Seneste nyheder

15. oktober 2026

Ukrainske droner meldes for anden nat i træk sendt mod Moskva

Natten til tirsdag har Ukraine for anden nat i træk sendt droner mod Ruslands hovedstad, Moskva.

Det meddeler Ruslands forsvarsministerium og Moskvas borgmester, Sergej Sobjanin, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

I en udtalelse fra forsvarsministeriet fremgår det, at russisk luftforsvar natten til tirsdag har ødelagt 17 ukrainske droner.

En af dem havde retning mod Moskva, mens 13 droner blev neutraliseret over regionen Kaluzjskaja, der grænser op til den nordøstlige del af hovedstadsregionen.

Sobjanin skriver på beskedtjenesten Telegram, at beredskabstjenester er rykket ud til det sted, hvor dronen styrtede ned.

Der er ingen meldinger om dræbte eller sårede i forbindelse med dronen, der faldt ned på vej til Moskva. Ifølge Reuters oplyser Rusland dog sjældent det fulde omfang af skaderne efter ukrainske angreb i landet.

De resterende tre droner blev ødelagt over regionen Brjansk, der ligger i den vestlige del af Rusland.

Regionens guvernør, Aleksandr Bogomaz, melder på Telegram, at en civil er blevet indlagt på hospitalet som følge af en af de nedfaldne droner.

Rusland og Ukraine har begge beskyldt hinanden for at angribe civile i krigen, der er godt inde i sit fjerde år. Begge sider afviser dette.

FN’s undersøgelseskommission i Ukraine skrev i en rapport mandag, at Rusland har brugt droner til at jage civile væk fra Ukraines frontlinje.

Der skal ifølge rapporten være tale om en bevidst strategi, der har fået tusindvis af mennesker til at forlade deres hjem og søge til andre områder.

Ifølge undersøgelseskommissionen skal Rusland hermed have begået forbrydelser mod menneskeheden.

En lignende FN-kommissionen nåede også i foråret frem til, at Ruslands styrker systematisk havde angrebet civile i Kherson-regionen i det sydlige Ukraine.

54-årig varetægtsfængsles for knivdrab i Herning

En 34-årig mand er blevet dræbt af knivstik i Herning, og en 54-årig mand er sigtet for drabet.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Natten til tirsdag fik politiet en anmeldelse om, at en 29-årig mand og en 34-årig mand var blevet stukket med kniv på en adresse på Gormsvej i Herning.

Den 54-årige mand, der bor på adressen, blev anholdt, da politiet ankom.

Den 34-årige mand afgik ved døden, mens den 29-årige er alvorligt såret, men meldes uden for livsfare.

Både den 54-årige og den 29-årige blev tirsdag fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet af Retten i Herning. Fængslingen varer foreløbig i fire uger, oplyser specialanklager Anna Søndergaard til TV Midtvest.

Den 54-årige er sigtet for drab og drabsforsøg.

Den 29-årige mand blev fremstillet in absentia, da han er indlagt på hospitalet. Han er sigtet for grov vold og røveri mod den 54-årige umiddelbart inden knivstikkeriet.

Så snart den 29-årige er i stand til det, vil han blive stillet for en dommer, hvor han får mulighed for at afgive forklaring.

Flere andre personer var desuden til stede på eller i nærheden af gerningsstedet. De blev også anholdt, og politiet er i færd med at klarlægge deres rolle i sagen.

– Vores indledende efterforskning tyder på, at nattens knivoverfald er sket i Hernings misbrugsmiljø, og at gerningsmand og ofre kendte hinanden på forhånd, siger politikommissær Theis Tylstrup, der er efterforskningsleder i Midt- og Vestjyllands Politi, i en pressemeddelelse tirsdag formiddag.

Politiet fik anmeldelsen klokken 00.52 natten til tirsdag og har gennem natten efterforsket sagen og været til stede omkring Gormsvej med hundepatruljer og efterforskere. Hjemmeværnet har desuden assisteret med afspærring.

Det er anden gang i år, at der sker et drab på Gormsvej i Herning. Den 7. april blev en 21-årig somalisk kvinde dræbt med kniv på gaden.

I flere måneder var der ingen anholdte i sagen, men i slutningen af juni blev en 16-årig dreng anholdt og fængslet i sagen.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at de to drabssager ikke har noget med hinanden at gøre.

Politiet efterlyser oplysninger fra personer, der måtte have set noget mistænkeligt omkring gerningsstedet sent mandag aften eller har andre oplysninger i sagen.

Beboere i området ved Gormsvej, Thyravej og Knudsvej, der har haft biler med dashcam i området, må også meget gerne henvende sig til politiet.

