Seneste nyheder

14. oktober 2026

Kina opfordrer borgere til at holde sig væk fra Japan

Kina opfordrer landets borgere til at undgå rejser til Japan efter en diplomatisk strid om Taiwan.

Japans premierminister, Sanae Takaichi, sagde 7. november i parlamentet, at brugen af magt mod den selvstændige østat, som Kina gør krav på, kunne retfærdiggøre en militær reaktion fra Japan.

I et opslag på det sociale medie WeChat advarede Kinas ambassade i Japan kinesere mod at rejse til landet.

– På det seneste har japanske ledere fremsat åbenlyst provokerede bemærkninger om Taiwan, lød det i opslaget.

– Situationen udgør en betydelig risiko for kinesiske borgeres personlige sikkerhed og liv i Japan. Udenrigsministeriet og den kinesiske ambassade og konsulater i Japan minder kinesiske borgere om at undgå at rejse til Japan i den nærmeste fremtid, lyder det videre.

Kina har indkaldt Japans ambassadør til samtale, mens Japan har bedt Kinas ambassadør om at stå skoleret.

Kina fastholder, at Taiwan – som Japan besatte i årtier indtil 1945 – er en del af Kinas territorium. Kina har ikke udelukket brugen af magt for at tage kontrol over Taiwan.

Taiwan ligger øst for Kina og betragter sig selv som en selvstændig stat med sin egen valuta og sit eget politiske og juridiske system.

Kina og Japan er vigtige handelspartnere, men historisk mistillid og spændinger om landenes territorier og militære opbygning sætter ofte forholdet på prøve.

Den konservative Sanae Takaichi tiltrådte som premierminister i sidste måned. Blot få uger inde i hendes regeringstid er nabolandene i konflikt.

Da hun talte til parlamentet i begyndelsen af november sagde Takaichi, at et væbnet angreb på Taiwan kunne retfærdiggøre udsendelser af styrker til øen under, hvad der betegnes som kollektivt selvforsvar.

På trods af den eskalerende diplomatiske strid med Kina har Takaichi siden sagt, at hun ikke har tænkt sig at trække sine udtalelser tilbage.

Tidligere japanske premierministre har undgået at kommentere direkte på forsvaret af Taiwan.

USA har også længe været uklar omkring, hvorvidt amerikanerne ville komme Taiwan til undsætning, hvis østaten blev angrebet.

AFP

Trump afviser at kende til Epstein-mail om piger

USA’s præsident, Donald Trump, afviser, at han kender til en e-mail fra Jeffrey Epstein, der antyder, at Trump havde kendskab til den vanærede finansmands seksuelle overgreb.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

– Jeg ved intet om det. Det ville de have offentliggjort for længe siden, siger Trump til journalister om bord på præsidentflyet Air Force One.

– Jeffrey Epstein og jeg havde et meget dårligt forhold i mange år, tilføjer præsidenten.

Trump blev af journalisterne spurgt om, hvad Epstein mente i en mail fra 2019, hvor han skrev, at “selvfølgelig kendte han til pigerne.”

Trumps egne forbindelser til Epstein har i en længere periode været i søgelyset, og efter at han er blevet præsident igen, er der kommet endnu mere opmærksomhed på det.

De to kendte hinanden for år tilbage, og på billeder kan man se dem sammen til forskellige fester.

Trump har konsekvent nægtet at have haft kendskab til Epsteins forbrydelser – herunder menneskehandel med mindreårige piger.

Tidligere på ugen offentliggjorde demokrater i Repræsentanternes Hus flere e-mails, som tyder på, at Trump har haft større kendskab til Epsteins gøren og laden, end han har erkendt.

Ifølge The New York Times er der tale om mails fra Epstein til hans tidligere kæreste og mangeårige samarbejdspartner Ghislaine Maxwell.

I én e-mail nævner Epstein, at Trump har tilbragt flere timer i hans hjem sammen med en af de kvinder eller piger, som Epstein har udnyttet.

I en anden mail, der er sendt til journalisten Michael Wolff, skriver Epstein, at Trump “kendte til pigerne”, skriver The New York Times.

Epstein drøfter desuden i en korrespondance med Michael Wolff, hvordan han skal håndtere eventuelle spørgsmål fra pressen om sit og Trumps venskab, når Trump træder ind på den nationale politiske scene i USA.

Udviklingen har fået Donald Trump til at anklage Demokraterne for at køre et svindelnummer for at fjerne fokus på den nylige nedlukning af statsapparatet i USA.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Trump vil kræve op til 32 milliarder kroner i sagsanlæg mod BBC

USA’s præsident, Donald Trump, vil formentlig i næste uge sagsøge det britiske medie BBC.

