningsfuldt i en dansk kontekst inden for en overskuelig fremtid.

Han fremhæver atomkraftværket Flamanville i Frankrig, hvor opsætningen af en ny reaktor langt har overgået budgettet og tidsplanen.

– Danskerne og virksomhederne i Danmark har brug for sikker, billig og grøn energi, og det haster. Det handler om vores konkurrenceevne, vores sikkerhed og om kampen mod klimaforandringer, og her kan vi ikke vente til 2040 eller senere med konkrete ændringer, siger Ulrich Bang.

Folketinget vedtog i 1985, at kernekraft ikke måtte indgå i den danske energiplanlægning.

Flere andre europæiske lande som Frankrig, Sverige og Finland har store atomkraftværker.

De senere år har flere blå partier i Folketinget åbnet for at gøre atomkraft lovligt i Danmark. Det drejer sig om Liberal Alliance, De Konservative og Dansk Folkeparti.

I maj lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S), at hun er åben for at lempe det danske forbud.

Fitnessbranche frygter medlemsflugt efter højere priser

Mange kunder i de danske fitnesscentre har i løbet af de seneste uger fået besked om, at prisen på deres medlemskab stiger.

Det skyldes, at eksempelvis fitnessundervisning på hold og personlig træning for personer over 30 år fra 1. januar bliver momspligtigt.

Det er nogle domme fra EU-Domstolen, som nu har fået Danmark til at ændre praksis på området.

Danna Corke, som er direktør i brancheorganisationen Dansk Fitness & Helse Organisation (DFHO), siger, at der de fleste steder vil være tale om prisstigninger i størrelsesordenen 10 til 20 procent.

Og virksomhederne er bekymrede for, hvilke konsekvenser de højere priser vil få, lyder det.

– De er super bange for at miste medlemmer. Der er allerede nogen, som har mistet medlemmer, men det bliver interessant at se, hvad der sker til januar, hvor der normalt kommer mange nye medlemmer, siger hun.

Ifølge Danna Corke rammer de nye regler særligt centre, som udelukkende har holdundervisning. Det kan eksempelvis være yoga- eller pilatescentre.

Det skyldes, at de indtil nu har været helt fritaget for moms.

Blandt de fitness-kæder, som har varslet deres kunder om prisstigninger, er PureGym.

Fra kædens direktør i Danmark, Morten Bentzen, lyder det, at PureGym hæver sine priser svarende til den øgede moms.

– Det betyder samtidig, at medlemmer kan opleve forskellige prisstigninger, fordi både moms, medlemskaber og priser varierer afhængigt af alder, produkt og geografi, siger han i et skriftligt svar.

Samtidig lyder det, at “en meget lille del” af prisstigningerne handler om almindelige omkostningsstigninger.

Skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har gentagne gange sagt, at hun ikke er glad for de nye regler.

Regeringen har sagt, at den vil indføre et skattefradrag på blandt andet motion for at afbøde konsekvenserne. Skattefradraget vil få et loft på omkring 1750 kroner, har Skatteministeriet meddelt.

Det er kun holdundervisning fra kommercielle udbydere, som bliver pålagt moms. Dermed bliver foreninger og ikke-kommercielle udbydere fritaget.

Også undervisning i eksempelvis sang og musik bliver pålagt moms fra årsskiftet.

Trump bekræfter samtale med Venezuela midt i højspændt periode

USA’s præsident, Donald Trump, har haft en samtale med Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, på et tidspunkt hvor der er store spændinger mellem de to lande.

Det bekræfter Trump søndag, da han af en journalist bliver spurgt, om han har talt med Maduro.

Præsidenten ønsker dog ikke dele yderligere oplysninger om samtalen.

– Jeg ønsker ikke at kommentere på det. Svaret er ja, siger Donald Trump ifølge Reuters.

– Jeg vil ikke sige, at det gik hverken godt eller skidt. Det var en telefonsamtale, siger han ifølge AFP.

Tidligere på weekenden skrev USA’s præsident på sit sociale medie, Truth Social, at luftrummet over Venezuela bør betragtes som fuldstændig lukket.

Det var uklart, om udmeldingen skulle forstås som et forvarsel om et militært angreb.

Fra Venezuelas udenrigsministerium blev det opfattet som en fjendtlig trussel, lød det tidligere søndag.

Spændingerne mellem USA og Venezuela er de seneste måneder taget til, efter at USA har angrebet en række både i Det Caribiske Hav og oprustet militært i regionen.

Trumps administration siger, at den militære oprustning handler om at slå ned på narkosmuglere, der transporterer stoffer fra Latinamerika videre mod USA.

Nicolás Maduro hævder derimod, at USA planlægger at fjerne ham som præsident i Venezuela, og at USA er ved at tage tilløb til kupforsøget ved at opruste militært i Caribien.

USA er blandt de mange lande, der ikke anerkender Maduro som Venezuelas leder efter landets omstridte præsidentvalg i 2024.

Trump har flere gange sagt, at han ikke går efter at vælte Maduro.

USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, har beskyldt Maduro for at være leder af organisationen Cártel de los Soles, som USA vil stemple som en udenlandsk terrororganisation. Venezuelas præsident har afvist anklagerne.

Minister åbner særlig mail til klager fra bilister over p-selskaber

Fremover kan man som bilejer skrive direkte til en mail i Transportministeriet, hvis man har haft en dårlig oplevelse med et p-selskab.

Helt konkret er der tale om sager, hvor bilister har fået eftersendt en opkrævning uden en “forudgående aftale” med p-selskabet eller en fysisk afgift i forruden.

Det siger transportminister Thomas Danielsen (V) til Jyllands-Posten, hvor han oplyser, at adressen på den nye mail er privatparkering@trm.dk.

En såkaldt forudgående aftale kan eksempelvis dække over, hvis man som bilist er oprettet som kunde gennem p-selskabets app.

Ministeren har oprettet mailadressen efter historier om, hvordan nogle p-selskaber potentielt omgår loven ved at eftersende p-afgifter – de såkaldte usynlige bøder – under et andet navn, eksempelvis opkrævning.

Thomas Danielsen forsøgte ellers med en ny bekendtgørelse i maj at stoppe de usynlige p-afgifter, som bilejere fik i deres elektroniske postkasse uden en fysisk afgift i vinduet af bilen.

De omstridte p-afgifter blev udstedt i forbindelse med den automatiske nummerpladeregistrering (ANPR), som er blevet mere og mere udbredt på private parkeringspladser.

Et kamera tager et billede, hver gang en bil enten kører ind på området eller forlader det igen.

Via nummerpladen kan systemet dermed beregne, hvor længe bilen har befundet sig på stedet, og hvis der ikke er betalt for den beregnede tid, røg der en afgift afsted med elektronisk post.

De usynlige bøder er blevet kritiseret for, at bilisten ikke har en reel mulighed for at modbevise en p-bøde for en eventuel ulovlig parkering, når den digitale bøde først kommer, efter bilisten er kørt væk.

Thomas Danielsen vil ikke sagsbehandle hver dårlig oplevelse, der bliver berettet om gennem den nye mailadresse, siger han til Jyllands-Posten.

Men han vil ifølge mediet bruge sagerne til at irettesætte p-selskaberne, og i sidste ende udelukke dem fra motorregisteret, hvis det fortsætter.

Jyllands-Posten skriver, at ifølge loven må p-selskaber ikke bruge motorregisteret til at eftersende en opkrævning.

Tre børn er blandt de dræbte efter skyderi ved familiefest i USA

Fire personer har mistet livet efter et skyderi ved en familiefest i Californien i USA.

Blandt ofrene er tre børn, skriver flere medier, herunder CBS News.

Ofrene er henholdsvis 8, 9, 14 og 21 år, oplyser Heather Brent, der er talsperson for sherifkontoret i San Joaquin County, ifølge CBS News.

I alt blev fire personer dræbt ved skyderiet, og 11 andre blev såret under en familiesammenkomst i byen Stockton i det nordlige Californien lørdag aften, oplyser myndighederne.

Myndighederne har imidlertid ikke givet nogen opdateringer om tilstanden på de 11 personer, der blev såret, skriver det lokale medie Sacramento Bee.

Den mistænkte, eller de mulige mistænkte, er fortsat på fri fod, lyder det.

Motivet for skyderiet er endnu ukendt. De første indikationer peger på, at der kan være tale om et målrettet angreb, men politiet undersøger alle muligheder, lyder det fra sherifkontoret.

Viceborgmester i byen Jason Lee har på sociale medier oplyst, at skyderiet foregik under en børnefødselsdag, skriver CBS News. Den oplysning har sherifkontoret ikke bekræftet.

Hændelsen fandt sted i en festsal i et indkøbscenter med flere butikker på Lucile Avenue centralt i Stockton.

Anklager i San Joaquin County Ron Freitas tager skarp afstand fra skyderiet.

– I dette samfund, i San Joaquin County, har vold af denne art absolut ingen plads på noget tidspunkt, i nogen form eller afskygning, og børn bør ikke skades af våben- og bandevold, siger han ifølge CBS News.

Gavin Newsom, der er guvernør i Californien, opfordrer i en pressemeddelelse vidner til at melde sig.

– Vi opfordrer alle, der har informationer eller videooptagelser, eller som måtte have været vidne til dele af hændelsen, til straks at kontakte sherifkontoret i San Joaquin County, siger Newsom.

Stockton, der ligger omkring 100 kilometer øst for storbyen San Francisco, har omkring 300.000 indbyggere.

Mand bragt til hospitalet i Aarhus med fire knivstik

En 27-årig mand er søndag aften blevet indbragt til Skejby Hospital i det nordlige Aarhus med fire knivstik.

Manden, der blev afleveret på hospitalet af kammerater, er uden for livsfare.

Det fortæller Chris Mose, der er vagtchef ved Østjyllands Politi.

– Vi har mistanke om, at det kan være sket i forbindelse med en familieuoverensstemmelse.

– Vi har forsøgt at afhøre forurettede, men han er ikke så samarbejdsvillig, siger Chris Mose.