Et dashcam er et kamera i bilens forrude.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Meta og TikTok vil overholde australsk forbud mod børn på sociale medier

Techgiganterne Meta og TikTok har meddelt, at de vil adlyde et kommende forbud mod sociale medier for børn i Australien.

Selskaberne peger dog samtidig på, at den banebrydende lov kan blive svær at overholde.

Fra den 10. december vil Australien kræve, at sociale medieplatforme som Facebook, Instagram og TikTok fjerner brugere, som er yngre end 16 år.

Både TikTok og Meta, som er moderselskab til Facebook og Instagram, siger tirsdag lokal tid, at forbuddet vil være udfordrende at håndhæve. De vil dog rette sig efter det.

– Kort sagt vil TikTok overholde loven og opfylde vores lovgivningsmæssige forpligtelser, siger Ella Woods-Joyce, som er TikToks politiske chef i Australien.

Forbuddet vil være et af de strengeste på området i verden.

Med lidt over en måned til det træder i kraft, kæmper Australien dog stadig med at besvare centrale spørgsmål om, hvordan forbuddet vil blive håndhævet og hvilke forpligtelser, virksomhederne konkret vil have.

TikTok mener, at der er tale om et stramt forbud, som risikerer at have utilsigtede konsekvenser.

– Eksperter mener, at et forbud vil skubbe yngre mennesker ud i mørke afkroge af internettet, hvor beskyttelse af dem ikke eksisterer, siger Ella Woods-Joyce.

Mia Garlick, som er politisk chef for Meta, siger, at selskabet stadig er i gang med at løse “talrige udfordringer”.

Meta vil fjerne hundredtusindvis af brugere under 16 år inden den 10. december.

Men at identificere og fjerne brugerne udgør stadig “betydelige tekniske og aldersverificeringsmæssige udfordringer”, siger hun.

– Målet er fra vores perspektiv at fjerne dem under 16 år.

Ifølge AFP har embedsmænd tidligere sagt, at virksomhederne ikke vil være forpligtet til at verificere alderen på alle brugere – men at de skal tage det, der kaldes rimelige skridt, for at opdage og fjerne de mindreåriges profiler.

Virksomheder, der ikke overholder loven, vil kunne få bøder på op til 49,5 millioner australske dollar – omkring 208 millioner kroner.

AFP

USA og Japan underskriver rammeaftale om sjældne jordarter

USA’s præsident, Donald Trump, og Japans premierminister, Sanae Takaichi, har underskrevet en rammeaftale om sikring af forsyningen af kritiske mineraler og sjældne jordarter gennem minedrift og forarbejdning.

Det skriver Det Hvide Hus i en udtalelse natten til tirsdag.

Aftalen blev underskrevet under Trumps besøg i Japan. Den amerikanske præsident er aktuelt på tur i Asien med flere stop.

Både USA og Japan har ifølge nyhedsbureauet Reuters på det seneste arbejdet for at styrke landenes forsyningskæder for sjældne jordarter, der anvendes i stort set alle elektriske apparater med digitale komponenter.

Det vil sige alt fra køkkenudstyr til kritisk militært udstyr.

Forsyningskæderne skal sikres gennem økonomiske politiske redskaber og koordinerede investeringer for at fremskynde udviklingen af forskelligartede, likvide og retfærdige markeder for kritiske mineraler og sjældne jordarter, fremgår det af udtalelsen fra Det Hvide Hus.

En stor andel af verdens sjældne jordarter udvindes og forarbejdes i Kina, der for nylig har strammet op for kontrollen med eksporten af dem.

USA har derimod en funktionsdygtig mine, hvorfra de sjældne jordarter – der er en fælles betegnelse for 17 metaller – kan udvindes.

Landet kæmper for at sikre tilstrækkelige mængder af metallerne, der er vanskelige at udvinde, men som er afgørende i den amerikanske produktion af blandt andet elbiler og forsvarssystemer.

Trump planlægger torsdag at mødes med Kinas præsident, Xi Jinping, under et besøg i Sydkorea.

Den amerikanske præsident sagde i sidste uge, at han og Xi skal diskutere både handel og Taiwan.

Mødet er kommet i stand, efter at en handelskrig mellem verdens to største økonomier brød ud i lys lue, da Kina for nylig indførte nye begrænsninger på eksporten af sjældne jordarter.

USA’s finansminister, Scott Bessent, antydede søndag, at der var blevet indgået en foreløbig aftale med Kina om at dæmpe handelskrigen mellem de to lande.

Venezuela dropper gasaftaler med østat efter krigsskibs ankomst

Venezuela har suspenderet landets energiaftaler med Trinidad og Tobago.

Det siger landets præsident, Nicolas Maduro, mandag i en tv-transmitteret tale, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Trinidad og Tobagos tidligere regering havde sammen med regeringen i Venezuela planlagt flere fælles naturgasprojekter.