Det siger Trump fredag til nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Præsidenten oplyser videre, at han vil kræve op til fem milliarder dollar i sagsanlægget, skriver AFP. Det svarer til 32 milliarder danske kroner.

– Vi vil sagsøge dem for et sted mellem én og fem milliarder dollar. Sandsynligvis vil det ske i næste uge. Jeg tror, at jeg er nødt til at gøre det. De har endda indrømmet, at de snød, siger Trump ifølge AFP.

Meldingen kommer, efter at BBC torsdag gav Trump en undskyldning for en dokumentar om præsidenten.

BBC-dokumentaren med navnet “Trump: A Second Chance?” indeholder en tale, som Trump holdt til sine politiske tilhængere umiddelbart inden stormen på Kongressen 6. januar 2021.

Sætningerne er klippet sammen på en måde, så det fremstår som om, at han direkte opfordrede sine tilhængere til de efterfølgende uroligheder.

Trumps advokater har tidligere betegnet dokumentaren, der blev sendt en uge før sidste års præsidentvalg i USA, som injurierende.

Selv om BBC torsdag undskyldte for klipningen, så afviste mediet samtidig, at der er juridisk grundlag for at sagsøge BBC.

Det fremgik af en udtalelse fra en talsperson fra BBC.

– Mens BBC inderligt fortryder måden, hvorpå videoklippet blev redigeret, er vi meget uenige i, at der er grundlag for en sag om ærekrænkelse, lød det i udtalelsen.

Af et brev, som Trump og hans advokater tidligere har sendt til BBC, krævede Trump, at dokumentaren blev trukket tilbage senest 14. november, hvis mediet ville undgå at blive sagsøgt for “ikke mindre end” en milliard dollar. Det svarer til 6,5 milliarder danske kroner.

BBC meddelte torsdag, at mediet ikke har nogen planer om at genudsende dokumentaren.

Efter at have modtaget kritik for blandt andet Trump-dokumentaren trådte BBC’s generaldirektør, Jim Davies, søndag i sidste uge tilbage fra sin post. Også nyhedschefen Deborah Turness er stoppet.

Colombia køber 17 svenske kampfly i milliardhandel

Den svenske industrigigant Saab har underskrevet en aftale med den colombianske regering om at levere 17 kampfly af typen Jas Gripen.

Det skriver Saab i en pressemeddelelse.

Aftalen har en værdi på 3,1 milliarder euro – over 23 milliarder danske kroner.

De svenske kampfly forventes at blive leveret mellem 2026 og 2032.

– Salget af Jas Gripen til Colombia er en af Sveriges største eksportaftaler nogensinde, siger Benjamin Dousa, svensk minister for udenrigshandel og udviklingssamarbejde, ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

– Det er en aftale, der styrker både den svenske sikkerhed og økonomien og viser den klare sammenhæng mellem handel og sikkerhed, tilføjer ministeren, der i øjeblikket befinder sig i Colombia.

Tilbage i april annoncerede den colombianske præsident, Gustavo Petro, planer om at styrke sit lands forsvar med svenske kampfly, skriver TT.

Ud over de 17 kampfly indeholder aftalen også levering af udstyr, våben og træning, lyder det fra Saab.

– Dette markerer begyndelsen på et stærkt og langvarigt partnerskab, der vil styrke Colombias forsvar og sikkerhed, komme befolkningen til gode og øge landets innovationskraft, siger Micael Johansson, administrerende direktør for Saab, i pressemeddelelsen.

Den svenske udenrigsminister, Maria Malmer Stenergard, roser også aftalen.

– Sverige og Colombia har meget gode relationer, der går langt tilbage. Jeg ser frem til at fortsætte med at styrke og udvide samarbejdet mellem vores lande, siger hun ifølge TT.

Ifølge det svenske nyhedsbureau købte Thailand fire kampfly fra Saab i august.

Den svenske regering oplyste i marts, at man ville bidrage med seks til otte kampfly af typen Jas Gripen til luftforsvar i Polen. Det skete efter en forespørgsel fra den vestlige militæralliance Nato.

Sverige blev i marts sidste år medlem af Nato. Dermed endte 200 års svensk neutralitet.

Husdyrholdere får forlænget mulighed for at skyde problemulv

Tre husdyrholdere med ulvesikrede hegn får mulighed for at få forlænget deres tilladelse til at skyde en problemulv i Klosterhedereviret i Vestjylland.

Det oplyser Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø i en pressemeddelelse.

Tilladelserne vil kunne forlænges til og med den 5. januar. Samtidig bliver det muligt for andre husdyrholdere med ulvesikrede hegn i området at søge om at skyde ulven.

Tilladelsen til at skyde problemulven er blevet forlænget, efter at lam er blevet angrebet af en ulv bag et hegn syd for Struer.

