Myndigheder melder fem dræbt i israelsk angreb i Gaza By
Mindst fem personer har natten til lørdag mistet livet i et israelsk luftangreb på en boligblok i Gaza By.
Det meddeler embedsmænd fra sundhedsmyndighederne og civilforsvaret i Gaza ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det israelske militær har natten til lørdag ikke umiddelbart kommenteret meldingerne.
Israel indgik i oktober sidste år en våbenhvile forhandlet på plads af USA.
Sidenhen har der været store udfordringer med at komme videre med Gaza-planen.
Trumps såkaldte fredsråd – Board of Peace – fremlagde i juli en plan på 15 punkter. Planen fik kort efter støtte fra den militante palæstinensiske bevægelse Hamas.
Planen lægger op til, at Hamas skal afvæbnes, og Israel gradvist skal trække sig tilbage fra Gazastriben. Militære operationer i Gaza skal indstilles.
Israel har forholdt sig skeptisk til planerne om en tilbagetrækning.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har sagt, at der ikke vil blive skruet ned for angrebene mod Hamas, der stod bag angrebet på Israel 7. oktober 2023.
Han har også sagt, at Israel ikke vil trække sig ud af Gaza, før Hamas opgiver alle sine våben.
Flere end 1400 palæstinensere, hovedsageligt civile, er ifølge områdets sundhedsmyndigheder blevet dræbt i Gaza, siden våbenhvilen trådte i kraft, skriver Reuters.
Ifølge israelske myndigheder er fire israelske soldater blevet dræbt i Gaza i samme periode.
RITZAU