I talen siger Maduro, at et forslag om suspenderingen fra Venezuelas olieministerium og bestyrelsen for det statslige olieselskab PDVSA var landet på hans skrivebord.

– Jeg har godkendt forslaget, siger Maduro.

Meldingen fra Maduro kommer, efter at præsidenten søndag rettede skarp kritik mod ankomsten af det amerikanske krigsskib USS “Gravely” til Trinidad og Tobago, som ligger ud for Venezuelas kyst.

Skibet ankom i forbindelse med fælles militære øvelser mellem USA og Trinidad og Tobago.

I talen mandag kritiserer Maduro det, som han beskriver som en pro-amerikansk holdning hos Trinidad og Tobagos premierminister, Kamla Persad-Bissessar.

Han beskylder også Persad-Bissessar for at have gjort sit land til det, som Maduro kalder et hangarskib for det amerikanske imperium mod Venezuela.

Trinidad og Tobagos gasreserver er ved at svinde ind, og østatens produktion af gas er faldende.

Det fik den tidligere trinidadiske premierminister Keith Rowly til at indgå aftale om at udvinde naturgas i venezuelansk farvand nær Trinidad og Tobago.

Shell og det statslige trinidadiske energiselskab NGC modtog tidligere i oktober fornyet amerikansk licens til projektet, skriver Reuters.

Persad-Bissessar, der trådte til som premierminister 1. maj, siger til avisen Trinidad and Tobago News, at østaten ikke har brug for Venezuelas gas.

– Vi har vores egne planer for at få vores økonomi til at vokse, både inden for og uden for energisektoren, siger hun til avisen ifølge Reuters.

FN melder endnu en medarbejder tilbageholdt i Yemen

Endnu en medarbejder i FN er blevet tilbageholdt i Yemen, hvilket bringer antallet af FN-medarbejdere, der er blevet tilbageholdt i løbet af de seneste dage, op på seks.

Det siger en talsperson for FN, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Reuters omtaler tilbageholdelsen som en anholdelse.

Sikkerhedsstyrker fra Yemens Houthi-bevægelse trængte søndag ind i flere FN-kontorer i Sanaa, som er Yemens hovedstad, siger Stéphane Dujarric, som er talsperson for generalsekretær António Guterres.

Ifølge talspersonen konfiskerede houthierne her også IT- og kommunikationsudstyr.

Mindst 59 medarbejdere i FN er aktuelt tilbageholdt af houthierne, siger Dujarric. Ifølge FN har nogle af dem været tilbageholdt i flere år.

Der er fortsat hundredvis af FN-ansatte i de dele af Yemen, der er kontrolleret af houthierne. Blandt dem er et lille antal internationale medarbejdere, siger Farhan Haq, som er vicetalsperson for Guterres.

– Vores øjeblikkelige prioritet er sikkerheden og trivslen for alle FN-ansatte, herunder at sikre løsladelsen af vores kolleger, der på vilkårlig vis er blevet tilbageholdt, og for de af vores lokale partnere, der også er blevet berørt, siger Haq.

Desuden er det vigtigt at forhindre, at der sker flere tilbageholdelser, siger han.

Houthierne er støttet af styret i Iran. De er samtidig allierede med Hamas-bevægelsen i Gaza. Bevægelsen har kontrolleret store dele af Yemen i omkring et årti. Den har blandt andet kontrol over Sanaa.

Landets internationalt anerkendte regering i byen Aden har fordømt den seneste tids tilbageholdelser af FN-ansatte og kaldt det en eskalering.

Houthierne har flere gange under krigen i Gaza udført angreb mod skibe i Det Røde Hav og mod Israel, hvilket ifølge bevægelsen er sket i solidaritet med palæstinenserne i Gaza.

Advokater vil have efterset dele af Bolsonaros dom for kupforsøg

Den tidligere brasilianske præsident Jair Bolsonaros advokater har mandag anmodet landets højesteret om at genoverveje ekspræsidentens dom på 27 år og tre måneders fængsel i en sag om kupforsøg.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Advokaterne indgav mandag en begæring på 85 sider til højesteretten. Her stiller de spørgsmålstegn ved dele af dommen, ligesom de heller ikke er tilfredse med, hvor lang tid ekspræsidenten skal bag tremmer.

I september nåede et flertal på fire ud af fem dommere i Brasiliens højesteret frem til, at 70-årige Bolsonaro var skyldig i blandt andet at planlægge et kup mod landets nuværende præsident, Luiz Inacio Lula da Silva.

For at en dom kan ankes, kræver det normalt, at mindst to af dommerne er uenige i dommen.