– En ulvekonsulent fra Naturstyrelsen konstaterede den 13. november, at en ulv har angrebet lam bag et hegn, som med få afvigelser lever op til kravene for et ulvesikret hegn.

– Selv om hegnet ikke fuldt ud opfyldte kravene, vurderes det samlet set, at have haft en god afværgeeffekt. Muligheden for at søge om at regulere problemulven i området bliver derfor forlænget, siger Lasse Jensen, teamleder i Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, i pressemeddelelsen.

Det er anden gang, at muligheden for at regulere en problemulv i området bliver forlænget.

Første gang var den 10. oktober, efter at der ved flere lejligheder var blevet observeret en ulv ved et af de ulvesikrede hegn i området.

Det blev oprindeligt muligt at søge om at regulere en problemulv i området, efter at Naturstyrelsen ved en besigtigelse den 28. august konstaterede, at en ulv havde angrebet en fåreflok bag et ulvesikret hegn.

Torsdagens angreb syd for Struer er sket få kilometer fra ulveangrebet i august. Det kan indikere, at der er tale om den samme ulv, og derfor er den nuværende reguleringszone blevet udvidet, lyder det i pressemeddelelsen.

Ministeriet for Grøn Trepart strammede i april definitionen af en problemulv, så en ulv kan klassificeres som en problemulv efter ét angreb på husdyr bag ulvesikrede hegn.

Ulvesikret hegn er mindst 1,10 meter højt og har ekstra strømførende tråde.

Husdyrholdere kan søge om tilskud til at opsætte det særligt sikrede hegn.

Dommer vil godkende forlig i sag om Purdues rolle i opioidkrise

En amerikansk konkursdommer er klar til at sætte et punktum i den årelange sag om Purdue Pharmas rolle i opioidkrisen i USA.

Dommeren, Sean Lane, siger på et retsmøde fredag, at han vil godkende den nuværende plan for en rekonstruktion af selskabet, som altså har begæret konkurs.

Som led i planen ligger der et forlig på 7,4 milliarder dollar, over 47 milliarder kroner.

De penge skal gå til den lange række af sagsøgere, der har anklaget medicinalselskabet for at være skyld i udbredt afhængighed og misbrug af smertestillende – og stærkt vanedannende – midler som OxyContin.

Ifølge anklagerne vildledte Purdue både læger og patienter til at tro, at selskabets midler var mindre vanedannende, end de egentlig var.

Den hovedrige Sackler-familie, der ejer Purdue, har beklaget den rolle, som selskabet spillede under opioidkrisen, men familien har nægtet at have gjort noget ulovligt.

Det er efterhånden en del år siden, at Purdue begærede konkurs. Det skete i 2019, og siden fulgte langvarige forhandlinger om forliget med de mange sagsøgere.

Over 2600 sager er der mod medicinalselskabet. Det er alt fra delstaters regeringer til hospitaler og privatpersoner, der har lagt sag an.

I 2024 gik der stå i sagen, da højesteretten afviste et forslag fra Purdue til en konkursaftale.

Sackler-familien var i aftalen gået med til at betale seks milliarder dollar, men ville til gengæld være sikret mod fremtidige sagsanlæg.

Det blev til et nej fra højesteretsdommerne, og i den nye aftale skal familien betale 6,5 milliarder, samtidig med at kreditorer kan vælge trække sig fra det store forlig og gå rettens vej på egen hånd.

De fleste af pengene skal betales til delstatsregeringer og lokale myndigheder, som har aftalt at bruge midlerne til at bekæmpe opioidafhængighed.

Privatpersoner står til at få erstatning fra en samlet pulje på op til 850 millioner dollar.

Når konkursen er gennemført, skal Purdue Pharma laves om til en nonprofit-organisation kaldet Knoa Pharma.

Den skal udvikle behandlinger mod overdoser med opioider og misbrugsbehandlinger.

Purdue er desuden gået med til oprette et offentligt arkiv med interne dokumenter, der har forbindelse til udviklingen og markedsføringen af OxyContin. Herunder mails fra Sackler-familien.

Reuters

Teater aflyser Borgen-musical efter tyveri af teknisk udstyr

Slagelse Teater har været nødsaget til at aflyse resten af denne uges forestillinger med musicalfortolkningen af tv-serien “Borgen” på grund af omfattende tyveri.

Det skriver TV2 Øst.

Sjællands Teater, som står bag forestillingen, skriver ligeledes om tyveriet på sin hjemmeside.

Her lyder det, at der er stjålet teknisk udstyr som lydpult, lyspult, kameraer, computere og mikrofoner, der bruges i forestillingen.

