Seneste nyheder

15. oktober 2026

Trump præsenterer aftale med Pfizer om lavere priser på medicin

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har tirsdag præsenteret en aftale med medicinalgiganten Pfizer, der handler om at sænke prisen på lægemidler.

Alle Pfizers receptpligtige midler, der sælges til sygeforsikringen Medicaid, vil opleve et prisfald, lyder det fra Trump.

Han uddyber ikke, præcis hvor store prisfald der bliver tale om.

Samtidig skal prisen på lægemidler, der kommer på markedet fremover i USA, svare til priserne andre steder i verden, som ofte er meget lavere.

Trump har siden sin tilbagevenden til Det Hvide Hus i januar gentagne gange sagt, at amerikanerne betaler alt for meget for medicin.

Han har kritiseret, at mange lægemidler sælges til en markant højere pris i USA end i for eksempel europæiske lande.

I juli sendte Trump breve til 17 førende medicinalselskaber – heriblandt Pfizer og danske Novo Nordisk. I brevene blev selskaberne bedt om at sænke deres priser i USA, så de svarer til de laveste priser i andre udviklede lande.

De skulle vende tilbage med bindende planer om prisfald senest 29. september, lød det.

Ellers ville den amerikanske regering tage alle tilgængelige værktøjer i brug for at tvinge priserne ned. Heriblandt told.

Pfizer er hidtil det eneste af de 17 selskaber, der har indgået en aftale med Trump-administrationen om at sænke priserne.

Aftalen er blevet præsenteret på et pressemøde i Det Hvide Hus, hvor også Pfizers topchef, Albert Bourla, var med.

Fra ham lyder det, at Pfizer i aftalen har fået tre år til at flytte produktion til USA. I den periode vil medicinen ikke blive underlagt den planlagte told på lægemidler.

Den ventes at træde i kraft 1. oktober.

Toldsatsen ligger på 100 procent og gælder for patenterede lægemidler, sagde Donald Trump fredag.

EU og andre handelspartnere, der har indgået en aftale om told med USA, slipper for den forhøjede told på 100 procent.

Reuters

Starmer langer ud efter det yderste højre i tale til partikongres

Den britiske premierminister, Keir Starmer, vil kæmpe med hvert et åndedrag for et tolerant og anstændigt Storbritannien.

Det siger den stærkt pressede Labour-leder i en tale under partiets årlige konference.

I talen langer Starmer ud efter partiet Reform UK på den yderste højrefløj og lederen, Nigel Farage, som står stærkere i meningsmålingerne end Labour.

– Han kan ikke lide Storbritannien, tror ikke på Storbritannien og vil have jer til at tvivle på landet, lige så meget som han gør, siger Keir Starmer.

Storbritannien står ved en korsvej, mener premierministeren. Valget står mellem fornyelse – i form af Labour – eller brok og beklagelser repræsenteret af Reform UK, siger han.

Det er en kamp om selve landets sjæl, lyder det videre fra Starmer, som kommer med et løfte om at ville kæmpe for det, han omtaler som det tolerante, anstændige og respektfulde Storbritannien.

Keir Starmer har kun været regeringsleder i 14 måneder. I den periode har han popularitet lidt et alvorligt knæk. Med højrefløjens fremgang er der opstået spekulationer om, hvor længe Starmer kan beholde posten.

Han er jævnligt blevet beskyldt for ikke at have nogen samlet vision for landet.

Med tirsdagens tale forsøger han at fremmane en optimistisk vision for landet, skriver nyhedsbureauet AFP, mens han altså samtidig har sat et angreb ind mod Reform UK.

Højrefløjspartiet har især profileret sig gennem sin stramme udlændingepolitik, som ifølge Keir Starmer skaber splittelse.

– Hvis du siger eller hentyder, at mennesker ikke kan være englændere eller briter på grund af deres hudfarve, er du en fjende af national fornyelse, siger Labour-lederen.

I mediet Politicos gennemsnit af meningsmålinger ligger Labour for tiden til at kunne få 20 procent af stemmerne ved et valg.

Reform UK ligger langt højere på 30 procent. Partiet ser også ud til at have meget større opbakning end det traditionelle magtparti på højrefløjen, Det Konservative Parti, som ligger til at kunne få 16 procent af stemmerne.