Da kun én af dommerne var uenig i afgørelsen, har Bolsonaros advokater i stedet indgivet mandagens begæring, hvor der bedes om præcisering eller en gennemgang af dele af dommen.

Bolsonaro har endnu ikke påbegyndt afsoningen af fængselsstraffen. Det sker først, når mulighederne for at anke er udtømt.

Til gengæld opholder han sig på sin bopæl, hvor han sidder i husarrest. Det har han gjort siden august, hvor højesteret gav ordre herom. Beslutningen tog retten efter en vurdering om, at Bolsonaro ikke efterlevede et forbud mod brug af sociale medier.

Bolsonaro, der er tidligere kaptajn i hæren, har hævdet, at han er offer for en politisk heksejagt. Det samme har USA’s præsident, Donald Trump, tidligere sagt om Bolsonaro.

Bolsonaros forsvarsadvokater skrev i en udtalelse umiddelbart efter strafudmålingen i september, at de vil afsøge mulighederne for at anke.

Her betegnede de desuden strafudmålingen som overdreven og ude af proportioner.

Ud over fængselsdommen har højesteret udelukket den tidligere præsident fra at stille op til et offentligt embede frem til 2060.

Jamaicas premierminister: Bed for at orkan ikke rammer os direkte

Jamaicas premierminister, Andrew Holness, er bekymret for, hvorvidt landets infrastruktur vil kunne klare orkanen Melissa, der har kurs mod østaten.

Det siger han til mediet CNN.

Melissa bevæger sig igennem Caribien som en kategori 5-orkan. Skalaen går fra et til fem, hvor fem er den højeste vindstyrke.

Ifølge premierministeren ser det ud til, at særligt Jamaicas vestlige kyst vil blive ramt af orkanen, der ifølge nyhedsbureauet AFP har en vindstyrke på op til knap 78 meter i sekundet.

– Jeg tror ikke, at der er nogen infrastruktur i denne region, der kan modstå en kategori 5-storm, så der kan opstå betydelige forstyrrelser, siger premierministeren.

– Jeg opfordrer alle jamaicanere og venner af Jamaica til at bede for, at denne orkan ikke rammer os direkte.

CNN og nyhedsbureauet AFP skriver, at Melissa ventes at blive den mest voldsomme orkan, der nogensinde har ramt Jamaica.

CNN skriver også, at Melissa er den kraftigste storm på globalt plan i 2025.

Haiti og Den Dominikanske Republik har i flere dage allerede været ramt af voldsom regn fra orkanen, hvilket har ført til fire dødsfald, har myndighederne de to steder oplyst, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Jamaica er flere gange tidligere blevet ramt af store orkaner – heriblandt orkanen Gilbert i 1988, der var en kategori 4-orkan.

Hvis landet ender med at blive ramt direkte af kategori 5-orkanen Melissa, vil det dog være uden fortilfælde, siger Jamaicas meteorologiske institut ifølge Reuters.

FN’s Kontor for Koordinering af Humanitære Anliggender (OCHA) oplyste mandag ifølge CNN, at det planlægger at sende ansatte til både Jamaica og Cuba i denne uge.

Det vil ske “efterhånden som forholdene tillader det, for at styrke koordinerings- og beredskabsindsatsen i hele regionen”, lød det.

Jordskælv har ramt det vestlige Tyrkiet

Et jordskælv med en beregnet styrke på 6,1 har mandag aften ramt det vestlige Tyrkiet.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

– Grundet jordskælvet, som også kunne mærkes i omkringliggende regioner, har AFAD (Tyrkiets katastrofeberedskabsmyndighed, red.) påbegyndt redningsarbejdet, oplyser landets indenrigsminister, Ali Yerlikaya, ifølge bureauet.

Det lyder, at jordskælvet kan mærkes i flere byer, heriblandt i storbyen Istanbul samt i havnebyen Izmir.

Ifølge Den Amerikanske Geologiske Undersøgelse (USGS) er rystelserne værst i distriktet Sindirgi, hvor jordskælvet har sit epicenter. Heraf fremgår det også, at skælvet er udløst ved en dybde på otte kilometer.

Jordskælvet ramte klokken 10.48 lokal tid – klokken 20.48 dansk tid.

Der er ikke umiddelbart meldinger om tilskadekomne.

AFP skriver dog, at billeder viser mindst ét hus, der er ødelagt, mens flere huse har skader.

Tyrkiet rammes regelmæssigt af jordskælv.

Den vestlige del af landet blev også tilbage i august ramt af et jordskælv af samme styrke.

Der mistede én person livet, mens 29 personer blev kvæstede som følge af skælvet. 16 bygninger styrtede sammen.

Samme region blev også ramt tilbage i juli af et skælv med en beregnet styrke på 5,8. Én omkom, mens 69 kom til skade.