– Vi er meget kede af hele situationen og beklager, at vi er nødsaget til at aflyse. Vi arbejder på højtryk for at kunne gennemføre næste uges forestillinger, skriver Sjællands Teater på sin hjemmeside.

Tyveriet løber ifølge teateret op i over en million kroner indtil videre, skriver TV2 Øst.

Der bliver stadig regnet på de stjålne tings værdi.

Tyveriet har fundet sted mellem søndag og onsdag, hvor teateret har været lukket.

Forestillingerne, der er blevet aflyst, skulle være opført fredag, lørdag og søndag i denne uge.

Næste uge er den sidste, hvor “Borgen” vises på teateret. Her er der forestillinger 20., 21., 22. og 23. november.

Sjællands Teater arbejder for, at forestillingerne i næste uge kan forløbe som planlagt, siger administrerende direktør Kristoffer Møller Hansen til TV2 Øst.

– Vi har med “Borgen” ville løfte et underprioriteret område og vise, at stor scenekunst ikke kun hører til i storbyerne. Så alt andet lige er det et voldsomt slag for et lille teater i provinsen.

– Men det er ikke ren knockout. Vi knokler lige nu alle som en for at redde, hvad der reddes kan, så vi forhåbentlig kan gennemføre, siger han til mediet.

“Borgen” er ifølge TV2 Øst Sjællands Teaters største produktion og økonomiske satsning til dato.

Musicalen er baseret på de første to sæsoner af tv-serien “Borgen”, der følger det politiske liv på Christiansborg, og som blev vist på DR i 2010 og 2011.

Uniformskrise i hæren: De store størrelser forsvandt først

Bedre tilpasningsmuligheder i forhold til størrelse er en af fordelene ved det nye fælles uniformssystem, Nordic Combat Uniform.

Men det kræver, at der er nok af dem.

Udleveringen af Nordic Combat Uniform sættes midlertidigt på pause.

Det skriver Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse i en pressemeddelelse.

Årsagen er netop, at beholdningen af uniformer i størrelserne L, XL, XXL med flere er ved at være i bund, lyder det.

– En fortsat udlevering på det nuværende grundlag ville betyde, at mange soldater kun ville modtage dele af uniformspakken – for eksempel uden tilhørende jakke eller bukser – hvilket ikke vurderes hensigtsmæssigt, lyder det i pressemeddelelsen.

Styrelsen vil nu undersøge årsagerne til det større træk på de store størrelser.

Det er forventningen, at udleveringen af uniformer vil fortsætte i begyndelsen af 2026.

Dermed kan første såkaldte iklædningsbølge, der består af 12.000 soldater, være færdigiklædt i tredje kvartal af 2026.

Der er også konstateret en række kvalitetsproblemer med den såkaldte lette uniform, der er den tynde uniform.

I Danmark og i Norge er der konstateret tilfælde af, at stoffet falmer og får et flosset udseende, at uniformen slides hurtigere end forventet, og at enkelte syninger går op.

Soldaterne vil anvende den nuværende M/11-uniform, indtil de nye uniformer igen kan udleveres.

Det er tidligere meldt ud, at Forsvarets ansatte skal omkring en kropsscanner, inden de får udleveret uniformen.

Det skal sikre en hurtig og præcis vurdering af den enkelte soldats størrelse af de forskellige uniformdele.

Den nye kampuniform Nordic Combat Uniform, der skal erstatte de tidligere uniformer, er en fællesanskaffelse i det nordiske forsvarssamarbejde Nordefco.

Uniformerne er udviklet med særligt fokus på at kunne opfylde militære krav under krævende nordiske klimaforhold.

På den gamle uniform lukkes mange lommer med knapper.

De nye uniformer har fået lynlås på flere af lommerne, mens nogle af lommerne har fået indvendige stropper, så soldaterne nemmere kan fastspænde mindre genstande.

Frederik Vad politianmelder falske socialdemokratiske løbesedler

Socialdemokratiets integrations- og udlændingeordfører Frederik Vad har indgivet en politianmeldelse, efter at der fredag er blevet delt falske løbesedler ud med hans ansigt på i København.

Det oplyser han til Ritzau.

Frederik Vad mener, at han er blevet udsat for æreskrænkelse og identitetstyveri.

Fredag eftermiddag skrev han om hændelsen på det sociale medie X.

– Rundt i Københavns gader i dag er almindelige borgere stødt på frivillige partifolk i røde, socialdemokratiske jakker.

– De har delt slik og løbesedler ud – på klassisk valgkampsmanér. Problemet er bare, at det ikke er socialdemokrater, lyder det i opslaget.

Her har han også delt løbesedlen, der indeholder et billede af Frederik Vad og Socialdemokratiets logo.