AFP

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jørn “Jønke” Nielsen kommer på stemmesedlen til kommunalvalget

Den tidligere Hells Angels-rocker Jørn “Jønke” Nielsen kommer på stemmesedlen i Odense Kommune i forbindelse med kommunalvalget 18. november.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Jørn “Jønke” Nielsen stiller op for partiet Stabilt Demokrati, som han stiftede i 2023.

– Jeg har selv været bosat i Odense i snart to år, så det er naturligt, at jeg stiller op i Odense. Derudover stiller vi op i tre andre kommuner, siger han til mediet.

De tre andre kommuner er Svendborg, Vordingborg og Hjørring, oplyser han.

Jørn “Jønke” Nielsen siger desuden, at han blot er nummer to på Stabilt Demokratis liste. Maria Marinovic står øverst, siger han til Fyens Stiftstidende. Han tilføjer, at han skal agere “stemmesluger for Maria”.

– Men jeg har selvfølgelig tænkt mig at opfylde mine forpligtelser, hvis jeg skulle blive valgt ind. I så fald må jeg lægge skriverierne lidt på hylden i et stykke tid, siger han.

Jørn “Jønke” Nielsen henviser til, at han ifølge Fyens Stiftstidende i begyndelsen af november udgiver sin sjette selvbiografiske bog om sit liv i og uden for Hells Angels. Bogen hedder “Rockersvin”.

Stabilt Demokrati forsøger også at blive opstillingsberettiget til næste folketingsvalg. Det skal senest finde sted før udgangen af oktober 2026.

Det kræver i øjeblikket 20.195 vælgererklæringer for at få et parti registreret på stemmesedlen til et folketingsvalg. I øjeblikket har Stabilt Demokrati 1001 vælgererklæringer.

Jørn “Jønke” Nielsen var med til at grundlægge rockerklubben Hells Angels i Danmark. Men i november 2020 blev han smidt ud, efter at have været medlem i næsten 40 år.

Tidligere er han blevet dømt for både vold og drab. Jørn “Jønke” Nielsen er blandt andet dømt for at have dræbt Henning Norbert Knudsen, også kendt som “Makrellen”, som var præsident i den rivaliserende rockergruppe Bullshit.

“Makrellen” blev dræbt af skud fra en maskinpistol i 1984. Det blev kulminationen på en blodig rockerkrig, der frem til december 1986 kostede 12 personer livet.

Jørn “Jønke” Nielsen flygtede efter drabet i skjul i udlandet. I 1988 vendte han hjem til Danmark og tilstod. Han blev idømt 16 års fængsel for likvideringen.

Trafikstyrelsen har givet en enkelt dispensation fra droneforbuddet

Trafikstyrelsen har modtaget 30 ansøgninger om dispensation fra det aktuelle forbud mod civil droneflyvning.

Det oplyser styrelsen i en mail til Ritzau.

Der er indtil videre blevet givet ni afslag og én godkendelse, mens de resterende ansøgninger er under behandling.

Styrelsen vil ikke udtale sig om, hvem der har fået dispensation.

Forbuddet mod al civil droneflyvning trådte i kraft 29. september og varer frem til fredag 3. oktober i forbindelse med, at Danmark er vært for et EU-topmøde.

Trafikstyrelsen forventer som udgangspunkt, at alle ansøgninger vil blive behandlet, inden droneforbuddet ophører.

Man kan kun i “særlige tilfælde” blive undtaget for forbuddet, fremgår det af Trafikstyrelsens hjemmeside.

– Der bliver lagt vægt på, at der både skal være tale om uopsættelige og samfundsvigtige droneoperationer, før der vil kunne gives dispensation til droneoperationer under flyveforbuddet, lyder det i en udtalelse fra vicedirektør Lars Korsholm på styrelsens hjemmeside.

Forbuddet kommer i kølvandet på den seneste uges hændelser med meldinger om uidentificerede droner ved danske lufthavne og militære installationer.

Det skal være med til at øge sikkerheden ved EU-topmødet i København, der finder sted onsdag og torsdag, sagde transportminister Thomas Danielsen (V) til Ritzau søndag.

– Jo færre droner, vi skal forholde os til, desto nemmere er det at håndtere, lød det.

Selv om det danske luftrum er lukket for al civil droneflyvning, vil der stadig være droner i luften under EU-topmødet i København.

