05. jul. 2023 - 17:12

Styrelse tilbagekalder sirup med karamelsmag på grund af gæring




Virksomheden Del Mastro ApS tilbagekalder “Fabbri Gourmet Sirup” med karamelsmag på grund af risiko for gæring i produktet.

Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse onsdag eftermiddag.

Produktet er solgt i Bilka, en række Meny-butikker, specialbutikkerne Ello Food og Kopling’s Kopper samt netbutikkerne Kaffekapsel.dk og Svanenet.com.

Fødevarestyrelsen råder til at kassere produktet eller levere det tilbage til den butik, hvor det er købt.

Gæring i produktet gør, at det er uegnet som fødevarer, lyder det.

Produktet er bedst før 5. august 2026 og har følgende stregkodenummer: 800178049843.