– Rejs hjem! Danmark har Europas mest generøse repatrieringsordning, står der på løbesedlen.

På bagsiden er trykt en adresse for ungdomsgruppen Generation Identitærs hjemmeside. Grupper hører til på den yderste højrefløj.

Generation Identitær har fredag på sin hjemmeside delt en meddelelse, hvor gruppen bekræfter, at den har delt løbesedlerne ud.

Miljøorganisationer vinder strid om oliefelter mod den norske stat

Den norske stat har fredag tabt en ankesag om tilladelser til tre oliefelter i Nordsøen.

Sagen handler om oliefelterne Breidablikk, Tyrving og Yggdrasil.

Centralt står statens vurderinger af klimaaftrykket fra oliefelternes forbrændingsudslip, som miljøorganisationerne Greenpeace og Natur og Ungdom mener har været mangelfulde.

Og det har retten givet dem medhold i.

Staten skal derfor på ny undersøge klimaeffekten og samtidig betale tæt på syv millioner norske kroner for sagsomkostningerne.

Sagen har kørt som en ankesag i lagmannsretten, efter at staten ankede den oprindelige afgørelse fra tingretten. Her fik miljøorganisationerne også medhold.

Lagmannsretten vurderer, at klimaeffekten hverken er tilstrækkeligt udredt eller vurderet, skriver rettens presseafdeling.

Tilladelserne opfylder heller ikke kravene til sagsbehandling fra EU’s projektdirektiv og den europæiske menneskerettighedskonvention, lyder det videre.

NTB

17-årig dreng er død efter ulykke – mor og barn kvæstet

En 17-årig dreng er død efter en alvorlig trafikulykke fredag eftermiddag lidt uden for Kolding.

Det oplyser vagtchef Steffen Wolf fra Sydøstjyllands Politi til B.T.

Ulykken er sket på Skamlingvejen, der ligger ved Bjert, tæt på Kolding.

Her kørte to personbiler frontalt sammen.

Den 17-årige sad i den ene bil sammen med to jævnaldrende drenge, der har fået lettere skader.

Sydøstjyllands Politi oplyser til TV 2, at føreren af bilen var 20 år, og den 17-årige sad på passagersædet.

Føreren af bilen har formentlig kørt for stærkt, lyder det fra politiet.

En kvinde og hendes toårige datter befandt sig i den anden bil, skriver B.T. og TV 2.

Kvinden er fortsat under behandling på hospitalet. Hendes toårige datter har lettere skader, skriver TV 2.

Sydøstjyllands Politi skrev om ulykken på det sociale medie X kort efter klokken 17.00.

Her lød det, at vejen var spærret og ville være det i en længere periode.

Omkring klokken 20.30 var vejen åbnet igen, oplyste politiet på X.

Folketinget fordeler 550 millioner kroner til udsatte børn og voksne

Regeringen og en række partier er enige om at fordele over 550 millioner kroner til udsatte børn og voksne.

I en pressemeddelelse fra Social- og Boligministeriet lyder det, at der er indgået en aftale om fordelingen af den såkaldte SSA-reserve (social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet, red.) for 2026 til 2029.

Omkring 68 millioner kroner skal gå til udsatte børn og unge. Pengene skal blandt andet bruges til at forebygge vold mod børn, støtte Børnetelefonen og bedre opsporing af vold mod børn.

Aftalen kommer ifølge social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) til at gøre en forskel for de mest udsatte borgere.

– I år har jeg haft fokus på de alt for mange børn, der bliver udsat for vold i hjemmet. Vi skal blive bedre til at forebygge og opspore volden, siger hun i meddelelsen.

En del af pengene – omkring 54 millioner kroner – skal gå til at hjælpe udsatte børn og voksne, der har grønlandsk baggrund.

Derudover er der afsat cirka 145 millioner kroner til handicapområdet.

Pengene skal blandt andet bruges til at forenkle handicapområdet, samt til at styrke retssikkerheden på området.

– Jeg er stolt over, at der i årets aftale er et særligt fokus på udsatte borgere med grønlandsk baggrund og på at skabe en mere selvstændig hverdag og tilværelse for borgere med funktionsnedsættelser, lyder det fra Sophie Hæstorp Andersen.

Der afsættes også 106 millioner kroner til de mest udsatte voksne, der for eksempel lever i hjemløshed eller har et forbrug af rusmidler.

Omkring 62 millioner kroner går til at bekæmpe menneskehandel.

Ud over regeringen er Danmarksdemokraterne, SF, Liberal Alliance, De Konservative, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet en del af aftalen.

SSA-reserven er denne gang lavere end tidligere år.

Det skyldes en politisk aftale om civilsamfundet, der skal sikre en mere gennemskuelig og forudsigelig model for uddeling af økonomiske midler på social- og sundhedsområdet.