Politiet vil nemlig have droner i luften flere steder i hovedstadsområdet i løbet af ugen.

Det gælder særligt ved Christiansborg og Bella Center på Amager.

Det oplyser Københavns Politi til Ritzau tirsdag.

– Der er ingen grund til bekymring for borgerne, lyder det fra Københavns Politi i en skriftlig kommentar.

Dansk virksomhed bliver leverandør af granater

Danske Danammo skal levere artilleri- og morterammunition – altså granater – i forbindelse med opbygningen af Forsvarets beredskabslagre.

Det er forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og partierne i forsvarsforligskredsen blevet enige om, skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

– På baggrund af erfaringerne fra krigen i Ukraine har anskaffelsen af morter- og artilleriammunition til opfyldning af Forsvarets beredskabslagre været en prioritet.

– Jeg er derfor glad for, at partierne bag forsvarsforliget nu er blevet enige om, hvordan lageropbygningen konkret skal finde sted i de kommende år, siger Troels Lund Poulsen i pressemeddelelsen.

Norske Nammo vandt tidligere i februar et udbud og skal fremover producere ammunition i Danmark, efter at staten har købt en fabrik i nordjyske Elling.

Det var i den forbindelse, at forligskredsen besluttede, at der snarest muligt også skulle gennemføres en anskaffelse af henholdsvis 155 mm artilleri- og 120 mm morterammunition med henblik på at opbygge Forsvarets ammunitionslagre.

Carsten Bach, der er forsvarsordfører for Liberal Alliance, er glad for, at der er kommet en afklaring, men ikke imponeret over regeringens arbejdstempo. Det siger han til Jyllands-Posten.

– Det er åbenlyst for enhver, at den beslutning burde være truffet for mere end 200 dage siden. Det er endnu et tegn på, at regeringen er utrolig god til at holde pressemøder og få det til at lyde som om, at det går meget stærkt. Men i virkelighedens verden går det jo ikke helt så stærkt, siger han til mediet.

Fabrikken i Elling skal producere granater samt patroner i kaliber 5,56 og 7,62. Der er afsat cirka 8,6 milliarder kroner til fabrikken og at opbygge Forsvarets ammunitionslagre.

– Beslutningen betyder, at lagrene af artilleri- og morterammunition opbygges gradvist fra 2026, hvorefter den nationale ammunitionsproduktion med Nammo forventes at kunne levere den nødvendige ammunition, skriver Forsvarsministeriet.

Forløbet om ammunitionsproduktion i Danmark har været en langstrakt proces. Tankerne blev luftet for over to år siden, men fabrikken står først til at starte produktion i 2027.

Sundhed.dk advarer om svindelsms’er med links til falsk hjemmeside

Mange borgere oplever i øjeblikket at få tilsendt sms’er med et link til en falsk hjemmeside, der bruger sundhed.dk’s logo og adresse.

Her opfordres borgerne til at forny deres sundhedskort og indtaste personoplysninger.

Det får sundhed.dk til i en pressemeddelelse at minde om, at sundhed.dk aldrig beder om at få udleveret personlige oplysninger via sms eller mail.

– Så hvis man bliver bedt om det, er det svindel, lyder det.

Skal man tilgå sundhedsplatformen, som staten, regionerne og kommunerne står bag, skal man bruge den officielle adresse, som er www.sundhed.dk.

Sundhed.dk råder til at slette sms’er eller mails, der virker mistænkelige.

– Det er et velkendt problem, at kriminelle misbruger sundhed.dk’s navn. I dette tilfælde er omfanget dog større end normalt, fordi hjemmesiden både bruger logo og adresse, lyder det fra sundhedsplatformen.

Er uheldet ude, og man har videregivet sine oplysninger, skal man spærre sit betalingskort eller MitID og kontakte sin bank.

Finsk forsvarsminister vil ikke lade sig ryste af droner

Finland vil ikke lade sig intimidere af forsøg på at destabilisere Europa med droner.

Det siger den finske forsvarsminister, Antti Häkkänen, tirsdag efter den seneste tids observationer af droner i Danmark og Norge.

– Der er ikke nogen droner, der kan ryste os. De har til formål at forårsage forvirring, frygt og uro i samfundet, siger ministeren.

Han tilføjer, at man i Finland har valgt en “meget rolig tilgang”.