Da et jordskælv ramte Tyrkiet og Syrien i februar 2023, kostede det over 53.000 mennesker livet, og hundredtusindvis af bygninger blev ødelagt eller beskadiget.

I det nordlige Syrien blev 6000 mennesker dræbt.

Jordskælv opstår for det meste, hvor to tektoniske plader mødes og enten støder sammen eller gnider sig op ad hinanden.

USGS, der monitorerer jordskælv over hele verden, betegner jordskælv med en styrke på omkring 6 som et moderat jordskælv, der typisk kan forårsage materiel skade.

Sudans regeringshær trækker sig ud af al-Fashir i Sudan

Den sudanske regeringshær har trukket sig ud af byen al-Fashir i Darfur-regionen i den vestlige del af landet.

Det oplyser Sudans hærchef, Abdel Fattah al-Burhan, i en tv-tale ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Vi har aftalt at trække hæren tilbage fra al-Fashir til et sikrere sted, siger hærchefen.

Han understreger desuden, at hæren “vil tage hævn” og kæmpe, “indtil dette land er renset”.

Det er den paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF), der har erobret byen.

Reuters beskriver al-Fashir som den sidste bastion for den sudanesiske hær i Darfur-regionen.

Konflikten i Sudan har siden april 2023 kostet titusindvis af liv, fordrevet millioner og skabt det, som FN kalder en af verdens værste humanitære kriser.

Ifølge FN står 24,6 millioner i Sudan over for akut fødevaremangel, mens to millioner i landet står over for eller er i risiko for hungersnød.

83-årig præsident genvælges i Elfenbenskysten

83-årige Alassane Ouattara er blevet genvalgt som Elfenbenskystens præsident med 89,77 procent af stemmerne.

Det oplyser landets valgkommission ifølge nyhedsbureauet AFP.

Dermed går han ind i sin fjerde embedsperiode.

De to førende modkandidater, ekspræsident Laurent Gbagbo og tidligere Credit Suisse-direktør Tidjane Thiam, havde begge fået forbud mod at stille op ved valget.

Gbagbo fik forbud på grund af en straffedom, og Thiam for at have erhvervet fransk statsborgerskab.

Ingen af de fire, der fik lov at stille op mod Ouattara, repræsenterede et større parti.

De officielle valgresultater, der er offentliggjort sent søndag aften, viser en valgdeltagelse på noget nær 100 procent i de nordlige dele af Elfenbenskysten.

I den del af landet står Ouattara stærkt.

Men i de sydlige dele af landet, hvor oppositionen har udbredt støtte, var der stort set tomme valglokaler i løbet af valgdagen lørdag.

Den sydlige del af Elfenbenskysten tæller blandt andet landets største by og økonomiske centrum, Abidjan.

Valgdeltagelsen ligger ifølge valgkommissionen på omkring 50 procent i alt.

Ifølge den politiske analytiker Geoffroy Kouao viser valgdeltagelsen to ting.

– For det første mødte hr. Ouattaras tilhængere talstærkt op, hvilket fremgår af de næsten sovjetiske resultater i visse regioner, siger Kouao til AFP og tilføjer:

– Og for det andet gik tilhængere af Gbagbo og Thiams partier ikke til stemmeurnerne.

Alassane Ouattara har under sin valgkamp lovet at “gøre mere” for landet.

Samtidig har han understreget, hvor meget landet ifølge ham har forbedret sig under hans ledelse med forbedret infrastruktur og stabilitet på et tidspunkt, hvor andre dele af Vestafrika har oplevet militærkup og jihadistiske oprør.

AFP

Landets første ulveværnsgruppe er snart klar til at rykke ud

Minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S) har mandag besøgt landets første ulveværnsgruppe, som snart kan rykke ud og skræmme ulve væk fra bymæssig bebyggelse i Oksbøl i Sydvestjylland.

– Det handler meget om at dokumentere og facilitere en dialog med myndighederne. Og hvis der er nogle ulve, der ikke er sky og forsvinder, at der så kan blive tilladelse til at skyde de ulve, hvis de løber igennem byen, og man har gjort et forsøg på at få dem til at holde sig væk, siger ministeren efter besøget.

Der er tale om 12 frivillige, som p.t. er på skolebænken hos Naturstyrelsen, hvor de klædes fagligt på til opgaven. De skal blandt andet blive klogere på, hvilke metoder man kan bruge til at skræmme ulve væk.

Planen er, at ulveværnsgruppen i Oksbøl skal kunne tilkaldes af borgere, der ser en ulv i bymæssig bebyggelse. Så rykker gruppen ud for at skræmme ulvene væk. Det kan være med blinkende lys og høje lyde.

De har også kameraer med, så de kan lave optagelser, som kan indgå i en efterfølgende vurdering af, om der er tale om en problemulv.