En del af økonomien til den nye model kommer fra SSA-reserven.

Trump beordrer efterforskning af Epsteins forhold til demokrater

USA’s præsident, Donald Trump, vil bede det amerikanske justitsministerium og forbundspolitiet, FBI, om at undersøge forbindelser mellem en række personer og den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein.

Det skriver Trump på sit sociale medie, Truth Social.

Det drejer sig blandt andet om den tidligere demokratiske præsident Bill Clinton og den tidligere finansminister Larry Summers.

Også medstifteren af LinkedIn Reid Hoffman og banken J.P. Morgan samt endnu flere personer og institutioner, som Trump ikke sætter navn på, skal efterforskes.

– Det er dokumenteret, at de her mænd og mange andre brugte en stor del af deres liv sammen med Epstein og på hans ø, skriver præsidenten.

Trumps egne forbindelser til Epstein har i en længere periode været i søgelyset, og efter at han er blevet præsident igen, er der kommet endnu mere opmærksomhed på det.

De to kendte hinanden for år tilbage, og på billeder kan man se dem sammen til forskellige fester.

Trump har konsekvent nægtet at have haft kendskab til Epsteins forbrydelser – herunder menneskehandel med mindreårige piger.

Ifølge ham forsøger Demokraterne at skade hans omdømme.

Tidligere på ugen offentliggjorde demokrater i Repræsentanternes Hus flere e-mails, som tyder på, at Trump har haft større kendskab til Epsteins gøren og laden, end han har erkendt.

Ifølge The New York Times er der tale om mails fra Epstein til hans tidligere kæreste og mangeårige samarbejdspartner Ghislaine Maxwell.

I én e-mail nævner Epstein, at Trump har tilbragt flere timer i hans hjem sammen med en af de kvinder eller piger, som Epstein har udnyttet.

Og i en anden mail skriver Epstein, at Trump “kendte til pigerne”.

Udviklingen har fået Donald Trump til at anklage Demokraterne for at køre et svindelnummer for at fjerne fokus på den nylige nedlukning af statsapparatet i USA.

Tre omkomne og flere kvæstede i busulykke centralt i Stockholm

Svensk politi oplyser fredag aften, at tre personer har mistet livet i trafikulykken i Stockholm tidligere på dagen, hvor en bus kørte ind i et busskur.

Af en opdatering på politiets hjemmeside fremgår det videre, at tre personer er kommet på hospitalet efter ulykken.

To af de kvæstede blev bragt til hospitalet i ambulance, mens den tredje kom derhen på anden vis, skriver politiet.

Det var omkring klokken 15 fredag eftermiddag, at bussen kørte ind i et busskur på Valhallavägen i det centrale Stockholm.

– Flere personer blev påkørt af en bus på Valhallavägen uden for Teknisk Højskole. Efter hændelsen er der både kvæstede og omkomne personer, lød det fra politiet.

Politiet har ikke meldt noget ud om hverken køn eller aldre på de omkomne og kvæstede personer.

Over for det svenske public service-medie SVT har Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, kommenteret ulykken.

– Jeg har modtaget den tragiske besked, at flere personer er omkommet og kommet til skade ved et busstoppested i det centrale Stockholm. Mennesker, som måske var på vej hjem til familie, venner eller en rolig aften derhjemme, siger han.

Bussens chauffør er blevet anholdt, skriver svensk politi.

– På nuværende tidspunkt er der intet, der tyder på, at hændelsen var forsætlig, lyder det.

På billeder fra ulykkesstedet kan man se en dobbeltdækkerbus.

Svensk politi har betegnet hændelsen som groft uagtsomt manddrab, men årsagen til det, der er sket, er endnu ukendt.

Bussen, der har været involveret i ulykken, kommer fra virksomheden Transdev. Det skriver SVT, som har talt med virksomhedens kommunikationschef, Lovisa Åbom.

Politiet har tidligere på aftenen oplyst, at der er blevet etableret et krisecenter på en skole i området. Her kan personer, der har behov for at tale med en professionel efter hændelsen, møde op.

Schweiz og USA når til enighed om lavere toldsats

Den schweiziske regering siger fredag, at USA vil sænke tolden på varer fra Schweiz til 15 procent.

Hidtil har toldsatsen ligget på 39 procent.

– Det er lykkedes Schweiz og USA at finde en løsning. Den amerikanske told vil blive sænket til 15 procent, skriver den schweiziske regering på X.

Regeringen takker desuden USA’s præsident, Donald Trump, og tilføjer, at et møde mellem økonomiminister Guy Parmelin og USA’s handelsrepræsentant, Jamieson Greer, havde været produktivt.