Antti Häkkänen har tirsdag besøg af sin svenske modpart, Pål Jonson, til Hanating, som er et årligt finsk-svensk arrangement, hvor der diskuteres forsvar og sikkerhed.

Denne gang afholdes mødet på et tidspunkt, hvor droner står højt på den europæiske sikkerhedsdagsorden.

Finland deler en over 1000 kilometer lang grænse med Rusland, som Polen og Estland har anklaget for krænkelser af deres luftrum med droner og kampfly.

Og så er der altså også de nylige observationer af droner i dansk luftrum, hvor myndighederne endnu ikke har kunnet sige, hvem der står bag.

Antti Häkkänen siger, at der ikke er direkte beviser på, at Rusland står bag. Men han tilføjer, at Rusland gør brug af forskellige hybridmetoder.

– Vi er forberedt på det faktum, at Rusland har et vist ønske om at forstyrre Vesten med sådan nogle droner, siger han.

Som følge af den seneste tids luftrumskrænkelser har forsvarsalliancen Nato skruet op for overvågningen i Østersøen. Samtidig har EU meddelt, at der er planer om en såkaldt dronemur.

Også den svenske forsvarsminister har tirsdag udtalt sig om sikkerhedssituationen i Europa, som han kalder alvorlig.

– Vi ser et mønster, hvor Rusland tager større politiske og militære risici, siger Pål Jonson.

Både Sverige og Finland er blevet medlemmer af Nato efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022.

Ligesom i Danmark har regeringerne i Sverige og Finland skruet markant op for investeringerne i forsvar og beredskab i de seneste par år.

AFP

Dansk turistbus støder sammen med sporvogn i Berlin

En dansk turistbus er kollideret med en sporvogn i Berlin.

Det skriver Berlinger Zeitung og Bild.

Ifølge Berliner Zeitung oplyser beredskabet, at bussens chauffør er kommet alvorligt til skade.

Udenrigsministeriet i Danmark bekræfter, at en dansk statsborger er kommet til skade i forbindelse med en trafikulykke i Berlin.

– Udenrigsministeriet har ikke kendskab til andre involverede danskere. De nærmeste pårørende er underrettet, skriver ministeriet i en mail.

Sammenstødet skete omkring Alexanderplatz klokken 13.26, skriver Bild.

Mediet skriver videre, at buschaufføren var den eneste, der befandt sig i bussen.

I sporvognen var der 29 personer.

Størstedelen var børn ifølge Bild. Ifølge Berliner Zeitung er der tale om en skoleklasse.

Ingen i sporvognen meldes alvorligt tilskadekomne, men seks har lettere skader.

Beredskabet oplyser ifølge Berliner Zeitung, at sammenstødet skete i forbindelse med, at bussen ville dreje.

Bild skriver, at sporvognen kom kørende midt på den brede vej, med vejbaner med biltrafik på begge sider.

Ny afgift gør det dyrere at gå i supermarkedet fra onsdag

Fra onsdag kan det blive dyrere at tage en tur i supermarkedet.

1. oktober træder der nemlig en ny emballageafgift i kraft i Danmark, der medfører prisstigninger i danske supermarkeder.

Den nye afgift, der også bliver kaldt det udvidede producentansvar, stammer fra et EU-direktiv.

Det betyder kort sagt, at virksomhederne nu selv skal betale for håndteringen af den emballage, de bruger til deres varer.

De Samvirkende Købmænd, der repræsenterer danske supermarkeder, advarer om, at regningen kommer til ende hos forbrugerne.

– Alle er enige i princippet om, at forureneren skal betale. Men måden vi indfører det på i Danmark, betyder, at det bliver en dyr omgang – ikke mindst for forbrugerne, siger administrerende direktør Jannik Nytoft i en pressemeddelelse.

Hos Coop ville der allerede fra onsdag være prisstigninger på udvalgte varer, bekræfter informationsdirektør Jens Juul Nielsen.

– I kroner og ører er det ikke meget, men i det hele vil det kunne mærkes, siger han.

Stigningen i prisen vil ligge i omegnen af 1,5 procent, lyder det.

USA, Storbritannien og Polen giver drone-hjælp til Danmark

USA støtter Danmark med “antidrone kapabiliteter” i forbindelse med ugens EU-arrangementer i København. Det skriver Forsvarsministeriet på X.