I Oksbøl er der flere gange set omstrejfende ulve i villakvarterer, hvilket har skabt utryghed blandt borgere.

Netop lokale ulveværnsgrupper er et af de tiltag, som indgår i en handlingsplan, som Jeppe Bruus lancerede i foråret.

Her kom der også en udvidelse af definitionen af en problemulv. Det betyder, at en ulv, der trods forsøg på bortskræmning viser sig inden for byskiltet, betragtes som en problemulv. Det giver adgang til, at der kan søges om tilladelse til at skyde ulven.

Ministeren siger, at ulveværnsgruppen i Oksbøl er den eneste, som p.t. er ved at blive etableret. Han har ikke et bestemt mål, om at der skal være et bestemt antal ulveværnsgrupper rundt i landet. De skal bare være der, hvor det giver mening.

– Jeg har en ambition om, at hvis man ser ulve, der etablerer sig i nærheden af en by, at man så er på forkant fra myndighedernes side. Fokus er på borgernes tryghed og ve og vel, siger Jeppe Bruus.

Efter planen kan ulveværnsgruppen i Oksbøl rykke ud fra 1. november.

Cheddarost tilbagekaldes grundet risiko for mug

Virksomheden Falengreen A/S tilbagekalder Kerrygold Rød Cheddar, fordi der kan være mug på ostene.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Produktet er solgt i Coops butikker landet over.

Har man købt osten, anbefales det, at man enten kasserer den eller afleverer den tilbage til butikken.

Storbritannien sælger kampfly til Tyrkiet for 68 milliarder kroner

Storbritannien har indgået en aftale med Tyrkiet om at levere 20 britiske kampfly til landet.

Det fortæller Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, i et opslag på X under et besøg i Tyrkiet.

Her uddyber Starmer desuden, at kampflyene koster otte milliarder pund. Det svarer til omkring 68,4 milliarder danske kroner.

Den tyrkiske ordre vil ifølge premierministeren sikre 20.000 britiske job.

– En rigtig god dag for Storbritannien, kalder Starmer det og tilføjer, at aftalen også bringer landene tættere sammen strategisk.

Starmer mødtes mandag med Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, i hovedstaden Ankara. Her underskrev de to statsoverhoveder ifølge Reuters aftalen.

Besøget er Starmers første officielle tur til Tyrkiet, siden han blev premierminister sidste år.

Tyrkiet, der har Natos næststørste militær, er selv i gang med et nationalt kampflyprojekt, der går under navnet Kaan.

Ifølge flere unavngivne kilder bekendt med sagen, skal Tyrkiet dog bruge de nye britiske fly for at “indhente” regionale rivalers luftstyrker. Det skriver Reuters.

Flere embedsfolk oplyser til nyhedsbureauet, at Israels angreb mod de tyrkiske naboer Iran og Syrien samt mod Libanon og Qatar har foruroliget Tyrkiets regering.

Ifølge embedsfolkene viste angrebene flere sårbarheder, hvorfor Tyrkiet ikke kan vente på, at dets eget kampflyprojekt står klart.

Også Grækenland forventes ifølge Reuters at modtage flere F-35-fly inden for de næste tre år.

Hvornår præcis Kaan-kampflyene forventes at stå klar, er endnu usikkert. Chefen for Turkish Aerospace (TAI) udtalte i juli til det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu, at projektet har tre prototyper.

Den ene vil blive brugt til landtest, mens de to andre vil begynde at flyve fra april 2026.

Israels militær ophæver undtagelsestilstand i områder grænsende til Gaza

For første gang siden oktober 2023 har Israel hævet undtagelsestilstanden for områder, der grænser op til Gaza.

Det oplyser Israels forsvarsminister, Israel Katz, mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ifølge ministeren er beslutningen taget efter en anbefaling fra det israelske militær.

Den afspejler desuden “den nye sikkerhedsrealitet i den sydlige del af landet”, siger Katz ifølge nyhedsbureauet.

Beslutningen kommer, efter at en våbenhvile 10. oktober blev indført.

Den indebærer, at Israels militær har trukket sig tilbage fra dele af Gaza, men militæret kontrollerer stadig 53 procent af Gaza ifølge den amerikansk-ledede aftale.

På trods af våbenhvilen har der dog stadig været meldinger om sammenstød og israelske luftangreb i Gaza.

Senest mandag oplyser unavngivne kilder fra hospitaler i Gaza, at to personer er blevet dræbt og tre såret i et israelsk angreb på byen Absan al-Kabira.

Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Israels militær oplyser til nyhedsbureauet, at personerne havde krydset den “gule linje”.

Den gule linje er det punkt, som de israelske styrker har trukket sig tilbage til.