Intet tyder ifølge vagtchefen på, at hændelsen er banderelateret.

Østjyllands Politi har sikret videoovervågning fra et område i det vestlige Aarhus, hvor det formodes, at knivstikkeriet er foregået.

– Det præcise gerningssted kender vi ikke. Vi har en mistanke om, hvor det kan være sket i det vestlige Aarhus.

– De kameraer, vi tænker, kan være relevante, har vi sikret overvågning fra, siger Chris Mose.

Når overvågningen mandag bliver gennemgået, kan det muligvis føre politiet på sporet af personer, der har befundet sig i området søndag aften.

Hvis man har oplysninger til sagen, opfordrer Østjyllands Politi i et opslag på det sociale medie X til, at man ringer 114.

USA har udført flere luftangreb mod IS-mål i Syrien

Det amerikanske militær oplyser søndag, at det for nylig har ødelagt 15 steder med våbenlagre tilhørende bevægelsen Islamisk Stat (IS) i det sydlige Syrien.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Operationerne har fundet sted fra den 24. november til den 27. november, lyder det.

Luftangrebene er blevet udført af Den amerikanske centralkommando, Centcom, i samarbejde med syriske styrker, skriver Reuters.

– Den samlede operation ødelagde over 130 morterer og raketter, adskillige automatgeværer, maskingeværer, panserminer og materialer til fremstilling af improviserede eksplosive anordninger, udtaler Centcom i en erklæring.

Våbenlagrene er blevet angrebet på tværs af provinsen Rif Dimashq fra både jorden og luften, lyder det.

Centcom har tidligere udført angreb på syrisk territorium.

For nylig meddelte centralkommandoen, at dens styrker har ydet støtte til flere end 22 operationer frem til 6. november mod Islamisk Stat i Syrien.

De har kostet fem medlemmer af IS livet, mens 19 andre er blevet pågrebet, sagde Centcom.

Tidligere på måneden blev Syrien del af en international og amerikanskledet alliance mod IS.

Ifølge Reuters har landet i den forbindelse udført flere operationer, der beskrives som forebyggende, mod bevægelsen på tværs af landet.

Meldingen om Syriens medlemskab af alliancen mod IS kom efter et møde mellem Syriens præsident, Ahmed al-Sharaa, og USA’s præsident, Donald Trump, i Det Hvide Hus.

Al-Sharaas besøg i Washington D.C. markerede afslutningen på et begivenhedsrigt år for præsidenten, der sammen med oprørsgruppen Hayat Tahrir al-Sham i december sidste år væltede Syriens mangeårige leder Bashar al-Assad.

Det skete efter mere end 13 års borgerkrig i landet.

Islamisk Stat kæmper for en fundamentalistisk fortolkning af et islamisk styre. Ifølge nyhedsbureauet dpa kontrollerede gruppen på et tidspunkt op til omkring 40 procent af Iran og omkring en tredjedel af Syrien.

USA kalder Ukraine-forhandlinger meget produktive

Fredsforhandlingerne mellem amerikanske og ukrainske embedsmænd om at afslutte krigen i Ukraine er “meget produktive”.

Det siger den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, søndag aften dansk tid.

Men selv om forhandlingerne med den ukrainske delegation i Florida er produktive, kræves der mere arbejde for at stoppe krigen mod Rusland, siger Rubio ifølge AFP.

Den tidligere forsvarsminister og nuværende sekretær for Ukraines sikkerhedsråd, Rustem Umerov, der leder den ukrainske delegation, hylder også forhandlingerne som “produktive og succesfulde”.

Tidligere søndag lød det fra den ukrainske side af forhandlingsbordet, at mødet bar præg af “en varm atmosfære, der var befordrende for potentielt progressive resultater,” skrev AFP.

Desuden blev den amerikanske udenrigsminister rost for sit “fantastiske lederskab” af ukrainerne.

Forud for mødet sagde Rubio, at han forventer, at der bliver gjort fremskridt under forhandlingerne.

Umerov skrev i et opslag på det sociale medie X, at den ukrainske delegation arbejder på “at sikre reel fred for Ukraine og pålidelige, langsigtede sikkerhedsgarantier.”

Lørdag skrev den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, på det sociale medie X, at en ukrainsk delegation var på vej til USA til nye fredsforhandlinger.

– Opgaven er klar: at hurtigt og konkret udarbejde de nødvendige skridt for at afslutte krigen, skrev præsidenten.

De nye forhandlinger er en fortsættelse af de seneste forhandlinger i Genève i Schweiz, hvor et udkast til et fredsforslag blev udarbejdet.

Ukraine står i øjeblikket i “et af de sværeste øjeblikke i landets historie”, har præsident Zelenskyj sagt.

Derfor er mødet mellem den amerikanske delegation og den ukrainske delegation, som finder sted i delstaten Florida i USA, potentielt afgørende for Ukraines fremtid, skriver flere medier.

Formålet med mødet er at finde fælles fodslag, når USA i næste uge formentlig skal mødes med modparten Rusland.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]