– Vi er glade for og taknemmelige over, at USA også støtter Danmark med antidrone kapabiliteter i forbindelse med det kommende topmøde.

– Den amerikanske støtte er et udtryk for det tætte transatlantiske samarbejde, som også står stærkt i håndteringen af hybride angreb, skriver ministeriet.

Forsvarsministeriet vil ikke oplyse, hvad USA hjælper med specifikt.

Også Storbritannien bidrager med antidrone-udstyr og mandskab, mens Polen bidrager med mandskab. Det meddeler Forsvarsministeriet ligeledes på X.

EU’s stats- og regeringschefer samles onsdag til et uformelt topmøde. Torsdag er Danmark vært for et møde i Det Europæisk Politiske Fællesskab, EPC.

Den seneste uge er der observeret droner over flere lufthavne og militære lokationer i Danmark.

Statsminister Mette Frederiksen (S) betragter det som hybrid krigsførelse på dansk grund.

Myndighederne har været i alarmberedskab siden første hændelse for en uge siden. Det er fortsat uvist, hvem der står bag, men regeringen har mere end antydet, at det kun er Rusland, som har interesse i at forstyrre et andet lands kritiske infrastruktur.

De danske myndigheder får i det hele taget hjælp fra en række lande i denne uge, hvor der er EU-arrangementer i Hovedstaden onsdag og torsdag. Både i form af antidronesystemer og politi.

Eksempelvis hjælper Frankrig med antidronekapaciteter i form af en militærhelikopter af typen Fennec og et hold på 35 personer, der skal varetage antidroneopgaver.

Sverige har udlånt antidronesystemer samt sendt motorcykelbetjente og bombehunde til København.

Norge, Tyskland, Holland, Ukraine og forsvarsalliancen Nato bidrager også.

Mette Frederiksen takkede mandag for hjælpen fra de andre lande.

– I de her dage har vi brug for vores allieredes hjælp. Næste gang er det et andet land. Og så står vi klar til at hjælpe, skrev hun på sociale medier som Facebook og Instagram.

Franske myndigheder efterforsker ambassadørs dødsfald i Paris

Sydafrikas ambassadør i Frankrig er blevet fundet død uden for et hotel i den franske hovedstad, Paris.

Det oplyser anklagemyndigheden i Paris.

Myndighederne er ved at efterforske dødsfaldet.

Ambassadøren, Nkosinathi Emmanuel “Nathi” Mthethwa, havde bestilt et værelse på 22. etage på hotellet, oplyser anklagemyndigheden, som tilføjer, at et låst vindue i værelset var blevet brudt op.

Det franske medie Le Parisien skriver, at Mthethwa menes at have begået selvmord. Mediet henviser ikke til nogen kilder.

Foruden anklagemyndigheden har Sydafrikas udenrigsministerium bekræftet dødsfaldet. Også herfra lyder det, at omstændighederne er ved at blive undersøgt af de franske myndigheder.

– Ambassadør Mthethwa var en fremtrædende tjenestemand, hvis karriere var kendetegnet af hans dedikation til vigtige ressortområder, skriver udenrigsministeriet i en udtalelse.

Her tilføjes det, at ambassadørens død er et tab for hele Sydafrika.

Den 58-årige diplomat, som normalt blot kaldes Nathi Mthetwa, blev meldt savnet af sin hustru mandag.

Hun fortalte, at hun havde modtaget en besked fra ham, som havde gjort hende bekymret, siger anklagemyndigheden tirsdag.

En kilde med kendskab til sagen, der har bedt om at være anonym, siger til nyhedsbureauet AFP, at Mthetwa led af depression, og at der kan have været tale om selvmord.

Mthetwa blev ambassadør i Frankrig i december 2023.

Forinden havde han været minister for kunst og kultur i Sydafrika mellem 2014 og 2019. Efterfølgende var han minister for sport, kunst og kultur, inden han så fik ambassadørposten.

Længere tilbage bestred han ministerposter for politi og sikkerhed.

Hans politiske virke gik helt tilbage til tiden med apartheid i Sydafrika. Her var han en del af den væbnede gren i partiet ANC.

Partiet har siddet på magten, siden der i 1994 for første gang blev afholdt valg efter afskaffelsen af apartheidstyret.