Lørdag understregede Israels militær, at det vil fortsætte operationerne i Gaza “for at fjerne enhver umiddelbar trussel” mod de israelske styrker.

Søndag insisterede Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, ifølge nyhedsbureauet AFP på, at Israel vil bevare kontrollen med sikkerheden inde i Gaza modsat aftalen i våbenhvilen, der foreskriver en international sikkerhedsstyrke.

– Israel er en uafhængig stat. Vi vil forsvare os med egne midler, og vi vil fortsat bestemme over vores skæbne, sagde Netanyahu ifølge AFP og tilføjede:

– Vi søger ikke nogens godkendelse til dette. Vi kontrollerer vores sikkerhed.

Salling Group vil sælge butikscenter for 36 millioner kroner

Salling Group har sat butikscenteret Lollands Centret i Maribo til salg efter at have ejet det i knap 20 år.

Det skriver ejendomsmæglerkæden EDC Poul Erik Bech i en pressemeddelelse.

Erhvervsejendommen er sat til salg for 36 millioner kroner.

Centeret er lidt over 4000 kvadratmeter stort og har i dag 13 erhvervslejemål.

Salling Group vil selv fortsætte med at leje sig ind i centeret, idet Netto har indgået en tiårig uopsigelig lejeaftale.

Kim Fuglsang, som er ejendomschef i Salling Group, siger, at dagligvarekoncernen har valgt at sælge centret for at fokusere på kernedriften.

– Centret er i rigtig god gænge, og med en stærk lejerportefølje og en langsigtet aftale med Netto ser vi det som det helt rette tidspunkt at lade en ny ejer tage over og videreudvikle det, siger han i pressemeddelelsen.

Ud over Netto tæller de nuværende lejere blandt andet Matas, Kop & Kande, Bog & Idé og Maribo Apotek. Det oplyses, at centeret er fuldt udlejet.

EDC fremhæver desuden, at Lolland står over for en udvikling, eftersom byggeriet af Femernforbindelsen skaber arbejdspladser.

Det vil ifølge ejendomsmæglerkæden øge bosætningen, købekraften og interessen for investering i området.

Salling Group står bag butikskæderne Netto, Føtex og Bilka, legetøjskæden BR og Salling Stormagasiner. Desuden driver koncernen franchisekæderne Starbucks, Carl’s Jr. og Hugo og Boss på det danske marked.

I foråret meddelte Salling Group, at koncernen vil købe den baltiske dagligvarekoncern Rimi og dermed træde ind på markedet for dagligvarer i Estland, Letland og Litauen.

Salling Group ejer og driver desuden Netto-butikker i Tyskland og Polen.

Salling Group er ejet af Købmand Herman Sallings Fond og Købmand Ferdinand Sallings Mindefond, som tilsammen kaldes Salling Fondene.

Selverklæret Trump-støtte skal lede regeringsforhandlinger i Tjekkiet

Med en valgsejr i ryggen er den tidligere tjekkiske premierminister Andrej Babis blevet bedt om at lede forhandlingerne om dannelsen af en ny regering.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Babis’ parti, ANO, fik flest stemmer, da der blev afholdt parlamentsvalg i Tjekkiet i begyndelsen af oktober.

Det er den tjekkiske præsident, Petr Pavel, der har udpeget Babis som leder for regeringsforhandlingerne, og dermed kan Babis være på vej tilbage til magten.

Andrej Babis var premierminister i Tjekkiet fra 2017 til 2021.

Babis er selvudnævnt “trumpist” – med andre ord er han tilhænger af USA’s præsident, Donald Trump.

Han har en baggrund som erhvervsmand og har opbygget en formue, der har gjort ham til milliardær.

Babis’ parti lovede op til valget, at det ville hæve lønningerne, øge væksten samt nedbringe støtten til Ukraine, som er i krig med Rusland.

Ved parlamentsvalget, der blev afholdt 3.-4. oktober, fik ANO 34,5 procent af stemmerne og 80 ud af parlamentets 200 pladser.

Præsidenten har bedt Babis om at lede regeringsforhandlingerne på baggrund af “valgresultatet, fremdriften i forhandlingerne indtil videre og positionerne, som de forskellige partier i parlamentet har indtaget”.

Babis har efter valget påbegyndt uformelle forhandlinger med højrefløjspartierne SPD og Motorister. De har fået henholdsvis 15 og 13 mandater i parlamentet.

SPD vil have en afstemning om, hvorvidt Tjekkiet skal forlade EU, mens Motorist er et parti, der blev dannet i protest mod EU’s planer om at udfase forbrændingsmotorer.

Ifølge Babis fortsætter forhandlingerne mellem ANO, SPD og Motorister.