Senere fredag vil der komme flere detaljer frem, lyder det videre fra regeringen.

Fra amerikansk side siger Jamieson Greer til mediet CNBC, at der er kommet en handelsaftale på plads mellem de to lande.

Men det bliver først lidt senere fredag, at Det Hvide Hus melder mere ud, siger han.

– Schweiz er nok den næste i rækken. Vi har mere eller mindre en aftale med Schweiz. Så der kommer nogle detaljer i dag på Det Hvide Hus’ hjemmeside, siger han ifølge AFP.

Det kom ifølge nyhedsbureauet meget bag på Schweiz, da Trump i august indførte 39 procent told på varer fra det europæiske land.

I månederne efter har det kunnet mærkes i den schweiziske økonomi.

Fredag har landets industri oplyst, at der mellem juli og september var fald i eksporten til USA på 14 procent.

I sidste uge mødtes cheferne for seks af de største schweiziske virksomheder – blandt andet Rolex og Richemont – med Trump for at fortælle ham, hvordan tolden påvirker selskaberne.

Efterfølgende fortalte Trump, at han arbejdede på en aftale med Schweiz om lavere told. Den ser altså ud til at være en realitet, selv om det ikke står klart, hvornår en endelig aftale ventes at blive underskrevet.

Som led i aftalen er det forventningen, at Schweiz flytter en stor del af sin produktion til USA, siger Jamieson Greer. Herunder produktion af lægemidler og jernbaneudstyr.

Reuters

13-årig dreng var narkobud på Vesterbro

Det var en gerningsmand yngre end de fleste, da Københavns Politi torsdag aften stoppede et narkobud på Vesterbro.

Den 13-årige dreng fra Valby var i besiddelse af kokain, der var pakket i salgsposer, skriver politiet fredag i et opslag på det sociale medie X.

Desuden havde drengen en telefon, hvoraf politiet kunne se, at han blev sendt rundt i byen som narkobud af en eller flere indtil videre ukendte bagmænd.

Københavns Politi skriver, at det ser med stor alvor på, at en kun 13-årig, der agerer narkobud.

– Selv om man som 13-årig er for ung til at blive retsforfulgt, kan der være andre og ligeså alvorlige konsekvenser for ens fremtid, hvis man indlader sig på narkohandel i stedet for at finde sig et lovligt fritidsjob og tjene sine lommepenge der, siger politikommissær Kasper Kystol Knudsen i opslaget.

Han opfordrer samtidig alle forældre til “at være nysgerrige på, hvad deres børn laver i fritiden og hvem, de omgås.”

Tilbagekaldte havregrynskugler er også solgt i Salling

Havregrynskugler, der onsdag blev tilbagekaldt, er også solgt i Salling i Aarhus og Aalborg.

Det skriver virksomheden Oxford Biscuits A/S i en opdateret pressemeddelelse.

Virksomheden tilbagekaldte onsdag Curré Havregrynskugler med kokos 250 gram, fordi der kan være mug på havregrynskuglerne.

Dengang fremgik det, at havregrynskuglerne var solgt i Netto, Føtex og Bilka landet over.

Muggen gør produktet uegnet som fødevarer, lyder det.

Kunder, der ellers havde glædet sig til at sætte tænderne i havregrynskuglerne, bedes kassere dem eller levere dem tilbage til butikken, hvor de er købt.

Her er en fremvisning af kvitteringen ikke nødvendig, fremgår det af pressemeddelelsen.

Helt specifikt drejer det sig om Curré havregrynskugler med kokos af 250 gram.

Havregrynskuglerne er bedst før 20. december og 27. december i år.

Produktet har stregkodenummer 5712875442339.

Ifølge Sundhedsstyrelsens hjemmeside kan mugne fødevarer være angrebet af skimmelsvampe, der kan producere svampegifte.

Svampegiftene kan være kræftfremkaldende.

Retten afviser at standse salg af Høiby-bog

Retten i Oslo har afvist at nedlægge et fogedforbud mod bogen “Hvite striper, sorte får”, som handler om den norske kronprinsesses søn Marius Borg Høiby.

Det skriver de norske medier VG og TV 2.

Bogen blev udgivet af forlaget Aschehoug i oktober.

Forlagschef Mads Nygaard bekræfter over for VG, at retten har afvist at nedlægge et forbud.

– Det er en vigtig afgørelse, ikke bare for denne sag, men for ytringsfriheden i Norge, siger han.

Ifølge Høibys advokater indeholder bogen flere urigtige og ulovlige påstande mod ham.

Det gælder blandt andet en påstand om, at Marius Borg Høiby skal have solgt narkotika på gaden i Oslo.