Reuters

Politiet afspærrer adresse efter knivstik i Hejlsminde

Politiet er tirsdag eftermiddag til stede på en adresse i Hejls efter et knivstikkeri tidligere på dagen i nabobyen Hejlsminde i det sydlige Jylland.

Det skriver Sydøstjyllands Politi på det sociale medie X.

En mand blev ramt af knivstik kort før klokken 09.00.

Politikredsen oplyser tirsdag eftermiddag, at manden ikke vurderes at være i livsfare. Hans tilstand er stabil.

– Politiet beder borgere respektere eventuelle afspærringer og følge anvisningerne på stedet.

– Det er ikke politiets vurdering, at der i forbindelse med sagen er fare for beboere eller andre i området, skriver Sydøstjyllands Politi.

Politikredsen ønsker ikke at oplyse over for Ritzau, om der er nogen anholdte i sagen.

Hejlsminde ligger ud til det sydlige Lillebælt cirka halvanden kilometer fra Hejls og ti kilometer fra Christiansfeld.

Offerets pårørende er underrettet.

Sydøstjyllands Politi har ikke yderligere kommentarer, lyder det tirsdag eftermiddag.

Kvinde fra Norge tiltalt for at slutte sig til IS dropper anke

Den ene af de to søstre fra Norge, der i januar blev idømt fængsel for at tilslutte sig Islamisk Stat (IS), har valgt ikke at anke dommen alligevel.

Det oplyser hendes advokat ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

– Hun trækker anken tilbage af hensyn til børnene og den samlede belastning, sagen har medført. Hun ser frem til at lægge denne vanskelige periode i sit liv bag sig, siger advokaten til NTB.

Meldingen fra den ældste søster kommer, blot en uge før sagen skulle for retten igen.

Storesøsteren blev i januar i byretten idømt fire års fængsel, mens lillesøsteren blev dømt til to, hvoraf ét var betinget.

Ifølge retten rejste søstrene “uden tvivl til Syrien for at tilslutte sig IS”, skrev Aftenposten dengang.

Samtidig understregede retten i sin vurdering, at kvinderne valgte at gifte sig med IS-krigere og ligeledes valgte at “lade sig forsørge af IS”.

Søstrene, der også er kendt som “Bærum-søstrene”, var henholdsvis 16 og 19 år gamle, da de i efteråret 2013 rejste til Syrien.

Efter seks år i Syrien – i 2019 – blev kvinderne interneret i fangelejren al-Hol, og efterfølgende blev de flyttet til lejren al-Roj.

Begge lejre ligger i Syrien. En stor del af dem, der bor i lejrene, er kvinder, der har været gift med krigere fra Islamisk Stat, og deres børn.

I 2023 blev søstrene hentet hjem til Norge.

Begge søstre har nægtet sig skyldige og sagt, at de rejste til Syrien for at udføre nødhjælpsarbejde.

Løkke opfordrer Hamas til at gribe chance for fred efter Trump-plan

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) hilser USA’s præsident, Donald Trumps, fredsplan for Gaza velkommen.

Det oplyser udenrigsministeren tirsdag i en skriftlig kommentar til Ritzau.

– Endelig et håb for både israelere og palæstinensere om, at lidelserne og krigen snart kan være slut. Jeg opfordrer på det kraftigste alle parter og ikke mindst Hamas til at gribe chancen for fred nu, skriver Lars Løkke Rasmussen.

– Helt afgørende med øjeblikkelig våbenhvile, frigivelse af gidslerne og omfattende nødhjælp gennem FN og partnere ind i Gaza. Danmark står fortsat klar til at støtte en langsigtet løsning på konflikten, baseret på en israelsk stat og en palæstinensisk stat side om side.

Donald Trumps fredsplan blev præsenteret mandag aften af Det Hvide Hus.

I planen foreslår Trump et midlertidigt såkaldt teknokratisk styre i Gaza i form af en “apolitisk palæstinensisk komité”, som skal styre de “daglige” offentlige tjenester samt lokale enheder i Gaza.

Over den komité skal der være et såkaldt “Board of Peace”. Det er et internationalt overgangsorgan, der får en tilsynsrolle i forbindelse med fredsaftalen.

Det skal have “Trump som formand, mens andre medlemmer og statsoverhoveder vil blive offentliggjort, heriblandt tidligere premierminister (i Storbritannien, red.) Tony Blair”, står der i planen fra Det Hvide Hus.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har meddelt, at han støtter planen.