Præsident Petr Pavel har sagt, at han forventer at modtage et regeringsgrundlag i anden halvdel af denne uge.

Frie Grønne politianmeldt for valgplakat om zionisme

Frie Grønne er mandag blevet politianmeldt for en valgplakat, som partiet har hængt op i København forud for kommunalvalget 18. november.

Det skriver B.T.

På den pågældende plakat står der: “Befri København fra zionismen”.

Partiet, der ledes af Sikandar Siddique, er blevet anmeldt for “hadforbrydelse” og “brud på straffelovens paragraf 266”, skriver B.T.

Det er formanden for Dansk Zionistforbund, Max Meyer, der har foretaget politianmeldelsen.

– De har gjort det utrygt for alle danske jøder, men også andre danskere, der støtter staten Israel. Folk er bekymrede for, om de fortsat kan være i Danmark, siger han til B.T.

Paragraf 266 handler om trusler, mens paragraf 266b, der også kendes som racismeparagraffen, handler om trusler og forhånelser på baggrund af etnisk oprindelse, tro, nationalitet eller lignende.

Sikandar Siddique, der er politisk leder hos Frie Grønne, tager anmeldelsen til efterretning, men understreger over for B.T, at plakaten ikke er “rettet mod jøder eller nogen anden befolkningsgruppe”.

Ifølge Frederik Vad, der er udlændinge- og integrationsordfører for Socialdemokratiet, rummer plakaten en “usynlig trussel” mod jødiske borgere i Danmark, har han tidligere udtalt til DR.

Sikandar Siddique understregede søndag over for Berlingske, at plakaten handler om Københavns forbindelse til staten Israel.

– Det handler om at sørge for, at København ikke er påvirket af zionistiske interesser. Folk må have de holdninger, de vil, lød det.

Foruden at være politisk leder er Sikandar Siddique også spidskandidat for partiet i Københavns Kommune til det kommende kommunalvalg.

Han har en fortid på Christiansborg, hvor han har siddet i Folketinget for Frie Grønne og Alternativet.

Havareret fly er fundet i Grønland uden overlevende

Et havareret fly er mandag morgen blevet fundet i Grønland, uden at der er fundet overlevende.

Det skriver lufttrafiktjenesten Naviair i en opdatering på sin hjemmeside.

Tidligere har Naviair oplyst, at der var en person om bord på det savnede fly.

De pårørende er blevet underrettet, lyder det.

Naviair har sammen med Arktisk Kommando og Grønlands politi ledt efter flyet siden lørdag.

Myndighederne er gået ud fra, at flyet var forulykket.

Lufttrafiktjenesten oplyser mandag, at havaristedet er svært fremkommeligt. Det gør det svært for myndighederne at komme til, lyder det.

92-årig bliver genvalgt efter 43 år som præsident i Cameroun

92-årige Paul Biya er mandag blevet genvalgt som Camerouns præsident.

Det oplyser landets forfatningsråd, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dermed kan Paul Biya tage hul på sin ottende periode i embedet.

– Hermed udråbt som valgt præsident: kandidaten Paul Biya, lyder det fra Clement Atangana, der er formand for forfatningsrådet.

Biya tiltrådte første gang som præsident i 1982 og har siden haft et fast greb om magten i det vestafrikanske land.

Præsidentvalget blev afholdt 12. oktober.

Biya fik ifølge det officielle valgresultat 53,7 procent af stemmerne.

En række kandidater stillede op ved valget, men Biyas primære modstander var den tidligere talsmand for regeringen og tidligere beskæftigelsesminister Issa Tchiroma Bakary.

Bakary fik 35,2 procent af stemmerne.

Bakary var i to årtier politisk allieret med Paul Biya, men forlod regeringen i juni for at slutte sig til oppositionen.

Selv mener Bakary, at han er valgets egentlige vinder, og at han fik 54,8 procent af stemmerne, mens Biya – ifølge Bakarys opgørelse – fik 31,3 procent af stemmerne.

Bakarys støtter har den seneste uge været på gaden med krav om, at han blev udråbt som vinder af valget.

Bakary opfordrede op til annonceringen af valgresultatet sine støtter til fredelige demonstrationer. Det gjorde han, selv om der den seneste tid har været forbud mod offentlige forsamlinger i Cameroun.

Men søndag udviklede demonstrationer sig voldeligt, da fire personer mistede livet i sammenstød mellem camerounske sikkerhedsstyrker og oppositionsstøtter i Camerouns største by, Douala.

Paul Biya er blot den anden præsident, som Cameroun har haft, siden landet opnåede selvstændighed fra Frankrig i 1960.

Omkring 40 procent af landets knap 29 millioner indbyggere lever under fattigdomsgrænsen, og i de store byer er mere end hver tredje arbejdsløs.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]