Det nægter Høiby at have gjort, men forlaget insisterer på, at oplysningerne er korrekte, skriver VG.

Aschehoug har tidligere indrømmet, at bogen indeholdt en række fejl.

Det gælder blandt andet en billedtekst og en passage om pengeoverførsler.

I bogen lyder, at Høiby har gennemført “hundredvis” af pengeoverførsler til én navngiven person, mens det rigtige er, at overførslerne er sendt til flere personer.

Det vil blive rettet i nye oplag.

Det vides endnu ikke, om bogen udkommer i Danmark.

Tidligere topchef valgt som ny formand for Novo Nordisk

Lars Rebien Sørensen, tidligere topchef i Novo Nordisk, er som ventet valgt som formand for selskabet på en ekstraordinær generalforsamling fredag.

Ved mødets begyndelse blev det oplyst, at Rebien og tre andre opstillede kandidater havde fået 93 procent af stemmerne, som var afgivet af aktionærerne på forhånd.

Resultatet er ikke en overraskelse, da 71-årige Lars Rebien Sørensen i forvejen er formand i ejerfonden Novo Nordisk Fonden.

Den ejer 28 procent af aktierne i selskabet Novo Nordisk og sidder desuden på 77 procent af stemmerne.

Dermed har den magtfulde formand på papiret selv været med til at afgøre sin skæbne.

Der blev i oktober indkaldt til ekstraordinær generalforsamling, efter at den tidligere Novo Nordisk-formand Helge Lund sammen med en række andre bestyrelsesmedlemmer stoppede.

Det skete i kølvandet på uenigheder med Novo Nordisk Fonden – det vil sige Lars Rebien Sørensen, som nu selv sætter sig for bordenden i medicinalselskabet.

Bagtæppet for striden er et stadigt mere udfordret selskab, der presses hårdt af kopimedicin og af den amerikanske konkurrent Eli Lilly.

Siden sommeren 2024 er Novo Nordisk-aktien styrtdykket, og den tårnhøje vækst er løjet en smule af.

Novo-aktien rundede en værdi på 1000 kroner for lidt mere end et år siden, men er siden faldet 70 procent. Det har derfor været nødvendigt med handling, mener ejerfonden med Lars Rebien Sørensen i spidsen.

Lars Rebien Sørensens dobbeltrolle som formand hos både fonden og i Novo Nordisk har mødt kritik hos en række investorer.

De mener, at det er i strid med selskabets egne regler om armslængdeprincip mellem de to.

På generalforsamlingen, der foregik online uden fysisk tilstedeværelse af aktionærer, blev flere spørgsmål fra aktionærer læst op.

De gik netop på Rebiens dobbeltrolle, som fik følgende ord med på vejen fra hovedpersonen selv:

– Vi har i Novo Nordisk Fonden altid troet meget stærk på uafhængighed og et generelt armslængdeprincip, når det gælder ledelse.

– Det er et princip vi vender tilbage til, når min efterfølger er fundet og valgt, siger han.

Forventningen er, at Lars Rebien Sørensen skal være formand to til tre år, har Novo Nordisk Fonden tidligere oplyst.

Lars Rebien Sørensen sagde også, at han havde tilbudt Novo Nordisk Fonden at træde tilbage som formand.

Men svaret var, at han skulle fortsætte en periode, refererede han.

Cees de Jong, der er bestyrelsesformand i selskabet Novonesis, er valgt som næstformand for Novo Nordisk.

Derudover er Britt Meelby Jensen, topchef i Ambu, valgt ind i bestyrelsen. Det samme er Stephan Engels, der er tidligere finansdirektør i Danske Bank.

De resterende bestyrelsesmedlemmer skal vælges på en ordinær generalforsamling til marts.

Mand er død efter alvorlig ulykke med lastvogn og personbil

En mand er afgået ved døden efter en alvorlig færdselsulykke i Lille Skensved fredag eftermiddag, hvor en lastvogn og en personbil stødte sammen.

Det oplyser vagtchef Henrik Olesen fra Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.

Den afdøde sad i personbilen.

– Han kommer over i den forkerte vejbane af en eller anden årsag. Vi ved stadig ikke, hvorfor, siger Henrik Olesen.

Politiet har ikke kunne finde nogle pårørende til manden i Danmark. Identiteten er heller ikke fastslået endeligt.

Til Ekstra Bladet fortæller vagtchefen, at manden formentlig ikke er dansk statsborger.

Der er ikke andre, der er kommet til skade i forbindelse med ulykken.

Lille Skensved ligger nordvest for Køge.

Politiet fik meldingen klokken 12.49.

En bilinspektør er på stedet for at undersøge ulykken.

Brandvæsnet arbejder ligeledes på at fjerne lastvognen på stedet.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]