Den militante palæstinensiske gruppe Hamas har endnu ikke kommenteret fredsplanen.

Spotify-topchef træder tilbage og bliver bestyrelsesformand

Musiktjenesten Spotifys stifter, svenske Daniel Ek, træder tilbage fra sin rolle som selskabets direktør.

I stedet overgår han til en rolle som Spotifys bestyrelsesformand 1. januar 2026, oplyser musiktjenesten i en pressemeddelelse.

Daniel Ek stiftede Spotify i 2006 sammen med Martin Lorentzon.

I 2008 blev platformen lanceret i Finland, Frankrig, Norge, Sverige og Tyskland som de første lande.

2024 blev det første år, hvor Spotify kom ud af året med plus på bundlinjen. Her tjente selskabet 1,14 milliarder euro, hvilket svarer til cirka 8,5 milliarder kroner.

Året før lød underskuddet på lidt over en halv milliard euro eller næsten fire milliarder kroner.

I dag er Spotify tilgængelig i omkring 180 lande.

DR vil ikke stemme Israel ud af Eurovision

Det bliver ikke med DR’s stemmer, at Israel bliver sendt ud af den internationale musikkonkurrence Eurovision Song Contest (ESC).

Public service-stationen har gjort sin stilling op i forhold til den kommende afstemning om Israels deltagelse, som arrangøren EBU har bebudet i begyndelsen af november.

Gustav Lützhøft, der er ledende redaktionschef i DR Kultur, Debat og Musik, skriver følgende til Ritzau:

– DR bakker op om ESC som en kulturel europæisk begivenhed, der siden 1956 har samlet nationer gennem musik.

– Deraf følger, at vi ikke kommer til at stemme for, at noget EBU-medlem skal ud af konkurrencen, så længe de overholder regler og vedtægter.

– DR’s deltagelse i ESC er uændret betinget af, at der er et stærkt internationalt fællesskab, styr på sikkerheden samt en apolitisk ramme rundt om konkurrencen, skriver han.

Afstemningen om Israels deltagelse er blevet besluttet, efter at en række deltagende lande har meddelt, at de vil boykotte konkurrencen, hvis Israel deltager.

Det gælder blandt andet Spanien, Irland, Slovenien, Island og Holland.

Boykotten skyldes Israels invasion af Gaza-striben og de konsekvenser, som den har haft for den palæstinensiske befolkning.

Svenske SVT og norske NRK sagde i sidste uge, at man ikke vil tage politisk stilling til Israels deltagelse i konkurrencen.

Ingen af de to medievirksomheder har dog meldt ud, hvordan de har tænkt sig at stemme.

Israel har deltaget i Eurovision i mere end 50 år, siden landet debuterede i 1973. Landet har vundet konkurrencen fire gange, senest i 2018.

Næste års ESC skal afvikles i maj i Østrigs hovedstad, Wien.

Ny og lempelig abortlov på Færøerne skal behandles igen

Færøske politikere forsøger endnu en gang at få indført en mere lempelig abortlov, så kvinder kan få en fri abort til udgangen af den 12. graviditetsuge.

Tirsdag fremsætter fire parlamentsmedlemmer et lovforslag i det færøske parlament, Lagtinget, om netop det.

Forslaget er stort set identisk med det, der blev fremlagt sidste år, men blev stemt ned i en tæt afstemning ved forslagets 2. behandling.

Her stemte 15 for, mens 15 stemte imod. Forslaget blev forkastet, da det kræver flertal.

Hos den danske organisation Sex & Samfund håber man, at forslaget bliver stemt igennem. Det siger generalsekretær i organisationen Majbrit Berlau.

– Hvis fri abort bliver til virkelighed på Færøerne, er det et kæmpe fremskridt for kvinders ret til at bestemme over egen krop. I dag oplever vi, at færøske kvinder må søge til Danmark for at få en abort, siger hun i en skriftlig kommentar.

Abortlovgivningen på Færøerne stammer fra 1956.

Det er kun i særlige tilfælde, at gravide på Færøerne kan få en abort, som reglerne er i dag. Abort er dermed som udgangspunkt forbudt.

Qatar drøfter Trumps fredsplan med Hamas og Tyrkiet tirsdag

Qatar vil tirsdag holde møde med Hamas og Tyrkiet for at drøfte USA’s præsident Donald Trumps plan for fred i Gaza.

Det oplyser Majed al-Ansari, der er talsperson for Qatars udenrigsministerium, ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Forhandlingsdelegationen (fra Hamas, red.) lovede at gennemgå den ansvarligt, siger talspersonen.

Ifølge en unavngiven palæstinensisk kilde med tæt tilknytning til Hamas kan det dog tage flere dage for Hamas at gennemgå forslaget, skriver AFP.

– Hamas har indledt en række konsultationer inden for sin politiske og militære ledelse både i Palæstina og i udlandet, siger den unavngivne kilde til mediet og tilføjer:

– Drøftelserne kan tage flere dage på grund af de komplekse kommunikationsforhold mellem ledelsesmedlemmerne og grupperingerne. Særligt efter den israelske aggression i Doha, siger kilden.

En embedsmand med kendskab til forhandlingerne fortalte ligeledes Reuters tidligere på dagen, at “Hamas’ forhandlere sagde, at de vil gennemgå det (forslaget, red.) i god tro og give et svar”.

Trumps plan har umiddelbart fået en pæn modtagelse blandt europæiske ledere.

Italiens regering meddeler, at den er parat til at bakke op om planen, mens Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, også udtrykker støtte i et opslag på det sociale medie X.

Også EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen byder forslaget velkommen.

– Jeg opfordrer alle parter til at gribe denne mulighed. EU står klar til at bidrage, skriver hun i et opslag på X.

Saudi-Arabien, Egypten, Jordan, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater støtter også planen, der indeholder 20 punkter og vil sætte den militante gruppe Hamas helt uden for indflydelse.

Det meddeler landenes udenrigsministre ifølge Reuters i en fælles udtalelse mandag aften.

Her skriver ministrene, at de vil arbejde med relevante parter for at sikre planens gennemførelse.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har meddelt, at han støtter planen.

Hamas har endnu ikke kommenteret fredsplanen.

Politiet sender droner i luften over København under EU-topmøder

Politiet vil i forbindelse med EU-topmøderne onsdag og torsdag i København have droner i luften flere steder i hovedstadsområdet.

Det gælder særligt ved Christiansborg og Bella Center på Amager.

Det oplyser Københavns Politi til Ritzau.

Ritzau har allerede observeret mindst én drone tirsdag eftermiddag over Christiansborg.

Politiet vil ikke be- eller afkræfte, om det er én af politiets droner.

Generelt kommer politiet ikke til at be- eller afkræfte, om det er politiets droner, hver gang der observeres droner over København.

Alle civile droneflyvninger er forbudt i Danmark fra mandag til fredag. Det midlertidige forbud skyldes, at der har været flere ulovlige droneflyvninger i dansk luftrum den seneste tid.

Ukrainer tilbageholdt i Polen i Nord Stream-sag

En ukrainsk statsborger, som har været eftersøgt af de tyske myndigheder i forbindelse med Nord Stream-eksplosionerne tilbage i september 2022, er blevet tilbageholdt i Polen.

Det meddeler polsk radio, skriver Reuters.

Han bliver omtalt som “Volodymyr Z.”

Så sent som i midten af september afgjorde en italiensk domstol, at en anden ukrainsk mand, der af tysk politi bliver omtalt som “Serhii K.”, skulle udleveres til Tyskland i sagen om sabotage på de to gasledninger Nord Stream 1 og 2.

Den tyske anklagemyndighed oplyste i august, at den ukrainske mand var blevet anholdt af italiensk politi på baggrund af en europæisk arrestordre.

Serhii K. er mistænkt for at have koordineret sabotage mod de to rørledninger, som forbinder Tyskland og Rusland.

Han og en gruppe andre personer plantede sprængladninger på de to rørledninger i nærheden af Bornholm, fremgik det af en tidligere udtalelse fra anklagemyndigheden ifølge AFP.

Manden nægter at være involveret.

De to gasledninger Nord Stream 1 og 2 løber i nærheden af Bornholm.

Den formodede sabotage skete 26. september 2022.

Det har tidligere været fremme, at de tyske myndigheder ledte efter en ukrainer, der havde opholdt sig i Polen, men som skulle være vendt tilbage til Ukraine.

Det vides ikke, om der er tale om samme mand, som er blevet tilbageholdt i Polen tirsdag.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]